Kategori: HarperCollinsNordic

Førstelivet (Evigt liv) #1 : Livet begynder efter døden

Titel: Førstelivet (Everlife)#1 – Livet begynder efter døden I Original titel: Firstlife I Forfatter: Gena Showalter I Oversat af: Lene Støvring I Sideantal: 432  I Genre: Fantasy I Forlag: HarperCollins Nordic I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic


Slutningen på livet er kun begyndelsen

Tenley “Ten” Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige – bortset fra en ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor? Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo – efter hun er død.

I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sanheden. Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to verdener: Trojka og Myriaderne – livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekluttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor? Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv.

Et utrolig spændende og fængende univers, er hvad læseren bliver suget ind i, i Førstelivet af Gena Showalter.
Da jeg første gang læste om den, kan jeg huske at jeg tænkte “hvorfor har jeg ikke hørt om den før? Den lyder jo helt vildt god!”, men der gik alligevel nogle dage før jeg valgte at skrive på et eksemplar. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af den og turde derfor ikke sætte mine forhåbninger i vejret, hvilket kun gjorde overraskelsen større da jeg kom rigtig igang med den og opdagede hvor fantastisk og fangende den var!

    Når først man kommer igang med den er den umulig at lægge fra sig igen før sidste side er vendt – selv dér sidder man tilbage og stirrer på bogen med en forundring over at der ikke er mere, og at man er nødt til at vente på næste bind. 

Derudover er smudsomslaget lige så smukt, som historien er fangende. Elsker illustrationen med timeglasset og de to verdener i hver glasdel. Der er noget dragende ved forsiden, for det var oprindeligt et blik på den, der sagde mig at jeg måtte læse mere om denne skønhed.
Under smudsomslaget har bogens cover den flotteste mørke grønne farve – så smuk! 

Førstelivet er dybt følelsesladet, spændende, dramatisk og absolut fangende. En af de bedste oplevelser inden for dystopisk fantasy jeg længe har haft!

En anden ting jeg var helt vild med, er Genas skrivestil. Ét er at handlingen er fangende, men skrivestilen skal, efter min mening, også være fængende – og dét formår Gena!

Førstelivet får derfor 5 store stjerner og jeg glæder mig utrolig meget til næste bind i trilogien: Livsblod.

Er man til dystopisk fantasy kan jeg med største imponering anbefale at læse Førstelivet.

Bedste bøger 2017

 


2017 har for mig været et af de bedste bog-år! Jeg prøvede om jeg kunne udvælge måske bare 5 bøger der for mig var årets bedste læseoplevelse, men det viste sig hurtigt at være en umulighed, så derfor har jeg valgt denne “store” stak! De er lagt lidt i tilfældig rækkefølge, dog med de tre allerbedste bøger øverst i bunken.

Victoria (af Daisy Goodwin) er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, som fangede mig fra start til slut. Den har et fantastisk mix af drama, intriger og romantik som jeg bare elsker. Samtidig er skrivestilen også vigtig for at kunne holde læseren fanget.

Nøglens Vogtere 1-3 (af Lene Dybdahl) er fantasy når det er bedst! En trilogi, der passer perfekt til den yngre læser, er skrevet i et letlæseligt sprog. Det er en rigtig page turner, hvor spændingen er i højsædet.

En mand der hedder Ove (af Fredrik Backman) er en skønherlig bog om en meget bestemt personlighed. Tingene skal gøres rigtigt, rutinerne skal overholdes. Ove er en mand man under tiden kan blive virkelig rasende på, men på et tidspunkt grine lidt af, for til sidst at elske ham. 

Iron Fey sagaen 1-4 (af Julie Kagawa) er anmeldereksemplarer fra Harper Collins Nordic. Det var en serie jeg var meget spændt på at læse, da jeg ikke havde været den største Kagawa fan, men jeg må indrømme, at det endte jeg med at blive! Fantastisk spændende serie som jeg virkelig ønskede at der var mere af, da sidste side var vendt. Håber virkelig at spin-off bøgerne også bliver oversat til dansk! 

Invasionen af Tearling #2  (af Erika Johansen) er et anmeldereksemplar fra People’s Press og andet bind i trilogien om kongeriget Tearling. Spænding og romantik blandet med magtkampe tager læseren med ud på en rejse hvor man fra starten sidder ude på kanten af sit sæde. Neglebidende spænding! Glæder mig utrolig meget til sidste bind i trilogien!

Sværd af glas #2 (af Victoria Aveyard) er andet bind i serien “Rød Dronning”. Aveyard forstår at tage læseren med ud på en neglebidende og hårrejsende rejse gennem Mares oplevelser. At gå fra at være en lille fattig pige til pludselig at skulle kæmpe for sit liv og dem man elsker OG for retfærdigheden er noget af en kamp der ville have udkørt de fleste. Desuden finder Mare hurtigt ud af at hun ikke er helt som hun troede hun var, hvorfor kampen for overlevelse hurtigt sættes ind! 

Bænken ved den hvide bro – en rejse gennem tiden og sorgen (af Pia E. Reesen Brønnum) er et anmeldereksemplar fra Forlaget Mellemgaard og har for mit vedkommende nok været et af årets største overraskelser! Jeg var rigtig meget i tvivl om bogen var noget for mig. Den lød utrolig spændende, men samtidig også for sørgelig til mig. Men! Jeg elskede at være med på den rejse man som læser bliver taget med på gennem bogen. Fortællingen er “spot on” og selvom den er sørgelig, så er den samtidig utrolig smuk. 

Sjælehenteren #1 (af Katja Berger) er første bind i en skønherlig fantasy trilogi. Den er letlæselig og lige til at sluge (jeg slugte den råt!). Man kan forundres men…! Som læser ender man med at sidde tilbage og faktisk holde af døden. En fantasy der lige er for dem der elsker serier som Supernatural og Lucifer! 

Grænsen til Trafallas #1 (af Julie M. Day) er et anmeldereksemplar fra Skriveforlaget og første bind i trilogien om Trafallas. Denne bog var for mit vedkommende årets højdespringer og allerbedste læseoplevelse! Tak for det Julie! 
Julie debuterede med Grænsen til Trafallas i sommers og sikke en debut! Jeg er vild med alt ved bogen – dog er jeg lidt sur på slutningen, da den er for stor en cliffhanger til at det er sjovt at skulle vente på fortsættelsen, men det fortæller også bare lidt om hvor fantastisk en start læseren er blevet præsenteret for. Dette er fantasy når det er allerbedst! Jeg elsker Graces rejse ind i Trafallas, hendes møde med Zachos og deres rejse og udvikling sammen. Glæder mig usigeligt til at følge dem videre på rejsen!

Jernridderen (Iron Fey sagaen #4)

Titel: Jernridderen I Original titel: The Iron Knight I Forfatter: Julie Kagawa I Oversat af: Sidsel Jacobsen I Sideantal: 383  I Genre: Paranormal Fantasy I Forlag: HarperCollinsNordic I Udgivelses år: 2017

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic


Hvor mange af jer har ikke prøvet at sidde tilbage med trangen til at råbe “NEEEJ!” ud i rummet, eller sidde tilbage med en frustreret følelse når sidste side i en bog er vendt? Og så tilmed når det er sidste bind i en serie?! Well… det var sådan jeg sad tilbage, da jeg færdiggjorde det 4. og sidste bind “Jernridderen” af Julie Kagawa.

Ash, Jernridderen, har aflagt en ed til Meghan om at finde en måde, så de kan være sammen. For at det kan ske, kræver det at Ash får en sjæl – at han bliver menneskelig. Dette indebærer en rejse til verdens ende og dermed prøvelser for overlevelse og forståelse for det menneskelige.
Rejsen er ikke let, og der vil også være en overraskelse eller to undervejs. Ash’s tidligere store kærlighed dukker op, de får uventet hjælp fra “Den store stygge ulv” uden hvem, kombineret med Grimalkins intelligens de med stor sandsynlighed ikke ville være nået til verdens ende. Ved Ariellas tilstedeværelse bliver den strid, der i århundreder har været mellem Ash og Puck endelig afsluttet.
Ash gennemgår alle prøvelserne for at kunne være sammen med hende han elsker: Meghan, Dronningen over Jernriget.

Med Ash som den primære hovedperson i det sidste og afsluttende bind i Iron Fey Sagaen har Julie Kagawa formået at give bogen et nyt og forfriskende pift til handlingen. I de tre første bøger følger vi primært Meghan i hendes rejse mod at blive dronning af Jernriget.

Selvom Ash oprindeligt er prins af vinterhoffet, så tog det ikke ret lang tid før jeg var helt vild med ham. Det var ham jeg heppede på, ham jeg ønskede Meghan skulle ende med, ja.. ham der ville stå tilbage som vinderen. Både Ash og Puck har gennem flere århundreder været rivaler, før det bedste venner, og en fascination for Meghan fra begge sider gjorde bestemt ikke situationen bedre for dem. Puck er lidt den der lalleglade fey, der ikke tager tingene helt så alvorligt som Ash eller måske nogle af de andre, for den sags skyld, gør. Til tider fandt jeg ham utrolig irriterende og havde bare lyst til at skælde ham ud. Men på trods af hans væremåde står han fast ved Ash’s side under hele rejsen for at blive menneskelig.

Julie Kagawa har med Jernridderen afsluttet en fantastisk serie på 4 bind.

Inden jeg overhovedet gik i gang med serien var jeg meget nervøs, for jeg var oprindeligt begyndt på Talon sagaen, men som ikke rigtigt har formået at fange mig. Jeg var bange for at det samme ville ske her og tænkte om det måske var hendes skrivestil der gjorde at jeg ikke var fanget, men jeg må sige at jeg i den grad blev overrasket – positivt! Normalt er jeg ikke så god til at genlæse serier, men denne vil jeg helt klart læse igen en dag.

Som de 3 foregående bind, så har jeg valgt at give denne bog 5 stjerner. Det er en fantastisk bog – og hele serien er måske en af årets største overraskelser og største læseoplevelse!

 

Jerndronningen (Iron Fey sagaen #3)

Reklame

 

Titel: Jerndronningen I Original titel: The Iron Queen I Forfatter: Julie Kagawa I Oversat af: Sidsel Jacobsen I Sideantal: 382  I Genre: Paranormal Fantasy I Forlag: HarperCollinsNordic I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic


Meghan er af sin far, Sommerkongen Oberon, blevet forvist fra Aldrigaldrig. Ash, vinterprinsen, er af sin mor, Vinterdronningen Mab, blevet forvist fra Aldrigaldrig. Sammen opsøger de Leanansidhe i håbet om, at hun kan hjælpe dem.
Hos Leanansidhe bor en musiker, som Meghan finder ud af er hendes far, ikke hendes biologiske far, men ham hun kan huske som far da hun var lille. Hun slår en handel af med Leanansidhe mod at hun kan få ham med sig, men han har opholdt sig så længe i mellemrummet, at han intet kan huske.
Ved forvisningen fra Aldrigaldrig troede Meghan at hendes tid blandt feyer, alfer og andet var forbi, og at hun nu skulle til at leve en normal tilværelse sammen med Ash, der netop grundet sin kærlighed til Meghan blev forvist fra Aldrigaldrig.
Hun bliver kaldt tilbage til Aldrigaldrig for at hjælpe i den forestående krig. En krig der sætter hende selv, hendes kærlighed  og forhold til Ash og ikke mindst hendes evner som leder på prøve i en sådan grad hun aldrig havde drømt om, og uden mulighed for at vende om…

Jeg bliver mere og mere vild med Julie Kagawas skriverier! Dog havde jeg lidt sværere ved at komme igang med Jerndronningen end de to foregående bøger. Jeg synes ikke rigtigt at der skete nok i forhold til at holde mig fuldstændig fanget af handlingen. Alligevel var jeg fast besluttet på at holde ved, for jeg havde alligevel en fornemmelse for at lige dén følelse ville ændre sig – og det gjorde den!
Jeg elsker en bog man både kan elske, hade, smile, grine og til tider græde af. Jeg kom stortset gennem alle følelserne bortset fra had. Jeg oplevede irritation, men overfor Ferrum, den gamle jernkonge. Hans arrogante og storsnuede måde at være på kunne jeg på ingen måde have, men det passede samtidig rigtig godt ind i handlingen.
Det er sjældent at jeg kan sidde tilbage med trængen til at være tæt på grådens rand, men det lykkedes næsten her! (Om det er graviditeten der her spillede ind, ved jeg ikke helt) Det var i slutningen af bogen og jeg tog mig selv i at tænke “hvordan bliver sidste bog hvis det der er ved at ske, sker?!”

Meghan er fra både bind 1 og 2 vokset utrolig meget, selvom man som læser godt kan mærke at hun stadig kun er en ung pige. Trods hendes unge alder, påtager hun sig alligevel ret store byrder på sine skuldre og træffer beslutninger som ingen teenager i dag ville være i stand til.

At se Ash løsnet op og forelsket var vidunderligt. I de to foregående bøger, hvor Ash har virket så kold, ikke kun overfor omgivelserne, men i den grad overfor Meghan, var det en forfriskning at se at han også havde en kærlig, omsorgsgivende og beskyttende personlighed. Jeg havde godt haft mistanken fra start, men jeg turde alligevel ikke sætte mine håb op, i tilfælde af at jeg ville blive skuffet.

Ligesom med de to foregående bøger har Julie sammensat en forrygende bog med en fantastisk velkonstrueret historie, hvilket ligger til grund for de 5 stjerner jeg har givet bogen. Jeg glæder mig utrolig meget til fortsættelsen, som desværre! også er sidste bind i serien.

Jeg glæder mig til at finde ud af hvordan hun vil komme til at tackle de opgaver der kommer med hendes nye titel.

Jerndatteren (Iron Fey sagaen #2)

 

Reklame

Titel: Jerndatteren I Original titel: The Irondaughter I Forfatter: Julie Kagawa I Oversat af: Sidsel Jacobsen I Sideantal: 367  I Genre: Fantasy I Forlag: HarperCollinsNordic I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic


Meghan befinder sig, efter at have lavet en kontrakt med vinterprinsen, Ash, i Mørkehoffets varetægt. Frivilligt havde hun tilbudt at tage med ham til hans hof hvis bare han ville hjælpe hende med at redde hendes Bror, Ethan, der er taget til fange af Jernhoffet, men også med forventning om at Ash vil befri hende igen. Snart vil alt hun havde oplevet med, og følt for prinsen vise sig at have været en stor løgn, da han overfor sin mor, Dronning Mab, vender sig mod Meghan.
Ligesom Meghan troede at hun var overladt til den evige is og ønsket om at dø, viser det sig at hendes rejse kun lige er begyndt. En rejse der ikke bliver som hun i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig…

Julie Kagawa har med bind 2 i Iron Fey sagaen endnu engang taget sin læser med på en fortryllende, nervepirrende og utrolig spændende rejse. En rejse der samtidig består af had, forræderi, kærlighed, savn og spændingsfyldt drama i jagten på et stjålet scepter og dermed forhindre krig.

Jeg er vild med det “trekantsdrama” der udspiller sig mellem Meghan, Ash og Puck. Både Ash og Puck har mange dybe følelser for Meghan, omend Ash prøver ihærdigt at benægte dem, hvor Meghan er helt forblændet af Ash, men samtidig ikke ved om hun elsker Puck. Derudover er Meghan og Ash fanget lidt under de regler der er hofferne imellem, så deres kærlighed bliver betegnet som forbudt. Den forbudte kærlighed ses ofte som den stærkeste og mest intense – lidt a la Romeo & Julie (dog uden den dødelige udgang).
Alligevel kunne jeg tage mig selv i flere gange undervejs, at blive noget så irriteret på både Ash og Puck! Ash, fordi jeg følte at han ikke bare kunne mande sig ordentligt op og erklære sin kærlighed til Meghan trods reglerne – regler er vel lavet til at kunne blive ændret?! Puck, fordi han kan være så nævenyttig irriterende en flab – på sin til tider charmerende måde. Hvor Ash er den lidt mere, for ikke at sige meget, alvorlige alf, er Puck mere den lalleglade alf, der ikke tager tingene i så stiv en arm trods evt. komplikationer/udfordringer de måtte møde på deres rejse.

Hvor jeg i Jernkongen havde lidt problemer med de mange stave og grammatikfejl der var, blev jeg dog glædeligt overrasket over at se at disse var reduceret kraftigt i Jerndatteren. Det er ikke noget der for mit vedkommende har påvirket min rating af bogen, da jeg trods fejlene stadig var fuldstændig slugt af handlingen.

Hvis man godt kan lige Jernkongen, der er bind 1 i serien, så vil man med garanti elske Jerndatteren! Jeg var opslugt fra første til sidste side var vendt og jeg sidder tilbage med følelsen af at jeg vil have mere. Ligesom med Jernkongen har Julie sammensat en forrygende bog med en fantastisk velkonstrueret historie, hvilket ligger til grund for de 5 stjerner jeg har givet bogen. Jeg glæder mig utrolig meget til fortsættelsen!

 

 

 

 

 

Jernkongen (Iron Fey sagaen #1)

Reklame

Titel: Jernkongen I Original titel: The Ironking I Forfatter: Julie Kagawa I Oversat af: Sidsel Jacobsen I Sideantal: 366  I Genre: Fantasy I Forlag: HarperCollinsNordic I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic


Meghan Chase har aldrig følt at hun passede ind nogen steder. Hvad hun ikke ved er, at der venter hende en skæbne, hun aldrig i sin vildeste fantasy troede mulig. Før hun aner det bliver hun suget ind i en verden fuld af alfer, gobeliner, magi og glamour og hendes bedste ven viser sig at være en helt anden end hun troede han var.
I sin søgen efter sin forsvundne lillebror, Ethan, finder Meghan ud af at hun er datter af en elverkonge. Hurtigt bliver hun impliceret i et stort magtspil og hun bliver stillet overfor svære og tunge valg i kampen for at befri Ethan, men samtidig også kampen for en prins af fjenden, da hun indser at han er hendes livs kærlighed. En rejse fyldt med drama, intriger, had og kærlighed er begyndt…

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Julie Kagawa, da en veninde sidste år spurgte mig om jeg ikke kunne tænke mig at tage med til Odense, hvor et arrangement ville finde sted med selveste Julie Kagawa som hovedpersonen. Det var et fantastisk arrangement.

Da jeg hørte at Julies anmelderroste serie “Iron Fey sagaen” ville blive oversat til dansk tænkte jeg straks at jeg måtte læse den. Jeg har aldrig været god til engelske bøger, så det at skulle vente næsten et helt år på oversættelsen var alligevel lang tid, men endelig er den her!
Jeg havde på forhånd ikke rigtigt nogen forventning til bøgerne, da jeg ikke rigtigt havde det store kendskab til hende, men jeg må sige at hun har formået at sammensætte et forrygende første bind i serien.

Meghan bliver i starten skildret som den typiske teenager, der ikke er populær i skolen, ikke har ret mange venner og en familie hun ikke føler forstår hende. Hvor mange teenagere ser frem til sin ‘Sweet 16th Birthday’ ser Meghan mest af alt frem til at kunne få sin køretilladelse og dermed første skridt mod et kørekort. Det skulle have været en ganske almindelig dag endte med at vende op og ned på hendes liv som hun kendte det.

Julie formår med ‘Jernkongen’ at sammensætte et herligt mix af had, intriger, drama, ensomhed og uopnåelig kærlighed,

Dog var jeg ret ked af, og frustreret over de mange stave og grammatikfejl der var løbende i bogens oversættelse. Et par gange sad jeg tilbage med følelsen om oversættelsen var foretaget i google translate. Trods fejlene og frustrationerne over disse, var bogen fængslende og de har ikke påvirket min rating af bogen.

Til at starte med kunne jeg ikke helt beslutte mig for om jeg brød mig om Julies måde at skrive på, men jeg forblev fanget, utrolig nysgerrig efter hvad der ville ske og ville bare have mere. Jo mere jeg læste, des bedre syntes jeg at Julie har sammensat en forrygende bog med en fantastisk velkonstrueret historie, hvilket ligger til grund for de 5 stjerner jeg har givet bogen. Jeg glæder mig utrolig meget til fortsættelsen!