Titel: Den magiske sten #1 I Serie: Forbandelsen over Laitana I Forfatter: Sissel Moody I Sideantal: 511 I Forlag: Forlaget Klippe I Udgivelses år: 2019 (genudgivelse)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren & Forlaget Klippe


Tror du på magi?
Tror du på, at der er et andet sted, du er bestemt til at være en del af?
Tror du, at det kun hører til i dine drømme og tanker?

Hvad nu hvis den verden findes?
Hvad nu hvis magien blot venter på dig?
Hvad nu hvis du bare skal tro på det?

Jeg, Linea, tror på, at magien findes.

Underlige drømme. Feen foran mit vindue. Det lysende brev. Det var bare de første virkelige tegn. Da Lurany dukkede op på mit værelse og fortalte om Laitana og forbandelsen, ser lå over landet, vidste jeg det. Det var meningen, at jeg skulle følge med ham. Jeg hørte til et andet sted, og stedet var magisk.

‘Den magiske sten’ er første bind i trilogien om ‘Forbandelsen over Laitana’

Linea er en ganske almindelig teenager, der med sin stærke tro på magi og fantasi, bliver hvirvlet ind i en kamp hun kun havde turdet forestille sig. En kamp for at redde landet Laitana.

Denne bog der er en genudgivelse har i den grad fået en make-over. Omslaget har fået et nyt og virkelig flot design og selve teksten har også fået en opgradering. Sproget er virkelig blevet lækkert flydende og så er det nemt at læse. Undervejs i bogen er der enkelte passager, hvor teksten er skrevet med rødt, hvilket til at starte med ikke helt fungerede for mig, men jo længere ind i historien jeg kom jo mere gav det mening og fungerede faktisk rigtig godt – et dejligt anderledes præg!

Linea gennemgår en personlighedsudvikling gennem hendes rejse til Laitana. Den sker stille og roligt, hvor hun går fra den betuttede, undertrykte og mobbede pige til at turde stå imod sine fjender og ikke være bange for at sige sin mening. Hun oplever hvad det vil sige at have venner, som hun rent faktisk kan stole på og som er der for hende når situationen kræver det. Hun oplever kærligheden og hvilken følelse den kan give en. Hun oplever ting, der bevidner, at hun egentlig er en ganske almindelig pige.

Jeg savnede måske lidt mere karakterbeskrivelse, men kunne det måske være at jeg lærer karakterene bedre at kende i de næste bind? Anyway… Jeg kunne rigtig godt lide historien og den måde den er bygget op på. Der er rigtig mange aspekter, man kan nikke genkendende til, hvilket gør at mange måske også vil kunne relatere sig til historien.

Jeg glæder mig til fortsættelsen og giver derfor Den magiske sten 5 stjerner.