Titel: Heksens Storm I Serie: Pigen fra Månehøjen #2 I Forfatter: Lene Krog I Sideantal: 416  I Genre: Fantasy I Forlag: Ulven & Uglen I Udgivelses år: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren


I forbindelse med udgivelsen af Heksens Storm, der er andet bind i serien om Pigen fra Månehøjen har Lene Krog, der er forfatter bag serien lavet en blogtour hvor der er mulighed for bl.a. at lave et interview som jeg har gjort. Jeg glæder mig utrolig meget til at læse videre og se hvor man som læser bliver taget med hen denne gang 🙂

Interviewet kan læses nedenfor:

  • Kan du fortælle lidt om dig selv – en kort præsentation?

Jeg er en 43-årig østjyde, der har været bosat i Sønderjylland siden 1997. Jeg er uddannet modist (sådan er, der laver damehatte), og har desuden en BA i engelsk og it. Jeg debuterede som forfatter tilbage i 2000 med en paranormal ungdomsroman, men jeg betragter lidt mig selv som førstegangsfødende (af bogbabyer) med udgivelsen af ’Grå magi’ 19 år senere. Og nu kommer så efterfølgeren, ’Heksens storm’. Af menneskebørn har jeg skabt to, og desuden adopteret et enkelt kattedyr.

  • Hvordan opstod ideen til Pigen fra Månehøjen-serien?

Den begyndte faktisk som en skriveøvelse, for da jeg så småt startede på den tilbage 2012-2013, havde jeg ikke skrevet noget i flere år. Jeg har altid været vældig fascineret af hekse, så det var det, jeg begyndte at skrive om. Men egentlig havde jeg en idé om, at heltinden i historien ikke skulle have nogen form for magiske kræfter, men alligevel klare ærterne med alle sine fantastiske menneskelige egenskaber. *Ahem* Sådan blev det så ikke. Historien udviklede sig, og der blev smidt masser af magi ind i den, og jeg tror egentlig også, den ville være blevet lidt tam uden.

  • Hvor mange bind er serien tiltænkt til, og har det hele tiden været planen, eller har fx flere bind været i spil?

Den er landet på tre. Til at starte med havde jeg en forestilling om fire, men den er landet på tre, fordi en del af det, der egentlig var tiltænkt 3’eren er kommet med i 2’eren. Så planen er nu 3. Hvis jeg kan begrænse mig. Måske bliver det en meget tyk 3’er ;o)

  • I bog et fulgte vi Aia, og i bog to følger vi Merian. Vil vi i bog tre følge en helt tredje karakter?

Vi følger alle tre hovedpersoner i alle bøgerne. Og det kommer vi også til i 3’eren. Men Aia er kommet på coveret af bog 1. Merian er på 2’eren, og jeg tænker, at Leander nok kommer på forsiden af 3’eren. Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig.

  • Da du begyndte at skrive på Grå Magi, havde du da hele tiden i tankerne, at den skulle foregå i Bragimark?

Ja, den skulle foregå i en helt anden verden end vores. Navnet blev delvist inspireret af Brage, den nordiske gud for skjaldekunst. Egentlig fordi jeg forestillede mig, at landet var sådan et smukt land, der inspirerede til poesi – altså før en ond heks begyndte at stjæle magiske evner og ødelagde idyllen. Endelsen -mark kom på, fordi vores eget fine land ender på –mark, og det syntes jeg ikke, der var så mange fantasylande, der gjorde. Og nej, de nordiske guder eksisterer ikke i Månehøjen-universet, men inspirationen derfra er der.

  • Er nogle af karaktererne udsprunget/inspireret gennem nogle levende mennesker, måske nogle du kender?

Jeg tror, der er lidt af folk, jeg kender, i de fleste af mine karakterer. Der er ingen, der er hundrede procent baseret på virkelige, levende mennesker – de er alle sammensat af flere forskellige, men en del er også fri fantasi. Jeg kan dog genkende visse dele af mig selv i både Aia, Merian og Leander. Fx Aias introverte natur, Merians sarkasme og Leanders mistroiskhed. Det sker, at jeg deler Roans hidsige temperament og Viggas ukuelige optimisme. Og ligesom Viola kalder jeg også mine børn mærkelige, kærlige navne. Viola er faktisk løst inspireret af Maud Varnæs fra Matador 😉

  • Er der en bestemt karakter du føler dig specielt knyttet til?

Åh, det svinger lidt. Det kommer an på, hvor jeg er henne i arbejdet med historien. Lige i øjeblikket føler jeg mig ret tæt knyttet til Merian, men det er sikkert, fordi jeg lige har skrevet en ret voldsom scene med hende, og nu deler vi den oplevelse. Men hvis jeg skulle nævne en, der ikke er en af de tre hovedpersoner, så er jeg temmelig begejstret for Nelas. Jeg ved ikke, om der er en speciel tilknytning til ham, men han er helt bestemt en af mine favoritpersoner. Han har en god, tør humor, og han er sgu en god kammerat, der har din ryg ligegyldigt hvad. Men han har også hemmeligheder …

  • Har du nogen ide om hvad der måske vil komme til at ske i næste bind, noget du måske vil løfte lidt af sløret for som en slags appetitvækker?

Foruden Nelas og hans hemmeligheder, kan jeg da afsløre, at i 2’eren kommer de fleste til at opleve noget, som Aia har døjet en del med, mens hun selv bliver skånet. Og i 3’eren får Merian noget, hun ønskede sig i 1’eren – men man skal jo passe lidt på med, hvad man ønsker sig.

Heksens storm udkommer d. 21-06-2020 hos forlaget Ulven og Uglen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.