Kategori: Roman

Tearlings skæbne #3

Titel: Tearlings skæbne #3 I Original titel: The fate of the Tearling #3 I Forfatter: Erika Johansen I Oversat af: Randi Bjerre Høfring I Sideantal: 503 I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


På mindre end et år har Kelsea Glynn forvandlet sig fra kejtet til magtfuld dronning og visionær leder. Men i sin kamp for at sætte en stopper for korruption og genindføre retfærdighed i kongeriget Tearling har hun fået mange fjender. Den stærkeste af dem er den onde og frygtede Røde Dronning, der nu holder Kelsea og hendes magiske safirer indespærret på sit slot i Mortmesne.
Men Tearling har brug for sin dronning, og Morgenstjerne, lederen af Kelseas Livvagt, helmer ikke, før han og hans mænd har reddet deres dronning fra fængslet. Samtidig forsøger Kelsea fra sit fangenskab at afdække hemmelighederne i Tearlings fortid – hemmeligheder, der viser sig at have afgørende betydning for hendes egen og kongeriget Tearlings skæbne.

Tearlings skæbne er afsluttende bog i den internationale bestsellertrilogi om den unge dronning Kelsea og kongeriget Tearling.

Sidste side i en fantastisk serie er vendt. En serie jeg fra første side har nydt og læst med stor glæde og spænding. Erika har et kæmpe talent og hun har forfattet en serie der hører til i den store league af fantasy.
Egentlig færdiggjorde jeg bogen for snart et par uger siden, men jeg havde i den grad brug for lige at sluge den engang. Det hører sig til sjældenhederne, men denne overraskede mig – meget.

Desværre var jeg mere begejstret for de to første bind end jeg var for slutningen. Måske det var fordi den havde nogle twists og en afslutning som jeg på ingen måde havde håbet på eller forventet. Slutningen især kan jeg godt se meningen med, men jeg bryder mig ikke om den. For mig skete der en alt for brat overgang mellem dronning Kelseas Tearling, til at hun ikke længere var dronning alligevel (og aldrig havde været det?!) og boede i den slags by som William Tear havde kæmpet for at komme hen imod.

Når det så er sagt, så er det en bog fyldt med handling og spænding. Samlet er det en serie, der kunne have godt af at blive genlæst lige efter hinanden, så man ikke har de store venteperioder og måske på den måde har glemt, eller overset noget i forhold til handlingen. Den fortjener at blive genlæst!

Jeg er vild med Erikas skrivestil og hendes evne til at formidle en velfortalt historie på. Nogle af karaktererne holdt jeg mere af end andre. Kelsea især holdt jeg rigtig meget af. Morgenstjerne også, selvom han til tider kunne virke lidt hård. På et plan kunne jeg ikke lade være med at håbe på, at de to fandt sammen (trods Morgenstjernes lidt ældre alder). For mig var han perfekt for Kelsea. Den Røde Dronning kunne jeg ikke andet end have medlidenhed med, og Row Finn kunne jeg på ingen måde udstå. Katie kunne jeg ikke helt beslutte mig for, men hun kæmpede for det godes side og hendes tro på det rigtige.

Tearlings skæbne får 4 stjerner herfra.

En fantastisk velskrevet serie!

Livet er let, bare rolig

Titel: Livet er let, bare rolig I Original titel: La vie est facile, ne t’inquiète pas I Forfatter: Agnès Martin-Lugand I Oversat af: Anders Juel Michelsen I Sideantal: 239  I Genre: Roman I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Da Diane mistede sin datter og sin mand i et tragisk biluheld, søgte hun til Irland for at hele sine sår. Her mødte hun den lunefulde fotograf Edward, men forholdet brast, og Diane er nu tilbage i Paris, klar til at starte på en frisk og sammen med sin ven Félix få gang i sin bogcafé.

Hun møder Oliver, der er sød og betænksom, og når lige at snuse til lykken, inden hun render ind i Edward igen. Mødet ripper op i fortiden: De nærer stadig følelser for hinanden, men begge har de bevæget sig videre i deres liv. Pludselig aner hun ikke sine levende råd: Kan hun forlade sin trygge tilværelse i Paris til fordel for en uvis fremtid i et andet land?

Livet er let, bare rolig er en selvstændig efterfølger til Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe. Jeg var vild med Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe og vidste derfor med det samme, da jeg så at Agnès havde skrevet en efterfølger, at jeg måtte vide hvilke eventyr livet ville bringe Diane.

Jeg er omend endnu mere begejstret for Livet er let, bare rolig. Jeg er vild med handlingen, vild med hendes skrivestil og hendes måde at fortælle og formidle sin historie på. Det sker ikke ret tit, men jeg var flere gange tæt på at skulle finde nogle kleenex frem. Tårerne pressede sig på. Jeg var rørt dybt!
Agnès har en evne til, at skrive på en utrolig behagelig måde. Uanset om der opstår nogen form for drama eller det bare er totalt ‘hverdagsagtigt’, så formår hun at fortælle meget afslappet.

Diane kan jeg egentlig rigtig godt lide. Hun er en fighter. Hun har kæmpet for at komme op til overfladen igen efter tabet af både hendes mand og deres datter. Hun driver caféen ‘Lykkelige mennesker…‘, en bogcafé i Paris sammen med sin gode ven, Felix. I lang tid har hun følt sig forbundet med stedet, pga. hendes mand og deres datter, men da kærligheden opstår og ikke længere kan benægtes, træffer hun en beslutning som bare et år tidligere havde været fuldstændig utænkeligt.

Edward har jeg haft delte meninger omkring. På nogle punkter kan jeg egentlig godt lide ham, men andre gange fremstår han som en arrogant type, der ikke kan lide andre end sig selv. Til gengæld tror jeg ikke på noget tidspunkt, at jeg har været i tvivl om hans kærlighed til Diane, trods en masse uventede komplikationer. Her ca. et år efter deres første møde, opdager Diane at han nu har fået en søn, en søn der havde været født længe før de havde mødt hinanden sidste år – endnu en komplikation, der måske ikke ville være til at overkomme?

Olivier er jo egentlig bare drømmen. Han er det utrolig mange piger drømmer om hos en mand, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, at han måtte være for god til at være sand. Han var alt det Diane havde brug for, for at komme videre med sit liv, desværre var hans kærlighed ikke nok. Jeg kunne ikke lade være med at få ondt af ham, da Diane gjorde det forbi med ham, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg inderst inde havde siddet og heppet på, at Diane og Edward fandt sammen til sidst.

Felix… Felix er bare skøn! En gang imellem lidt for meget, men han er på en måde Dianes modvægt. Lige så irriterende han kan være, lige så sød og charmerende er han også. Han bekymrer sig oprigtigt for Diane og vil hende kun det bedste – også selvom han ikke har helt den samme smag i mænd, som hun har. Dog havde jeg lidt håbet, at han ville rejse med Diane til Irland, og ikke blive i Paris, men ligesom Diane, så fortjener han også at finde kærligheden, som måske ikke er ret langt væk?

Da jeg havde vendt sidste side, følte jeg mig ikke klar til at slippe dem. Det føler jeg stadig ikke at jeg er. Jeg vil have mere! For mig at se, ville der sagtens kunne blive skrevet en 3’er, men hvem ved om der kommer sådan en? 🤷‍♀️ Man kunne kun håbe!

Jeg giver Livet er let, bare rolig 5 lækre stjerner!

Lad os håbe på det bedste

Titel: Lad os håbe på det bedste I Original titel: Låt oss hopas på det bästa I Forfatter: Carolina Setterwall I Oversat af: Nete Harsberg I Sideantal: 359  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Den sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden. I stedet siger jeg, at jeg tror, jeg vil gå ind og lægge mig hos Ivan. Du protesterer ikke. Stadig med blikket rettet mod computeren lader du mig gå, og jeg går, for allersidste gang går jeg fra dig. Jeg tror, at vi ses i morgen tidlig. Det gør vi ikke. Vi ses aldrig mere.

Lad os håbe på det bedste vil nok længe være en af de bøger, der virkelig sætter sig under huden på én. Carolina har ud fra sin oplevelse af at finde sin kæreste død i sengen en morgen, skrevet en, hvordan hun har oplevet det hele, roman. Det er på en og samme tid en gribende, utrolig rørende og ikke mindst sørgelig fortælling.

Da jeg startede på den, havde jeg måske lidt høje forventninger til den, men hvordan kan man andet, når man udelukkende kun hører rosende ord om den. Samtidig hørte jeg lige så mange snakke om, at de havde måtte finde servietterne frem til at tørre øjnene med.
Væbnet med papir og en forventning om, at der ikke ville være nok (jeg har normalt let til tårer), gik jeg igang med bogen. Dog tog jeg mig selv i flere gange, at tænke “hvornår er det jeg skal græde?” og måtte bare indse, at selvom bogen var utrolig sørgelig, og at jeg kunne genkende mange af de ting hun fortalte om, så kunne jeg ikke fælde en tåre. Jeg måtte bare indse, at ikke er alle der reagerer ens, selvom temaet og handlingen lå lige til det. Det skal så lige siges, at min læseoplevelse på ingen måde blev mindre af den grund. Jeg var fanget hele vejen igennem og jeg elsker den måde Carolina har valgt at skrive bogen på. Jeg kan rigtig godt lide, at hun har skrevet den, som hvis den er fortalt til Aksel, men også at hun i første del af bogen, skiftevis ser tilbage til det første møde og op til nutiden til Aksels død og tiden efter.

Jeg må sige, at jeg er mildest talt imponeret over, at hun i det hele taget har formået at skrive den, da hun gjorde. Det har krævet, at hun er dykket ned i gamle følelser og trukket dem op til overfladen igen, hvilket jeg kun kan forestille mig må have været utrolig hårdt?

Der er ingen tvivl om, at selvom året kun lige er begyndt, så vil denne bog uden tvivl ligge på listen over årets allerbedste læseoplevelser. Den har alt! Derfor får den også 4 jublende store stjerner!

Blomstrende Syrener

Titel: Blomstrende Syrener I Original titel: Lilac Girls I Forfatter: Martha Hall Kelly I Oversat af: Kirsten Heltner & Christine Gasbjerg I Sideantal: 515  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Societypige og tidligere Broadway-skuespiller Caroline Ferriday har hænderne fulde i sin stilling ved det franske konsulat i New York, og samtidig er en ny, gryende forelskelse trådt ind i hendes liv. Men Carolines tilværelse forandrer sig for altid, da Hitler i 1939 invaderer Polen for derefter at vende blikket mod Frankrig.

På den anden side af Atlanterhavet mærker den kun sekstenårige Kasia Kuzmerick sin bekymringsløse ungdom forsvinde, mens hun trækkes stadig længere ind i den polske modstandsbevægelse. Hun er omringet af mistænksomme blikke og vagtsomme naboer, og en eneste forkert bevægelse kan få fatale konsekvenser.

For unge Herta Oberheuser er en stilling i den tyske stat en billet til et andet liv, men hun bliver hurtigt fanget i en mandsdomineret verden af nazihemmeligheder og magt.

De tre kvinders veje antager kollisionskurs, da det ubærlige sker, og Kasia interneres i Ravensbrück, den berygtede kvindekoncentrationslejr i det nordlige Tyskland. Fortællingen krydser kontinenterne, fra New York til Patis, Tyskland og Polen, mens Caroline og Kasia forsøger at bringe retfærdighed til de mange, som verdenshistorien har glemt.

Blomstrende syrener er en historisk fortælling, der handler om 3 individuelle kvinder og deres fortællinger fra tiden under 2. verdenskrig.

Det er en gribende og fangende roman. Der er lagt et kæmpe stykke arbejde i forberedelserne til denne bog, hvilket også afspejler sig i kvaliteten af den. Det er en stærk, barsk og utrolig spændende historie, bygget op på det autentiske. Martha er en yderst talentfuld forfatter, hvilket hun ynder at berige læseren med. Hun skriver, ikke mindst beskriver, således at man sidder og næsten føler at man selv er til stede i handlingen. Sproget er nemt og flydende, og utrolig indlevelsesrigt.

Gennem bogens kapitler, lærer vi de tre kvinder at kende; Caroline Ferriday, Kasia og Herta. Alle tre kvinder fra forskellige lande og for hinanden ukendte personer. På denne måde bliver krigen og dens oplevelser, beskrevet fra flere synspunkter, men også ud fra hvilke klasseforskelle kvinderne befinder sig i. Caroline er tidligere skuespiller fra New York, men bruger en masse tid og energi på, at hjælpe forældreløse børn i Frankrig. Kasia bliver som helt ung pige virvlet ind i modstandbevægelsen, men ender med at blive taget til fange og anbragt i Ravensbrück; en tysk koncentrationslejr, kun for kvinder.
Herta får livet vendt på hovedet, da hun opsøger muligheden for at kunne arbejde som kirurg i Ravensbrück, men som ender med at være virvlet ind i den nazistiske verden inden hun ved af det.

Ravensbrück blev i 1938 beordret opført af SS-leder Heinrich Himmler, således at den i foråret 1939 kunne stå færdig og tages i brug.
Mere end 130.000 kvinder kom i løbet af krigsårene gennem lejren, og kun 40.000 af dem overlevede!

Da jeg havde vendt sidste side, sad jeg fuldstændig tilbageblæst af den fantastiske oplevelse jeg lige havde overværet i form af bogens utrolig medrivende handling.

Martha Hall Kelly har baseret Blomstrende syrener på fortællingen om Caroline Ferriday, der under 2. verdenskrig hjalp flere polske kvinder fra den tyske koncentrationslejr, Ravensbrück, hvor de, under naziregimet, var blevet udsat for medicinske forsøg.

Blomstrende Syrener får 5 flotte stjerner for dens fantastiske medrivende fortællinger. Er man til historiske romaner, er denne en klar anbefaling værd!

Min kæreste elskling

Titel: Min kæreste elskling I Original titel: My absolute darling I Forfatter: Gabriel Tallent I Oversat af: Tonny Vorm I Sideantal: 410  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Turtle Alveston overlever. Hun er fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes gemmesteder og hjem, og hun tilbagelægger uden modstand store afstande. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk: siden hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun holder alle på afstand, og ellers kun sin far.

Men så møder Turtle den lidt ældre Jacob, som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, ogser på Turtle med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere end hendes far.

Tilbage i september var jeg så heldig, at jeg, af Hr. Ferdinand, var blevet inviteret med til et arrangement i forbindelse med udgivelsen af Gabiel Tallents debutroman, og samtidig hans besøg her i Danmark. På dette tidspunkt havde jeg ikke nået at læse bogen færdig, men jeg var alligevel spændt på hvad han kunne fortælle om historien, og baggrunden herfor.

Til at starte med synes jeg ikke rigtigt at bogen fangede mig helt som jeg havde forventet, men jeg skulle til gengæld ikke ret langt ind før jeg for alvor var hooked! Samtidig skulle jeg heller ikke ret langt ind i bogen, før man for alvor fik smag for handlingen, og det er bestemt ikke en bog for sarte sjæle, omend den er fantastisk levende og flydende skrevet.
Taget i betragtning af at det er Gabriels debutroman, så må man sige, at vi her har med et kæmpe talent at gøre. Især når en som Stephen King kalder bogen for et mesterværk, og den kun har høstet ret så positive anmeldelser i hjemlandet, så ved man at man har fat i en af de store stjerner.

Gennem bogen følger vi den 14 årige Turtle. Ret hurtigt finder man ud af hvor ødelagt en pige hun rent faktisk er. Hun bor hos sin far, som hun bl.a. både er afhængig af og hader. Hun føler sig, hos ham, bundet, hvor hun i naturen føler sig fri og ‘levende’.

Gabriel formår at skitsere hende, og hendes omgivelser, så fantastisk, at man som læser sidder tilbage med en del stof til eftertanke. Det er en bog, der tager noget tid at sluge, når først sidste side er vendt, men egentlig ser jeg det som en ret god ting – trods barskheden i den.
–> Den giver stof til eftertanke.
–> Det er en bog man længe vil tænke over og måske endda have længere dialoger med andre om.

Kort sagt… En bog, der længe vil være på folks læber, og måske endda få dem, der endnu ikke har læst den til at læse den, fordi de bliver nysgerrige for hvad det mon er for noget?

Min kæreste elskling får 5 store stjerner. En stjerneklar anbefaling herfra! Gabriel kan noget med ord og han har givet mig en af de bedste læseoplevelser længe.

Det glemte brev

Titel: Det glemte brev I Original titel: The lost Letter I Forfatter: Jillian Cantor I Oversat af: Lotte Kirkeby Hansen I Sideantal: 304  I Genre: Roman I Forlag: Lindhardt & Ringhof I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof


I 1938 i Østrig er Kristoff i lære som frimærkegravør. Under Krystalnatten forsvinder hans jødiske mester, og han overtager modvilligt hans arbejde med at lave frimærker bestilt af tyskerne. Da han midt i krigens brutale kaos forelsker sig hovedkulds i mesters datter Elena, må han finde en måde at få hende ud af landet på og redde sig selv.

I 1989 i Los Angeles arver Katie Nelson sin fars frimærkesamling og sender den til vurdering hos eksperten Benjamin. Han opdager et sjældent østrigsk frimærke fra 1940’erne på et brev, der aldrig er blevet afsendt. Katies far har Alzheimers og kan ikke give hende nogen svar, så for at opklare hvor det mystiske brev kommer fra, rejser Katie til Berlin, hvor muren netop er faldet. Her bliver hun konfronteret med en familiehistorie fuld af lidenskab og tragedie, der går på tværs af kontinenter og generationer.

Wow! Denne historie har virkelig overrasket mig, trods mine måske lidt høje forventninger til den fra starten. Lige de første par kapitler, synes jeg var ret kedelige, men igen, så skulle jeg lige rigtigt igang med bogen, lære de forskellige karakterer at kende, og WOW!

Til at starte med brød jeg mig ikke synderligt om Elena. For mig fremstod hun som en snobbet ung pige, der hellere end gerne så at Kristoff rejste sin vej igen. Dog ændrede mit syn sig på hende, da jeg lærte hende bedre at kende – fordomme har det med hurtigt at opstå, selv i bøger! Anyway… da jeg først lærte hende bedre at kende og begyndte at forstå hende, gav det hele pludselig meget mere mening. Hun elskede sin familie mere end noget andet, og hun havde gjort sit livs mission til at beskytte sin familie for enhver pris.

Kristoff var for mig den søde, men alt for bløde unge mand, der manglede lidt mere selvtillid væk fra sine skitser. Alligevel nægtede han at give op overfor Elena, når hun vedholdende blev ved med at sige, at de ikke var venner og heller ikke blev det, og heldigvis for det! Det lille års tid de var sammen, var det lykkeligste i hans liv.

Kate voksede med handlingen. Hun gik, i mine øjne, fra at være en lille stille mus, til at hun turde gøre sig fri af sin fortid. En fortid, der havde brug for at blive knækket af fra det nutidige, men en fortid, der stadig var for tæt på til at det ville gøre for ondt. En rejse til England i jagten på Fraulein Faber, var hvad der skulle til.

Da jeg manglede ca. 1/3 af bogen kunne jeg ikke helt undgå at tænke at “der vil ske det og det…”, den var på nogle punkter lidt forudsigelig, men det gjorde samtidig at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Jeg ville vide om min fornemmelse var rigtig, og i givet fald, hvad der ville ske op til hvad jeg forventede.

Det glemte brev er en sød og rørende historie om hvordan et enkelt brev – frimærke – er nøglen til at genfinde den tabte kærlighed efter et halvt århundrede.
Den får 5 rørende stjerner herfra!

Tilbage til Black Rabbit Hall

Titel: Tilbage til Black Rabbit Hall I Original titel: Black Rabbit Hall I Forfatter: Eve Chase I Oversat af: Vibeke Houstrup I Sideantal: 384  I Genre: Roman I Forlag: Lindhardt & Ringhof I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof


Cornwall, 1968. For Amber Alton og hendes søskende er landstedet Black Rabbit Hall en højtelsket pause fra deres hverdag i London. Her kan de fire børn frit udforske naturen og dyrelivet. Men en sommeraften rammer en tragedie familien, og med ét er barndommens idyl og uskyldighed krakeleret.

Tre årtier senere er Lorna og hendes forlovede på jagt efter det perfekte sted at holde deres bryllup. Lorna forelsker sig i et smukt, men meget nedslidt landsted, som hun mener at kunne huske fra sin barndom. Hvilken historie gemmer stedet på? Og hvorfor føler Lorna så stærk en tilknytning?

Tilbage til Black Rabbit Hall er en sød bog, der rører en dybt inde i hjertet. Historien er delt op i to tidsperioder, hvilket (synes jeg) giver bogen en dejlig helhed og man som læser bliver præsenteret for hvad de fire søskende blev udsat for i forhold til en ulykkelig tragedie der rammer familien, til Lorna der leder efter den perfekte bryllupslocation. Hun finder den i form af et landsted, der har noget af en historie bag sig – men hvilken?

Eve Chase har et sjældent set medfødt talent. Hendes sprog og skrivestil er forrygende. Hun besidder en fantastisk fortællestemme og formår at tage læseren med på en og samme tid spændende, fængslende og rørende historie.

Historien tager os på en rejse gennem spænding, kærlighed og mystik. Lorna er helt solgt da hun opdager et gammelt landsted, som hun samtidig føler en stærk tilknytning til, og tager derfor derned en weekend for at undersøge stedet nærmere. Hvorfor føler hun den stærke tilknytning? Og på hvilken måde er hun selv spundet ind i begivenhedernes drama for 3 årtier siden? Alt dette sætter Lorna sig for at finde ud af.

Min anbefaling? Tag med på rejsen! Køb den, læs den og fortæl andre om den. Men advar dem samtidig om at huske en pakke lommeletter – eller to 😉 Det er en historie der fortjener at blive læst!

Tilbage til Black Rabbit Hall får 4 store stjerner. Det er mit første bekendtskab med Eve Chase, men det bliver absolut ikke det sidste!

Sommerfugleklanen #1

Titel: Sommerfugleklanen #1 – Pavens yndling I Forfatter: Troels M. Palshof I Sideantal: 536  I Genre: Roman / Spænding I Forlag: Forlaget Under Pressure I Udgivelses år: 2017

Bogen er ikke et anmeldereksemplar.


Et mærkværdigt nøsopkald fra en mystisk butik i New York eskalerer og får brutale konsekvenser. Tristan og Clara fra CIA’s afdeling for Radikal Mønstergenkendelse overtager sagen, og de starter en hæsblæsende og global jagt på sandheden.
En jagt, der involverer præsidenter og paver, urgamle kulturer og moderne teknologi. Ekstrem loyalitet, tvivl og dobbeltspil lurer konstant under overfladen, og sporerne tager de to agenter fra verdens mest magtfulde menneskers soveværelser til civilisationens mest håbløse egne.
De hvirvles ind i et spind af ældgamle hemmeligheder, mistillid og magt. Den helt igennem usædvanlige sag udfordrer ikke kun deres faglighed – den tvinger dem til at gentænke deres egen fortid og konfronterer dem med de mest eksistentielle spørgsmål. Men er de villige til at betale den ultimative pris for at finde sandheden?

SOMMERFUGLEKLANEN – Pavens Yndling er det første selvstændige bind i en serie om Sommerfugleklanen.

T. M. Palshof debuterer med en utrolig gennemtænkt, velskrevet og spændende roman. Sommerfugleklanen er første bind i serien og sikke en start! Han formår at fange og holde læseren fra de første sider gennem hele bogen. Nogle steder skal man dog lige være lidt mere koncentreret, da der er en del teknisk snak og lign., der gør at det kan være lidt kringlet, men når først at man er kommet ind i rytmen, så er det meget svært at lægge bogen fra sig igen.

Jeg kunne ikke helt lade være med, undervejs, at drage nogle små paralleller til Dan Brown for både hans skrivestil, genren, men også i forhold til den måde Clara og Tristan skal lede og ikke mindst jagte ledetråde på.

Kapitlerne har en skøn længde. De gør det lettere at holde en lille pause, men i den grad også lettere lige at tage et kapitel mere. Når man sidder sent om aftenen og egentlig burde sove (fordi man ved at baby vågner tidligt), så tænker man “Argh…! Bare liiige et kapitel mere inden jeg lægger mig”.

Bogens omslag… Det er så smukt! Og så komplimenterer det bogens titel utrolig godt!

Sommerfugleklanen får 5 fortjente stjerner og anbefales til dem der elsker en god krimi, spændingsroman eller lignende der er fyldt med en masse spænding og action.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Titel: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe I Original titel: Les gens heureux lisent et boivent du café I Forfatter: Agnès Martin-Lugand I Oversat af: Anders Juel Michelsen I Sideantal: 185  I Genre: Roman I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Dianes verden styrter i grus, da hun mister sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed i Paris og lukker sin lille hyggelige bogcafé, som hun har kaldt ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’. Den var hendes stolthed, men nu minder den hende bare om, at hun ikke længere hører til blandt de lykkelige.

Et år senere lejer hun et hus i en lille landsby på den irske kyst og forlader Paris for at prøve at komme videre med sit liv. Alle tager godt imod hende bortset fra hendes nye nabo, fotografen Edward. Han er en smuk mand, men indesluttet og lunefuld, og Diane gør, hvad hun kan for at undgå ham. Alligevel løber de hele tiden ind i hinanden, og langsomt begynder hun at forstå, at han måske slet ikke er den mand, hun troede, han var.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en varm og charmerende roman om at genfinde kærligheden og vende tilbage til livet efter en stor sorg.

‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’… Titlen siger næsten det hele! Den var – og er et must read!
Jeg var fanget! Fanget af titlen og af hvad der gemte sig bag den. Hvilken historie den gemte på. Diane har i en bilulykke mistet både sin mand og datter, og kæmper nu indædt en kamp, hun næsten havde opgivet på forhånd, hvis det ikke havde været for hende gode ven og trofaste støtte, Felix, forbat komme videre og ovenpå midt i sorgen.

Egentlig fandt jeg selve handlingen lidt kliché-agtig, da den er skrevet indenfor et emne som alle kan relatere til; sorg. Alle har på et eller andet tidspunkt mistet en eller flere de holder rigtig meget af, som har en meget stor betydning for én og ens hverdag, men som pludselig bliver brutalt revet væk for altid. Alle reagerer forskellig, og alle tager sorgen til sig på forskellige måder. Selv kampen for at komme ovenpå igen, udkæmpes forskelligt.

Når det så er sagt, så fangede handlingen mig. Jeg modtog bogen med posten fredag eftermiddag, og blev færdig med den allerede igår aftes. Da jeg først kom rigtigt gang med den, var den næsten umulig at lægge fra sig igen.

Dog havde jeg lidt svært ved de første par kapitler. Jeg syntes at de virkede lidt for flade og kedelige og overvejede allerede dér at give en stjerne mindre end jeg gør, for jeg manglede noget mere ‘go’ i handlingen. Men efter at Diane ankom til Irland, kom der for alvor skub i handlingen og dramaerne, hvilket overraskede mig rigtig meget. Jeg tror, at det der overraskede mig mest, er nok slutningen. Indrømmet, så var det bestemt ikke dén slutning jeg hverken havde forventet eller håbet på og jeg måtte lige vende og dreje bogen, for at være helt sikker på, at der ikke var lavet en 2’er – det var der desværre ikke!

Bogen er en tynd lille sag, på ikke engang 200 sider. Kapitlerne er lidt lange, men de er til gengæld spækket med handling – de fleste af dem.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe får 4 stjerner. Det er en hjertevarm roman, der helt klart kan anbefales.

Den røde adressebog

Titel: Den røde adressebog I Original titel: Den röda adressboken I Forfatter: Sofia Lundberg I Oversat af: Nanna Kalkar I Sideantal: 326  I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Doris har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun minderne om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. Nu er hun 98 og bor alene i en lejlighed i Stockholm. De fleste af navnene i bogene er efterhånden streget over, døde, og hendes eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperens besøg og samtalerne med niecen Jenny, som bor på den anden side af Atlanten.

En dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny ud fra navnene i adressebogen, og en fascinerende fortælling om et langt og farverigt liv tager form – en fortælling om familie og venskaber, eventyr, glæder og sorger, og om den store kærlighed, hun aldrig har glemt.

Den røde adressebog er en hjertegribende roman, som spænder over et helt liv og tager læseren med på en rejse til svundne tiders Paris, New York og Stockholm, fra 1930’erne over anden verdenskrig til i dag.

Den røde adressebog er fortællingen om den aldrende Doris’ liv, oplevelser og de mennesker der har haft en indflydelse på hendes liv. Det er en rørende, medrivende og fangende roman om en enkelt kvindes liv.
Flere gange sad jeg med tårer i øjnene og blev nødt til at lægge bogen lidt fra mig og lige trække vejret, for at kunne samle den op igen og læse videre, og endnu engang blive rørt dybt.

Selvom Sofia skildrer Doris’ liv som den ældre, ensomme dame uden nogen nulevende venner eller familie, så er det et billede der desværre ses oftere og oftere. Vi bliver ældre, men desværre er der en del der falder fra. Jo ældre vi bliver, des større er chancen for at alle i ens netværk falder fra. Lige dét oplever Doris. I sin røde adressebog, har hun noteret alle de mennesker hun har mødt på sin vej, men samtidig streget dem ud og markeret dem med ordet DØD i takt med at de er døde. 

Selvom vi gennem bogen bliver præsenteret for rigtig mange mennesker, og deres betydning hver især, så synes jeg samtidig at det er en nem og overskuelig opdeling. Jeg kan fornemme den røde tråd hele vejen igennem, også selvom der bliver sprunget lidt mellem nutid og datid.

På rigtig mange måder, er det en utrolig relevant skildring af ældre og deres tilværelser. Rigtig mange ældre sidder ensomme tilbage uden noget netværk, at kunne tage kontakt til. Doris har kun sine besøg af hjemmeplejen, sin niece, Jenny, i San Francisco og ikke mindst sine minder til at holde sig med selskab.
En ting, der er begyndt at blive mere og mere udbredt, er en ‘besøgsven’. En der kommer og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage. En man kan spille et spil med, gå en tur eller bare sidde og snakke med. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan en som Doris ville have godt af sådan en. Doris er en dame man ikke kan andet end at knuselske.

Den røde adressebog får 5 store stjerner! Jeg elskede bogen hele vejen igennem. Jeg kunne grine, måbe og næsten sidde og tude flere steder. Det er en fortælling man hurtigt bliver fanget af, om en person man lynhurtigt kommer til at holde rigtig meget af.