Titel: Det skal føles godt I Forfatter: Ole Henriksen & Tina Jønck Christensen I Sideantal: 316 I Genre: Erindringer I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Hvorfor lykkes alting for dig? Det spørgsmål bliver Ole Henriksen altid mødt med. I denne bog afslører han omsider opskriften på sin succes, så også andre kan få det optimale ud af deres liv.

“Det skal føles godt” er en inspirationsbog, der giver gode råd om alle de vigtigste forudsætninger for at opnå succes. Pakket ind i underholdende, tankevækkende og hudløst ærlige beretninger fra Oles eget liv og hans reflektioner og erfaringer, fortalt til veninden Tina Jønck Christensen over køkkenbordet.

Ole Henriksen har, i samarbejde med Tina Jønck Christensen, skrevet en bog fyldt med energi og kærlighed. Og lige netop disse to ord, definerer Ole Henriksen! Han er indbegrebet af energi, livslyst, positiv energi og ikke mindst kærlighed. Ikke kun kærlighed til sig selv, men i den grad også til hans medmennesker, og han er bestemt ikke bleg for at give et kram eller to selvom han står overfor vildt fremmede mennesker.

Selv havde jeg den fornøjelse at møde ham på sidste års Bogforum i Bellacentret. Det var en kæmpe fornøjelse. Den livsenergi han besidder, er noget der automatisk smitter af på de mennesker han er omgivet af. På forunderlig vis har han også formået at få overført en del af den livsenergi og kærlighed i sin bog, og den er utrolig tydelig at mærke. Som læser bliver man ligefrem ’glad i låget’ mens man sidder med bogen – jeg gjorde i hvert fald.

’Det skal føles godt’ er en bog man nærmest flyver igennem. Den er skrevet letlæseligt og beriget med en masse billeder, der understøtter fortællingen. Den er overskueligt opdelt og virkelig bare en ren fornøjelse at komme igennem. Normalt taler man typisk om en ’feel good roman’. I dette tilfælde vil jeg kalde denne for en ’feel good erindringsbog’. Ole fortæller om sin opvækst, det at springe ud og ikke mindst hans vilje og drivkraft til at få succes, både med det forretningsmæssige, men også i forhold til et lykkeligt liv.

’Det skal føles godt’ er en bog til alle der, både elsker biografier men også dem der har brug for et smil på læben, en bog der krammer for det gør denne her! Selvfølgelig ikke i ordets dybeste forstand, men man bliver krammet af kærlighed og glæde.

Ole Henriksen har ikke haft det let i livet. Som ung overvejede han at gøre en ende på livet, men heldigvis vendte han skuden og satte alt ind på drivkraften for et bedre og lykkeligere liv – med succes.

’Det skal føles godt’ får 5 dejlige stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.