Kategori: Skriveforlaget

Bedste bøger 2017

 


2017 har for mig været et af de bedste bog-år! Jeg prøvede om jeg kunne udvælge måske bare 5 bøger der for mig var årets bedste læseoplevelse, men det viste sig hurtigt at være en umulighed, så derfor har jeg valgt denne “store” stak! De er lagt lidt i tilfældig rækkefølge, dog med de tre allerbedste bøger øverst i bunken.

Victoria (af Daisy Goodwin) er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, som fangede mig fra start til slut. Den har et fantastisk mix af drama, intriger og romantik som jeg bare elsker. Samtidig er skrivestilen også vigtig for at kunne holde læseren fanget.

Nøglens Vogtere 1-3 (af Lene Dybdahl) er fantasy når det er bedst! En trilogi, der passer perfekt til den yngre læser, er skrevet i et letlæseligt sprog. Det er en rigtig page turner, hvor spændingen er i højsædet.

En mand der hedder Ove (af Fredrik Backman) er en skønherlig bog om en meget bestemt personlighed. Tingene skal gøres rigtigt, rutinerne skal overholdes. Ove er en mand man under tiden kan blive virkelig rasende på, men på et tidspunkt grine lidt af, for til sidst at elske ham. 

Iron Fey sagaen 1-4 (af Julie Kagawa) er anmeldereksemplarer fra Harper Collins Nordic. Det var en serie jeg var meget spændt på at læse, da jeg ikke havde været den største Kagawa fan, men jeg må indrømme, at det endte jeg med at blive! Fantastisk spændende serie som jeg virkelig ønskede at der var mere af, da sidste side var vendt. Håber virkelig at spin-off bøgerne også bliver oversat til dansk! 

Invasionen af Tearling #2  (af Erika Johansen) er et anmeldereksemplar fra People’s Press og andet bind i trilogien om kongeriget Tearling. Spænding og romantik blandet med magtkampe tager læseren med ud på en rejse hvor man fra starten sidder ude på kanten af sit sæde. Neglebidende spænding! Glæder mig utrolig meget til sidste bind i trilogien!

Sværd af glas #2 (af Victoria Aveyard) er andet bind i serien “Rød Dronning”. Aveyard forstår at tage læseren med ud på en neglebidende og hårrejsende rejse gennem Mares oplevelser. At gå fra at være en lille fattig pige til pludselig at skulle kæmpe for sit liv og dem man elsker OG for retfærdigheden er noget af en kamp der ville have udkørt de fleste. Desuden finder Mare hurtigt ud af at hun ikke er helt som hun troede hun var, hvorfor kampen for overlevelse hurtigt sættes ind! 

Bænken ved den hvide bro – en rejse gennem tiden og sorgen (af Pia E. Reesen Brønnum) er et anmeldereksemplar fra Forlaget Mellemgaard og har for mit vedkommende nok været et af årets største overraskelser! Jeg var rigtig meget i tvivl om bogen var noget for mig. Den lød utrolig spændende, men samtidig også for sørgelig til mig. Men! Jeg elskede at være med på den rejse man som læser bliver taget med på gennem bogen. Fortællingen er “spot on” og selvom den er sørgelig, så er den samtidig utrolig smuk. 

Sjælehenteren #1 (af Katja Berger) er første bind i en skønherlig fantasy trilogi. Den er letlæselig og lige til at sluge (jeg slugte den råt!). Man kan forundres men…! Som læser ender man med at sidde tilbage og faktisk holde af døden. En fantasy der lige er for dem der elsker serier som Supernatural og Lucifer! 

Grænsen til Trafallas #1 (af Julie M. Day) er et anmeldereksemplar fra Skriveforlaget og første bind i trilogien om Trafallas. Denne bog var for mit vedkommende årets højdespringer og allerbedste læseoplevelse! Tak for det Julie! 
Julie debuterede med Grænsen til Trafallas i sommers og sikke en debut! Jeg er vild med alt ved bogen – dog er jeg lidt sur på slutningen, da den er for stor en cliffhanger til at det er sjovt at skulle vente på fortsættelsen, men det fortæller også bare lidt om hvor fantastisk en start læseren er blevet præsenteret for. Dette er fantasy når det er allerbedst! Jeg elsker Graces rejse ind i Trafallas, hendes møde med Zachos og deres rejse og udvikling sammen. Glæder mig usigeligt til at følge dem videre på rejsen!

Grænsen til Trafallas; Del 1 Den halves arv

Titel: Grænsen til Trafallas; Del 1 – Den halves arv I Forfatter: Julie M. Day I Sideantal: 466  I Genre: Fantasy I Forlag: Skriveforlaget I Udgivelses år: 2017 I Antal stjerner: 

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra Julie M. Day


Grace, bor til daglig sammen med sin faster og arbejder i en boghandel. En dag på arbejde opdager hun en mærkværdig skriftrulle. En skriftrulle, hvor skriften lyser op og papiret bliver varmt ved berøring. Hvad Grace ikke er klar over, er at andres jagt efter denne skriftrulle får viklet hende ind i en ny verden og en ældgammel fejde. Derudover skal hun også forholde sig til tanken om at hun er “halv”. En masse nye ting skal hun til at lære og vænne sig til, og hurtigt skal hun tage stilling til hvem hun kan stole på eller ej…

Julie M. Day debuterer som forfatter med denne skønne fantasyroman. Efter at jeg havde læst de to første kapitler i en læseprøve var jeg slet ikke i tvivl om at jeg måtte læse denne bog! Jeg var fanget med det samme!
Jeg er fuldstændig betaget af både handlingen, men også Julies evne til at formidle historien på. Selvom bogen er inddelt i kapitler, så er der en tydelig rød tråd gennem hele bogen, hvilket gør at man som læser næsten sidder og føler at man selv er med i historien “som en slags flue på væggen”. Det er utrolig nemt at fornemme følelser, steder, stemninger osv.
Første gang jeg mødte Zachos, og i tiden efter, synes jeg han var en arrogant citron, men da først at han havde indrømmet overfor Grace at han i virkeligheden var både skræmt og betaget af hende, lærte jeg at holde mindst lige så meget af ham, som jeg gør af Grace og især Betty. Betty er den elskværdige faster, der efter at begge Grace’s forældre døde, tog hende til sig og adopterede hende som sin egen.
Fëra og Kanthos, som Grace bliver skjult hos, bliver som en slags familie for hende og omvendt og er de mest elskværdige elvere. Dem kan man ikke andet end holde af fra starten.

Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt i bogen næsten sad ude på kanten af stolen og bare tænkte “hvad sker der nu? Hvilken retning bevæger handlingen sig i?” Jeg fik desværre ikke sat en post-it på pågældende side, men jeg var fyldt op med spænding og nervøsitet for hvad der ville ske.

Sproget er letlæseligt og siderne vendte helt automatisk sig selv. Personer og steder er farverigt beskrevet, uden på nogen måde at være overdrevet. Begreber som venskab, magt, kærlighed, loyalitet og forræderi er centrale elementer gennem hele handlingen, men er mixet sammen på en så fantastisk måde, at man som læser har utrolig svært ved at lægge bogen fra sig. De er med til at hæve spændingen de rette steder.

Jeg er vild med bogen og glæder mig til fortsættelsen! Dog blev jeg på et tidspunkt sur på bogen – sur over den cliffhanger den ender med. Jeg ville have mere! 😉

Det er en gennemtænkt og velskrevet fantasyroman, der helt klart hører til på boghylden og er en af de bedste læseoplevelser jeg længe har haft! Den får 5 store jublende stjerner!