Titel: Bare stik ham en! I Forfatter: Pelle Hvenegaard I Sideantal: 335 I Genre: – I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlag

50 historier fra Pelle Hvenegaards liv, der har inspireret, påvirket og formet ham som menneske. Forfatteren deler oplevelser fra Afrika med blod, HIV, tisvåde penge og maskinpistoler, men også stille stunder med tanker om død, kærlighed og ordentlighed. Tåkrummende anekdoter har også sneget sig ind sammen med et arsenal af historier om dårlige chefer og andre idioter, der gik langt over stregen – også nogle stykker, hvor pilen peger på forfatteren selv.

Her får du dem alle sammen. Rørende, alvorlige, sjove og tankevækkende fortællinger, der bringer læseren vidt omkring, fra Kina over Hollywood og til Nordjylland, på et ridt, hvor de største overraskelser nogle gange viser sig at ligge lige rundt om hjørnet. Historierne tegner et samlet billede af, hvad det vil sige at være menneske, og hvor vigtigt det er at kende sine grænser.

Bare stik ham en! af Pelle Hvenegaard er en sjov og humoristisk bog fyldt med en masse finurlige fortællinger.  Fortællingerne har alle været med til at forme ham som menneske, og jeg kunne ikke lade være med, undervejs, at tænke ”han har godt nok oplevet meget, indtil videre, i sit forholdsvis korte liv”. Mange af stederne fik han smilet frem hos mig. Bl.a. den ligefremme måde han fortæller historierne på, er virkelig forfriskende.

Der var specielt en historie der i den grad gik lige ind i hjertehulen på mig, på en måde jeg virkelig ikke havde troet mulig. Historien læste jeg på vej på nattevagt, men jeg må ærligt indrømme at jeg var grædefærdig! ’Man skal ikke dø alene’ ramte mig lige i solar plexus. Den fik følelser og minder frem som jeg gennemlevede for snart et år siden da min egen farfar døde. Selv var jeg så heldig at være hos ham da han tog på den sidste rejse, men at se de tanker og følelser skrevet sort på hvidt genopfriskede alligevel det hele igen. Det gjorde ondt, men varmede på samme tid fordi jeg netop fik lov til at være hos ham. Stod og holdt hans hånd, strøg ham over håret, aede ham på kinden.

Det at kunne få lov til at stå hos dem man holder af, når døden indtræffer, er en utrolig gave. Den er virkelig skræmmende, og det endda selvom jeg er uddannet sygeplejerske og har oplevet det en del gange, men samtidig er den også smuk og fredfyldt.

En anden fortælling der også rørte mig, var den om Abdul. Jeg synes virkelig at det var stærkt gået i forhold til at få vendt en uretfærdig udvisning til det modsatte. Det er et rigtig godt eksempel på, at man skal kæmpe for det man tror på, og at man ikke skal give op på forhånd. Derudover giver det også rigtig meget at kunne hjælpe andre hvor de har brug for det. At udvise næstekærlighed er en kæmpe gave at besidde.

Jeg har i den grad nydt at dykke ned alle 50 fortællinger. De har en passende længde, så den er nem at tage med på farten.

Bare stik ham en! Kan jeg kun give min varmeste anbefaling. Den er et must read og en perfekt værtindegave i stedet for blomster.

Bare stik ham en! Får 5 store stjerner. Tusind tak for en dejlig, og ikke mindst rørende læseoplevelse!