Titel: Elementsygen I Serie: sprækken til Luscuro #2 I Forfatter: Julie Midtgaard I Sideantal: 416 I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag


“Nøjs?” Min puls hamrer i ørerne. Hun bevæger sig svagt og klynker. “Brænder… overalt. Ild…” Hendes hånd er ujævn. Jeg ser ned. Håndryggen er ét stort sår. Røde brandvabler bobler frem på hendes kinder, og hun slår om sig for at slukke flammerne der ikke findes.

En mystisk sygdom rammer Luscuro. Der ser ikke ud til at være en kur, og elementkræfterne hjælper ikke – tværtimod! Samtidig nærmer placeringen sig; ceremonien der skal afgøre hvor Gry og de andre andetårselever skal i lære. De fleste sendes til deres respektive siksterbyer, men Grys navn lander et andet, meget farligere sted. Skal hun følge Gudindens vilje? Eller endnu værre, afslå? En hemmelighedsfuld del af Luscuro åbner sig langsomt mens dronning Sora vinder støtte fra utænkelig hånd…

Julie har gjort det igen! Da hun sidst år debuterede med Elementprøven var det med en noget skeptisk forventning, da jeg var meget usikker på om det overhovedet var noget for mig, selvom den lød ret spændende. Jeg valgte dog at ”tage chancen”, hvilket jeg i sidste ende var usigelig glad for at jeg gjorde, for den overraskede på bedste vis!

Derfor var mine forventninger til Elementsygen også det højere. Julie havde med bog 1 lagt sig ud i den høje liga, og der forventede jeg at hun ville forblive ved denne udgivelse også. Hun har derved, endnu engang, vist hvor stort et talent hun er inden for litteraturens verden – om end hun som forfatter er vokset.

Elementsygen er skrevet med spænding, drama og uforudsete begivenheder. Flere steder tog hun mig på sengekanten og overraskede på en sådan måde jeg på ingen måde havde forudset. Selvfølgelig havde det fx været ret oplagt hvis Gry blev sendt til Sixten i sin elevtid hos Sora, men jeg havde alligevel ikke lige forudset at hun skulle sendes til Hakufelina, selvom det i sidste ende gav bogen godt med tyngde, drama og spænding, der var med til at gøre bogen fangende. Men Julie for dælen! Der var én bortgang jeg bestemt godt kunne have været foruden! Jeg var bogstaveligtalt ved at tude. Jeg havde set en anden fremtid for især ham, og Gry. Snøft…

Alt i alt er Elementsygen hvad jeg forventede – og mere til! Jeg elsker at være i universerne, der både foregår i den menneskelige verden, men også i magikernes. At formå at skabe en fortælling der inkluderer og samtidig får universerne til på en måde at komplimentere hinanden så godt, kan kun munde ud i et utrolig godt værk til sidst. Og jeg kan kun sige… Jeg kan ikke vente med at læse fortsættelsen! Jeg glæder mig usigelig meget til at læse videre. Skriv Julie – skriv!

Elementsygen får 5 kæmpe kraftstjerner og min varmeste anbefaling til alle fantasyelskere!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.