Titel: Den røde adressebog I Original titel: Den röda adressboken I Forfatter: Sofia Lundberg I Oversat af: Nanna Kalkar I Sideantal: 326  I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Doris har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun minderne om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. Nu er hun 98 og bor alene i en lejlighed i Stockholm. De fleste af navnene i bogene er efterhånden streget over, døde, og hendes eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperens besøg og samtalerne med niecen Jenny, som bor på den anden side af Atlanten.

En dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny ud fra navnene i adressebogen, og en fascinerende fortælling om et langt og farverigt liv tager form – en fortælling om familie og venskaber, eventyr, glæder og sorger, og om den store kærlighed, hun aldrig har glemt.

Den røde adressebog er en hjertegribende roman, som spænder over et helt liv og tager læseren med på en rejse til svundne tiders Paris, New York og Stockholm, fra 1930’erne over anden verdenskrig til i dag.

Den røde adressebog er fortællingen om den aldrende Doris’ liv, oplevelser og de mennesker der har haft en indflydelse på hendes liv. Det er en rørende, medrivende og fangende roman om en enkelt kvindes liv.
Flere gange sad jeg med tårer i øjnene og blev nødt til at lægge bogen lidt fra mig og lige trække vejret, for at kunne samle den op igen og læse videre, og endnu engang blive rørt dybt.

Selvom Sofia skildrer Doris’ liv som den ældre, ensomme dame uden nogen nulevende venner eller familie, så er det et billede der desværre ses oftere og oftere. Vi bliver ældre, men desværre er der en del der falder fra. Jo ældre vi bliver, des større er chancen for at alle i ens netværk falder fra. Lige dét oplever Doris. I sin røde adressebog, har hun noteret alle de mennesker hun har mødt på sin vej, men samtidig streget dem ud og markeret dem med ordet DØD i takt med at de er døde. 

Selvom vi gennem bogen bliver præsenteret for rigtig mange mennesker, og deres betydning hver især, så synes jeg samtidig at det er en nem og overskuelig opdeling. Jeg kan fornemme den røde tråd hele vejen igennem, også selvom der bliver sprunget lidt mellem nutid og datid.

På rigtig mange måder, er det en utrolig relevant skildring af ældre og deres tilværelser. Rigtig mange ældre sidder ensomme tilbage uden noget netværk, at kunne tage kontakt til. Doris har kun sine besøg af hjemmeplejen, sin niece, Jenny, i San Francisco og ikke mindst sine minder til at holde sig med selskab.
En ting, der er begyndt at blive mere og mere udbredt, er en ‘besøgsven’. En der kommer og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage. En man kan spille et spil med, gå en tur eller bare sidde og snakke med. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan en som Doris ville have godt af sådan en. Doris er en dame man ikke kan andet end at knuselske.

Den røde adressebog får 5 store stjerner! Jeg elskede bogen hele vejen igennem. Jeg kunne grine, måbe og næsten sidde og tude flere steder. Det er en fortælling man hurtigt bliver fanget af, om en person man lynhurtigt kommer til at holde rigtig meget af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.