Titel: Gudindens Avatar I Serie: Gudernes Krig #1 I Forfatter: Henriette Hesselholdt I Sideantal: 261  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Den unge præstelærling, Paleon, bliver trukket ud af det trygge kloster på en hemmelighedsfuld færd gennem landet Serelia. Han skal hjælpe med at bringe elveren, Si’il, til gudinden Haias tempel hvor hun hart en vigtig plads at udfylde i den lurende krig mellem guderne. Med sig har de tre gamle krigskammerater der hver gemmer på deres hemmeligheder, samt en ung kvinde med en tilsværtet sjæl.

Ganske kort tid før udgivelsen af ”Gudindens Avatar” stiftede jeg første gang bekendtskab med Henriette og hendes forfatterskab, og efter at have mødt hende på Bogforum sidste år blev jeg endnu mere hooked på at den skulle læses.

Derfor blev et af købene (av mit kort!) fra Bogforum, og endda en af de første der blev læst efter jeg var hjemvendt. Straks jeg havde påbegyndt læsningen var jeg fanget og jeg havde svært ved at slippe den inden den var færdiglæst – og selv der ville jeg have mere! Af jer der også har læst ”Gudindens Avatar” vil i nikke genkendende til, at Henriette har efterladt læseren med en kæmpe cliffhanger. Hvad kommer der til at ske fremadrettet? Klarer de den?

Jeg kan huske at Henriette i en sceneoptræden sammen med to andre forfatterkolleger (Julie Midtgaard og Line Wenzel) fortalte at ”Gudindens Avatar” var bygget op i/omkring rollespilsuniverset, men jeg må indrømme at jeg ikke kunne mærke det på handlingen (godt eller skidt?). Det skal nævnes at jeg ikke selv er velbevandret i rollespilsuniverset, men for mig føltes det mere som en god, og utrolig velskrevet, gang fantasy. Det skal dog lige siges, at det ikke har forringet min læseoplevelse af bogen på noget punkt – det kan måske være at jeg så bare har læst den på en anden måde end andre måske ville? Who knows? 😊

Jeg holder rigtig meget af Paleon. På en måde er han en man lidt føler en beskyttertrang overfor, som hvis man skulle passe på ens bror eller søster. Derimod havde jeg godt nok svært ved at holde af Katalena. Selvfølgelig havde hun sine grunde til at forholde sig som hun gjorde, men nogle steder var det lige før jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet af ren og skær frustration. Sorkan kunne jeg til tider ikke lade være med at tænke på som en ‘gammel’ bedstefar, der har oplevet lidt af hvert og stadig lever livet – med livet som indsats.

”Gudindens Avatar” får 4 store stjerner. Det er en fortælling der skal læses, hvis man er til fantasy. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre til marts.