Titel: Bænken ved den hvide bro – En rejse gennem tiden og sorgen I Forfatter: Pia E. Reesen Brønnum I Sideantal: 295  I Genre: Roman I Forlag: Mellemgaard I Udgivelses år: 2017

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra Pia E. Reesen Brønnum


“Bænken ved den hvide bro – En rejse gennem tiden og sorgen”. En bog der overrasker!
Det er egentlig ikke en bog jeg ville være gået efter i en boghandel ved første øjekast. Jeg syntes den lød lidt for sørgelig for mig, plus jeg har haft kroppen fuld af graviditetshormoner, hvilket gjorde at der ikke skulle ret meget til før jeg satte mig stortudende i sofaen og nærmest var utrøstelig. Af den grund var jeg heller ikke ret meget for til at starte med at sige ja til bogen, da jeg blev spurgt.

Jeg skulle alligevel ende med at blive positivt overrasket…!

Allerede fra starten af bogen lagde jeg mærke til at mange af de tanker der bliver beskrevet, var tanker som både mig og min kæreste havde gjort os inden vi blev forældre. Bogens hovedperson, Luna, og hendes mand, Søren, var barnløse, men adopterede aldrig. De ville have deres eget biologiske barn, men det var dog umuligt. Selv har jeg en genfejl, der gjorde at vi selv skulle vende mulighederne for børn, da usikkerheden for at få et raskt/sygt barn var for stor og risikabel. Vi endte med at få æg fra en anonym donor og har i dag den skønneste, dejligste lille dreng.
Anyway… Det fangede mig pludselig at se ens egne tanker og følelser på skrift uafhængigt af en selv. Jeg havde ikke lyst til at lægge bogen fra mig og ville bare gerne vide hvad der videre skete. Jeg er helt væk i møderne mellem Luna og Liv. Liv, der er den sødeste, rareste og dejligste ældre dame forstår virkelig at se ud over sorgen og lever livet i hverdagen efter tabet af ens kæreste. Luna er meget imponeret og føler sig draget af hende, og kommer hurtigt til at holde meget af deres møder på den hvide bænk, der startede som en tilfældighed. En følelse der hos Liv er gengældt.

Noget af det jeg godt kan lide ved fortællingen er, at man som læser let kan genkende sig selv i nogle af situationerne, hvis ikke dem alle. Folk oplever det at miste, nogen til døden, på hver deres måde, men oftest ses de samme mønstre gå igen og igen. Fx at mange af Lunas venner (som i teorien var Sørens) “går tabt”. De tager ikke kontakt til hende, forsøger at støtte hende midt i sorgen osv. Kun et par enkelte af hendes egne veninder er der for hende, hvilket er et klart billede fra den virkelige verden.

Liv, som Luna ender med at få et rigtig godt forhold til på bænken ved den hvide bro, er gammel sygeplejerske der har oplevet lidt af hvert. Under deres to ugentlige møder på bænken, fortæller Liv sin livshistorie, som Luna, der er filmmanusforfatter, sluger råt.
Selv er jeg uddannet sygeplejerske og har kunnet genkende og forholde mig til en del af Livs synspunkter. Fx som der står i bogen “Er du længe nok på et hospital, vil du opdage, Florence Nightingale stadig eksisterer. Der er stadig mange ildsjæle, der brænder for faget. Et kald, om du vil.” og “… jo, da jeg gik ud af gymnasiet, vidste jeg, at jeg ville arbejde med mennesker. Tanken om at hjælpe og gerne at redde liv lød besnærende.”
Siden jeg var lille har jeg vidst at jeg ville arbejde med mennesker på den ene eller anden måde. Det var først i de unge voksenår at jeg fandt ud af at jeg skulle være sygeplejerske – et utrolig fantastisk, dog til tider hårdt, men samtidig givende og udviklende arbejde.

Jeg har valgt at give bogen 5 stjerner. Da jeg vendte sidste side i bogen sad jeg tilbage med en trist, men samtidig glad følelse i kroppen. Trist, fordi der ikke var mere tilbage af fortællingen. Glad, fordi Luna nu vidste hvordan hun skulle komme videre oven på sorgen efter hendes mand døde. Jeg sad dog bare tilbage med spørgsmål.. Hvad skete der med Liv? Hvor længe levede hun? Flyttede hun sammen med den nye mand? Og nåede hun at læse Lunas roman om hende?