Category: Julie M. Day

Sagakvartetten #1

Titel: Af blod og støv I Serie: Sagakvartetten #1 I Forfatter: Julie M. Day I Sideantal: 433 I Genre: Fantasy I Forlag: Turbine I Udgivelses år: 2020

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget


Yara skal indvies i heksenes kreds, men noget går grueligt galt under ritualet. Zola Står til at blive sin stammes overhoved, men hendes landsby bliver brutalt overfaldet af fremmede mænd på jagt efter slaver. Imens fører Philip og Taran en rolig tilværelse i en lille landsby, men snart vender beslutninger truffet i hovedstadens hjerte op og ned på alting. Kongen af Kalos forhandler sig til en aftale med dværgenes konge og sender sin eneste søn, kronprins Cassius, over Salthavet til en skæbne, han ikke selv har valgt. Imens finder den fordrukne eksløjtnant Rulf et nyt formål med sin eksistensm da han får et tilbud fra kongen selv, som han ikke kan sige nej til…

Af blod og støv er første bind i Julie M. Days nye fantasy serie. Jeg må indrømme, at jeg var meget spændt på denne. Jeg stiftede bekendtskab med Julies forfatterskab med hendes anmelderroste serie ”Grænsen til Trafallas” og jeg var virkelig begejstret for den.

Af blod og støv er skrevet anderledes end jeg egentlig havde forestillet mig. Kapitlerne gennem bogen er delt op på den måde, at vi i hvert kapitel følger hver af de personer historien omhandler. Egentlig synes jeg at Julie har fået det til at fungere på en rigtig god måde, men det gjorde samtidig at jeg med et lille nip utålmodighed læste de kapitler der ikke omhandlede kronprins Cassius, da jeg følte et lille crush for ham – trods hans til tider arrogante ydre. I sidste ende lykkede det faktisk på en måde, at binde hele handlingen sammen. Selvom handlingen er karakteropdelt, så bindes alle kapitlerne sammen til sidst, og derved giver det rigtig god mening med måden bogen er skrevet på.

På sin vis kunne jeg også rigtig godt lide Zola, men det irriterede mig noget så grusomt at hun ikke kunne mande sig ordentligt op i de situationer der påkrævede det, for min fornemmelse sagde mig at hun så ville få den hjælp hun havde brug for. Men det finder vi aldrig ud af – eller måske i fortsættelsen, Julie? Det er lidt det samme med kong Severin. Ham lærte jeg aldrig at holde af.

Til gengæld kunne jeg kramme Kojo. Jeg holder utrolig meget af Kojo og sad med følelsen, at jeg bare havde lyst til at kramme ham og bare passe på ham.

Modsat dramaet som Zola, kronprins Cassius og Yara lever under, så var det dejligt at møde Philip og Taran der, modsat de andre, levede et helt almindeligt og yderst roligt liv.

Anyway.. Trods irritationen over Zola, så nød jeg historien og jeg glæder mig til at læse videre når næste bind udkommer. Julie skriver formidabelt og har en evne til at fange og fastholde sine læsere gennem hele historien. Jeg har længe været vild med Julies skriverier, og for mig er hun en af de største danske fantasyforfattere vi har.

Af blod og støv får 5 store stjerner og har min varmeste anbefaling hvis du er til fantasy. Jeg venter spændt (og utålmodigt!) på fortsættelsen 😊

Grænsen til Trafallas; Del 3 Den sidste alliance

Titel: Grænsen til Trafallas; Del 3 – Den sidste alliance I Forfatter: Julie M. Day I Sideantal: 568  I Genre: Fantasy I Forlag: Leatherbound I Udgivelses år: 2019

Bogen er en gave fra forfatteren

~Mulig lille spoiler~


Han sukkede dybt. Dybere, end jeg havde ønsket. Noget ved hans suk lød, som om dette var håbløst. 

“Vi vil kæmpe,” sagde han med en skuldertrækning.

“Og hvem vil vinde?”

Han så på mig, som havde jeg stillet det værst tænkelige spørgsmål. “Det må tiden vise.”

I håbet om at få Zachos tilbage er Grace fast besluttet på at tage på en skæbnesvanger rejse til Nord. Men hendes prøvelser er kun lige begyndt. Krigen sniger sig nærmere, alliancer må indgås, fjenden bliver stærkere, og hemmeligheder afsløres med sønderrivende konsekvenser. Intet er, som det umiddelbart ser ud, og en lykkelig slutning syntes meget langt borte.

Vil Grace nå til Nord, inden krigen for alvor bryder løs? Og kan hun redde både menneskeheden, elverne i Trafallas og Zachos?

”Den sidste alliance” der er sidste og afsluttende bind i serien om ’Trafallas’, tager læseren med ud på en spændende, farefuld og ikke mindst dramatisk rejse for at redde Trafallas fra at falde i fjendens klør.

Det er ingen hemmelighed at jeg, siden jeg læste ”Den halves arv” har været dybt fascineret af det univers som Julie har opbygget. Af karaktererne, både de gode og onde. Men lige så meget hendes evne til at fastholde læseren gennem alle tre bøger. Hvis først jeg havde åbnet en af bøgerne, så var den nærmest umulig at slippe igen før sidste side var vendt – selv dér var jeg ikke klar til at give slip. Denne følelse sidder jeg tilbage med nu, hvor sidste side i ”Den sidste alliance” er vendt og rejsen hermed er slut. Jeg havde virkelig set frem til dette bind, og jeg må indrømme at jeg lidt havde skyhøje forventninger til bogen ud fra de to foregående bøger. MEN! Mine forventninger blev indfriet til fulde!

Julie har et talent, der er helt i særklasse! At skabe et så stort univers med så mange karakterer involveret og samtidig få det hele til at spille hele vejen igennem, kræver virkelig en del af forfatteren, og jeg må sige at Julie klarer dette på bedste vis.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at Julie knuste mig (og sikkert mange andres?!), da hun tog livet af Zachos. En ting jeg gentagne gange har fortalt hende 😉 Jeg ønskede intet andet end at han blev bragt tilbage til livet, og til Grace, til Kanthos og Fëra. Han skulle hjælpe Grace i kampen mod Otera. Hjælpen skulle dog vise sig at komme fra en uventet kant. Men er det nok? Vil Grace kunne vinde over fjenden? Og hvor meget må hun ofre for at redde Trafallas?

“Den sidste alliance” overraskede en del. Den tog mig i retninger jeg ikke på forhånd havde gættet eller forudset. Samlet set, så giver slutningen dog rigtig god mening, og jeg sad som læser tilbage med et mere lettet hjerte end da jeg gik i gang med bogen.

Egentlig er det lidt siden, at jeg blev færdig med bogen, men jeg har dels været syg, men efter jeg vendte sidste side sad jeg tilbage fuldstændig speechless og skulle lige suge bogen til mig.
Dog vil jeg sige, at hvis du endnu ikke er begyndt på denne serie “Grænsen til Trafallas”, så kan jeg kun give de varmeste anbefalinger til den. Det er noget af det bedste fantasy jeg har læst, de er så veludførte og skrevet i et behageligt sprog, der gør at man glider gennem siderne.

“Den sidste alliance” får 5 kæmpe stjerner herfra. 

Grænsen til Trafallas #3 – Optakt

 

~Indeholder spoilers!~

Grænsen til Trafallas serien er skrevet af den utrolig talentfulde Julie m. Day.
3. og sidste bind er lige på trapperne, men hvis du har læst de to foregående bøger, er jeg sikker på, at du ligesom mig, sidder og venter meget utålmodigt på fortsættelsen – og dermed også afslutningen (Gulp!)? Især efter den hjerteknusende afslutning i sidste bind! Jeg var knust, jeg var sur og jeg var frustreret over den måde den sluttede på, men på et plan var det også en ret genial afslutning, når man tænker nærmere over det. Den må i den grad siges at fastholde læseren i en grad, at man, hvad der føles som en uendelighed, sukker efter at få at vide hvad der vil komme til at ske.

Og lige hvad der vil komme til at ske, ved jo kun Julie selv, og vi kan kun gisne om det. Dog har jeg flere gange siddet og tænkt på hvad jeg tror, og håber!, kommer til at ske. Noget er måske mere ønsketænkning end andet, især efter hvor knust jeg endte med at sidde tilbage, da jeg læste ‘Skyggen fra Nord’. Jeg hverken havde forudset ELLER forventet at Zachos ville dø. Jeg var så chokket og ked af det, at tårerne på det nærmeste trillede ned af kinderne på mig. Han er, for mig, fantasyens udgave af en drømmemand :p Det skal dog lige siges, at jeg overhovedet ikke brød mig om ham i starten, men jo mere han begyndte at beundre og holde af Grace, jo mere indyndede han sig også på mig. På nogle områder kan han stadig irritere mig, men det kan virkelighedens mænd jo også :p hehe

Fëra og Kanthos savner jeg mindst lige så meget som Grace og Zachos. Ikke mindst universet, Trafallas! Jeg glæder mig usigeligt til at rejse tilbage dertil – hvis bare det havde været en virkelig rejsedestination! Hos Fëra og Kanthos har der længe været et kæmpe savn, og da Grace gør sin entré i Trafallas, er det lidt som om at hun formår at lindre det savn, de ikke selv har været i stand til at opfylde. Nemlig at få deres egne børn. Godt nok er Grace så gammel, at hun nærmere bliver opfattet som en søster for dem, men der er alligevel et eller andet, der lindrer noget hos dem.

Samtidig vil det ikke blive uden vemodige følelser. Vi skal jo sige farvel til Grace, Zachos, Fëra, Kanthos og alle de andre ved slutningen af næste bog. Det er en serie jeg ikke har lyst til skal ende. Julie har et kæmpe talent og har kreeret så meget worldbuilding i den, at den er helt igennem fantastisk!

Men hvad mon hun har i tankerne for næste og sidste bind? Som tidligere nævnt, kan man kun gisne om det, men jeg ved i hvert fald, at mit største ønske ville være, at Zachos blev bragt tilbage til livet, og Grace. Måske det er ønsketænkning, men ud fra hvor knust jeg blev, da han døde, har jeg lige siden ønsket at han ville komme tilbage. For mig at se hører Grace hjemme i Trafallas, men jeg tror heller ikke at hun ville kunne føle sig til rette, og mindst af alt hjemme, uden Zachos ved sin side. Ganske vidst ville hun have Fëra og Kanthos ved sin side, men jeg tror at savnet ville være for stort.

Tilbage i den virkelige verden har Grace hendes elskelige faster, Betty og hendes bedste ven, André. André, der ikke har kendskab til Trafallas universet, tror at Grace lider af en eller anden form for psykisk tilstand/vrangforestilling, og gør alt i sin magt for at få hende til at indse, at det hele bare er noget i hendes hoved. Grace kan dog ikke glemme de følelser og oplevelser hun har erfaret siden hun blev forvist fra Trafallas og kæmper derfor en indædt kamp for at vende tilbage.

Dog kan jeg ikke lade være med at håbe lidt på, at Grace får Betty og, måske også, André med over til Trafallas for at leve der resten af sine dage.

Så… Hvad jeg håber på kommer til at ske i næste og sidste bind:

  • Zachos vender tilbage til Grace
  • Betty og (måske også) André rejser med til Trafallas
  • Skriftrullen bliver destrueret for tid og evighed
  • Fëra og Kanthos bliver beriget med et barn – enten deres eget eller et de kan adoptere.
  • Galio indser sine fejl og slutter sig til de godes side (har et lidt for blødt hjerte til at selv de onde skal dø)
  • Ethellion får fred i sindet i forhold til hvad han var skyldig i for år tilbage

Men uanset hvad der kommer til at ske, så glæder jeg mig usigeligt meget til slutningen!