Kategori: Fantasy

Gudindens Avatar

Titel: Gudindens Avatar I Serie: Gudernes Krig #1 I Forfatter: Henriette Hesselholdt I Sideantal: 261  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Den unge præstelærling, Paleon, bliver trukket ud af det trygge kloster på en hemmelighedsfuld færd gennem landet Serelia. Han skal hjælpe med at bringe elveren, Si’il, til gudinden Haias tempel hvor hun hart en vigtig plads at udfylde i den lurende krig mellem guderne. Med sig har de tre gamle krigskammerater der hver gemmer på deres hemmeligheder, samt en ung kvinde med en tilsværtet sjæl.

Ganske kort tid før udgivelsen af ”Gudindens Avatar” stiftede jeg første gang bekendtskab med Henriette og hendes forfatterskab, og efter at have mødt hende på Bogforum sidste år blev jeg endnu mere hooked på at den skulle læses.

Derfor blev et af købene (av mit kort!) fra Bogforum, og endda en af de første der blev læst efter jeg var hjemvendt. Straks jeg havde påbegyndt læsningen var jeg fanget og jeg havde svært ved at slippe den inden den var færdiglæst – og selv der ville jeg have mere! Af jer der også har læst ”Gudindens Avatar” vil i nikke genkendende til, at Henriette har efterladt læseren med en kæmpe cliffhanger. Hvad kommer der til at ske fremadrettet? Klarer de den?

Jeg kan huske at Henriette i en sceneoptræden sammen med to andre forfatterkolleger (Julie Midtgaard og Line Wenzel) fortalte at ”Gudindens Avatar” var bygget op i/omkring rollespilsuniverset, men jeg må indrømme at jeg ikke kunne mærke det på handlingen (godt eller skidt?). Det skal nævnes at jeg ikke selv er velbevandret i rollespilsuniverset, men for mig føltes det mere som en god, og utrolig velskrevet, gang fantasy. Det skal dog lige siges, at det ikke har forringet min læseoplevelse af bogen på noget punkt – det kan måske være at jeg så bare har læst den på en anden måde end andre måske ville? Who knows? 😊

Jeg holder rigtig meget af Paleon. På en måde er han en man lidt føler en beskyttertrang overfor, som hvis man skulle passe på ens bror eller søster. Derimod havde jeg godt nok svært ved at holde af Katalena. Selvfølgelig havde hun sine grunde til at forholde sig som hun gjorde, men nogle steder var det lige før jeg havde lyst til at skrige hende ind i hovedet af ren og skær frustration. Sorkan kunne jeg til tider ikke lade være med at tænke på som en ‘gammel’ bedstefar, der har oplevet lidt af hvert og stadig lever livet – med livet som indsats.

”Gudindens Avatar” får 4 store stjerner. Det er en fortælling der skal læses, hvis man er til fantasy. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse videre til marts.  

Ildstorm

Titel: Ildstorm I Serie: Ovanienprofetierne #3 I Forfatter: Lene Dybdahl I Sideantal: 446 I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatter og forlag

I stormen af ild skal prøven stå. Vil kærlighed sejre eller riget forgå?

I nord forbereder adelshusene sig på krig, og mod syd samler sultanen sine tropper for at gå efter magten i kongestaden.

På stormenborg drømmer Skyriel sig langt væk. Hun føler sig fanget mellem familiens og Alainons planer, men hvad vil hun selv? Med hjælp fra den bortløbne slave Nitu finder hun svaret.

Det bliver begyndelsen på en rejse gennem Ovanerrigets mørkeste afkroge fra uhumske fangehuller, til kulsorte krypter og en storm af ild. Men også kærligheden lurer i jagten på Den Tredje Profeti.

Ildstorm er tredje, og sidste, bind i Ovanienprofetierne. Det er en afslutning jeg længe har set frem til med blandede følelser og forventninger, for jeg vidste også at når denne bog var læst, så var serien slut. Jeg følte mig ikke klar til at skulle sige farvel til Skyriel og alle de andre.

Mine forventninger til Ildstorm var sat lidt højere end ellers fordi de to første bind i serien til fulde levede op til mine forventninger. Heldigvis levede Ildstorm også op til de forventninger jeg havde til den – og mere til. Bogen – hele serien for den sags skyld – er fyldt med drama, intriger, spænding, valg og kærlighed.

Skyriels forudbestemte skæbne som borgfrue er ikke noget der huer hende, så hun drager, stik mod Alainons formaninger, ud på en farefuld rejse for at sikre Askarien den retmæssige tronfølger efter kongens død.

Da jeg læste Skyriel, der er første bind i serien, var det samtidig mit allerførste møde med Lene Dybdahl og hendes skriverier. Jeg var hooked! Og min fascination blev kun større jo mere jeg læste af det der udsprang fra hendes hånd. Derfor kan jeg også, i den grad, mærke hvor meget Lene har udviklet sig under tilblivelsen af Ovanienprofetierne – især ved tilblivelsen af Ildstorm.

Jeg er vild med hendes måde at skrive på. Den er malende, billedligt beskrivende, så man nærmest føler at man selv er til stede under handlingen. Man kan fornemme deres klæder, indsnuse duftene/lugtene og føle deres følelser. At kunne inddrage sine læsere på et sådant niveau, er et talent i sig selv! Samtidig er den dejligt letlæselig, hvor målgruppen er til teens’ne, men jeg vil helt klart mene at voksne også snildt kan læse serien – især hvis man har brug for noget lækkert fantsy, men nem læsning.

Ildstorm får 5 store stjerner for en helt igennem fantastisk fortælling, handling og perfekt afslutning. Har du endnu ikke læst serien, kan jeg kun anbefale at gå i gang!

Elementprøven

Titel: Elementprøven I Serie: sprækken til Luscuro #1 I Forfatter: Julie Midtgaard I Sideantal: 383  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Bålets flammer danser og hvæser. Jeg vider mig. Rebene flår i huden. Tilstuernes messen ætser sig ind i min hjerne: “Heks, heks, heks!” En mørk sprække flænger ilden med et højt brøl. Sprækken udvider sig. Flammer, gløder og aske hvirvler ind i mørket. Jeg bliver slynget samme vej.

I 1600-tallets Aalborg straffes trolddom med døden, og før 14-årige Gry ved af det, sender en hekseanklage hende på bålet. Men de glubske flammer brænder hende ikke som de burde. I stedet tvinger mystiske kræfter hende på en farefuld rejse til Luscuro; en magisk verden hærget af ødelæggelse og krig. Her er der kun én vej frem, og det er at bestå den livsfarlige elementprøve. Mægtige kræfter lurer, og snart opdager Gry at hun ved noget som nogen vil gøre alt for at holde skjult…

For nogle måneder siden, faktisk op til udgivelsen af denne bog, stiftede jeg for første gang bekendtskab med Julie Midtgaard og Elementprøven. Julie er en ny forfatter hos Telleups ræveflok, og en utrolig dygtig og talentfuld en af slagsen! Jeg ser frem til at læse meget mere fra hendes hånd.

Siden udgivelsen har jeg længe gerne ville læse den, men fik den først købt på Bogforum sidste år. Til at starte med var jeg faktisk meget i tvivl, da jeg endelig stod med bogen i hånden, om den nu også var noget for mig (en tvivl jeg skammer mig så meget over i dag!!). Jeg endte som sagt med at købe den med hjem, og jeg er virkelig også glad for at jeg gjorde det. Først og fremmest, så er det en rigtig spændende bog, der holdt mig fanget i alle de ledige stunder jeg havde til at læse i, men for det andet så er det længe siden at jeg har læst en fantasy historie, der har en så tydelig og glidende rød tråd gennem hele fortællingen. Javist kunne der springes i tid, men jeg følte samtidig at det ikke var et hverken stort eller groft spring.

Samtidig er historien beskrevet så billedligt, at man nemt kan forestille sig omgivelser, personer og andre væsener osv. Julie har derudover virkeliggjort fortællingen ved at inddrage bl.a. spil der blev spillet i 1600-tallet, men faktisk strækker sig længere tilbage i historien fra et sted i Europa.

Gry, der er historiens hovedperson, besidder en egenskab, der gør at man nemt kan relatere til hende. Hun er en person, der gennem hele sit liv er blevet set ned på som var hun ingenting. For det meste finder hun sig i at blive kaldt alt muligt og set ned på, hvilket har givet hende følelsen af at hun netop ingenting er værd og ikke kan finde ud af noget. Denne følelse forfølger hende til Luscuro, hvor hun kæmper for at finde sit element frem mod Elementprøven. En kamp hun er lige ved at opgive, trods en utrættelig støtte fra hendes værelseskammerater, og nye veninder, Nøks og Norell, men også fra Notios forstanderinde, Cheng, og præstinderne. Gry opdager at hun har nogle specielle evner, der overbeviser Cheng og præstinderne om, at den mistanke de havde i forhold til hvem de kan stole på, er rigtig. En overbevisning, der kan ende med at være skæbnesvanger…

Elementprøven for 5 store stjerner. Jeg glæder mig i høj grad, og venter meget utålmodigt, på næste bind. Er du til fantasy, så er denne et must read!

Livets Blod

Titel: Livets Blod I Serie: En Ravnenes Hvisken-fortælling I Forfatter: Malene Sølvsten I Sideantal: 297  I Genre: Fantasy I Forlag: Gyldendal I Udgivelses år: 2019

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Allerede i 1700-tallet er Elias besat af at overvinde døden, og han er tæt på af aflure guderne deres hemmelighed. Men Odin vil ikke dele sin magt med nogen, og som straf dræber ha Elias’ familie. En seer fortæller ham, at der alligevel findes en fremtid, hvor han ikke er alene.
Find den, som hersker over tiden, siger seeren. Men da han finder hende, ændrer det alt. For selv Elias kan ikke leve to liv.

Hvis han ikke slipper sin fortid, vil det koste ham fremtiden. Kan han opgive det, han har kæmpet i århundreder for at få tilbage?

Livets Blod af Malene Sølvsten er endnu en bog i ’Ravnenes Hvisken’ universet. Denne bog er dog en spin-off om brygmesteren, Elias. Det er en bog jeg, og mange andre, har ventet (måske) utålmodigt på, men blandet med en masse spænding.
Elias har gennem hele fortællingen været lidt af en charmør. Lige så sur og irriteret man kunne blive på ham, lige så fascineret af ham kunne man blive. Han er en rigtig lille ballademager, stædig og vedholdende. Men mange gange vælger han at trodse guderne, specielt Odin, i jagten på det han tror på er det rigtige.
Elias står overfor det svære valg, enten at skulle redde sig selv eller sin familie. Hans eneste ønske er at få sin familie tilbage, men kampen bliver lang og voldsom, og er han villig til at kæmpe den til ende?

Endnu engang har Malene skrevet en bog, der tager læseren med på en følelsesmæssig rutsjetur. Flere gange havde jeg lyst til at råbe og skrige af Elias, men samtidig har jeg også siddet med bristet hjerte og med trang til at knuge ham ind til mig.
Malene beskriver karakterernes følelser så tydeligt, at man nærmest selv kan mærke dem på egen krop.

Som med de andre bøger i serien, sad jeg tryllebundet hele vejen gennem bogen. Der var steder, hvor jeg ikke helt vidste om jeg egentlig turde læse videre, men jeg havde heller ikke lyst til at lægge den fra mig. Flere gange måtte jeg lægge bogen fra mig med hjertet bankende hurtigere end normalt.

Livets Blod får 5 kæmpe stjerner. Det var en af årets bedste læseoplevelser, og jeg kan kun anbefale at få den læst – også serien, hvis du endnu ikke har læst den heller!

IZOLA #3 : Tilbage til Izola

Titel: IZOLA #3 – Tilbage til Izola I Forfatter: Christina Bonde I Sideantal: 336  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Falkiens undergang er endelig, og hjemme får Izola mistanke om at Mais søster, Anne, skjuler en hemmelighed som involverer hende i eventyret. Med hjælp fra brandmanden Mathias kæmper Izola sig tilbage til øen for at finde Jorian og redde dem som har overlevet rigets udslettelse.
Men hun er ikke forberedt på konsekvensen af søjlernes fald. I den tilisede, døde verden venter skræmmende modstand som sender Izola ud på en farefuld færd.
Hun må indgå en ny forening for at overleve, og samtidig lærer hun mere om sig selv og sine evner. Helpi har givet Izola en værdifuld gave, og da morfar bekræfter skælsættende opdagelser som forbinder fortiden med hoppens magi, finder Izola endelig sit kald…

Tilbage til Izola er en bog jeg har ventet længe på. Christina har på smukkeste vis skabt en smuk fantasy serie, der formår at få ens følelsesregister i spil – og Tilbage til Izola var bestemt ingen undtagelse!
I og med at jeg havde glædet mig så meget, og med tanke på de to foregående bøger, så var mine forventninger høje i forhold til afslutningen på serien, men jeg må sige at de på smukkeste vis blev indfriet. Sjældent har jeg læst så smuk en afslutning på en serie, som den Christina har skrevet. Selvom jeg flere gange måtte sidde med tårer i øjnene, så sad jeg alligevel med et smil på læben og et smeltet hjerte, da jeg vendte sidste side og dermed afsluttede rejsen til Izola.

Som med de to foregående bind, så sad jeg tryllebundet gennem hele bogen. Den er skrevet i et så fængende og billedrigt sprog at man som læser nemt kan forestille sig omgivelser, personer, steder og følelser. Izola må igennem en farefuld og følelsesfuld rejse i jagten for at gøre Mais sang (profeti) til virkelighed. Det er en rejse, hvor hun må kæmpe for at blive taget seriøst, kæmpe imod beskyldninger om at være psykisk syg, og at hun lever i en fantasiverden.Izola har været meget alene om sine oplevelser på Izola sammen med Jorian og alle de andre. Hver gang hun forsøger at snakke med nogen om det, fx Casper, der er hendes bedste ven på jorden, så afviser han det med at det kun er noget der foregår oppe i hendes hoved. En kamp hun med stor stædighed kæmper, og får uventet og ukendt hjælp. Desværre er det ikke den eneste kamp hun må kæmpe…

Falkien har set sit endelig, og riget blev udslettet da søjlerne faldt. Mais sang genlyder i Izolas tanker, og langsomt begynder hun at forstå. Hun er frelseren, men vil det lykkedes hende? Mange af dem der har overlevet indtil nu, er blevet syge. Så ikke kun kæmper Izola for øens genopståelse, hun kæmper også for de syges skæbne og overlevelse, og ikke mindst for kærligheden til Jorian.

Tilbage til Izola får 5 kæmpe stjerner. En perfekt og smuk slutning på en smuk serie. Et must read hvis man elsker fantasy genren.

Den blå portal

Titel: Den blå portal I Serie: Skæbneløs #2 I Forfatter: Linette Harpsøe I Sideantal: 274 I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Enden er nær. Snart vil døden indtage jeres elskede verden, og balancen mellem de to dimensioner vil for evigt være knust.

En grusom og nådesløs smitte hærger blandt Arkis folk og efterlader ofrene som levende døde. Sirika er overbevist om, at balancen i Den Hinsides Verden er blevet forstyrret, og de eneste, som kan hjælpe med at genoprette den, er de formskiftende theanere. Sammen drager Arki og Sirika sydpå. Desværre når de ikke langt, før en shaman kaster sin forbandelse på Arki, og de må fortsætte hver for sig. 

Madiga plages af et blåt lys. Det trækker i hende og kommer ofte nærmere, men aldrig så tæt på, at kun kan undersøge, hvad det er. Da hun får titlen som Nationens Forkynder, beder Kongens Garde hende forkynde den unge mand Odan som Nationens kommende konge. Men smitten har allerede et godt tag i ham, og under ceremonien modtager Madiga ilde varsler om Odans og landets fremtid. Sammen med Bjarko og dragen Ra må Madiga rejse ud for at finde sandheden om Odans fortid. Ingen ved dog, at det blå lys og smitten blot er begyndelsen på den altoverskyggende ondskab, som er på vej.

Tiden er knap. Arki og Madiga må skynde sig hvis de vil redde Etyral, men også sikre Nationen den rette konge.
Endnu engang tager Linette læseren med på en hæsblæsende rejse og en kamp mod tiden, og ikke mindst ondskaben. Onde kræfter, så store som dem de er oppe imod, er sjældent set og gode råd er dyre, for at have en chance for sejr. Endnu engang sad jeg flere gange med hjertet i halsen og en uro i maven, for ville det lykkedes til sidst?
Til at hjælpe sig i kampen mod ondskaben, har Arki Sirika ved sin side. Arkis trofaste vogter, der vil gå gennem selv det værste af det værste for at beskytte hende. Jeg er vild med deres ‘partnerskab’. Jeg er vild med måden hvorpå de har fundet kærligheden for hinanden, trods det at Arki er af echoernes afstamning og Sirika er af Theanerne – og formskifter. Kærlighed trods alle odds! Men vil den sejre?

I kampen mod ondskaben opdager Arki, at hun for at kunne redde sit folk, må afgive det der betyder mest for hende, men er hun villig til det? Ligeledes med Madiga. Hun har fået til opgave at forkynde Nationens nye konge, men kan hun det? Og hvad vil det i sidste ende koste hende?
Endnu engang bliver de to pigers skæbne forbundet.

Linettes talent vokser for hver bog hun skriver og jeg kan kun varmt anbefale at stifte bekendtskab med hendes forfatterskab, hvis du ikke allerede kender hendes bøger. De er velskrevet og skrevet i et dejligt flydende sprog der, sammen med handlingen, får læseren til at flyve gennem bogen. Jeg var selv oplsugt af den, og havde svært ved at skulle lægge den fra mig.

Kapitlerne er bygget op, sådan at handlingen skiftevis foregår fra Arkis, Madigas og Sirikas synsvinkler, hvilket fungerer utrolig godt. Det giver et rigtig godt vekslende twist, men man lærer samtidig at kende personerne gennem dem selv. Personligt kan jeg rigtig godt lide Sirika. Jeg tror på at der findes en lidt blødere personlighed under hendes hårde ydre 🙂

Den blå portal får 5 store stjerner og jeg kan kun give de varmeste anbefalinger – den kunne endda være et godt gavevalg til julegave 😉 Jeg har tidligere anmeldt Forfædrenes tallisman, der er første bind i serien. Den kan læses her.

Forbandelsen over Laitana 2

Titel: Undergrundens mysterier #2 I Serie: Forbandelsen over Laitana I Forfatter: Sissel Moody I Sideantal: 559 I Forlag: Forlaget Klippe I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren & Forlaget Klippe


Følelsen af at høre til hos et andet menneske. Følelsen af at være uundværlig. Følelsen af at være savnet. Det var tre vigtige ting, jeg ikke var vant til. Jeg kunne observere det på afstand, når mine klassekammerater krammede hinanden om morgenen efter en weekend eller ferie, men jeg havde aldrig været en del af et fællesskab. Før nu…

Tror du på magi?
Tror du på sammenhold?
Tror du på, at vi sammen kan vinde over den mørke magi?

Jeg, Linea, er frelseren, og jeg tror på det.

Laitana er mørkere end nogensinde før. Et uvejr ødelægger og bringer dødelige konsekvenser med sig. Exma holder sig skjult. Soldater spreder frygt i Søbyen. Flere indbyggere er stadig forsvundet. Der er noget på vej. Vi kan alle mærke det. En ny magisk sten fra Undergrunden er vores eneste chance for at bryde forbandelsen, Men ingen ved, hvor Undergrundens indgang er placeret, og det eneste kort dertil er forsvundet.

Vi må stå sammen og kæmpe.
Frelseren alene er ikke længere nok.

Med Undergrundens mysterier tager Sissel Moody os med tilbage til Laitanas eventyrer, mysterier, og ikke mindst farer. Linea drømmer om, og længes meget efter, at komme tilbage til Laitana, men kontakten fra hendes venner lader vente på sig. Hjemme på jorden forsøger Linea at opbygge et venskab med sin nye nabo, Mikael, der måske alligevel ikke er hvem han giver sig ud for at være…

Tit og ofte hører jeg folk snakke om ‘den svære 2’er’, men jeg synes faktisk at Sissel har formået at skrive en stærk efterfølger til en magiske sten og igen taget læseren med på en spændende og farefuld rejse tilbage til Laitana.

Fra Den magiske sten til Undergrundens mysterier kan man tydeligt mærke den udvikling Linea har gennemgået. Hun er vokset med opgaven af at være Laitanas frelser, men måske bare det at hun har opdaget kærligheden til Nuga, har modnet hende?
Da jeg læste, at hun ville forsøge at opbygge et venskab med Mikael, kunne jeg ikke lade være med at føle en vis glæde på hendes vegne. Om nogen, så fortjener hun i hvert fald at opleve det at have rigtige venner blandt sig – når hun ikke opholder sig i Laitana.

…..

Undergrundens mysterier er, ligesom Den magiske sten, opbygget på en anderledes måde. Jeg er fan af at Lineas drømme beskrives med rød, kontra resten af handlingen. En skarp opdeling.

Sproget er let og flydende. Det rammer godt en teenagers tanker, følelser og ageren. Linea vokser fra en usikker pige, uden selvtillid til en mere moden og stålfast ung voksen. Nogle gange fornemmes usikkerheden stadig i hende, men når noget sidder ret dybt i hende som usikkerheden gør, så tager det også noget tid at overvinde det helt, men hun er bestemt på vej i den rigtige retning.

Desuden elsker jeg, at jeg som læser kan sidde tilbage med overraskelsen nærmest malet i mit ansigt over at der sker noget i handlingen, som jeg ikke lige havde set komme. Når jeg efterfølgende tænker nærmere over det, giver det ret god mening, men i øjeblikket hvor det skete, havde jeg bestemt ikke forudset det – til gengæld løfter jeg ikke sløret for det. Jeg synes at du selv skal opdage det 😉

Selvom at seriens primære målgruppe er de yngre læsere – starten af teenage-årene – så kan den bestemt også læses af de ældre læsere, hvis de har brug for en god fantasy serie, der samtidig er letlæselig.

Undergundens mysterier får 5 stjerner. Jeg glæder mig til at følge Linea og Co. i næste og sidste bind af ‘Forbandelsen over Laitana’.

Grænsen til Trafallas; Del 3 Den sidste alliance

Titel: Grænsen til Trafallas; Del 3 – Den sidste alliance I Forfatter: Julie M. Day I Sideantal: 568  I Genre: Fantasy I Forlag: Leatherbound I Udgivelses år: 2019

Bogen er en gave fra forfatteren

~Mulig lille spoiler~


Han sukkede dybt. Dybere, end jeg havde ønsket. Noget ved hans suk lød, som om dette var håbløst. 

“Vi vil kæmpe,” sagde han med en skuldertrækning.

“Og hvem vil vinde?”

Han så på mig, som havde jeg stillet det værst tænkelige spørgsmål. “Det må tiden vise.”

I håbet om at få Zachos tilbage er Grace fast besluttet på at tage på en skæbnesvanger rejse til Nord. Men hendes prøvelser er kun lige begyndt. Krigen sniger sig nærmere, alliancer må indgås, fjenden bliver stærkere, og hemmeligheder afsløres med sønderrivende konsekvenser. Intet er, som det umiddelbart ser ud, og en lykkelig slutning syntes meget langt borte.

Vil Grace nå til Nord, inden krigen for alvor bryder løs? Og kan hun redde både menneskeheden, elverne i Trafallas og Zachos?

”Den sidste alliance” der er sidste og afsluttende bind i serien om ’Trafallas’, tager læseren med ud på en spændende, farefuld og ikke mindst dramatisk rejse for at redde Trafallas fra at falde i fjendens klør.

Det er ingen hemmelighed at jeg, siden jeg læste ”Den halves arv” har været dybt fascineret af det univers som Julie har opbygget. Af karaktererne, både de gode og onde. Men lige så meget hendes evne til at fastholde læseren gennem alle tre bøger. Hvis først jeg havde åbnet en af bøgerne, så var den nærmest umulig at slippe igen før sidste side var vendt – selv dér var jeg ikke klar til at give slip. Denne følelse sidder jeg tilbage med nu, hvor sidste side i ”Den sidste alliance” er vendt og rejsen hermed er slut. Jeg havde virkelig set frem til dette bind, og jeg må indrømme at jeg lidt havde skyhøje forventninger til bogen ud fra de to foregående bøger. MEN! Mine forventninger blev indfriet til fulde!

Julie har et talent, der er helt i særklasse! At skabe et så stort univers med så mange karakterer involveret og samtidig få det hele til at spille hele vejen igennem, kræver virkelig en del af forfatteren, og jeg må sige at Julie klarer dette på bedste vis.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at Julie knuste mig (og sikkert mange andres?!), da hun tog livet af Zachos. En ting jeg gentagne gange har fortalt hende 😉 Jeg ønskede intet andet end at han blev bragt tilbage til livet, og til Grace, til Kanthos og Fëra. Han skulle hjælpe Grace i kampen mod Otera. Hjælpen skulle dog vise sig at komme fra en uventet kant. Men er det nok? Vil Grace kunne vinde over fjenden? Og hvor meget må hun ofre for at redde Trafallas?

“Den sidste alliance” overraskede en del. Den tog mig i retninger jeg ikke på forhånd havde gættet eller forudset. Samlet set, så giver slutningen dog rigtig god mening, og jeg sad som læser tilbage med et mere lettet hjerte end da jeg gik i gang med bogen.

Egentlig er det lidt siden, at jeg blev færdig med bogen, men jeg har dels været syg, men efter jeg vendte sidste side sad jeg tilbage fuldstændig speechless og skulle lige suge bogen til mig.
Dog vil jeg sige, at hvis du endnu ikke er begyndt på denne serie “Grænsen til Trafallas”, så kan jeg kun give de varmeste anbefalinger til den. Det er noget af det bedste fantasy jeg har læst, de er så veludførte og skrevet i et behageligt sprog, der gør at man glider gennem siderne.

“Den sidste alliance” får 5 kæmpe stjerner herfra. 

Blodbæst

Titel: Blodbæst I Serie: Ovanienprofetierne #2 I Forfatter: Lene Dybdahl I Sideantal: 468 I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2017

Ebogsudgaven er et anmeldereksemplar fra forfatteren*


I nattens mulm klæder de onde sig.

Kronprins Drystan står overfor sit livs udfordring da kongen rammes af en frygtelig sygdom og et hemmeligt broderskab truer hans ret til tronen.

Han udlover en dusør til den som kan fange Alainon Domwiz, og det bliver startskuddet til et kapløb mellem to umage dusørjægere og om at blive den første som slår kløerne i rigets mest eftersøgte magiker.

Skyriel ønsker brændende at de skal flygte til det eksotiske Port Deseo, men Alainon lader sig ikke sådan overtale. Da det andet himmelvarsel viser sig, må hun i stedet følge sin skæbne og finde blodets profeti.

Det bliver begyndelsen på en rejse gennem det iskolde Askarien hvor naturens vildskab og sagnomspundne mørkevæsener venter i vinternatten.

Som så mange gange før har jeg siddet fuldstændig draget af Lene Dybdahls bøger. Jeg har lige afsluttet Blodbæst, der er bind 2 i trilogien om Ovanienprofetierne, og jeg må sige at denne bog ikke var nogen undtagelse!

Lene har et talent der formår at fastholde læseren hele vejen igennem. Hun fylder sine bøger med spænding og drama i lige præcist doserede mængder så man nærmest sidder og længes efter mere når sidste side er vendt. Eller undervejs hvor man sidder næsten ude på kanten af sofaen fordi spændingen er så stor. Desuden anvender hun et sprog, der er så behageligt at man kan blive ved med at læse og læse og læse uden at det bliver tungt på nogen måde.

I Blodbæst, der som tidligere nævnt er bind 2 i Ovanienprofetierne, tager vi endnu engang med Skyriel på ikke helt ufarlige eventyr i jagten på at skaffe ingredienser til en mikstur der vil kunne redde Alainon, hendes mor og kong Faustus fra sygdomen ’blodbæst’. Hun allierer sig med Skarpskygge, der i sidste ende viser sig at være en helt anden end han gav sig ud for. Sammen drager de mod dragernes ø for at skaffe de fornødenheder der skal bruges for at kunne helbrede hendes mor, og kong Faustus fra den dødelige sygdom. Sammen drager de ud på en ikke helt ufarlig rejse. Vil det lykkedes Skyriel at finde alt hun skal bruge?

Dyk ned i Blodbæst for at finde ud af det. Har du endnu ikke læst Skyriel, der er første bog i serien, så kan jeg kun give min varmeste anbefaling til at starte på den først! 🙂

Blodbæst får 5 stjerner.

NB! Ildstorm, der er sidste bog i serien, udkommer 14. september 2019.

* Oprindeligt havde jeg egentlig Blodbæst i fysisk bogform, men grundet indlæggelse, herunder operation, spurgte jeg Lene om ikke jeg kunne bede om et anmeldereksemplar i ebogsudgaven.                                                                  

Grænsen til Trafallas #3 – Optakt

 

~Indeholder spoilers!~

Grænsen til Trafallas serien er skrevet af den utrolig talentfulde Julie m. Day.
3. og sidste bind er lige på trapperne, men hvis du har læst de to foregående bøger, er jeg sikker på, at du ligesom mig, sidder og venter meget utålmodigt på fortsættelsen – og dermed også afslutningen (Gulp!)? Især efter den hjerteknusende afslutning i sidste bind! Jeg var knust, jeg var sur og jeg var frustreret over den måde den sluttede på, men på et plan var det også en ret genial afslutning, når man tænker nærmere over det. Den må i den grad siges at fastholde læseren i en grad, at man, hvad der føles som en uendelighed, sukker efter at få at vide hvad der vil komme til at ske.

Og lige hvad der vil komme til at ske, ved jo kun Julie selv, og vi kan kun gisne om det. Dog har jeg flere gange siddet og tænkt på hvad jeg tror, og håber!, kommer til at ske. Noget er måske mere ønsketænkning end andet, især efter hvor knust jeg endte med at sidde tilbage, da jeg læste ‘Skyggen fra Nord’. Jeg hverken havde forudset ELLER forventet at Zachos ville dø. Jeg var så chokket og ked af det, at tårerne på det nærmeste trillede ned af kinderne på mig. Han er, for mig, fantasyens udgave af en drømmemand :p Det skal dog lige siges, at jeg overhovedet ikke brød mig om ham i starten, men jo mere han begyndte at beundre og holde af Grace, jo mere indyndede han sig også på mig. På nogle områder kan han stadig irritere mig, men det kan virkelighedens mænd jo også :p hehe

Fëra og Kanthos savner jeg mindst lige så meget som Grace og Zachos. Ikke mindst universet, Trafallas! Jeg glæder mig usigeligt til at rejse tilbage dertil – hvis bare det havde været en virkelig rejsedestination! Hos Fëra og Kanthos har der længe været et kæmpe savn, og da Grace gør sin entré i Trafallas, er det lidt som om at hun formår at lindre det savn, de ikke selv har været i stand til at opfylde. Nemlig at få deres egne børn. Godt nok er Grace så gammel, at hun nærmere bliver opfattet som en søster for dem, men der er alligevel et eller andet, der lindrer noget hos dem.

Samtidig vil det ikke blive uden vemodige følelser. Vi skal jo sige farvel til Grace, Zachos, Fëra, Kanthos og alle de andre ved slutningen af næste bog. Det er en serie jeg ikke har lyst til skal ende. Julie har et kæmpe talent og har kreeret så meget worldbuilding i den, at den er helt igennem fantastisk!

Men hvad mon hun har i tankerne for næste og sidste bind? Som tidligere nævnt, kan man kun gisne om det, men jeg ved i hvert fald, at mit største ønske ville være, at Zachos blev bragt tilbage til livet, og Grace. Måske det er ønsketænkning, men ud fra hvor knust jeg blev, da han døde, har jeg lige siden ønsket at han ville komme tilbage. For mig at se hører Grace hjemme i Trafallas, men jeg tror heller ikke at hun ville kunne føle sig til rette, og mindst af alt hjemme, uden Zachos ved sin side. Ganske vidst ville hun have Fëra og Kanthos ved sin side, men jeg tror at savnet ville være for stort.

Tilbage i den virkelige verden har Grace hendes elskelige faster, Betty og hendes bedste ven, André. André, der ikke har kendskab til Trafallas universet, tror at Grace lider af en eller anden form for psykisk tilstand/vrangforestilling, og gør alt i sin magt for at få hende til at indse, at det hele bare er noget i hendes hoved. Grace kan dog ikke glemme de følelser og oplevelser hun har erfaret siden hun blev forvist fra Trafallas og kæmper derfor en indædt kamp for at vende tilbage.

Dog kan jeg ikke lade være med at håbe lidt på, at Grace får Betty og, måske også, André med over til Trafallas for at leve der resten af sine dage.

Så… Hvad jeg håber på kommer til at ske i næste og sidste bind:

  • Zachos vender tilbage til Grace
  • Betty og (måske også) André rejser med til Trafallas
  • Skriftrullen bliver destrueret for tid og evighed
  • Fëra og Kanthos bliver beriget med et barn – enten deres eget eller et de kan adoptere.
  • Galio indser sine fejl og slutter sig til de godes side (har et lidt for blødt hjerte til at selv de onde skal dø)
  • Ethellion får fred i sindet i forhold til hvad han var skyldig i for år tilbage

Men uanset hvad der kommer til at ske, så glæder jeg mig usigeligt meget til slutningen!