Dragernes konge #2 Gøglerkongens sværd

Titel: Dragernes konge #2 – Gøglerkongens sværd I Forfatter: Carina Evytt I Sideantal: 41  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup


I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret…

Kiri lever et frit, men farligt liv.
Sammen med barndomsvennen, Josvai, leder hun en røverbande, og er kendt og eftersøgt som landets bedste klatretyv.

Kiris rygte når vidt omkring, og en dag bliver hun kontaktet af den mystiske gøgler, Waris, som ønsker at hverve hende til en usædvanlig opgave.

Hun skal stjæle et sværd fra en fæstning på en klippeø der bevogtes af de berygtede, mørke troldmænd, Drakkar. Og som om det ikke er nok, ligger øen midt i et område der regeres af den forførende og utilregnelige elletrold, Svart.
En konge som Waris både hader og frygter.

Siden jeg vendte sidste side i Heksejærgerens bytte har jeg hungret efter mere, så det var med stor glæde og forventning, at jeg gik igang med Gøglerkongens sværd.
Gøglerkongens sværd er en fantastisk, velskrevet fantasy, der tager læseren med på sit livs eventyr fyldt med venskab, kærlighed, had, farer og magi.

Selvom Heksejærgerens bytte og Gøglerkongens sværd er to bøger i samme serie, så kan de læses uafhængigt af hinanden, da de ikke omhandler de samme personer. De er skrevet af to forskellige forfattere, hvilket i første omgang forvirrede mig lidt, og faktisk også fik mig til at stille bøgerne tilbage på hylden, men jeg må sige at jeg er blevet positivt overrasket, for de klinger rigtig godt sammen. Dog vil jeg egentlig anbefale at læse begge bøger, da de foregår i samme miljø og omgivelser. Og så manglede jeg lidt mere indblik i og om Perina.

Sproget er let læseligt, og Carina har formået at skrive en fangende, fantastisk og til tider lidt humoristisk bog. Kapitelopdelingen er dejligt overskuelig med kapitler af en passende længde. Der er en tydelig rød tråd gennem hele handlingen, således at man nemt kan følge med i hvor, eller hvem man er ved.

Gøglerkongens sværd er på færre sider end Heksejægerens bytte. Ikke at det gør det helt store, for selvom siderne er færre, så er handlingen det større. Jeg var fanget gennem næsten hele bogen. Der var lige til sidst, hvor jeg følte, at den blev lidt langhåret, men måske det var længslen efter at finde ud af hvad der kommer til at ske i næste bind når Banneret samles

Gøglerkongens sværd får 4 stjerner og kan klart anbefales hvis man er til god fantasy. Glæder mig til fortsættelsen 🙂

Grænsen til Trafallas; Del 2 Skyggen fra Nord

Titel: Grænsen til Trafallas; Del 2 – Skyggen fra Nord I Forfatter: Julie M. Day I Sideantal: 625  I Genre: Fantasy I Forlag: Leatherbound I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Leatherbound


Beliowen kiggede skeptisk på ham og dernæst på mig. “I ved det ikke?”
“Ved hvad?” spurgte Zachos, der ikke længere lød lige så vred som før. Til gengæld gjorde uroen hans stemme skarp.
“Rygter siger, at den halve har sluttet sig til Oprørerne, og at det er hendes skyld, at de brænder byerne i Øst.”
Grace er blevet forvist fra landet Trafallas og sendt tilbage til menneskenes verden. Her forsøger hun at samle stumperne af sit gamle liv, alt imens minderne fra Trafallas bliver ved med at hjemsøge hende.
Men faren er ikke drevet over, og Oprørerne er farligere end nogensinde før. Samtidig lægger en Skygge fra Nord planer, der vil få fatale konsekvenser og tvinge Grace til at træffe et uundgåeligt valg.

Endnu engang demonstrerer Julie M. Day, at hun er en utrolig dygtig forfatter. Hun formår at tage læseren med på en af de vildeste, mest nervepirrende rejser med destinationen, Trafallas.
Trafallas er et univers man, specielt jeg, forelsker sig hurtigt i. Jeg faldt for Trafallas allerede første gang jeg mødte det i den første bog. Ligesom Grace savnede jeg at vende tilbage dertil. Savnede at komme tilbage til Kanthos, Fëra og ikke mindst Zachos.

Der er så meget worldbuilding, kærlighed, drama og spænding, at jeg til tider blev helt rundtosset – på den gode måde. Selvom vi møder et hav af karakterer, så bliver der på perfekt måde holdt styr på dem alle sammen, men også at de på bedste vis formår at blive flettet sammen med handlingen. Der var ikke på noget tidspunkt hvor jeg var usikker på hvem der hørte til hvem, hvor eller hvad.

Jeg er vild med Grace og Zachos’ kærlighed til hinanden. Den er så stor og passioneret uden at den bliver pladderromantisk. Jeg elsker Kanthos og Fëra, og måden hvorpå de har taget Grace til sig som en del af familien.

Mens jeg sad og læste i Skyggen fra Nord, kom jeg på rutsjetur gennem hele følelses registret. Hvor Den halves arv sluttede med en ret så irriterende cliffhanger, så sad jeg her tilbage med, da sidste side var vendt, en masse spørgsmål, men ikke mindst et iturevet hjerte. Hvordan kunne du gøre det Julie?! Jeg var grædefærdig og sad med tårer i øjenkrogen, da jeg lukkede bogen i.

Julie er, ligesom handlingen, i den grad vokset som forfatter. Jeg var vild med Den halves arv, men Skyggen fra Nord indeholder i den grad så meget mere spænding. Jeg elsker hendes skrivestil, den er letlæselig og lige så flydende som konstante ringe i vandet på en vindstille dag. Skyggen fra Nord er så gennemtænkt og velskrevet, og det var en ren udsøgt fornøjelse at få lov til at tage med Grace på hendes videre eventyr. Tak for det! 😀

Ligesom Den halves arv er Skyggen fra Nord udgivet i en Deluxe-udgave, som ikke kun gør det til lidt af en mobbedreng, den er også bare utrolig smuk. Derudover er der i begge bøger indsat et kort over landet, Trafallas. Elsker kort i bøger, men også at jeg kan sidde og følge med i Graces rejse gennem Trafallas i kampen for det gode.

Skyggen fra Nord får 5 kæmpe store, jublende stjerner! Jeg glæder mig, og venter meget utålmodigt på næste og sidste bind i serien.

Er du til fantasy, og den originale en af slagsen, så kan jeg her give min største anbefaling til at tage fat i denne serie. Du kan læse hvad jeg synes om Grænsen til Trafallas; Del 1 Den halves arv her.

Sjælehenteren

Titel: Sjælehenteren I Serie: Fortællinger fra Døden #1 I Forfatter: Katja Berger I Sideantal: 250  I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2017

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men det, der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende.
For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gemmen mørket?

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Katja Berger, da hun i 2016 udkom med sin debutfantasy roman De 7 synder. Derfor glædede jeg mig utrolig meget til at læse Sjælehenteren. Jeg er vild med skrivestilen, den er dejligt flydende og letlæselig.

-Det er efterhånden snart et år siden jeg læste Sjælehenteren, men handlingen står stadig klart, som havde det været igår jeg læste den, hvilket siger lidt om hvor god og fangende den er. Det er de færreste bøger der, for mig, så længe efter, står så klart i erindringen.
Katja tager læseren med på en følelsesmæssig, men utrolig spændende rejse.
Da Raven døde sad jeg tilbage med en tristhed indeni mig. Hvorfor skulle en så ung pige med livet foran sig dø? Hvad med hendes familie, venner osv.?
I det øjeblik Raven dør, bliver hun med det samme kastet ind i efterlivet, som sjælehenter. En hård og, til tider, barsk opgave der til tider kan virke fuldstændig urimelig.

Jeg kunne undervejs ikke undgå at drage lidt ligheder med Tv-serien ‘Lucifer’. Ikke nogen dårlig lighed,for jeg er vild med den serie, så jeg kunne ikke lade være med at sidde med trukket smilebånd (med forestillingen om, at Lucifer i bogen var lige så attraktiv som Lucifer fra serien – hehe)

Sjælehenteren slutter med en cliffhanger. Jeg både elsker og hader cliffhangere, for de får en til at længes efter mere, men de får samtidig ventetiden til at virke meget længere!

Katja har, med både De 7 Synder og Sjælehenteren skrevet to fantasyromaner i særklasse – og ikke mindst unikke. Med Sjælehenteren har hun taget døden, himlen, helvede og efterlivet og givet dem et twist der gør historien sammenhængende, spændende og fangende.

Sjælehenteren får 4 store stjerner. Hvem havde troet at man kunne ende med godt, at kunne lide døden?! Jeg glæder mig så meget til fortsættelsen!

Hvor er stjernerne når det er lyst

Titel: Hvor er stjernerne når det er lyst I Forfatter: Lisbet Lundquist I Sideantal: 299  I Genre: Erindringer I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Hvor er stjernerne når det er lyst er en bog der, for mig, var svært at komme igang med. Den fangede mig ikke rigtigt. Det er en bog, der på omslaget lyder rigtig spændende og med det samme fik mig til at tænke “Wow! Den bog må jeg bare læse”, men jeg følte ikke at den helt levede op til mine forventninger – desværre.
Jeg skulle omkring 70 sider ind i bogen før den begyndte at fange mig, men så var jeg egentlig også underholdt resten tiden. Ikke på den der “Wow!” måde, men nærmere “hygge” måden.

Selve bogens opbygning er nok noget af det bedste af den. Den består af korte, men velskrevne afsnit, omhandlende forskellige personer og episoder i Lisbets liv og opvækst. Der er en del billeder i bogen. Jeg savnede dem inde i teksten, for netop at underbygge denne. Biografier, synes jeg, har godt af at blive “piftet op” med billeder undervejs for ikke at risikere at virke for lange, tunge og kedelige.

Hvor er stjernerne når det er lyst er en skarp, velskrevet og til tider sjov bog omhandlende en kvinde der, for mig, ikke var ret kendt. Jovist har jeg oplevet hende på skærmen, men det har været meget sparsomt i form af hendes rolle i ‘Rejseholdet’ og det er efterhånden nogen år siden jeg sidst så den. Også af den grund synes jeg, at det kunne være interessant at læse lidt om hvem denne kvinde er – kvinden der pga. hendes delvise, for mig, ukendthed, lidt står i skyggen i forhold til hendes mand.

Jeg er en stor ynder af gamle film og skuespillere – også gerne de lidt nyere, men hvis jeg kigger på listen over hvad hun har med i, så har jeg ikke kendskab til andet end ‘Rejseholdet’. 

Hvor er stjernerne når det er lyst får 3 stjerner. Selvom den ikke blæste mig omkuld, så vil jeg alligevel anbefale den til andre der nyder en god biografi.

De Magiske Børn #1

Titel: De Magiske Børn #1 Marco Polos skat I Forfatter: Martin Lyngbo & Lasse Lyngbo I Sideantal: 204 I Genre: Fantasy I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Venedig 1298. Sarah er en pige med særlige evner. Hun drømmer om at gøre Venedig til sit hjem.

Men drømmen trues af mystiske begivenheder omkring hende.

En dag møder hun en gruppe børn med en hemmelighed, der kan forandre alt.

For Sarah – og for verdenshistorien.

Marco Polos skat er første bind i serien om De Magiske Børn

De Magiske Børn – Marco Polos skat er første bind i en ny serie, bestående af fantasyromaner for børn og unge i alderen 10-14 år.
For en voksen er den utrolig nem at læse, men jeg finder den stadig spændende. Fem børn oplever deres livs eventyr, da de i iveren efter at hjælpe Venedigs jøder til en arbejdstilladelse, tager ud for at finde Marco Polos skat.

Marco Polo var italiensk handels- og opdagelsesrejsende og drog på en mangeårig rejse til østen. Efter at være returneret til Venedig var der ingen der troede på hans ord. Jorden var jo flad, og ikke rund! Med sig tilbage fra sin lange rejse havde han bragt en skat, som han havde gemt et sikkert sted.

Konceptet med, at fiktion og historie er mikset sammen, synes jeg er herligt. Blandet med lidt magi, er som krymmelen på en softice en varm sommerdag. Det, at de lidt ældre børn, kan sidde og fordybe sig i en historie og drømme sig lidt væk og ud på eventyr, samtidig med at de får noget historiefortælling, kan virke til videre inspiration i form af at ville uddybe sin viden omkring handels- og opdagelsesrejsende, eller måske noget helt andet fra den tid?

Kapitlerne er utrolig korte, og teksten er utrolig nem og overskuelig, hvilket egner sig utrolig godt til børn, både de yngre og lidt ældre. Dog stødte jeg ind i nogle enkelte ord hist og her, som jeg godt kunne have lidt besvær ved at udtale (trods min alder) og samtidig være lidt usikker på hvad de betød.

Gennem hele bogen er der et gennemgående tema: jødedom vs kristendom. Jøderne måtte ikke omgås de kristne. Jøderne havde ikke de samme rettigheder som de kristne osv.
Bogens hovedperson, Sarah, er sammen med hendes far, jøde og ’tilflytter’. De skal bære et gult mærke synligt altid. Saras far kæmper for at få en arbejdstilladelse, således at de kan blive boende i Venedig. Desværre sker der mystiske ting omkring Sarah, der gør, at selv deres egen rabbiner vender hende ryggen og hun bliver stemplet.
Selvom vi befinder os i slutningen af 1200-tallet, så er den del til dags dato relevant. I dag bliver folk meget hurtigt stemplet pga. religion eller andet, uden at man giver sig tid til at tage personen bedre i øjesyn og accepterer vedkommende for hvem denne er.

Se, mød og behandl din næste, som du selv gerne vil behandles.

Bogen får 4 store stjerner og jeg glæder mig til at læse fortsættelsen!

 

Gabriels Betagelse #2

Titel: Gabriels Betagelse I Original titel: Gabriel’s Rapture I Forfatter: Sylvain Reynard I Oversat af: Sabrina Glud I Sideantal: 509  I Genre: Erotisk roman I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Dreamlitt


To elskere bundet af deres mørkeste begær…

Professor Gabriel Emerson har vovet sig ud i et passioneret, men hemmeligt, forhold med sin tidligere studerende Julia Mitchell og lærer hende om kroppens sensuelle punkter og elskovens nydelse.

Men deres lykke bliver truet af konspirerende studerende, akademiske politikker og jaloux ekskærester. Kan deres kærlighed overvinde alle forhindringerne, og vil Gabriel kæmpe for Julia?

Gabriels Betagelse, efterfølgeren til Gabriels Inferno, er anden del af en sensuel trilogi om forbudt kærlighed, som vil berøre dit hjerte.

Dette er en bog jeg i den grad har ventet på! Jeg slugte Gabriels Inferno, første bind i serien om professor Emerson og Miss Mitchell. Så da Gabriels Betagelse, andet bind, endelig kom fra trykken, måtte jeg have fat i det med det samme og jeg må sige at jeg var fanget fra starten.

Af en eller anden grund blev Christian Grey ved med at spøge i mit baghoved ved mange af de ting, som Gabriel gjorde. Ved hver erotisk handling, var det Christian jeg så for mit indre blik, som Dante-specialist, men det var heldigvis forbigående. På et plan irriterede det mig, for jeg følte ikke at jeg fik helt den læseoplevelse, som jeg gerne ville – og forventede, men lige så snart jeg formåede at lukke af for Christian Grey, blev det så meget lettere og i den grad bedre, at leve sig ind i historien. Dog skal jeg med det samme understrege, at lige dét ikke forringer bogen – det er nok mere mine tanker der spiller drillende ind her. Derfor anmelder jeg også udenom det. 😉

Endnu engang bliver Miss Mitchell og professor Emerson kastet ud i et følelsesmæssigt stormvejr i forsøget på at holde sammen på hinanden. De møder, undervejs, forhindringer som ingen burde udsættes for. Jalousi er en grim ting, som hurtigt kan være altødelæggende.
Deres kærlighed er stærk og vokser med dem, men spørgsmålet er hvor meget den kan holde til?

Ligesom på bind et, så elsker jeg bogens omslag. Det er så enkelt, men så sigende og passer perfekt til bogen og dens handling. Den udstråler kærlighed, passion og sensualitet, nøjagtigt hvad læseren bliver taget med igennem. Med hjertet bankende oppe i halsen og svedende håndflader, har jeg endnu engang nydt at følge Julia og Gabriel i deres kamp for kærligheden.

Gabriels Betagelse får 5 stjerner. Jeg er vild med serien, og ser i den grad frem til næste, og sidste, bind i serien.

Er du til erotisk, sensuel og romantisk læsning, og/eller Fifty Shades of Grey, så er denne trilogi helt klart en anbefaling værd.

IZOLA #1 : Rejsen til Falkien

Titel: IZOLA #1 – Rejsen til Falkien I Forfatter: Christina Bonde I Sideantal: 377  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup


Izola er 19 år og vokset op med sin mors fortælling af et ganske specielt eventyr.
Da moren pludselig dør, får Izola overdraget en mystisk kasse. Men kassen er langt fra det eneste som moren har holdt skjult.
Inden længe befinder Izola sig i en ekstrem og farlig verden hvor hun må kæmpe for at overleve og samtidig opklare morens rolle der viser sig at være skæbnesvanger for Izolas fremtid.
Er eventyret sandt?
Og hvad er betydningen af den magtfulde evne som ligger i Izolas sind?

IZOLA er mit første møde med Christina Bondes værker. Jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage og ærgre mig. Ærgre mig over at jeg ikke har stiftet bekendtskab med hendes andre værker før, for nøj hvor skriver og fortæller hun godt!

Izola, der lige har mistet sin mor, bliver kastet ind i en kamp for overlevelse i sin kamp mod retfærdighed, magt og jagten efter en mulighed for at vende tilbage til den virkelige verden. Falkien, der hele tiden bare har været et eventyr, fortalt af hendes mor, bliver pludselig en dag til virkelighed – en virkelighed som Izola har svært ved at vænne sig til og acceptere.

For mig fremstår Falkien som et virkelig smukt sted – eventyrligt smukt. Et sted jeg selv gerne ville besøge, hvis muligheden var der 😉 Dog er jeg på ingen måde fan af deres traditioner, eller deres konge, Falke. Han fremstår for mig som ret narcissistisk, men passer alligevel ret godt i handlingen og spændingen. Jorian/Valiant er bare så sød! Izola kan være ret fandenivoldsk og stædig, men også lidt eftergivende, hvilket vel ikke er ret unormalt når ens verden pludselig bliver vendt på hovedet? Taito, Gaia og Tjalfe? Man kan ikke andet end knuselske dem!

Først var jeg virkelig betaget af bogens cover. Det er så smukt og udført. Og så lige den ekstra kærlighed der er lagt i bogen, ved snefnuggene/iskrystallerne ved hver kapitelstart/-slut! I love it!
Før jeg vidste mere om handlingen, vidste jeg bare at dén bog skulle undersøges nærmere. Da jeg så endelig kunne læse mere om handlingen, vidste jeg med det samme at jeg måtte læse den. Og hvor er jeg bare blevet betaget af den! Jeg sad klistret til bogen, og lagde den kun modvilligt fra mig. Hver gang jeg forsøgte at lægge den fra mig efter endt kapitel, skreg det næste på at blive læst. Jeg ville bare vide mere!

Nogle gange kan jeg godt blive nervøs for om en bog nu også lever op til de forventninger jeg når at sætte i forhold til bogens indhold og læseoplevelsen deraf, men jeg må sige, at den i den grad levede op til forventningerne! Men for pokker da, den afslutning!

Bogen får 5 store stjerner for dens fantastiske, fangende handling, for dens smukke cover og den ekstra kærlighed der er lagt i kortet over Falkien, men også de utrolig smukke snefnug/-krystaller ved hver kapitel start og slut! En klar anbefaling herfra!

Dragernes konge #1 Heksejægerens bytte

Titel: Dragernes konge #1 – Heksejægerens bytte I Forfatter: Pernille Eybye I Sideantal: 606  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup


I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret…

Taysin bor i den lille by Gida.
Fjernt fra landets hovedstad og kongens soldater byder livet som smed ikke på mange overraskelser.

Han er hemmeligt forelsket i den urtekyndiges datter, Lill, som af mange anses for at være skør.
Hun tilbringer de fleste af sine dage alene og får sjældent lov til at omgås byens beboere.

Taysins fredelige liv ændres den dag hvor en familie på flugt fra kongens heksejægere har brug for hans hjælp.

For i Perina er det forbudt at beside magisk kraft.
Hekse og troldmænd jagtes skånselsløst, og alene det at hjælpe dem kan betyde dødsstraf.

Siden denne bog udkom, har jeg kigget, aet, beundret og holdt den i mine hænder utrolig mange gange, og har lige så mange gange overvejet at købe den, men…! Jeg blev slået af, at andet bind i serien er skrevet af en anden forfatter, hvilket på daværende tidspunkt irriterede mig og fik mig til at stille denne bog tilbage igen. En beslutning jeg er ked af at jeg gjorde, for jeg har derved snydt mig selv for en god læseoplevelse. En oplevelse, der suger en ind i historien fra første side, uden at det er det helt store action.

Gennem hele handlingen er det som om forfatteren har lagt et bånd ud, som læseren bare skal følge gennem bogen. Forstået på den måde, at selvom bogen er kapitelopdelt, så føler man hele tiden, at man glider gemmen dem. Selvfølgelig glider man hurtigere nogle steder end andre, i og med at bogen er på over 600 sider, og den nogle steder virker lidt mere langtrukken end andre, men fornemmelsen for båndet – den røde tråd – er der hele vejen.

Lill er en sød pige. På et plan kan jeg egentlig rigtig godt lide hende, men jeg finder hende også utrolig nervøs og ænstelig. Dog irriterer hendes hjælpeløshed mig utrolig meget. Men igen! Hendes far holder hende skjult og hun bruger næsten al sin tid alene hjemme, så hvorfra skulle hun ellers lære andet end det hun ‘oplever’ hjemme? Til at starte med tænkte jeg ikke på hende som værende heks, måske mere som at hun led af en psykisk lidelse af en art, eller lavt selvværd.

Taysin skulle jeg i starten lige lære at kende, men jeg endte med at holde af ham. Han er en meget stille og rolig type – til tider måske lidt kedelig, men det er faktisk okay. Det får ham til at fremstå mere realistisk og virkelig. Han er en sød, und mand der er hemmeligt forelsket i Lill. Han har før reddet Lill, og skal snart opdage at han må gøre det igen – og forsøde at redde andre også.

Stilen i bogen er skøn. Den er letlæselig og sat overskueligt op. Jeg bryder mig personligt ikke om, hvis siderne i en bog er for tætpakket med tekst, så linjerne næsten smelter sammen. Dette er bestemt ikke tilfældet her, men der måtte for min skyld gerne have været en lille smule luft. Dette havde dog nok bare gjort bogen endnu tykkere (og tungere, he he).

Jeg har valgt at give Dragernes konge – Heksejægerens bytte 3 store stjerner.

Hotel Tusind Lys

Titel: Hotel Tusind Lys I Original titel: The Thousand Lights Hotel I Forfatter: Emylia Hall I Oversat af: Nanna Lund I Sideantal: 350  I Genre: Roman I Forlag: Gads Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gads Forlag


På den pittoreske ø Elba ud for Toscanas kyst ligger Hotel Tusind Lys omgivet af olivenlunde og citrontræer og med udsigt over Middelhavet. Hvert år vender stamgæsterne tilbage draget af de vidunderlige omgivelser, køkkenets delikate og velsmagende mad og ikke mindst hotellets charmerende indehaver, Valentino.

Men Valentino gemmer på en hemmelighed, og da den unge Kit en dag ankommer til hotellet i sin jagt på den far, hun aldrig har kendt, kommer en rystende sandhed for dagen. Inden længe er hotellet omdrejningspunkt for et familiedrama – og for en måske umulig kærlighed…

Hotel Tusind Lys er en hjertevarm historie om at miste, forråde og ikke mindst om at tilgive – i lyset fra den italienske sommers varme og skønhed.

Et strejf af Middelhavet, en duft af noget eksotisk og ikke mindre end en bjergtagende læseoplevelse! Det er hvad Emylia Hall giver læseren i denne skønne roman om Kit der, efter hendes mors død, rejser til den Italienske ø Elba i jagten på sin ukendte far.

Handlingen er forførende og rørende, men også med en masse følelser blandet i. Jeg har nydt hver en side, der helt automatisk har vendt sig selv. Det hele er så billedligt beskrevet, at jeg næsten kunne fornemme duftene, smage specialiteterne og suge indtrykkene til mig, som hvis jeg selv havde været der.

Egentlig måtte jeg bruge nogle dage på lige at komme mig over bogen. Det sker ellers sjældent, men selvom jeg var fanget og dybt fascineret af bogen, så havde jeg svært ved at nedfælde nogle ord, der ville yde den retfærdighed.

Emylia har skrevet en spændende og fængslende roman med en tydelig rød tråd hele vejen igennem. En af de utallige måder hvorpå hun formåede at fange mig var ved at jeg nogle steder kunne se at handlingen kunne gå forskellige veje – jeg var bare spændt på hvilken. Det er dejligt forfriskende at sidde med en historie, hvor man på forhånd og gennem handlingen ikke kan gætte hvad der kommer til at ske. Selv havde jeg faktisk forestillet mig det stik modsatte end hvad den slutter med.

Hotel Tusind Lys får 5 store stjerner, for dens underholdende, fangende og dragende handling.

Jeg vil anbefale bogen til alle der kan lide et miks af sorg og kærlighed, eventyr og oplevelser, samt drømmen om paradiset i sydens sol.

Bål og Brand: Bag kulisserne i Trumps Hvide Hus

Titel: Bål og Brand: Bag kulisserne i Trumps Hvide Hus I Original titel: Fire and Fury: Inside the Trump White House I Forfatter: Michael Wolff I Oversat af: Steen Illeborg & Ebbe Rossander I Sideantal: 374  I Genre: – I Forlag: PeoplesPress I Udgivelses år: 2018

Ebogs anmeldereksemplar fra PeoplesPress


Bål og Brand var en bog jeg noget tid havde tænkt kunne være sjov og spændende at dykke ned i. Trump er for rigtig mange en udskældt og nærmest forbandet mand (jeg er personligt heller ikke den store tilhænger af ham), men jeg kunne godt tænke mig at vide hvad der lå til grund for at al den had der er blevet oparbejdet mod ham. Hvem er Trump?

Michael Wolff har opbygget sin bog på over 200 interviews, hvor størstedelen er båndoptaget, hvor resten er opsnappet konversation, herunder sladder, i Det Hvide Hus.
Titlen er som bekendt Bål og Brand, men det var lige netop også dette forfatteren skabte i USA ved udgivelsen af denne bog. Der opstod et sandt røre i Det Hvide Hus, hvor de ihærdigt forsøgte at sætte en stopper fort udgivelsen. Blandt andet dette var med til at øge min interesse for bogen, for hvad helt præcist rummede den, som Det Hvide Hus ikke ville have ud i offentligheden?

Bogen omhandler de første 10 måneder af Trumps præsidentperiode, men også lidt omkring valgkampen. Ingen, ikke engang Trump selv, havde regnet eller forventet at vinde valgkampen over Hillary. Ville han overhovedet være præsident til at begynde med?

Mange ting kan man sige om Trump: Han er en mand med egne meninger, holdninger og på ingen måde traditionel, hvilket kan være en ret god ting inden for det politiske område. At kunne skille sig ud er også en god måde at blive husket på – for det meste!

Bål og Brand er en spændende, indsigtsfuld men samtidig kontroversiel bog. Dog var den nogle steder lidt kedsommelig at komme igennem, hvor den andre steder var både sjov og spændende. Jeg savnede lidt nogle billeder til at underbygge teksten med. Det behøvede ikke at være mange, men lidt – i det omfang det kunne have været muligt.

Bål og Brand får 3 store stjerner. Ikke dermed sagt, at den ikke er god, for det er den bestemt! Der var bare nogle mangler, for mig, til at hive den længere op. Den er bestemt anbefalelsesværdig.