Titel: Olsen Banden I Forfatter: Christian Monggard I Sideantal: 331 I Genre: – I Forlag: BookLab I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Olsen Banden… Hvad der egentlig kun skulle have været én film, så to, senere tre… Endte på i alt 14 film, der i den grad har skrevet sig ind i danskernes kulturarv. For hvem kender ikke til den elskelige trio, den fandenivoldske Yvonne og den altid skeptiske Børge? Alle lever de under trange kår og drømmer egentlig bare om at være millionærer og kunne leve deres liv som det passer dem. Egon, der for det meste sidder i Vridsløselille Statsfængsel, har altid en genial plan under armen, typisk i form af en pakke, og typisk altid til et par millioner eller 100.

Lige fra jeg var helt lille har jeg altid elsket banden, jeg har set filmene til hudløshed, men har nydt hvert øjeblik i deres selskab. Jeg har nu oplevet den glæde, at min lille dreng på halvandet også er fuldstændig betaget af banden og kommer selv og siger “bande” når han vil se en film med dem. Det får vi utrolig mange hyggestunder ud af.

Christian Monggaard har skrevet bogen ovenfor om den kære bande og tilblivelsen af denne. Der er ingen tvivl om at Christian er den ultimative Olsen Banden fan og at han har skrevet en fantastisk bog til andre fans (og andre interesserede!). Bogen er virkelig velskrevet og det mangfoldige billedemateriale understøtter i den grad teksten.
Bogen er lidt af en kalorius, stor og tung, så det er ikke lige en der passer i håndtasken til togturen, men snarere perfekt at sidde med ved skrivebordet, i sofaen, nyde sollyset og en kop kaffe i hånden. Er man først gået igang med den, er det ren hygge.

Inden jeg læste bogen, sad jeg en gang imellem og bladrede lidt i den, men det var først da jeg læste den, at jeg opdagede nogle små finurligheder ved den, såsom at der enkelte steder er ‘folde ud’-sider. Små ting, der er med til at gøre bogen lidt mere anderledes end andre.

Jeg kan ikke andet end sige, at jeg elsker bogen. Det er en bog der fortjener en plads på reolhylden, uden rækkevidde af små børnehænder. Min dreng har dog, under streng overvågning, fået lov til at bladre lidt i den, men den er normalt gemt væk fra ham så der ikke sker noget med den.

Derfor har jeg også givet bogen 5 store håndhjern (stjerner).

“Skide godt Egon!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.