Små påsatte brande

Titel: Små påsatte brande I Original titel: Little Fires Everywhere I Forfatter: Celeste Ng I Oversat af: Lisbet Kjær Johansen I Sideantal: 352  I Genre: RomanI Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


I villakvarteret Shaker Heights i Cleveland er der styr på tingene. Vejene er et sirligt symmetrisk net, husenes farver nøje afstemt, og beboerne dyrker rummelighed, engagement og regelrethed som idealer. OG ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson.

Ind på scenen træder Mia Warren, kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson. Mias mystiske fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer hurtigt med at forstyrre roen i det velordnede kvarter.

Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighed ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at tvinge Mias hemmeligheder frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.

Små påsatte brande er skrevet af Celeste Ng. En amerikansk forfatterinde, jeg ikke havde hørt om før jeg af Hr. Ferdinand (Politikens Forlag) blev inviteret med til et forfattermøde med selvsamme forfatter. Det var et arrangement, der lød rigtig spændende, så jeg takkede ja til at tage med.
Lige så spændende det lød til, lige så hyggeligt var det og forlaget havde i anledningen sørget for bobler, kys og druer. Så lækkert!

Celeste Ng fortalte om race, kultur og de stereotypiske forestillinger i forhold til, især farve – og blindheden herfor! Celeste Ng er en utrolig sympatisk og helt nede på jorden kvinde. Det var en kæmpe fornøjelse at møde hende.

Uden egentlig at have nogen forventninger til bogen, da jeg som sagt ikke kendte til hendes værker, gik jeg igang med den. Allerede fra de første sider blev jeg holdt fast. Hun skriver utrolig nuanceret og detaljeret, uden at det bliver for meget, så man sidder tilbage og nærmest føler at man står som en skygge i historien. Celeste’s skrivestil er dejlig let og flydende. Alt i alt en fornøjelse at tage med en tur til Shaker Heights – Et sted hvor hverdage absolut ikke er kedelig!

Der er vel altid plads til lidt ekstra drama og kulør? Og så måske alligevel ikke lige i Shaker Heights. Byen er nærmest et regelsæt i sig selv, så da Mia og datteren, Pearl flytter til byen, er der ingen der på det tidspunkt har forudset det drama der efter noget tid vil udspille sig. Manges hverdag bliver vendt på hovedet – især i jagten på hvad der er rigtigt og hvad er forkert? Hvem har ret og hvem tager fejl? Det kan lidt sammenlignes med et næsten udbrændt bål, hvor kun gløderne er tilbage, men hvis man puster tilstrækkeligt til det, blusser flammerne op igen.

Selvom man gennem bogen bevæger sig fra person til person, så gør man det gnidningsfrit. Forstået på den måde, at det er en så utrolig lækker overgang der er mellem de forskellige skift. De nærmest komplimenterer hinanden.

Små Påsatte Brande får 5 stjerner. Den er velskrevet, velfortalt og utrolig fangende og fængslende på én og samme tid. Jeg er vild med den og kan kun anbefale at næste læseudflugt bliver til Shaker Heights.

Førstelivet (Evigt liv) #1 : Livet begynder efter døden

Titel: Førstelivet (Everlife)#1 – Livet begynder efter døden I Original titel: Firstlife I Forfatter: Gena Showalter I Oversat af: Lene Støvring I Sideantal: 432  I Genre: Fantasy I Forlag: HarperCollins Nordic I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic


Slutningen på livet er kun begyndelsen

Tenley “Ten” Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige – bortset fra en ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor? Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo – efter hun er død.

I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sanheden. Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to verdener: Trojka og Myriaderne – livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekluttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor? Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv.

Et utrolig spændende og fængende univers, er hvad læseren bliver suget ind i, i Førstelivet af Gena Showalter.
Da jeg første gang læste om den, kan jeg huske at jeg tænkte “hvorfor har jeg ikke hørt om den før? Den lyder jo helt vildt god!”, men der gik alligevel nogle dage før jeg valgte at skrive på et eksemplar. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af den og turde derfor ikke sætte mine forhåbninger i vejret, hvilket kun gjorde overraskelsen større da jeg kom rigtig igang med den og opdagede hvor fantastisk og fangende den var!

    Når først man kommer igang med den er den umulig at lægge fra sig igen før sidste side er vendt – selv dér sidder man tilbage og stirrer på bogen med en forundring over at der ikke er mere, og at man er nødt til at vente på næste bind. 

Derudover er smudsomslaget lige så smukt, som historien er fangende. Elsker illustrationen med timeglasset og de to verdener i hver glasdel. Der er noget dragende ved forsiden, for det var oprindeligt et blik på den, der sagde mig at jeg måtte læse mere om denne skønhed.
Under smudsomslaget har bogens cover den flotteste mørke grønne farve – så smuk! 

Førstelivet er dybt følelsesladet, spændende, dramatisk og absolut fangende. En af de bedste oplevelser inden for dystopisk fantasy jeg længe har haft!

En anden ting jeg var helt vild med, er Genas skrivestil. Ét er at handlingen er fangende, men skrivestilen skal, efter min mening, også være fængende – og dét formår Gena!

Førstelivet får derfor 5 store stjerner og jeg glæder mig utrolig meget til næste bind i trilogien: Livsblod.

Er man til dystopisk fantasy kan jeg med største imponering anbefale at læse Førstelivet.

Arnulf: Arnulf Sagaen #1

Titel: Arnulf I Serie: Arnulf Sagaen #1 I Forfatter: Susanne Clod Pedersen I Sideantal: 614 I Genre: Roman I Forlag: Bazar I Udgivelses år: 2015

Bogen er et anmeldereksemplar fra Bazar


Den unge viking Arnulf er vild som ørnen og ulven, der har givet ham navn.

Han længes efter udfærd og dåd, men da broderen Helges skib vender blodvædet hjem, knuses alle planer. Blind af sorg gør Arnulf sig skyldig i både misgerning og forbrydelse og må flygte over hals og hoved med en norsk træl.

Færden bliver farefuld, dramatisk og omtumlet. Plyndringstogt, kongemøde og blodige kampe venter forude, og Arnulf støder på vikingerne fra Jomsborg. Hos så rå og hærdede krigere er det ikke let at blive anerkendt, for de kender krigens vilkår og tåler ikke svaghed.

For en, der interesserer sig meget for historie, er dette begyndelsen på en fantastisk spændende og hæsblæsende rejse. Arnulf er så utrolig velskrevet, at jeg var dybt imponeret. I starten var den lidt svær at komme igang med, da jeg lige skulle vænne mig til det lidt gamle sprog, men synes at jeg fik ret hurtigt fat i det, og fra dét øjeblik var det nærmest umuligt at lægge bogen fra sig igen, før den var læst til ende. Selv derefter vil man bare gerne have mere og igang med næste bind.

Susanne Clod Pedersen (SCP) tager os tilbage til det 9. århundrede, hvor Svend Tveskæg er konge i Danmark. Vi følger Arnulf på en lang, spændende, dramatisk og farefuld rejse
Jeg havde lidt problemer i starten med sproget indtil jeg fangede det, og nogle enkelte steder løbende, men dette bevidner kun SCP’s, både kendskabs- og kundskabsfærdigheder i forhold til middelalderen og vikingerne.

Og se nu lige omslaget! Så flotte farver og lækre illustrationer! Jeg er vild med illustrationen, af hvad der ligner en slags hund/ulv, der fungerer som en slags kapiteldeler.

Arnulf får 4 store stjerner. Den er utrolig velskrevet og SCP’s kærlighed til middelalderen og vikingerne skinner virkelig igennem. Den er så medrivende og indlevende, at man, som læser, nærmest føler at man står på sidelinjen og følger med.

Jeg glæder mig til at følge Arnulf på hans videre rejse.

Nina van Pallandt

Titel: Nina van Pallandt – Hellere tro på det gode en gang for meget I Forfatter: Jacob Wendt Jensen I Sideantal: 333  I Genre: Biografi I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2012

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Historien om Nina er både gribende og grum. Sammen med baron Frederik van Pallandt bragede hun i 1957 ind på scenen med en stribe calypso-hits, og for første gang nogensinde blev en dansk pop-succes verdensomspændende. Frederik blev Ninas store kærlighed, men også hendes livs mareridt. Efter 12 år på toppen stak han af med pengene og elskerinden og lod Nina alene tilbage med tre børn.

Jacob Wendt Jensens biografi om Nina Van Pallandt er det hidtil ufortalte livsdrama om en kvinde, der blev ladt i stikken af både sin mand, Frederik, sin elsker Clifford Irving og sin grådige manager, men som kæmpede sig tilbage på sine egne præmisser, da hun havde ramt bunden af showbusiness. “Hellere tro på det gode en gang for meget”, lød Ninas motto. “Selv når man er blevet bedraget for alt.”

Nina van Pallandt er for mange en måske ukendt, overset eller endda glemt stjerne. Dem, der kender hende, kender hende sikkert fra hendes tid i calypso-duoen, bestående af hende selv og hendes mand, Frederik. Selv stiftede jeg bekendtskab med duoen i en gammel dansk film, og blev straks bjergtaget af dem.
Da jeg opdagede, at Jacob Wendt Jensen (JWL) havde skrevet en biografi om Nina, vidste jeg at dén ville jeg læse. JWL tager læseren med på en forrygende, spændende og til tider dramatisk rejse gemmen Ninas liv og karriere. Egentlig er det efterhånden længe siden, at jeg læste den, men den står stadig så lysende klart for mig – helt sikkert en bog der skal genlæses!

Bogen er beriget med billeder fra hendes liv og karriere. Desværre var det ikke alt, der var rosenrødt. Lige så meget succes Nina oplevede i calypso-tiden, og den stormende forelskelse i Frederik, lige så grumme og ulykkelige erfaringer har hun måtte gøre sig.

Som tidligere nævnt, så stiftede jeg bekendtskab med duoen gennem gamle danske film (vidst nok ‘Verdens rigeste pige’) og kendte egentlig ikke noget videre til dem udover det. Jeg havde godt hørt om deres stormende forelskelse og deres kæmpesucces. Også det tragiske mord på Frederik i 1994. Hvad jeg dog ikke vidste, før jeg læste bogen, var at Frederik på det tidspunkt havde forlad Nina og børnene og var havnet i noget snavs. Selvom jeg blev noget så sur på ham over at han valgte at stikke af med elskerinden og alle pengene, så blev jeg alligevel ked af at læse om måden det hele var foregået på.

Kæreste Jacob. Du tog mig gennem hele følelsesregistret med din fortælling om Nina van Pallandt. Tak for det. Du har givet mig en skøn læseoplevelse og lært en, for rigtig mange, ukendt og meget privat person lidt bedre at kende.

Jeg har valgt at give bogen 4 kæmpe store stjerner. JWL har en fantastisk skrivestil, og jeg er vild med måden bogen er sat op på. Og sidst, men ikke mindst, så har Nina haft et utroligt indholdsrigt liv – på godt og ondt. Tak for at du ville dele din historie med Jacob, som så kunne videreformidle den til os andre – TAK!

Kerry: ringe i vandet

Titel: Kerry – ringe i vandet I Forfatter: Maria Farrelly Henriksen I Sideantal: 300  I Genre: Roman I Forlag: Mellemgaard I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forfatteren og Forlaget Mellemgaard


En regnfuld septemberaften vil tilfældigheder, at Kerry støder sammen med ‘ham hun ikke skulle have mødt’ – Dominic Barton. Et møde, der får konsekvenser for alle omkring dem.
Kerry er en ung kvinde, som er opvokset i en stor sammenbragt familie i Dublin. På grund af hændelser i sin barndom har hun et distanceret forhold til tilværelsen. Dominic Barton er chef for Specialenheden for Narko og er forlovet. Allerede fra første færd slår deres egoer gnister, og deres veje bliver ved med ufrivilligt at krydses. Situationen bliver ikke mindre kompliceret af, at den udvikler sig i en retning, som ingen havde hverken forudset eller ønsket.

‘Kerry – ringe i vandet’ er en skøn fortælling om to personer, der ikke skulle have haft mødt hinanden, men skæbnen vil, at dette sker alligevel og fra der af bliver vi, som læser, taget med ud på en utrolig spændende og hæsblæsende rejse.

Bogen er skrevet i et let læseligt sprog og jeg var fastholdt hele vejen gennem den. Ikke mindst pga. handlingen. At handlingen er et kærlighedseventyr i det 21. århundrede, er også til at mærke på måden den bliver fortalt på. Maria har form af hendes fortællestil, formået at fastholde læseren i netop det 21. århundrede, hvilket var utrolig dejligt.

Jeg er vild med kapitelopdelingen. Kapitlerne er efter min mening hverken for korte eller for lange, for den sags skyld. Det er virkelig lækkert med en god kapitelopdeling, hvor der i et kapitel kan være en passende mængde handling i. At hun samtidig har valgt at give kapitlerne overskrifter er for mig kun en ekstra lille bonus.

Det er en bog, der fortjener at blive læst og beundret. Den skal nydes, og passer perfekt til en aften under tæppet i sofaen, eller ude i solen med et glas koldt og en skål frugt. Mulighederne er mange.

‘Kerry – ringe i vandet’ får 4 stjerner. Er man til kærlighed og spænding er denne helt klart anbefalelsesværdig.

Hvad køer ved om livet

Titel: Hvad køer ved om livet I Original titel: The Secret Life of Cows I Forfatter: Rosamund Young I Oversat af: Birgitte Steffen Nielsen I Sideantal: 160  I Genre: – I Forlag: Don Max (Politikens Forlag) I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Don Max (Politikens Forlag)


Køer kan være intelligente, opfindsomme, de kan være frembrusende og stolte, kærlige og godmodige eller vagtsomme og beregnende. Køer er med andre ord lige så forskellige som mennesker, og når de får lov at udfolde sig frit og følge deres naturlige instinkter, drager de i høj grad omsorg for og knytter sig til hinanden.

“Da jeg faldt over ‘Hvad køer ved om livet’, troede jeg, at titlen var en joke.” Sådan skriver Alan Bennet under forordet i bogen. Netop samme tanke havde jeg også, da jeg første gang så titlen, hvorefter jeg smågrinede lidt. Alligevel holdt den mig fanget, og jeg måtte ind og læse nærmere om bogen. Der måtte være noget bag sådan en titel.
Efter at have læst nærmere om bogen, var min nysgerrighed stadig holdt fast – jeg måtte vide hvad der lå i den…  

‘Hvad køer ved om livet’ er en sød lille fortælling. Til at starte med synes jeg, at den virkede lidt langhåret, men jeg skulle bare ordentligt igang med den viste det sig. Fortællingerne om Fat Hat, Dolly og alle de andre får smilet frem hos læseren. Nogle gange også en lille forundring, for det er nok ikke alle, der tænker over køers, for ikke at nævne andre dyrs, evne til at tænke, føle, agere osv. på en måde, der ligner os mennesker. Samtidig oplever man et fascinerende samspil mellem dyr og mennesker, man som udefrakommende, måske ikke lige er vant til.
Jake var dog nok den, der fik mig til at småfnise mest. Ligesom mennesker, kan dyr også få nogle mærkelige lyster. Selvom det ikke ligefrem var en særlig sund lyst, Jake havde fået, så kunne jeg ikke lade være med at more mig en lille smule over den.

Jeg har nydt hver en side, selvom starten, for mig, var lidt langhåret. Det er en lidt anderledes bog, men samtidig skrevet på en skøn, til tider humoristisk, måde og letlæselig. Kapitelopdelingen er markeret ved nogle søde, men utrolig enkle, tegninger af køer.

‘Hvad køer ved om livet’ får 4 stjerner.

Baronessen

Titel: Baronessen I Forfatter: Jeanet Kirch I Sideantal: 250  I Genre: Roman I Forlag: Forfatterskavet.dk I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forfatterskabet.dk


Evana Valena
et råb om tabt kærlighed
gjalder gennem stilheden
En portal åbner sig
og ændrer to verdener

I en kælder fyldt med bøger, drømmer Reina sig langt væk fra hverdagen og gymnasiets trivialiteter.
En dag bliver drømmen til virkelighed, da hun sammen med en flok af sine medstuderende bliver trukket gennem en magisk portal til landet på den anden side.
Her får de muligheden for at udleve deres drømme eller dø i en arena.
Kampen om kongeriget Valdor kan begynde.

Da jeg første gang opdagede Baronessen og så dens cover tænkte jeg “Wow! Hvor er den smuk!” og vidste, at jeg måtte ind og læse mere om den. Da jeg så læste ovenstående, var jeg stadig lige så fanget – hvis ikke mere. Det var en bog jeg vidste, at jeg bare måtte læse – hvad jeg på ingen måder heller ikke har fortrudt!

Baronessen er en skøn bog med en handling, der er beskrevet i så mange detaljer, at man billedligt nemt kan forestille sig omgivelser, udseende, beklædning osv. Samtidig er det ikke kun de billedlige detaljer jeg var vild med, det var også at Jeanet har formået at klarlægge alle personernes personligheder på en sådan måde, at man nemt kan mærke, at de har hver deres og ikke er ens, men stadig så der er en god harmoni løbende.

Jeg elsker når der er en rigtig god harmoni, hvor forside og handling komplimenterer hinanden rigtig godt, og det må man sige er tilfældet her. Reina bliver, sammen med nogle af sine klassekammerater, trukket gennem en magisk portal til landet på den anden side, hvor man ikke ved hvad der venter.
På forsiden ses en pige gå mod en portal. En portal mod det ukendte…

Sproget er dejligt let at læse, og den ene side tog bare den anden. Kapitelopdelingen er skøn – hverken for lange eller for korte kapitler. Selv er jeg ikke til for lange kapitler, så det var lige guf for mig med den måde de er sat op på.

Bogen får 4 store stjerner.

Gabriels Inferno #1

Titel: Gabriels Inferno I Original titel: Gabriel’s Inferno I Forfatter: Sylvain Reynard I Oversat af: Sabrina Glud I Sideantal: 668  I Genre: Erotisk roman I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2016

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


En mands frelse, en kvindes sensuelle opvågning…

Gabriel Emerson er en mand forfulgt af sin mørke fortid.
Han er en respekteret professor på universitetet, men han bruger sit udseende og sin charme til at fordybe sig i livets nydelser, nydelser der ikke har nogen grænser.
Den søde og uskyldige Julia Mitchell melder sig til Gabriels kursus, og deres stærke og mystiske tiltrækning truer med at ødelægge hans karriere.

Passioneret og syndigt, Gabriels Inferno er første bog i en sensuel trilogi.

Gabriels Inferno er første bind i trilogien om Gabriel og den unge, søde og uskyldige Julia Mitchell…

Det er efterhånden længe siden, at jeg læste Gabriels Inferno, men oplevelsen jeg fik mens jeg læste sidder stadig krystalklart i mig. Jeg er VILD med historien! Jeg var fanget fra side 1 og jeg fløj praktisk talt gennem bogen. Inden jeg havde set mig om var sidste side vendt, og ventetiden måtte begynde…

Jeg kan rigtig godt lide en god kærlighedshistorie, og gerne en med spænding og drama i. Dette må man sige, at Gabriels Inferno indeholder. Vi har her at gøre med et begær så stærk, at kærligheden bare må sejre til sidst – no matter the consequences! Gabriel er 33 og Julia er 23, men hvor man en gang imellem kan møde rynkede øjenbryn i forhold til aldersforskel, så synes jeg faktisk ikke at det kan mærkes her. Til gengæld synes jeg kun, at det gør historien så meget mere hverdagstro – hvem har ikke på noget tidspunkt haft et crush på en underviser/foredragsholder? 😉 

En skøn fortælling, man nemt kan leve sig ind i.

Tekstopbygningen og kapitelinddelingen er lige i øjet!
Og se nu bare på forsiden – den er så smuk og illustrerer egentlig ret godt handlingen.
Gabriel er professor, der underviser i et kursus omhandlende Dante Alighieri. Julia melder sig til hans kursus og snart opstår der en tiltrækning så kraftig, at ingen af dem kan modstå den, hvor meget de end forsøger. Det er lidt det der med at lege med ilden – den forbudte kærlighed. Forsiden er tillige meget sensuel, hvilket komplimenterer bogens handling utrolig godt. Virkelig velvalgt og rammende!

Jeg har valgt at give bogen 5 store stjerner. Venter kun utålmodigt på fortsættelsen…! Er man til Fifty shades of Grey, så er denne helt klart et perfekt valg.

Mysterier på Hvidegaard #1

Titel: Cyprianus – Heksens bog I Serie: Mysterier på Hvidegaard I Forfatter: J. L. Stricker I Sideantal: 224 I Genre: Fantasy I Forlag: Den grønne drage I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forfatteren


“Fra alle sider kom store røde ræve luskende frem fra skoven. De stirrede op børnene, mens de langsomt krøb tættere på. Med et uhyggeligt skrig angreb den første.”

Silje, Peter og Markus kommer på sporet af en gammel heksebog, som blev skjult for mange år siden.
Men andre er også interesserede i bogen, og snart begynder mystiske ting at ske.
Hvad er det for et par store harer, der følger efter børnene overalt?
Hvorfor bliver al mælken på egnen sur, og hvorfor opfører dyrerne sig pludselig så underligt?
Helt uden at ville det kommet de til at vække noget, der har sovet i meget lang tid.

Cyprianus, der er første bind i “Mysterier på Hvidegaard” er utrolig velskrevet, velresearchet og gennemarbejdet. Sagn og myter bliver på en skøn – og ikke mindst virkelig spændende – måde mixet med fantasy, og som tager læseren med ud på en hæsblæsende, neglebidende og spændende jagt i kampen om at finde Cyprianus (Heksens bog). Egentlig starter jagten på bogen, som en skattejagt, men jagten bliver hurtigt intensiveret, da Silje, Peter og Markus finder ud af, at andre – og farlige – også er ude efter bogen.

Da jeg manglede ca. 1/3 var jeg meget tæt på at lægge bogen fra mig. Ikke fordi den kedede mig – tværtimod! Handlingen var bare så yderst spændende, at mit hjerte næsten sad helt oppe i halsen og galoperede derudaf.
Cyprianus er skrevet i et skønt og fængende sprog. Jeg er vild med bogens opbygning. Kapitlerne er hverken for korte eller for lange, og at hvert kapitel sluttes med en cliffhanger, får kun læseren til at blive hængende og sukke efter mere. Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog, hvilket er rigtig dejligt, og hvis der skulle opstå lidt svære ord, som på gotisk, rune eller latin, så er der altid en oversættelse af det, således at man hele tiden kan følge med.

J. L. Stricker har til bogen udarbejdet den smukkeste notesbog. Den er indbundet i læder med verdenskortet trykt i det. Notes bogen er fyldt med noter, billeder, postkort og meget andet guf – fra bogen! Notesbogen er nemlig selvsamme bog, som tilhører Markus i historien, og det er hans notater om sagn, myter og hekse man kan fordybe sig i. Det er virkelig spændende læsning og den er samtidig med til at give et større og bedre indblik i børnenes reseach til deres skattejagt, men også i forhold til Markus’ interesser for netop sagn og myter. Til slut i notaterne er der lavet en lille liste, der kan bruges til videre research.
Der er ladt en masse blanke sider være tilbage i notesbogen, så læseren også vil have mulighed for at indsætte noter, billeder mm. fra næste bog.

Undervejs i bogen støder Silje, Peter og Markus på nogle runer. Markus, der er den der har mest styr på runernes betydning, har også nedfældet dette i notesbogen, sammen med rune alfabetet. Kort sagt – Der findes forklaringer på alt der bliver snakket og diskuteret om i bogen. Virkelig vel gennemarbejdet!

 

 

 

 

 

Bogen – og notesbogen – får 5 store stjerner! Jeg var fanget hele vejen igennem og nød at kunne sidde og bladre i notesbogen undervejs i læsningen.
Så er du til hæsblæsende, neglebidende og spændende fantasy med sagn og myter som tema, så er denne helt klart anbefalelsesværdig.

Sølvmasken #4

Titel: Sølvmasken (Magisterium #4) I Original titel: The Silver Mask I Forfatter: Cassandra Claire & Holly Black I Oversat af: Mette Skot Perschke I Sideantal: 210  I Genre: Fantasy I Forlag: Alvilda I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda


Magernes samfund har i årtier frygtet Constantine Madden, der erklærede døden – og magerne – krig og forsøgte at genoplive de døde. Tingene gik ikke helt, son han ønskede…

Nu lever hans sjæl videre i magikerlærlingen Callum Hunt, som er fængslet, bandlyst af magikersamfundet og anklaget for at have slået sin bedste ven ihjel. Og værre endnu er han mistænkt for at have evnen og magten til at vække de døde til live – ligesom Constantine.

Da det lykkedes Callum at flygte fra fængslet, går det op for ham, at han kan blive tvunget til at leve Constantines liv, og han står over for sin allerstørste udfordring: skal han udføre Constantines store plan ud i livet? Skal han forråde sine venner og læremestre og tilintetgøre alt det, han nogensinde har holdt af? Har han noget valg?

Sølvmasken er nok den bog i serien der, indtil videre, har overrasket mig mest. Holly & Clare har taget mig med på en rejse som jeg på intet tidspunkt havde forudset. Ikke at det gør noget – tværtimod! Jeg var i den grad fanget og slugte bogen.

Enkelte steder var der nogle passager, hvor det der skete var ret oplagt. Det skal der også være plads til og lige som man når at tænke “Årh, hvor er det godt…” så opstår der et twist som drejer handlingen og endnu engang overrasker læseren. Fx så skal der, på Magisterium, findes en spion, som er efter Call og gerne vil ham til livs. Gennem de første kapitler bliver læserens opmærksomhed ledt hen mod forskellige personer, magere som lærlinge, endda lærlinge der er blandt Calls venner. Hvem spionen viser sig at være… Jeg er stadig rystet, men det gjorde bare, at man som læser ville have mere.

En anden af bogens helt store overraskelser var Tamara. Egentlig havde jeg lidt forudset hendes erklæring, men ikke til hvem. Jeg havde et sted hele tiden forestillingen om, at hun og Aaron ville ende som et par – lidt a la Ron og Hermione, men der blev jeg alligevel overrasket. Jeg må indrømme, at jeg nok ikke på noget tidspunkt havde tænkt, og overvejet, muligheden for et forhold mellem hende og Call. Og alligevel var det Tamara der, sammen med hendes kaos-fortærede søster, Ravan, og Anastasia Tarquinn, befrier Call…

Selvfølgelig havde jeg godt regnet med at Call ville blive løsladt fra Panopticon, fængslet, hvor han var blevet holdt fanget efter mordet på hans bedste ven, Aaron. Grunden for fængslingen var nok mere, at Call overfor fremtrædende magere havde indrømmet at han var Dødens Fjende.
Ved uventet hjælp får Call muligheden for at flygte, men ender med at blive taget ved næsen og herfra starter en helt utrolig, nervepirrende rejse! Call får ordrer til at gøre det, måske, umulige, men kan han det? Og hvilke konsekvenser vil det medføre?

Sølvmasken får 5 kæmpe store stjerner.  Man kommer med på en helt utrolig, nervepirrende, hårrejsende, neglebidende og spændende rejse. Jeg ser utrolig meget frem til næste bind i serien der, desværre, også er det afsluttende bind.