Titel: Undergrundens mysterier #2 I Serie: Forbandelsen over Laitana I Forfatter: Sissel Moody I Sideantal: 559 I Forlag: Forlaget Klippe I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren & Forlaget Klippe


Følelsen af at høre til hos et andet menneske. Følelsen af at være uundværlig. Følelsen af at være savnet. Det var tre vigtige ting, jeg ikke var vant til. Jeg kunne observere det på afstand, når mine klassekammerater krammede hinanden om morgenen efter en weekend eller ferie, men jeg havde aldrig været en del af et fællesskab. Før nu…

Tror du på magi?
Tror du på sammenhold?
Tror du på, at vi sammen kan vinde over den mørke magi?

Jeg, Linea, er frelseren, og jeg tror på det.

Laitana er mørkere end nogensinde før. Et uvejr ødelægger og bringer dødelige konsekvenser med sig. Exma holder sig skjult. Soldater spreder frygt i Søbyen. Flere indbyggere er stadig forsvundet. Der er noget på vej. Vi kan alle mærke det. En ny magisk sten fra Undergrunden er vores eneste chance for at bryde forbandelsen, Men ingen ved, hvor Undergrundens indgang er placeret, og det eneste kort dertil er forsvundet.

Vi må stå sammen og kæmpe.
Frelseren alene er ikke længere nok.

Med Undergrundens mysterier tager Sissel Moody os med tilbage til Laitanas eventyrer, mysterier, og ikke mindst farer. Linea drømmer om, og længes meget efter, at komme tilbage til Laitana, men kontakten fra hendes venner lader vente på sig. Hjemme på jorden forsøger Linea at opbygge et venskab med sin nye nabo, Mikael, der måske alligevel ikke er hvem han giver sig ud for at være…

Tit og ofte hører jeg folk snakke om ‘den svære 2’er’, men jeg synes faktisk at Sissel har formået at skrive en stærk efterfølger til en magiske sten og igen taget læseren med på en spændende og farefuld rejse tilbage til Laitana.

Fra Den magiske sten til Undergrundens mysterier kan man tydeligt mærke den udvikling Linea har gennemgået. Hun er vokset med opgaven af at være Laitanas frelser, men måske bare det at hun har opdaget kærligheden til Nuga, har modnet hende?
Da jeg læste, at hun ville forsøge at opbygge et venskab med Mikael, kunne jeg ikke lade være med at føle en vis glæde på hendes vegne. Om nogen, så fortjener hun i hvert fald at opleve det at have rigtige venner blandt sig – når hun ikke opholder sig i Laitana.

…..

Undergrundens mysterier er, ligesom Den magiske sten, opbygget på en anderledes måde. Jeg er fan af at Lineas drømme beskrives med rød, kontra resten af handlingen. En skarp opdeling.

Sproget er let og flydende. Det rammer godt en teenagers tanker, følelser og ageren. Linea vokser fra en usikker pige, uden selvtillid til en mere moden og stålfast ung voksen. Nogle gange fornemmes usikkerheden stadig i hende, men når noget sidder ret dybt i hende som usikkerheden gør, så tager det også noget tid at overvinde det helt, men hun er bestemt på vej i den rigtige retning.

Desuden elsker jeg, at jeg som læser kan sidde tilbage med overraskelsen nærmest malet i mit ansigt over at der sker noget i handlingen, som jeg ikke lige havde set komme. Når jeg efterfølgende tænker nærmere over det, giver det ret god mening, men i øjeblikket hvor det skete, havde jeg bestemt ikke forudset det – til gengæld løfter jeg ikke sløret for det. Jeg synes at du selv skal opdage det 😉

Selvom at seriens primære målgruppe er de yngre læsere – starten af teenage-årene – så kan den bestemt også læses af de ældre læsere, hvis de har brug for en god fantasy serie, der samtidig er letlæselig.

Undergundens mysterier får 5 stjerner. Jeg glæder mig til at følge Linea og Co. i næste og sidste bind af ‘Forbandelsen over Laitana’.