Kategori: Forlaget Alvilda

Sølvmasken #4

Titel: Sølvmasken (Magisterium #4) I Original titel: The Silver Mask I Forfatter: Cassandra Claire & Holly Black I Oversat af: Mette Skot Perschke I Sideantal: 210  I Genre: Fantasy I Forlag: Alvilda I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda


Magernes samfund har i årtier frygtet Constantine Madden, der erklærede døden – og magerne – krig og forsøgte at genoplive de døde. Tingene gik ikke helt, son han ønskede…

Nu lever hans sjæl videre i magikerlærlingen Callum Hunt, som er fængslet, bandlyst af magikersamfundet og anklaget for at have slået sin bedste ven ihjel. Og værre endnu er han mistænkt for at have evnen og magten til at vække de døde til live – ligesom Constantine.

Da det lykkedes Callum at flygte fra fængslet, går det op for ham, at han kan blive tvunget til at leve Constantines liv, og han står over for sin allerstørste udfordring: skal han udføre Constantines store plan ud i livet? Skal han forråde sine venner og læremestre og tilintetgøre alt det, han nogensinde har holdt af? Har han noget valg?

Sølvmasken er nok den bog i serien der, indtil videre, har overrasket mig mest. Holly & Clare har taget mig med på en rejse som jeg på intet tidspunkt havde forudset. Ikke at det gør noget – tværtimod! Jeg var i den grad fanget og slugte bogen.

Enkelte steder var der nogle passager, hvor det der skete var ret oplagt. Det skal der også være plads til og lige som man når at tænke “Årh, hvor er det godt…” så opstår der et twist som drejer handlingen og endnu engang overrasker læseren. Fx så skal der, på Magisterium, findes en spion, som er efter Call og gerne vil ham til livs. Gennem de første kapitler bliver læserens opmærksomhed ledt hen mod forskellige personer, magere som lærlinge, endda lærlinge der er blandt Calls venner. Hvem spionen viser sig at være… Jeg er stadig rystet, men det gjorde bare, at man som læser ville have mere.

En anden af bogens helt store overraskelser var Tamara. Egentlig havde jeg lidt forudset hendes erklæring, men ikke til hvem. Jeg havde et sted hele tiden forestillingen om, at hun og Aaron ville ende som et par – lidt a la Ron og Hermione, men der blev jeg alligevel overrasket. Jeg må indrømme, at jeg nok ikke på noget tidspunkt havde tænkt, og overvejet, muligheden for et forhold mellem hende og Call. Og alligevel var det Tamara der, sammen med hendes kaos-fortærede søster, Ravan, og Anastasia Tarquinn, befrier Call…

Selvfølgelig havde jeg godt regnet med at Call ville blive løsladt fra Panopticon, fængslet, hvor han var blevet holdt fanget efter mordet på hans bedste ven, Aaron. Grunden for fængslingen var nok mere, at Call overfor fremtrædende magere havde indrømmet at han var Dødens Fjende.
Ved uventet hjælp får Call muligheden for at flygte, men ender med at blive taget ved næsen og herfra starter en helt utrolig, nervepirrende rejse! Call får ordrer til at gøre det, måske, umulige, men kan han det? Og hvilke konsekvenser vil det medføre?

Sølvmasken får 5 kæmpe store stjerner.  Man kommer med på en helt utrolig, nervepirrende, hårrejsende, neglebidende og spændende rejse. Jeg ser utrolig meget frem til næste bind i serien der, desværre, også er det afsluttende bind.

Bronzenøglen #3

 

Titel: Bronzenøglen (Magisterium #3) I Original titel: The Bronze Key I Forfatter:Cassandra Claire & Holly Black I Oversat af: Mette Skot Perschke I Sideantal: 250  I Genre: Fantasy I Forlag: Alvilda I Udgivelses år: 2016

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Eleverne på Magisterium bor trygt og godt under troldmændenes beskyttelse, mens de lærer at bruge magi for at skabe orden i en kaotisk verden. Eller… sådan burde det være. Men nu går kaos til modangreb.

Call, Tamara og Aaron har travlt med deres eksamener og de magiske konkurrencer. Men efter et chokerende drab på en af deres klassekammerater, må de i stedet sætte efter en uhyggelig morder – og selv sætte livet på spil i jagten.

De tre venner opdager hurtigt, at magi kan gøre ufattelig stor skade, hvis den bliver brugt i det ondes tjeneste… og ikke bliver stoppet i tide.

Et univers fyldt med spænding, drama, venskab, loyalitet og ikke mindst magi. Det er hvad Holly Black & Cassandra Clare tager læseren med til. En følelse af, at man rejser gennem universet og ikke vil hjem igen, er det der kommer frem når man sidder med bogen. Hver side tog den næste og pludselig var sidste side vendt. Fortællingen er fængslende og neglebidende spændende.

Nogle steder følte jeg lidt, at jeg manglede noget mere information – at hullerne var for store, men ved videre læsning, gav dette ret god mening og jeg synes at Black og Clare, endnu engang, har forfattet en fantastisk fortsætter, og midterstykke, i Magisterium serien.

Callum hunt kæmper en indre kamp. En kamp, som han er opsat på at vinde. Han ved at han er Dødens Fjende, Constantine Madden (C. M.), gemt i en drengs krop, men han gør alt for at fortrænge C. M. fra sit sind. Kun hans venner, der har svoret evig loyalitet, for ikke at røbe denne byrde, kender til hans hemmelighed – tror han…!

Bogen overraskede mig utrolig meget. Den havde twists som jeg ikke havde forudset. Dog fik jeg på et tidspunkt fornemmelsen for et af dem, men slog det hen da jeg ikke troede på, at det kunne være rigtigt. Den slutter med en kæmpe cliffhanger, der får det til at krible i ens fingre for at læse fortsættelsen.

Én vil dø. Én vil overleve. Én er allerede død…

Bogen får 5 stjerner og kan varmt anbefales, hvis man gerne vil læse et alternativ til Harry Potter.

Kobberhandsken #2

Titel: Kobberhandsken (Magisterium #2) I Forfatter: Cassandra Claire & Holly Black I Sideantal: 269 I Genre: Fantasy I Forlag: Forlaget Alvilda I 2016

                       Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Stjerner:       ★★★★★

Endnu engang gør Black & Holly det forrygende! Med Kobberhandsken, der er andet bind i Magisterium serien, formår de endnu engang at sætte læserens nerver på højkant, dirrende af spænding og nervøsitet.

Venskab, loyalitet, tvivl og bedrag, samt stort et mod, er bare nogle af de ting de tre venner Callum ’Cal’ Hunt, Tamara Rajavi og Aaron Stewart bliver udsat for i jagten på at finde kobberhandsken, der pludselig er forsvundet fra dens skjul.

I sin sommerferie inden andet år på Magisterium begynder, finder Cal ud af at hans egen far er på jagt efter lige netop kobberhandsken og at han vil slå både Cal og ulven Havoc ihjel. Har Cals far endda fundet ud af, eller har han bare en mistanke om, at Cal i virkeligheden er Constantine Madden og derved dødens fjende? Et spind af hemmeligheder opstår og Cal bliver i tvivl om hvorvidt han skal fortælle sine venner hvem han i virkeligheden er, især med Aarons position som makar. Hvordan vil de tage det? Vil dødens fjende gøre en ende på Aaron…?

Cal har siden han var spæd følt sig ret handicappet med et dårligt ben, men man får som læser ret hurtigt medlidenhed med ham og sidder tilbage med den der følelse, hvor man sidder og hepper på ham ved udfordringer som han finder umulige for ham at kunne klare.

Selvom Cal skulle være dødens fjende, så sad jeg alligevel som læser og havde en tro på at han ikke ville sine venner ondt. En tro på at han kun ville det rigtige. Selvom jeg troede på Cal hele vejen gemme bogen, kunne jeg også tage mig selv i at sidde og blive sur eller frustreret, hvis han ikke tænkte eller gjorde som jeg egentlig helst ville have at han skulle.

Magisterium serien er en af de bedste serier jeg er begyndt på. Ved hvert kapitels afslutning eller ved allersidste side i bogen, vil man bare gerne have mere. Det var næsten en umulighed at lægge bogen fra mig. Selv når trætheden gjorde sit indtog ville jeg næsten ikke lægge den fra mig.

Så snart der bliver slået op på første side, så bliver man som læser suget ind i et magisk univers man ikke har lyst til at forsvinde ud af igen.

Jeg er vild med deres skrivestil, bøgerne er som en bonus utrolig smukke, og så er de samtidig ret letlæselige.

Jeg har, ligesom ved bind 1, givet bogen 5 ud af 5 stjerner, for dens nervepirrende, medrivende fortælling og en fantastisk rejse ind i magiens univers.

Jernprøven #1

Titel: Jernprøven (Magisterium #1) I Forfatter: Cassandra Claire & Holly Black I Sideantal: 314 I Genre: Fantasy I Forlag: Forlaget Alvilda I 2014

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Stjerner:       ★★★★★


Ikke alle ønsker ting lige brændende. Heller ikke når det gælder om optagelsesprøven, den såkaldte Jernprøve, på Magisterium, en skole for kommende magere.

Callum Hunt tager til optagelsesprøven, men modsat alle andre børn ønsker han kun at dumpe. Dog skal han snart opdage at ikke alt går som man gerne vil have det, består med glans og bliver optaget på Magisterium.

Snart skal han opdage, at skolen langt fra er hvad han havde forestillet sig. En rejse begynder og Callum finder hurtigt ud af hvor lidt han egentlig ved om hvor han egentlig kommer fra – hvem han er…

Jernprøven har jeg længe gået og kigget længelsfuldt efter. Det var lidt med den blandede følelse af, at jeg utrolig gerne ville læse den, men når jeg stod med bogen i hånden blev jeg alligevel meget i tvivl. Mine tvivl blev i den grad gjort til skamme, hvilket helt klart har gjort det til årets gode og hidtil største bog overraskelse.

Da jeg fik muligheden for at anmelde bogen, slog jeg til med det samme. Igen blev jeg i tvivl omkring bogen og jeg havde også lidt svært ved at komme i gang med bogen, men da jeg først kom i gang med den havde jeg utrolig svært ved at lægge den fra mig igen.

Går man først i gang med bogen, bliver man viklet ind i et magisk univers, en nervepirrende verden, hvor loyale venner kan vise sig at være ens vej til overlevelse gennem et ubetinget sammenhold.

Jeg glæder mig utrolig meget til de næste bøger i serien.

Jeg har givet bogen 5 ud af 5 stjerner, for dens nervepirrende, medrivende fortælling og en fantastisk rejse ind i magiens univers.