Kategori: YA

Gudindens Avatar

Titel: Gudindens Avatar I Serie: Gudernes Krig #1 I Forfatter: Henriette Hesselholdt I Sideantal: 261  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Den unge præstelærling, Paleon, bliver trukket ud af det trygge kloster på en hemmelighedsfuld færd gennem landet Serelia. Han skal hjælpe med at bringe elveren, Si’il, til gudinden Haias tempel hvor hun hart en vigtig plads at udfylde i den lurende krig mellem guderne. Med sig har de tre gamle krigskammerater der hver gemmer på deres hemmeligheder, samt en ung kvinde med en tilsværtet sjæl.

Ganske kort tid før udgivelsen af ”Gudindens Avatar” stiftede jeg første gang bekendtskab med Henriette og hendes forfatterskab, og efter at have mødt hende på Bogforum sidste år blev jeg endnu mere hooked på at den skulle læses.

Derfor blev et af købene (av mit kort!) fra Bogforum, og endda en af de første der blev læst efter jeg var hjemvendt. Straks jeg havde påbegyndt læsningen var jeg fanget og jeg havde svært ved at slippe den inden den var færdiglæst – og selv der ville jeg have mere! Af jer der også har læst ”Gudindens Avatar” vil i nikke genkendende til, at Henriette har efterladt læseren med en kæmpe cliffhanger. Hvad kommer der til at ske fremadrettet? Klarer de den?

Jeg kan huske at Henriette i en sceneoptræden sammen med to andre forfatterkolleger (Julie Midtgaard og Line Wenzel) fortalte at ”Gudindens Avatar” var bygget op i/omkring rollespilsuniverset, men jeg må indrømme at jeg ikke kunne mærke det på handlingen (godt eller skidt?). Det skal nævnes at jeg ikke selv er velbevandret i rollespilsuniverset, men for mig føltes det mere som en god, og utrolig velskrevet, gang fantasy. Det skal dog lige siges, at det ikke har forringet min læseoplevelse af bogen på noget punkt – det kan måske være at jeg så bare har læst den på en anden måde end andre måske ville? Who knows? 😊

Jeg holder rigtig meget af Paleon. På en måde er han en man lidt føler en beskyttertrang overfor, som hvis man skulle passe på ens bror eller søster. Derimod havde jeg godt nok svært ved at holde af Katalena. Selvfølgelig havde hun sine grunde til at forholde sig som hun gjorde, men nogle steder var det lige før jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet af ren og skær frustration. Sorkan kunne jeg til tider ikke lade være med at tænke på som en ‘gammel’ bedstefar, der har oplevet lidt af hvert og stadig lever livet – med livet som indsats.

”Gudindens Avatar” får 4 store stjerner. Det er en fortælling der skal læses, hvis man er til fantasy. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre til marts.  

Ildstorm

Titel: Ildstorm I Serie: Ovanienprofetierne #3 I Forfatter: Lene Dybdahl I Sideantal: 446 I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag

I stormen af ild skal prøven stå. Vil kærlighed sejre eller riget forgå?

I nord forbereder adelshusene sig på krig, og mod syd samler sultanen sine tropper for at gå efter magten i kongestaden.

På stormenborg drømmer Skyriel sig langt væk. Hun føler sig fanget mellem familiens og Alainons planer, men hvad vil hun selv? Med hjælp fra den bortløbne slave Nitu finder hun svaret.

Det bliver begyndelsen på en rejse gennem Ovanerrigets mørkeste afkroge fra uhumske fangehuller, til kulsorte krypter og en storm af ild. Men også kærligheden lurer i jagten på Den Tredje Profeti.

Ildstorm er tredje, og sidste, bind i Ovanienprofetierne. Det er en afslutning jeg længe har set frem til med blandede følelser og forventninger, for jeg vidste også at når denne bog var læst, så var serien slut. Jeg følte mig ikke klar til at skulle sige farvel til Skyriel og alle de andre.

Mine forventninger til Ildstorm var sat lidt højere end ellers fordi de to første bind i serien til fulde levede op til mine forventninger. Heldigvis levede Ildstorm også op til de forventninger jeg havde til den – og mere til. Bogen – hele serien for den sags skyld – er fyldt med drama, intriger, spænding, valg og kærlighed.

Skyriels forudbestemte skæbne som borgfrue er ikke noget der huer hende, så hun drager, stik mod Alainons formaninger, ud på en farefuld rejse for at sikre Askarien den retmæssige tronfølger efter kongens død.

Da jeg læste Skyriel, der er første bind i serien, var det samtidig mit allerførste møde med Lene Dybdahl og hendes skriverier. Jeg var hooked! Og min fascination blev kun større jo mere jeg læste af det der udsprang fra hendes hånd. Derfor kan jeg også, i den grad, mærke hvor meget Lene har udviklet sig under tilblivelsen af Ovanienprofetierne – især ved tilblivelsen af Ildstorm.

Jeg er vild med hendes måde at skrive på. Den er malende, billedligt beskrivende, så man nærmest føler at man selv er til stede under handlingen. Man kan fornemme deres klæder, indsnuse duftene/lugtene og føle deres følelser. At kunne inddrage sine læsere på et sådant niveau, er et talent i sig selv! Samtidig er den dejligt letlæselig, hvor målgruppen er til teens’ne, men jeg vil helt klart mene at voksne også snildt kan læse serien – især hvis man har brug for noget lækkert fantsy, men nem læsning.

Ildstorm får 5 store stjerner for en helt igennem fantastisk fortælling, handling og perfekt afslutning. Har du endnu ikke læst serien, kan jeg kun anbefale at gå i gang!

Elementprøven

Titel: Elementprøven I Serie: sprækken til Luscuro #1 I Forfatter: Julie Midtgaard I Sideantal: 383  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Bålets flammer danser og hvæser. Jeg vider mig. Rebene flår i huden. Tilstuernes messen ætser sig ind i min hjerne: “Heks, heks, heks!” En mørk sprække flænger ilden med et højt brøl. Sprækken udvider sig. Flammer, gløder og aske hvirvler ind i mørket. Jeg bliver slynget samme vej.

I 1600-tallets Aalborg straffes trolddom med døden, og før 14-årige Gry ved af det, sender en hekseanklage hende på bålet. Men de glubske flammer brænder hende ikke som de burde. I stedet tvinger mystiske kræfter hende på en farefuld rejse til Luscuro; en magisk verden hærget af ødelæggelse og krig. Her er der kun én vej frem, og det er at bestå den livsfarlige elementprøve. Mægtige kræfter lurer, og snart opdager Gry at hun ved noget som nogen vil gøre alt for at holde skjult…

For nogle måneder siden, faktisk op til udgivelsen af denne bog, stiftede jeg for første gang bekendtskab med Julie Midtgaard og Elementprøven. Julie er en ny forfatter hos Telleups ræveflok, og en utrolig dygtig og talentfuld en af slagsen! Jeg ser frem til at læse meget mere fra hendes hånd.

Siden udgivelsen har jeg længe gerne ville læse den, men fik den først købt på Bogforum sidste år. Til at starte med var jeg faktisk meget i tvivl, da jeg endelig stod med bogen i hånden, om den nu også var noget for mig (en tvivl jeg skammer mig så meget over i dag!!). Jeg endte som sagt med at købe den med hjem, og jeg er virkelig også glad for at jeg gjorde det. Først og fremmest, så er det en rigtig spændende bog, der holdt mig fanget i alle de ledige stunder jeg havde til at læse i, men for det andet så er det længe siden at jeg har læst en fantasy historie, der har en så tydelig og glidende rød tråd gennem hele fortællingen. Javist kunne der springes i tid, men jeg følte samtidig at det ikke var et hverken stort eller groft spring.

Samtidig er historien beskrevet så billedligt, at man nemt kan forestille sig omgivelser, personer og andre væsener osv. Julie har derudover virkeliggjort fortællingen ved at inddrage bl.a. spil der blev spillet i 1600-tallet, men faktisk strækker sig længere tilbage i historien fra et sted i Europa.

Gry, der er historiens hovedperson, besidder en egenskab, der gør at man nemt kan relatere til hende. Hun er en person, der gennem hele sit liv er blevet set ned på som var hun ingenting. For det meste finder hun sig i at blive kaldt alt muligt og set ned på, hvilket har givet hende følelsen af at hun netop ingenting er værd og ikke kan finde ud af noget. Denne følelse forfølger hende til Luscuro, hvor hun kæmper for at finde sit element frem mod Elementprøven. En kamp hun er lige ved at opgive, trods en utrættelig støtte fra hendes værelseskammerater, og nye veninder, Nøks og Norell, men også fra Notios forstanderinde, Cheng, og præstinderne. Gry opdager at hun har nogle specielle evner, der overbeviser Cheng og præstinderne om, at den mistanke de havde i forhold til hvem de kan stole på, er rigtig. En overbevisning, der kan ende med at være skæbnesvanger…

Elementprøven for 5 store stjerner. Jeg glæder mig i høj grad, og venter meget utålmodigt, på næste bind. Er du til fantasy, så er denne et must read!

IZOLA #3 : Tilbage til Izola

Titel: IZOLA #3 – Tilbage til Izola I Forfatter: Christina Bonde I Sideantal: 336  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Falkiens undergang er endelig, og hjemme får Izola mistanke om at Mais søster, Anne, skjuler en hemmelighed som involverer hende i eventyret. Med hjælp fra brandmanden Mathias kæmper Izola sig tilbage til øen for at finde Jorian og redde dem som har overlevet rigets udslettelse.
Men hun er ikke forberedt på konsekvensen af søjlernes fald. I den tilisede, døde verden venter skræmmende modstand som sender Izola ud på en farefuld færd.
Hun må indgå en ny forening for at overleve, og samtidig lærer hun mere om sig selv og sine evner. Helpi har givet Izola en værdifuld gave, og da morfar bekræfter skælsættende opdagelser som forbinder fortiden med hoppens magi, finder Izola endelig sit kald…

Tilbage til Izola er en bog jeg har ventet længe på. Christina har på smukkeste vis skabt en smuk fantasy serie, der formår at få ens følelsesregister i spil – og Tilbage til Izola var bestemt ingen undtagelse!
I og med at jeg havde glædet mig så meget, og med tanke på de to foregående bøger, så var mine forventninger høje i forhold til afslutningen på serien, men jeg må sige at de på smukkeste vis blev indfriet. Sjældent har jeg læst så smuk en afslutning på en serie, som den Christina har skrevet. Selvom jeg flere gange måtte sidde med tårer i øjnene, så sad jeg alligevel med et smil på læben og et smeltet hjerte, da jeg vendte sidste side og dermed afsluttede rejsen til Izola.

Som med de to foregående bind, så sad jeg tryllebundet gennem hele bogen. Den er skrevet i et så fængende og billedrigt sprog at man som læser nemt kan forestille sig omgivelser, personer, steder og følelser. Izola må igennem en farefuld og følelsesfuld rejse i jagten for at gøre Mais sang (profeti) til virkelighed. Det er en rejse, hvor hun må kæmpe for at blive taget seriøst, kæmpe imod beskyldninger om at være psykisk syg, og at hun lever i en fantasiverden.Izola har været meget alene om sine oplevelser på Izola sammen med Jorian og alle de andre. Hver gang hun forsøger at snakke med nogen om det, fx Casper, der er hendes bedste ven på jorden, så afviser han det med at det kun er noget der foregår oppe i hendes hoved. En kamp hun med stor stædighed kæmper, og får uventet og ukendt hjælp. Desværre er det ikke den eneste kamp hun må kæmpe…

Falkien har set sit endelig, og riget blev udslettet da søjlerne faldt. Mais sang genlyder i Izolas tanker, og langsomt begynder hun at forstå. Hun er frelseren, men vil det lykkedes hende? Mange af dem der har overlevet indtil nu, er blevet syge. Så ikke kun kæmper Izola for øens genopståelse, hun kæmper også for de syges skæbne og overlevelse, og ikke mindst for kærligheden til Jorian.

Tilbage til Izola får 5 kæmpe stjerner. En perfekt og smuk slutning på en smuk serie. Et must read hvis man elsker fantasy genren.

Den blå portal

Titel: Den blå portal I Serie: Skæbneløs #2 I Forfatter: Linette Harpsøe I Sideantal: 274 I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Enden er nær. Snart vil døden indtage jeres elskede verden, og balancen mellem de to dimensioner vil for evigt være knust.

En grusom og nådesløs smitte hærger blandt Arkis folk og efterlader ofrene som levende døde. Sirika er overbevist om, at balancen i Den Hinsides Verden er blevet forstyrret, og de eneste, som kan hjælpe med at genoprette den, er de formskiftende theanere. Sammen drager Arki og Sirika sydpå. Desværre når de ikke langt, før en shaman kaster sin forbandelse på Arki, og de må fortsætte hver for sig. 

Madiga plages af et blåt lys. Det trækker i hende og kommer ofte nærmere, men aldrig så tæt på, at kun kan undersøge, hvad det er. Da hun får titlen som Nationens Forkynder, beder Kongens Garde hende forkynde den unge mand Odan som Nationens kommende konge. Men smitten har allerede et godt tag i ham, og under ceremonien modtager Madiga ilde varsler om Odans og landets fremtid. Sammen med Bjarko og dragen Ra må Madiga rejse ud for at finde sandheden om Odans fortid. Ingen ved dog, at det blå lys og smitten blot er begyndelsen på den altoverskyggende ondskab, som er på vej.

Tiden er knap. Arki og Madiga må skynde sig hvis de vil redde Etyral, men også sikre Nationen den rette konge.
Endnu engang tager Linette læseren med på en hæsblæsende rejse og en kamp mod tiden, og ikke mindst ondskaben. Onde kræfter, så store som dem de er oppe imod, er sjældent set og gode råd er dyre, for at have en chance for sejr. Endnu engang sad jeg flere gange med hjertet i halsen og en uro i maven, for ville det lykkedes til sidst?
Til at hjælpe sig i kampen mod ondskaben, har Arki Sirika ved sin side. Arkis trofaste vogter, der vil gå gennem selv det værste af det værste for at beskytte hende. Jeg er vild med deres ‘partnerskab’. Jeg er vild med måden hvorpå de har fundet kærligheden for hinanden, trods det at Arki er af echoernes afstamning og Sirika er af Theanerne – og formskifter. Kærlighed trods alle odds! Men vil den sejre?

I kampen mod ondskaben opdager Arki, at hun for at kunne redde sit folk, må afgive det der betyder mest for hende, men er hun villig til det? Ligeledes med Madiga. Hun har fået til opgave at forkynde Nationens nye konge, men kan hun det? Og hvad vil det i sidste ende koste hende?
Endnu engang bliver de to pigers skæbne forbundet.

Linettes talent vokser for hver bog hun skriver og jeg kan kun varmt anbefale at stifte bekendtskab med hendes forfatterskab, hvis du ikke allerede kender hendes bøger. De er velskrevet og skrevet i et dejligt flydende sprog der, sammen med handlingen, får læseren til at flyve gennem bogen. Jeg var selv oplsugt af den, og havde svært ved at skulle lægge den fra mig.

Kapitlerne er bygget op, sådan at handlingen skiftevis foregår fra Arkis, Madigas og Sirikas synsvinkler, hvilket fungerer utrolig godt. Det giver et rigtig godt vekslende twist, men man lærer samtidig at kende personerne gennem dem selv. Personligt kan jeg rigtig godt lide Sirika. Jeg tror på at der findes en lidt blødere personlighed under hendes hårde ydre 🙂

Den blå portal får 5 store stjerner og jeg kan kun give de varmeste anbefalinger – den kunne endda være et godt gavevalg til julegave 😉 Jeg har tidligere anmeldt Forfædrenes tallisman, der er første bind i serien. Den kan læses her.

Grænsen til Trafallas #3 – Optakt

 

~Indeholder spoilers!~

Grænsen til Trafallas serien er skrevet af den utrolig talentfulde Julie m. Day.
3. og sidste bind er lige på trapperne, men hvis du har læst de to foregående bøger, er jeg sikker på, at du ligesom mig, sidder og venter meget utålmodigt på fortsættelsen – og dermed også afslutningen (Gulp!)? Især efter den hjerteknusende afslutning i sidste bind! Jeg var knust, jeg var sur og jeg var frustreret over den måde den sluttede på, men på et plan var det også en ret genial afslutning, når man tænker nærmere over det. Den må i den grad siges at fastholde læseren i en grad, at man, hvad der føles som en uendelighed, sukker efter at få at vide hvad der vil komme til at ske.

Og lige hvad der vil komme til at ske, ved jo kun Julie selv, og vi kan kun gisne om det. Dog har jeg flere gange siddet og tænkt på hvad jeg tror, og håber!, kommer til at ske. Noget er måske mere ønsketænkning end andet, især efter hvor knust jeg endte med at sidde tilbage, da jeg læste ‘Skyggen fra Nord’. Jeg hverken havde forudset ELLER forventet at Zachos ville dø. Jeg var så chokket og ked af det, at tårerne på det nærmeste trillede ned af kinderne på mig. Han er, for mig, fantasyens udgave af en drømmemand :p Det skal dog lige siges, at jeg overhovedet ikke brød mig om ham i starten, men jo mere han begyndte at beundre og holde af Grace, jo mere indyndede han sig også på mig. På nogle områder kan han stadig irritere mig, men det kan virkelighedens mænd jo også :p hehe

Fëra og Kanthos savner jeg mindst lige så meget som Grace og Zachos. Ikke mindst universet, Trafallas! Jeg glæder mig usigeligt til at rejse tilbage dertil – hvis bare det havde været en virkelig rejsedestination! Hos Fëra og Kanthos har der længe været et kæmpe savn, og da Grace gør sin entré i Trafallas, er det lidt som om at hun formår at lindre det savn, de ikke selv har været i stand til at opfylde. Nemlig at få deres egne børn. Godt nok er Grace så gammel, at hun nærmere bliver opfattet som en søster for dem, men der er alligevel et eller andet, der lindrer noget hos dem.

Samtidig vil det ikke blive uden vemodige følelser. Vi skal jo sige farvel til Grace, Zachos, Fëra, Kanthos og alle de andre ved slutningen af næste bog. Det er en serie jeg ikke har lyst til skal ende. Julie har et kæmpe talent og har kreeret så meget worldbuilding i den, at den er helt igennem fantastisk!

Men hvad mon hun har i tankerne for næste og sidste bind? Som tidligere nævnt, kan man kun gisne om det, men jeg ved i hvert fald, at mit største ønske ville være, at Zachos blev bragt tilbage til livet, og Grace. Måske det er ønsketænkning, men ud fra hvor knust jeg blev, da han døde, har jeg lige siden ønsket at han ville komme tilbage. For mig at se hører Grace hjemme i Trafallas, men jeg tror heller ikke at hun ville kunne føle sig til rette, og mindst af alt hjemme, uden Zachos ved sin side. Ganske vidst ville hun have Fëra og Kanthos ved sin side, men jeg tror at savnet ville være for stort.

Tilbage i den virkelige verden har Grace hendes elskelige faster, Betty og hendes bedste ven, André. André, der ikke har kendskab til Trafallas universet, tror at Grace lider af en eller anden form for psykisk tilstand/vrangforestilling, og gør alt i sin magt for at få hende til at indse, at det hele bare er noget i hendes hoved. Grace kan dog ikke glemme de følelser og oplevelser hun har erfaret siden hun blev forvist fra Trafallas og kæmper derfor en indædt kamp for at vende tilbage.

Dog kan jeg ikke lade være med at håbe lidt på, at Grace får Betty og, måske også, André med over til Trafallas for at leve der resten af sine dage.

Så… Hvad jeg håber på kommer til at ske i næste og sidste bind:

  • Zachos vender tilbage til Grace
  • Betty og (måske også) André rejser med til Trafallas
  • Skriftrullen bliver destrueret for tid og evighed
  • Fëra og Kanthos bliver beriget med et barn – enten deres eget eller et de kan adoptere.
  • Galio indser sine fejl og slutter sig til de godes side (har et lidt for blødt hjerte til at selv de onde skal dø)
  • Ethellion får fred i sindet i forhold til hvad han var skyldig i for år tilbage

Men uanset hvad der kommer til at ske, så glæder jeg mig usigeligt meget til slutningen!

Og så drukner jeg…

Titel: Og så drukner jeg… I Forfatter: Ditte Wiese I Sideantal: 336 I Genre: Ya Roman I Forlag: CarlsenPuls I Udgivelses år: 2019

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Lynhurtigt, koldt bad, hestehale, betablokkere, kaffe, green smoothie bowl på snapstory og Instagram, bil, psykologieksamen, 12, kramme Miriam, skifte tøj, flere betablokkere, bil, parkering, hovedet på rattet. Og så dybe indåndinger…

Josephine har lagt en plan. Hun har valt en ambitiøs uddannelse, den rigtige kæreste og den optimale diæt. Alt skal være perfekt.

Men der er noget, der sitrer inde i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvorfor kan hun ikke klare det hele?

”Og så drukner jeg…” er en utrolig rammende, og ikke mindst vigtig bog, skrevet af den utrolig dygtige Ditte Weise. Ditte debuterede i 2017 med ”Provinspis”, som jeg desværre endnu ikke har haft fornøjelsen af at læse, men mon ikke den skulle sættes på min tbr liste? 😊

Mens jeg læste ”Og så drukner jeg…” måtte jeg nogle gange stoppe op og trække vejret. Flere gange blev jeg grebet af hvor rammende fortællingen var. Hvor meget jeg kunne genkende mig selv i Josephine. Dog var jeg aldrig nogen 12-tals elev, det vidste jeg selv at jeg ikke var, men jeg kan stadig den dag i dag tydeligt huske hvor nervøs, grænsende til angst, op til hver eksamen. Hvordan man bare gerne vil please andre og være ængstelig for at sige sin mening til andre, og derved bare holdt den for sig selv.

”Og så drukner jeg…” er en bog jeg i særdeleshed godt kunne have brugt dengang jeg studerede, eller i det hele taget da jeg var yngre. Jeg håber inderligt, at den kommer ud til så mange unge som muligt, om ikke andet så dem der lider af lavt selvværd og føler sig presset fra forskellige kanter. Det er okay at være som man er. Det er okay ikke at være en ren 12-tals student. Det er okay at fejle. Det er okay at sige fra. Ikke alt i livet går som planlagt. Nogle ting kan man ikke planlægge sig ud fra. Tag i stedet tingene som de kommer og nyd livet.

Jeg kunne rigtig godt lide Josephine, men jeg kunne også relatere rigtig meget til hende – dog ikke betablokkerne! Miriam havde jeg det lidt mere stramt med. Det virkede lidt som om tingene godt kunne gå for langsomt. Oliver… åh… jeg blev selv som læser, lige som Josephine, blændet af hans charme. Men der kan man se hvor meget det ydre kan snyde én! Sebastian kunne jeg derimod ikke rigtigt lide i starten, men han fik trods alt Josephine til at ’bløde op’ og indse nogle ting hun ikke havde turdet før. Måske et lille håb for en romance spirer lidt?

”Og så drukner jeg…” får 5 kæmpe stjerner af mig. Jeg kan kun anbefale straks at finde den hos den lokale boghandler og få den læst! Tak Ditte for at turde tage et så følsomt emne op og kreere dette værk!

Tearlings skæbne #3

Titel: Tearlings skæbne #3 I Original titel: The fate of the Tearling #3 I Forfatter: Erika Johansen I Oversat af: Randi Bjerre Høfring I Sideantal: 503 I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


På mindre end et år har Kelsea Glynn forvandlet sig fra kejtet til magtfuld dronning og visionær leder. Men i sin kamp for at sætte en stopper for korruption og genindføre retfærdighed i kongeriget Tearling har hun fået mange fjender. Den stærkeste af dem er den onde og frygtede Røde Dronning, der nu holder Kelsea og hendes magiske safirer indespærret på sit slot i Mortmesne.
Men Tearling har brug for sin dronning, og Morgenstjerne, lederen af Kelseas Livvagt, helmer ikke, før han og hans mænd har reddet deres dronning fra fængslet. Samtidig forsøger Kelsea fra sit fangenskab at afdække hemmelighederne i Tearlings fortid – hemmeligheder, der viser sig at have afgørende betydning for hendes egen og kongeriget Tearlings skæbne.

Tearlings skæbne er afsluttende bog i den internationale bestsellertrilogi om den unge dronning Kelsea og kongeriget Tearling.

Sidste side i en fantastisk serie er vendt. En serie jeg fra første side har nydt og læst med stor glæde og spænding. Erika har et kæmpe talent og hun har forfattet en serie der hører til i den store league af fantasy.
Egentlig færdiggjorde jeg bogen for snart et par uger siden, men jeg havde i den grad brug for lige at sluge den engang. Det hører sig til sjældenhederne, men denne overraskede mig – meget.

Desværre var jeg mere begejstret for de to første bind end jeg var for slutningen. Måske det var fordi den havde nogle twists og en afslutning som jeg på ingen måde havde håbet på eller forventet. Slutningen især kan jeg godt se meningen med, men jeg bryder mig ikke om den. For mig skete der en alt for brat overgang mellem dronning Kelseas Tearling, til at hun ikke længere var dronning alligevel (og aldrig havde været det?!) og boede i den slags by som William Tear havde kæmpet for at komme hen imod.

Når det så er sagt, så er det en bog fyldt med handling og spænding. Samlet er det en serie, der kunne have godt af at blive genlæst lige efter hinanden, så man ikke har de store venteperioder og måske på den måde har glemt, eller overset noget i forhold til handlingen. Den fortjener at blive genlæst!

Jeg er vild med Erikas skrivestil og hendes evne til at formidle en velfortalt historie på. Nogle af karaktererne holdt jeg mere af end andre. Kelsea især holdt jeg rigtig meget af. Morgenstjerne også, selvom han til tider kunne virke lidt hård. På et plan kunne jeg ikke lade være med at håbe på, at de to fandt sammen (trods Morgenstjernes lidt ældre alder). For mig var han perfekt for Kelsea. Den Røde Dronning kunne jeg ikke andet end have medlidenhed med, og Row Finn kunne jeg på ingen måde udstå. Katie kunne jeg ikke helt beslutte mig for, men hun kæmpede for det godes side og hendes tro på det rigtige.

Tearlings skæbne får 4 stjerner herfra.

En fantastisk velskrevet serie!

Dragernes konge #2 Gøglerkongens sværd

Titel: Dragernes konge #2 – Gøglerkongens sværd I Forfatter: Carina Evytt I Sideantal: 41  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup


I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret…

Kiri lever et frit, men farligt liv.
Sammen med barndomsvennen, Josvai, leder hun en røverbande, og er kendt og eftersøgt som landets bedste klatretyv.

Kiris rygte når vidt omkring, og en dag bliver hun kontaktet af den mystiske gøgler, Waris, som ønsker at hverve hende til en usædvanlig opgave.

Hun skal stjæle et sværd fra en fæstning på en klippeø der bevogtes af de berygtede, mørke troldmænd, Drakkar. Og som om det ikke er nok, ligger øen midt i et område der regeres af den forførende og utilregnelige elletrold, Svart.
En konge som Waris både hader og frygter.

Siden jeg vendte sidste side i Heksejærgerens bytte har jeg hungret efter mere, så det var med stor glæde og forventning, at jeg gik igang med Gøglerkongens sværd.
Gøglerkongens sværd er en fantastisk, velskrevet fantasy, der tager læseren med på sit livs eventyr fyldt med venskab, kærlighed, had, farer og magi.

Selvom Heksejærgerens bytte og Gøglerkongens sværd er to bøger i samme serie, så kan de læses uafhængigt af hinanden, da de ikke omhandler de samme personer. De er skrevet af to forskellige forfattere, hvilket i første omgang forvirrede mig lidt, og faktisk også fik mig til at stille bøgerne tilbage på hylden, men jeg må sige at jeg er blevet positivt overrasket, for de klinger rigtig godt sammen. Dog vil jeg egentlig anbefale at læse begge bøger, da de foregår i samme miljø og omgivelser. Og så manglede jeg lidt mere indblik i og om Perina.

Sproget er let læseligt, og Carina har formået at skrive en fangende, fantastisk og til tider lidt humoristisk bog. Kapitelopdelingen er dejligt overskuelig med kapitler af en passende længde. Der er en tydelig rød tråd gennem hele handlingen, således at man nemt kan følge med i hvor, eller hvem man er ved.

Gøglerkongens sværd er på færre sider end Heksejægerens bytte. Ikke at det gør det helt store, for selvom siderne er færre, så er handlingen det større. Jeg var fanget gennem næsten hele bogen. Der var lige til sidst, hvor jeg følte, at den blev lidt langhåret, men måske det var længslen efter at finde ud af hvad der kommer til at ske i næste bind når Banneret samles

Gøglerkongens sværd får 4 stjerner og kan klart anbefales hvis man er til god fantasy. Glæder mig til fortsættelsen 🙂

Sjælehenteren

Titel: Sjælehenteren I Serie: Fortællinger fra Døden #1 I Forfatter: Katja Berger I Sideantal: 250  I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2017

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men det, der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende.
For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gemmen mørket?

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Katja Berger, da hun i 2016 udkom med sin debutfantasy roman De 7 synder. Derfor glædede jeg mig utrolig meget til at læse Sjælehenteren. Jeg er vild med skrivestilen, den er dejligt flydende og letlæselig.

-Det er efterhånden snart et år siden jeg læste Sjælehenteren, men handlingen står stadig klart, som havde det været igår jeg læste den, hvilket siger lidt om hvor god og fangende den er. Det er de færreste bøger der, for mig, så længe efter, står så klart i erindringen.
Katja tager læseren med på en følelsesmæssig, men utrolig spændende rejse.
Da Raven døde sad jeg tilbage med en tristhed indeni mig. Hvorfor skulle en så ung pige med livet foran sig dø? Hvad med hendes familie, venner osv.?
I det øjeblik Raven dør, bliver hun med det samme kastet ind i efterlivet, som sjælehenter. En hård og, til tider, barsk opgave der til tider kan virke fuldstændig urimelig.

Jeg kunne undervejs ikke undgå at drage lidt ligheder med Tv-serien ‘Lucifer’. Ikke nogen dårlig lighed,for jeg er vild med den serie, så jeg kunne ikke lade være med at sidde med trukket smilebånd (med forestillingen om, at Lucifer i bogen var lige så attraktiv som Lucifer fra serien – hehe)

Sjælehenteren slutter med en cliffhanger. Jeg både elsker og hader cliffhangere, for de får en til at længes efter mere, men de får samtidig ventetiden til at virke meget længere!

Katja har, med både De 7 Synder og Sjælehenteren skrevet to fantasyromaner i særklasse – og ikke mindst unikke. Med Sjælehenteren har hun taget døden, himlen, helvede og efterlivet og givet dem et twist der gør historien sammenhængende, spændende og fangende.

Sjælehenteren får 4 store stjerner. Hvem havde troet at man kunne ende med godt, at kunne lide døden?! Jeg glæder mig så meget til fortsættelsen!