Reklame

Titel: Jerndatteren I Original titel: The Irondaughter I Forfatter: Julie Kagawa I Oversat af: Sidsel Jacobsen I Sideantal: 367  I Genre: Fantasy I Forlag: HarperCollinsNordic I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic


Meghan befinder sig, efter at have lavet en kontrakt med vinterprinsen, Ash, i Mørkehoffets varetægt. Frivilligt havde hun tilbudt at tage med ham til hans hof hvis bare han ville hjælpe hende med at redde hendes Bror, Ethan, der er taget til fange af Jernhoffet, men også med forventning om at Ash vil befri hende igen. Snart vil alt hun havde oplevet med, og følt for prinsen vise sig at have været en stor løgn, da han overfor sin mor, Dronning Mab, vender sig mod Meghan.
Ligesom Meghan troede at hun var overladt til den evige is og ønsket om at dø, viser det sig at hendes rejse kun lige er begyndt. En rejse der ikke bliver som hun i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig…

Julie Kagawa har med bind 2 i Iron Fey sagaen endnu engang taget sin læser med på en fortryllende, nervepirrende og utrolig spændende rejse. En rejse der samtidig består af had, forræderi, kærlighed, savn og spændingsfyldt drama i jagten på et stjålet scepter og dermed forhindre krig.

Jeg er vild med det “trekantsdrama” der udspiller sig mellem Meghan, Ash og Puck. Både Ash og Puck har mange dybe følelser for Meghan, omend Ash prøver ihærdigt at benægte dem, hvor Meghan er helt forblændet af Ash, men samtidig ikke ved om hun elsker Puck. Derudover er Meghan og Ash fanget lidt under de regler der er hofferne imellem, så deres kærlighed bliver betegnet som forbudt. Den forbudte kærlighed ses ofte som den stærkeste og mest intense – lidt a la Romeo & Julie (dog uden den dødelige udgang).
Alligevel kunne jeg tage mig selv i flere gange undervejs, at blive noget så irriteret på både Ash og Puck! Ash, fordi jeg følte at han ikke bare kunne mande sig ordentligt op og erklære sin kærlighed til Meghan trods reglerne – regler er vel lavet til at kunne blive ændret?! Puck, fordi han kan være så nævenyttig irriterende en flab – på sin til tider charmerende måde. Hvor Ash er den lidt mere, for ikke at sige meget, alvorlige alf, er Puck mere den lalleglade alf, der ikke tager tingene i så stiv en arm trods evt. komplikationer/udfordringer de måtte møde på deres rejse.

Hvor jeg i Jernkongen havde lidt problemer med de mange stave og grammatikfejl der var, blev jeg dog glædeligt overrasket over at se at disse var reduceret kraftigt i Jerndatteren. Det er ikke noget der for mit vedkommende har påvirket min rating af bogen, da jeg trods fejlene stadig var fuldstændig slugt af handlingen.

Hvis man godt kan lige Jernkongen, der er bind 1 i serien, så vil man med garanti elske Jerndatteren! Jeg var opslugt fra første til sidste side var vendt og jeg sidder tilbage med følelsen af at jeg vil have mere. Ligesom med Jernkongen har Julie sammensat en forrygende bog med en fantastisk velkonstrueret historie, hvilket ligger til grund for de 5 stjerner jeg har givet bogen. Jeg glæder mig utrolig meget til fortsættelsen!

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *