Titel: Dragernes konge #2 – Gøglerkongens sværd I Forfatter: Carina Evytt I Sideantal: 41  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup


I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret…

Kiri lever et frit, men farligt liv.
Sammen med barndomsvennen, Josvai, leder hun en røverbande, og er kendt og eftersøgt som landets bedste klatretyv.

Kiris rygte når vidt omkring, og en dag bliver hun kontaktet af den mystiske gøgler, Waris, som ønsker at hverve hende til en usædvanlig opgave.

Hun skal stjæle et sværd fra en fæstning på en klippeø der bevogtes af de berygtede, mørke troldmænd, Drakkar. Og som om det ikke er nok, ligger øen midt i et område der regeres af den forførende og utilregnelige elletrold, Svart.
En konge som Waris både hader og frygter.

Siden jeg vendte sidste side i Heksejærgerens bytte har jeg hungret efter mere, så det var med stor glæde og forventning, at jeg gik igang med Gøglerkongens sværd.
Gøglerkongens sværd er en fantastisk, velskrevet fantasy, der tager læseren med på sit livs eventyr fyldt med venskab, kærlighed, had, farer og magi.

Selvom Heksejærgerens bytte og Gøglerkongens sværd er to bøger i samme serie, så kan de læses uafhængigt af hinanden, da de ikke omhandler de samme personer. De er skrevet af to forskellige forfattere, hvilket i første omgang forvirrede mig lidt, og faktisk også fik mig til at stille bøgerne tilbage på hylden, men jeg må sige at jeg er blevet positivt overrasket, for de klinger rigtig godt sammen. Dog vil jeg egentlig anbefale at læse begge bøger, da de foregår i samme miljø og omgivelser. Og så manglede jeg lidt mere indblik i og om Perina.

Sproget er let læseligt, og Carina har formået at skrive en fangende, fantastisk og til tider lidt humoristisk bog. Kapitelopdelingen er dejligt overskuelig med kapitler af en passende længde. Der er en tydelig rød tråd gennem hele handlingen, således at man nemt kan følge med i hvor, eller hvem man er ved.

Gøglerkongens sværd er på færre sider end Heksejægerens bytte. Ikke at det gør det helt store, for selvom siderne er færre, så er handlingen det større. Jeg var fanget gennem næsten hele bogen. Der var lige til sidst, hvor jeg følte, at den blev lidt langhåret, men måske det var længslen efter at finde ud af hvad der kommer til at ske i næste bind når Banneret samles

Gøglerkongens sværd får 4 stjerner og kan klart anbefales hvis man er til god fantasy. Glæder mig til fortsættelsen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.