Kategori: Erindringer

Barnestjernen fra Bryggen

Titel: Barnestjernen fra Bryggen I Forfatter: Jan Priiskorn Schmidt, fortalt til Klaus Thodsen I Sideantal: 394 I Genre: Erindringer I Forlag: Vild Maskine I Udgivelses år: 2017

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Med en karriere, der strakte sig over 24 film, er Jan Priiskorn Schmidt til dato dansk film mest benyttede barneskuespiller. I sin tolv år lange karriere spillede han sammen med filmbranchens største danske stjerner, blandt andre Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ghita Nørby, og medvirkede i filmene Sommer i Tyrol, Min søsters børn, Flådens friske fyre og mange flere…

I en alder af 21 år trak Jan Priiskorn Schmidt sig tilbage fra offentligheden. Gennem 45 år har han undgået enhver kontakt med pressen og medierne og forsøgt at lægge tiden som barneskuespiller bag sig. Indtil nu.
Barnestjernen fra Bryggen er Jans personlige fortælling om en turbulent barndom som landskendt skuespiller og en ungdom præget af angst, virkelighedsflugt og bevidsthedsudvidende stoffer.

Jan Priiskorn Schmidt fortæller ærligt og åbenhjertigt om sin barndom i dansk film og i arbejderkvarteret på Islands Brygge, om livets op- og nedture, om tidens store ikoner og om de indre dæmoner.
Det er en fortælling om en ung mand, der fik en filmkarriere forærende, og som valgte at vende den ryggen, at gå sine egne veje og tage kampen op med sig selv og omverdenens konstante opmærksomhed.

Ved Bogforum 2017 havde jeg den fornøjelse at møde Jan Priiskorn Schmidt og jeg fandt ham som en yderst sympatisk og behagelig mand.

Selvom jeg ikke er så gammel *host host*, så er jeg dog vokset op med mange af de gode gamle danske film. heriblandt ‘Min søsters børn’, ‘Sommer i Tyrol’ og mange andre. Jan er den mest benyttede barneskuespiller og kendes især fra ovennævnte film – film jeg til stadighed kan putte mig under tæppet for at se med stor nydelse.

Ligeledes nød jeg faktisk at læse Jans fortælling omkring sin oplevelse af det at være en yderst populær barneskuespiller. Dog var jeg ikke helt vild med sproget i bogen. Efter min mening kunne det godt have været pudset lidt i kanterne, men tænker at det er en smags sag 🙂 Selve fortællingen fangede mig dog også så meget, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Selvom jeg ikke er helt fan af sproget, så finder jeg det samtidig forfriskende at læse en fortælling hvor ikke alt er rosenrødt – snarere langtfra…

Fortællingen giver et nostalgisk tilbageblik. Et tilbageblik til en tid der var markant anderledes end nu. Jan er, hos sine forældre, vokset op på Islands Brygge og bliver ved et tilfælde opdaget til en filmrolle. Allerede 4 år efter sin filmdebut indspillede Jan ‘Sommer i Tyrol’, som i den grad var med til at sætte skub i karrieren og udbuddet af roller voksede stødt.

Bogen indeholder et omfattende billedemateriale, der understøtter fortællingen. Omslaget er lidt kedeligt, men heldigvis skal man ikke dømme en bog på dens omslag!

Barnestjernen fra Bryggen får 3 store stjerner herfra. Er man en ynder af de gode gamle danske film, og især med Jan Priiskorn Schmidt på rollelisten, kan jeg klart anbefale denne bog.

Bloggerevent – Carolina Setterwall

*Reklame/sponsoreret indlæg*

Torsdag d. 31-01-2019 var jeg af Politikens Forlags under forlag, Hr. Ferdinand, inviteret med til et arrangement hvor jeg kunne se og høre svenske Carolina Setterwall fortælle om sin debutroman ‘Lad os håbe på det bedste’, som hun har skrevet efter hun en morgen fandt sin kæreste, og faderen til sit barn, død i deres seng.

Carolina fortalte åbenhjertig om sine oplevelser og hvad der førte til at hun begyndte at skrive bogen, i samtale med redaktør Andrea. Hele samtalen foregik på dansk/svensk, hvilket kunne gå lidt stærkt en gang imellem og enkelte ord smuttede, men i den store sammenhæng, gav det hele heldigvis mening. Efter samtalen var der tid til at vi andre kunne stille uddybende spørgsmål, hvilket der var nogle der ikke skulle have at vide mere end en gang – inkl. mig selv, men mere om det lidt senere.

Forud for arrangementet var jeg ret spændt på hvad – og hvor meget Carolina ville kunne snakke om. Om nogle ting ville være for hårde/triste, men hun fortalte åbenhjertigt, at det gav hende en befriende følelse at snakke om det. Hun fortalte om, hvordan det havde været som en slags redning for hende, at skrive bogen oven på tabet.
Selve ideen til bogen blev lidt født ud fra en idé til hvordan hun selv ønskede at bøger om sorg skulle være. Altså hvilken slags bog hun selv synes manglede blandt de mange andre fagbøger inden for området. Der fandtes ikke nogen bog om emnet, skrevet ud fra et mere menneskeligt synspunkt.

Da det efter interviewet mellem Carolina og Andrea blev tid til at vi andre kunne stille spørgsmål, havde jeg et som jeg havde gruet over i toget på vej derop: Kunne Aksel have været syg uden at han ville fortælle det? Altså han måske havde vidst det? Egentlig kom min overvejelse af, at bogen starter med en mail med koder, som Carolina skulle have i tilfælde af at der skulle ske ham noget, at han ikke længere ville være hos hende. Måske det bare var en sikkerhedsforanstaltning, men det er måske alligevel ret påfaldende at han kort tid efter dør pludseligt. Det er ikke til at vide, dog.

Lad os håbe på det bedste er en utrolig inspirerende og måske endda en ‘how to…’ bog i forhold til at tackle sorg og det at miste. Det er en modig og virkelig ærlig bog og jeg er virkelig imponeret over, at hun har formået at skrive den.

Det var en fornøjelse at møde Carolina og høre hende fortælle om hendes oplevelser, erfaringer og tiden efter. Tusind tak til Politikens Forlag (Hr. Ferdinand) for invitationen.

Kim Larsen

Titel: Kim Larsen: Mine unge år I Forfatter: Jens Andersen I Sideantal: 326 I Genre: Biografi I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Kim Larsen fortæller i denne bog varmt og humoristisk om sine unge år. Om slægten og rødderne, morfar i Kerteminde, som introducerede ham til de store klassikere, en kærlig mor og en fraværende far samt en tryg, men også spændingsmættet barndom i Københavns nordvestkvarter.
Med smittende fortælleglæde beretter han om sine første forelskelser, højskoleopholdet i Askovm der åbnede hans sind for nye tanker, hippieårene på kanten af 68-oprøret, som Kim Larsen aldrig følte sig som en del af, og sidst, men ikke mindst, den første tid med Gasolin, som udviklede sig til Danmarks største rockorkester.

Bogen er baseret på samtaler mellem Kim Larsen og forfatteren Jens Andersen, som fandt sted hjemme i Larsens eget køkken i første halvår af 2018.

Kim Larsen var en stor mand. En speciel mand. En unik og uerstattelig mand.

Mine unge år, der er en af, hvis ikke, årets største bogudgivelser, er en spændende og humoristisk fortælling, fortalt af Kim Larsen selv til forfatteren bag bogen; Jens Andersen. Jens har formået at skrive bogen helt i Larsens ånd og stil. Mange der har læst den, vil sikkert give mig ret, når jeg siger at det lidt var som at sidde i Larsens eget køkken og høre ham fortælle sin livshistorie. En kande kaffe på bordet og en pakke smøger foran sig, mens han tilbagelænet detaljerigt fortæller om sine unge år. 

Jeg selv er en generation for ung i forhold til da Kim Larsen og Gasolin var på sit højeste, men jeg er til gengæld vokset op med en far, der siden sin helt pure ungdom har været meget stor fan af netop Kim Larsen og Gasolin, så på den måde har jeg hørt en masse af deres sange og derved fået kendskab til dem.

Planen havde egentlig, fra starten, været, at biografien skulle omhandle hele Kim Larsens liv og karriere, men midt i arbejdet og samtalerne mellem Jens Andersen og Kim Larsen, døde Kim desværre efter nogen tids sygdom.
Jens har skrevet bogen, som hvis det var Kim selv, der sad og fortalte den, hvilket bl.a. afspejler sig i, at han har valgt at skrive fortællingen i ‘Jeg-form’, hvilket giver fortællingen en vis autensitet, i form af at man netop får følelsen af at det er Kim selv, der fortæller.

Fortællingen bliver løbende understøttet af billeder og tegninger fra Kims liv og karriere, som er inddelt i etaper mellem kapitler. Det giver et dejligt afbræk fra teksten og underbygger fortællingen på herligste vis.

Det er en skøn og medrivende fortælling, der flere gange overraskede, fik smilet – nogle steder endda grinet – frem, og er efter min mening den perfekte gaveidé, uanset anledningen!

Jeg giver Min Unge år 5 begejstrede stjerner.

Prins Henrik

Titel: Prins Henrik 1934 – 2018 I Forfatter: Elisabeth Saugmann I Sideantal: 93 I Genre: Biografi I Forlag: Mellemgaard I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Denne personlige mindebog om prins Henrik følger ham fra ankomsten til Danmark til tiden efter hans død, der var præget af manges fortrydelse over den til tider hårde behandling, han fik. Kulturjournalist Elisabeth Saugmann trækker på egne og andre journalisters oplevelser med prinsen med smil på læben. Og landet rundt har hun talt med mange forskellige mennesker om deres personlige møder eller langvarige samarbejde med prinsen: musikere, sangere, kunstnere, bridgespillere, erhvervs- og militærfolk, sportsfolk og ledere i kulturlivet, som prins Henrik var en aktiv del af. Hun har også haft samtaler med prinsens personlige kammertjener, Anker Andersen, der fortæller, at prins Henrik få dage inden sin død ringede og sagde farvel til ham. “Kan De nu have det godt, Andersen.”

Der hersker ingen tvivl om, at HKH Prins Henrik, i det offentlige rum, var en meget udskældt herre. Han var en bestemt mand, og en mand af egne meninger og holdninger. Desværre af den slags som resten af Danmark havde svært ved at forlige sig med. Men hvem var han egentlig? Hvem var greven, der giftede sig til ‘Prins af Danmark’? Kun ham selv, hendes majestæt, dronningen, og familien ved det. Dog er denne bog, et glimrende bud på dette.

Allerede fra bogens start fattede jeg stille og roligt sympati for ham. Selv var jeg ikke født, da han gjorde sit indtog i Danmark, men jeg kan forestille mig hvor svær en omvæltning det må have været for ham pludselig at skulle indordne sig efter div. retningslinjer, skikke og foreskrifter. Alligevel har han gjort hvad han kunne. Der har selvfølgelig været nogle lejligheder, hvor han er kommet lidt uheldigt afsted med nogle uheldige udtalelser, men i bund og grund var han mange af de ting mange kvinder ønsker hos en mand. Han var talentfuld, en god far og ikke mindst en god ægtemand.

Desværre skal der som regel ikke mere end en fjer til for at skabe 5 høns. Det samme gjorde sig, i prinsens tilfælde, gældende, ved at en lille handling meget hurtigt, som ved en løbeild, blev blusset op til noget meget større end det egentlig var, hvilket var synd for ham.
Selv nåede jeg aldrig at møde prinsen, hvilket jeg i dag kun kan sidde og ærgre mig over. Også jeg har i tidens løb hørt nogle af den sladder der har været om prinsen, og, jeg må indrømme at, det har været ret så let at lytte til den i stedet for at være kritisk overfor den. Noget der i den grad er sat til fortrydelse i dag!

Denne personlige mindebog, er ét ud af adskillige bidrag i fortællingen om hvem og hvad prins Henrik egentlig var for en. Som tidligere nævnt, er det kun familien, og de tætteste venner, der kendte ham bedst, men jeg synes at denne bog er et ret godt bud, omend ret kort, på hvem han var.

Desværre brød jeg mig ikke ret meget om måden bogen er bygget op på. Jeg er personligt ikke ret god til bøger, hvor teksten står i flere kolonner, selvom indholdet er godt og/eller spændende. Derudover er der nogle slåfejl hist og her (i starten troede jeg, at det var sådan prinsen selv havde sagt ordene, for jeg opdagede det første gang i et citat fra ham). Desværre løb jeg ind i flere af slagsen (ikke vildt mange, men nok til at lægge mærke til dem), hvor der manglede et ord i enkelte af sætningerne. En skam, for indholdet er skrevet rigtig godt og flydende. Nogle steder lidt tørt, men det tænker jeg er faktaens skyld – fakta kan hurtigt blive lidt tørt i længden 🙂

Alt i alt giver jeg Prins Henrik 1934 – 2018 3,5 stjerner.

Preben Kristensen

Titel: Preben Kristensen: Husk at være glad I Forfatter: Preben Kristensen i samarbejde med Danni Travn I Sideantal: 295 I Genre: Biografi I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Preben Kristensen er gået på opdagelse i sit liv. For hvordan hænger det egentlig sammen?

Arbejderdrengen fra Skive, der havnede på de bonede gulve. Folkelig komiker den ene aften, højagtet karakterskuespiller den næste. Et yderst privat menneske – i offentlighedens skarpe lys.

Preben Kristensen fortæller levende og tænksomt om sit livs forunderlige rejse. Om barndomshjemmets stærke værdier, der bar ham frem: flid, nysgerrighed, livsglæde. Om fem årtiers dansk underholdning, komplet med sværdslag i kulissen, hans egen kamp for anerkendelse og ofte morsomme møder med nogle af landets største ikoner. Kort sagt en rørende og varm bog fra et menneske, som gør sig umage med at se livet i lyse nuancer.

Sidste side i bogen er vendt, men hvad nu? Jeg føler mig slet ikke klar til at lægge bogen fra mig endnu. Jeg kunne sidde timer endnu og bare lytte til fortællingen om en utrolig rejse op gennem tiden. Som der på bagsiden så smukt står “Preben Kristensen fortæller levende og tænksomt…“, så kan jeg ikke være mere enig. Gemmen hele bogen, kunne jeg for mit indre høre Preben sidde og fortælle hele historien, som hvis han sad overfor mig. Danni Travn har endnu engang formået at få de fortalte ord ned på en sådan måde, at de passer til den person bogen omhandler.

Husk at være glad er en varm, åben og ikke mindst ærlig fortælling om en person, der værner meget om sit privatliv. En person, der har måtte holde noget af det mest betydningsfulde hemmeligt af frygt for pressens og ikke mindst publikums fordomme i forhold til homoseksualitet, hvilket i mine øjne er noget af det mest naturlige (var det ikke for en del år siden, i know), men det ændrer bare ikke noget ved personen og dennes egenskaber.

Bogens billeder er samlet af to omgange og ikke spredt ud i teksten, hvilket jeg normalt bedst kan lide. Er billederne ikke inkluderet løbende i teksten, kan bogen nogle gange føles lidt lang, men samtidig kan billederne også være en god måde at underbygge teksten på. Og dog gjorde det mig faktisk intet her. Fortællingen er så levende, at jeg på intet tidspunkt havde svært ved at forestille mig ting, steder, begivenheder, forestillinger, mv. Faktisk kunne jeg på et tidspunkt mærke tårerne stige op og true med at bryde ud, da jeg nåede til foreningen mellem Preben og Søren på Sørens fødselsdag, som Søren havde sukket efter meget længe. Det fremstod, for mit indre, som noget af det smukkeste!

Husk at være glad får 5 stjerner. Tak for den rørende, varme, åbne og ærlige fortælling! Tak for dig Preben.

Susse Wold

Titel: Bevægelse I Forfatter: Susse Wold I Sideantal: 296  I Genre: Biografi I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


For nogen år siden gik jeg inde i byen gennem Kattesundet. Her stod jeg pludselig foran “Ordbutikken”, Jeg gik derind og købte ordet BEVÆGELSE for 500 kr. Det blev skrevet på et silkebånd og lagt i en flot smykkeæske.
Tosset? Måske, men ordet har i mange år inspireret mig, og bevægelse har været altafgørende for udviklingen i mit liv. Det er det, som har bragt viden og refleksion ind i min tilværelse.
En bevægelse kommer ikke ud af ingenting. Der skal tilføres energi. Nogen skal starte bevægelsen. Nemlig mig. I livet, som i en teaterforestilling, gælder det om at passe på, når ens stikord falder.
Livet har givet mig mange fristende stikord, og jeg har svaret på mange af dem. Derfor har jeg lært og oplevet så meget ved at bevæge mig rundt i verden.
Det vil jeg gerne fortælle om. Jeg vil også fortælle om mine indre rejser, og hvad jeg har lært af dem. I bogen standser jeg på nogle af stationerne i mit livstog. De stationer, som har betydet noget for mig. som har bevæget mig. Som har puffet mig videre i min udvikling. Som har berørt mig. Underholdt mig. Udfordret mig. Været så grænseoverskridende, at det har givet mig mod til at tage ti år til.

Som barn har jeg set et utal af film hvor Susse Wold var at finde som medvirkende. Lige så længe jeg kan huske har jeg fundet hende utrolig fascinerende – og smuk. Desværre har jeg ikke nået at opleve hende på de skrå brædder.
Da jeg senere fandt ud af hvem hun var datter af, steg fascinationen kun yderligere! Marguerite Viby står for mig, som en af tidens største og mest fantastiske skuespillere! Hendes energi, engagement og udstråling imponerer mig stadig ved div. gensyn med hendes film. Derfor var overraskelsen heller ikke så stor i forhold til hvor Susse havde sit talent fra – og det smukke udseende!

Glæden var derfor stor for 10 år siden, da hun skrev, og udgav, selvbiografien Fremkaldt. Den blev slugt råt i løbet af et par dage. Her 10 år senere er Susse nu på gaden med endnu en bog: Bevægelse, hvor hun fortæller om hvad der er sket i løbet af de sidste 10 år efter den første udgivelse, og jeg må sige at det bestemt ikke har været 10 kedelige år. Selvom det måske ikke er blevet til de store filmroller, så formår hun alligevel at fylde sin hverdag ud på bedste vis og er ikke blev for at få en på opleveren – også selvom Bent nogle gange hovedrystende tilslutter sig ideerne.

Som det var tilfældet med Fremkaldt så slugte jeg også denne bog med stor begejstring. Den er levende fortalt, men samtidig med en vis usikkerhed? For mig at se er der bestemt ingen grund til denne. Historien er fortalt som den er oplevet, hvilket giver den ærlighed, som er noget af det vigtigste. Selvfølgelig skal det heller ikke være tør læsning, men det synes jeg bestemt heller ikke dette er. Flere steder kunne jeg sidde og smile, endda smågrine, og andre steder kunne jeg sidde og være helt trist eller nervøs for hvad der nu skulle ske på deres eventyr i ukendt land.
Betegnelsen bevægelse har, og gør stadig, inspireret hende til at kaste sig ud i et hav af ting, som hun måske før i tiden ikke havde modet til at ud-/fuldføre. Det er forsøgt ændret, og jeg må sige at jeg beundrer hendes gåpåmod! Flere steder ville jeg have været skræmt fra vid og sans og slået bremsen hårdt i, men Susse gør det – selv med rystende ben og bævrende arme. Så imponerende!

Selve bogens omslag er indbydende og udstråler en form for energi. Billedet af Susse, der smilende har hovedet over vandoverfladen, smiler ikke kun med munden, men hele ansigtet – især øjnene.
I selve bogen er der hist og her lidt slåfejl med et ord eller to for meget i nogle sætninger, men ikke noget der skader indholdet i fortællingen.

Bevægelse får 4 dejlige stjerner. Skøn historie. Skøn fortælling. En klar anbefaling herfra! Og hvis du endnu ikke har læst Fremkaldt så kan jeg kun anbefale at læse den også!

Kære Susse – Tusind tak for at du ville tage os med på begge rejser! Jeg håber at jeg en dag får lejlighed til at hilse på dig!

 

Den røde adressebog

Titel: Den røde adressebog I Original titel: Den röda adressboken I Forfatter: Sofia Lundberg I Oversat af: Nanna Kalkar I Sideantal: 326  I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Doris har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun minderne om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. Nu er hun 98 og bor alene i en lejlighed i Stockholm. De fleste af navnene i bogene er efterhånden streget over, døde, og hendes eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperens besøg og samtalerne med niecen Jenny, som bor på den anden side af Atlanten.

En dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny ud fra navnene i adressebogen, og en fascinerende fortælling om et langt og farverigt liv tager form – en fortælling om familie og venskaber, eventyr, glæder og sorger, og om den store kærlighed, hun aldrig har glemt.

Den røde adressebog er en hjertegribende roman, som spænder over et helt liv og tager læseren med på en rejse til svundne tiders Paris, New York og Stockholm, fra 1930’erne over anden verdenskrig til i dag.

Den røde adressebog er fortællingen om den aldrende Doris’ liv, oplevelser og de mennesker der har haft en indflydelse på hendes liv. Det er en rørende, medrivende og fangende roman om en enkelt kvindes liv.
Flere gange sad jeg med tårer i øjnene og blev nødt til at lægge bogen lidt fra mig og lige trække vejret, for at kunne samle den op igen og læse videre, og endnu engang blive rørt dybt.

Selvom Sofia skildrer Doris’ liv som den ældre, ensomme dame uden nogen nulevende venner eller familie, så er det et billede der desværre ses oftere og oftere. Vi bliver ældre, men desværre er der en del der falder fra. Jo ældre vi bliver, des større er chancen for at alle i ens netværk falder fra. Lige dét oplever Doris. I sin røde adressebog, har hun noteret alle de mennesker hun har mødt på sin vej, men samtidig streget dem ud og markeret dem med ordet DØD i takt med at de er døde. 

Selvom vi gennem bogen bliver præsenteret for rigtig mange mennesker, og deres betydning hver især, så synes jeg samtidig at det er en nem og overskuelig opdeling. Jeg kan fornemme den røde tråd hele vejen igennem, også selvom der bliver sprunget lidt mellem nutid og datid.

På rigtig mange måder, er det en utrolig relevant skildring af ældre og deres tilværelser. Rigtig mange ældre sidder ensomme tilbage uden noget netværk, at kunne tage kontakt til. Doris har kun sine besøg af hjemmeplejen, sin niece, Jenny, i San Francisco og ikke mindst sine minder til at holde sig med selskab.
En ting, der er begyndt at blive mere og mere udbredt, er en ‘besøgsven’. En der kommer og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage. En man kan spille et spil med, gå en tur eller bare sidde og snakke med. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan en som Doris ville have godt af sådan en. Doris er en dame man ikke kan andet end at knuselske.

Den røde adressebog får 5 store stjerner! Jeg elskede bogen hele vejen igennem. Jeg kunne grine, måbe og næsten sidde og tude flere steder. Det er en fortælling man hurtigt bliver fanget af, om en person man lynhurtigt kommer til at holde rigtig meget af.

Hvor er stjernerne når det er lyst

Titel: Hvor er stjernerne når det er lyst I Forfatter: Lisbet Lundquist I Sideantal: 299  I Genre: Erindringer I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Hvor er stjernerne når det er lyst er en bog der, for mig, var svært at komme igang med. Den fangede mig ikke rigtigt. Det er en bog, der på omslaget lyder rigtig spændende og med det samme fik mig til at tænke “Wow! Den bog må jeg bare læse”, men jeg følte ikke at den helt levede op til mine forventninger – desværre.
Jeg skulle omkring 70 sider ind i bogen før den begyndte at fange mig, men så var jeg egentlig også underholdt resten tiden. Ikke på den der “Wow!” måde, men nærmere “hygge” måden.

Selve bogens opbygning er nok noget af det bedste af den. Den består af korte, men velskrevne afsnit, omhandlende forskellige personer og episoder i Lisbets liv og opvækst. Der er en del billeder i bogen. Jeg savnede dem inde i teksten, for netop at underbygge denne. Biografier, synes jeg, har godt af at blive “piftet op” med billeder undervejs for ikke at risikere at virke for lange, tunge og kedelige.

Hvor er stjernerne når det er lyst er en skarp, velskrevet og til tider sjov bog omhandlende en kvinde der, for mig, ikke var ret kendt. Jovist har jeg oplevet hende på skærmen, men det har været meget sparsomt i form af hendes rolle i ‘Rejseholdet’ og det er efterhånden nogen år siden jeg sidst så den. Også af den grund synes jeg, at det kunne være interessant at læse lidt om hvem denne kvinde er – kvinden der pga. hendes delvise, for mig, ukendthed, lidt står i skyggen i forhold til hendes mand.

Jeg er en stor ynder af gamle film og skuespillere – også gerne de lidt nyere, men hvis jeg kigger på listen over hvad hun har med i, så har jeg ikke kendskab til andet end ‘Rejseholdet’. 

Hvor er stjernerne når det er lyst får 3 stjerner. Selvom den ikke blæste mig omkuld, så vil jeg alligevel anbefale den til andre der nyder en god biografi.