Kategori: Dreamlitt

Døden lyver aldrig

Titel: Døden lyver aldrig I Serie: Fortællinger fra Døden #2 I Forfatter: Katja Berger I Sideantal: 352 I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget


En gang før har jeg vidst, at jeg skulle dø. Og det skete virkelig. Jeg døde. Og så alligevel ikke.
På en eller anden sær måde endte jeg i dette efterliv, hvor døden føltes mere levende, end livet selv nogensinde havde gjort det. Og på den måde levede jeg igen.

Dommedag er på vej, og Raven og Zeph må kæmpe mod både levende og døde for at standse den. En ældgammel profeti sætter dog alting i svingninger, og Raven må drage videre mod Hades. Men hvad gør en sjælehenter, når Underverdenens hersker er besat af jalousi, ingen taler sandt, og fjender bliver til venner? Raven må endnu engang lære at navigere i lyset og mørkets skyggesider, når Helvede og Himlen tørner sammen, og intet er, som det ser ud til.

Siden jeg vendte sidste side i Sjælehenteren har jeg længtes utålmodigt efter fortsættelsen, Døden lyver aldrig. Jeg er vild med Katjas univers i serien, Raven er skøn og Ash er bare nuttet! På et punkt er jeg samtidig en lille smule lun på Lucifer, selvom han dog kun er en biperson. Han minder mig så utrolig meget om Lucifer fra serien af samme navn, og jeg kan ikke lade være med at småsavle over ham, hehe.

Katja tryllebinder sin læser med en handling, der foregår i en verden fuld af spænding, drama og en masse spørgsmål i form af ‘Hvad kommer der nu til at ske?’, ‘Hvorfor lige dét i stedet for dét?’ osv.
Selve bogen, og dens kapitler, er delt op således at man ser handlingen gennem hhv. Raven, Zeph og Dalias øjne. I starten synes jeg at det var lidt forvirrende og måtte tjekke en ekstra gang hvem jeg nu var ved, men da jeg kom rigtigt igang, så gav det rigtig god mening og et lækkert twist.

Bogen slutter med lidt af en cliffhanger! Argh, Katja, altså! Det var altså ondt gjort! Tilbage sidder man som læser og bare gerne vil vide mere. Hvad, eller hvem, falder valget ud på? Hvordan klarer Raven sig i kampen mod Dommedag?

Dog undrede jeg mig lidt, da sidste side var vendt. Endnu et spørgsmål, foruden alle de mange andre, vi forhåbentlig får svar på i næste og sidste bind, var; hvad blev der af Ash? Lod Zeph ham blive hjemme hos sig selv efter han blev hentet, efter ordre fra Raven?

Disse eksempler på spørgsmål skal vi vente et helt år på at få svar på! Men Katja – tak for at du vil dele dit kæmpe store talent med os læsere! Du skriver så fantastisk og vokser kun med det for hver udgivelse. Døden lyver aldrig får 5 store stjerner.

Sjælehenteren

Titel: Sjælehenteren I Serie: Fortællinger fra Døden #1 I Forfatter: Katja Berger I Sideantal: 250  I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2017

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men det, der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende.
For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gemmen mørket?

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Katja Berger, da hun i 2016 udkom med sin debutfantasy roman De 7 synder. Derfor glædede jeg mig utrolig meget til at læse Sjælehenteren. Jeg er vild med skrivestilen, den er dejligt flydende og letlæselig.

-Det er efterhånden snart et år siden jeg læste Sjælehenteren, men handlingen står stadig klart, som havde det været igår jeg læste den, hvilket siger lidt om hvor god og fangende den er. Det er de færreste bøger der, for mig, så længe efter, står så klart i erindringen.
Katja tager læseren med på en følelsesmæssig, men utrolig spændende rejse.
Da Raven døde sad jeg tilbage med en tristhed indeni mig. Hvorfor skulle en så ung pige med livet foran sig dø? Hvad med hendes familie, venner osv.?
I det øjeblik Raven dør, bliver hun med det samme kastet ind i efterlivet, som sjælehenter. En hård og, til tider, barsk opgave der til tider kan virke fuldstændig urimelig.

Jeg kunne undervejs ikke undgå at drage lidt ligheder med Tv-serien ‘Lucifer’. Ikke nogen dårlig lighed,for jeg er vild med den serie, så jeg kunne ikke lade være med at sidde med trukket smilebånd (med forestillingen om, at Lucifer i bogen var lige så attraktiv som Lucifer fra serien – hehe)

Sjælehenteren slutter med en cliffhanger. Jeg både elsker og hader cliffhangere, for de får en til at længes efter mere, men de får samtidig ventetiden til at virke meget længere!

Katja har, med både De 7 Synder og Sjælehenteren skrevet to fantasyromaner i særklasse – og ikke mindst unikke. Med Sjælehenteren har hun taget døden, himlen, helvede og efterlivet og givet dem et twist der gør historien sammenhængende, spændende og fangende.

Sjælehenteren får 4 store stjerner. Hvem havde troet at man kunne ende med godt, at kunne lide døden?! Jeg glæder mig så meget til fortsættelsen!

Gabriels Betagelse #2

Titel: Gabriels Betagelse I Original titel: Gabriel’s Rapture I Forfatter: Sylvain Reynard I Oversat af: Sabrina Glud I Sideantal: 509  I Genre: Erotisk roman I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Dreamlitt


To elskere bundet af deres mørkeste begær…

Professor Gabriel Emerson har vovet sig ud i et passioneret, men hemmeligt, forhold med sin tidligere studerende Julia Mitchell og lærer hende om kroppens sensuelle punkter og elskovens nydelse.

Men deres lykke bliver truet af konspirerende studerende, akademiske politikker og jaloux ekskærester. Kan deres kærlighed overvinde alle forhindringerne, og vil Gabriel kæmpe for Julia?

Gabriels Betagelse, efterfølgeren til Gabriels Inferno, er anden del af en sensuel trilogi om forbudt kærlighed, som vil berøre dit hjerte.

Dette er en bog jeg i den grad har ventet på! Jeg slugte Gabriels Inferno, første bind i serien om professor Emerson og Miss Mitchell. Så da Gabriels Betagelse, andet bind, endelig kom fra trykken, måtte jeg have fat i det med det samme og jeg må sige at jeg var fanget fra starten.

Af en eller anden grund blev Christian Grey ved med at spøge i mit baghoved ved mange af de ting, som Gabriel gjorde. Ved hver erotisk handling, var det Christian jeg så for mit indre blik, som Dante-specialist, men det var heldigvis forbigående. På et plan irriterede det mig, for jeg følte ikke at jeg fik helt den læseoplevelse, som jeg gerne ville – og forventede, men lige så snart jeg formåede at lukke af for Christian Grey, blev det så meget lettere og i den grad bedre, at leve sig ind i historien. Dog skal jeg med det samme understrege, at lige dét ikke forringer bogen – det er nok mere mine tanker der spiller drillende ind her. Derfor anmelder jeg også udenom det. 😉

Endnu engang bliver Miss Mitchell og professor Emerson kastet ud i et følelsesmæssigt stormvejr i forsøget på at holde sammen på hinanden. De møder, undervejs, forhindringer som ingen burde udsættes for. Jalousi er en grim ting, som hurtigt kan være altødelæggende.
Deres kærlighed er stærk og vokser med dem, men spørgsmålet er hvor meget den kan holde til?

Ligesom på bind et, så elsker jeg bogens omslag. Det er så enkelt, men så sigende og passer perfekt til bogen og dens handling. Den udstråler kærlighed, passion og sensualitet, nøjagtigt hvad læseren bliver taget med igennem. Med hjertet bankende oppe i halsen og svedende håndflader, har jeg endnu engang nydt at følge Julia og Gabriel i deres kamp for kærligheden.

Gabriels Betagelse får 5 stjerner. Jeg er vild med serien, og ser i den grad frem til næste, og sidste, bind i serien.

Er du til erotisk, sensuel og romantisk læsning, og/eller Fifty Shades of Grey, så er denne trilogi helt klart en anbefaling værd.

Gabriels Inferno #1

Titel: Gabriels Inferno I Original titel: Gabriel’s Inferno I Forfatter: Sylvain Reynard I Oversat af: Sabrina Glud I Sideantal: 668  I Genre: Erotisk roman I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2016

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


En mands frelse, en kvindes sensuelle opvågning…

Gabriel Emerson er en mand forfulgt af sin mørke fortid.
Han er en respekteret professor på universitetet, men han bruger sit udseende og sin charme til at fordybe sig i livets nydelser, nydelser der ikke har nogen grænser.
Den søde og uskyldige Julia Mitchell melder sig til Gabriels kursus, og deres stærke og mystiske tiltrækning truer med at ødelægge hans karriere.

Passioneret og syndigt, Gabriels Inferno er første bog i en sensuel trilogi.

Gabriels Inferno er første bind i trilogien om Gabriel og den unge, søde og uskyldige Julia Mitchell…

Det er efterhånden længe siden, at jeg læste Gabriels Inferno, men oplevelsen jeg fik mens jeg læste sidder stadig krystalklart i mig. Jeg er VILD med historien! Jeg var fanget fra side 1 og jeg fløj praktisk talt gennem bogen. Inden jeg havde set mig om var sidste side vendt, og ventetiden måtte begynde…

Jeg kan rigtig godt lide en god kærlighedshistorie, og gerne en med spænding og drama i. Dette må man sige, at Gabriels Inferno indeholder. Vi har her at gøre med et begær så stærk, at kærligheden bare må sejre til sidst – no matter the consequences! Gabriel er 33 og Julia er 23, men hvor man en gang imellem kan møde rynkede øjenbryn i forhold til aldersforskel, så synes jeg faktisk ikke at det kan mærkes her. Til gengæld synes jeg kun, at det gør historien så meget mere hverdagstro – hvem har ikke på noget tidspunkt haft et crush på en underviser/foredragsholder? 😉 

En skøn fortælling, man nemt kan leve sig ind i.

Tekstopbygningen og kapitelinddelingen er lige i øjet!
Og se nu bare på forsiden – den er så smuk og illustrerer egentlig ret godt handlingen.
Gabriel er professor, der underviser i et kursus omhandlende Dante Alighieri. Julia melder sig til hans kursus og snart opstår der en tiltrækning så kraftig, at ingen af dem kan modstå den, hvor meget de end forsøger. Det er lidt det der med at lege med ilden – den forbudte kærlighed. Forsiden er tillige meget sensuel, hvilket komplimenterer bogens handling utrolig godt. Virkelig velvalgt og rammende!

Jeg har valgt at give bogen 5 store stjerner. Venter kun utålmodigt på fortsættelsen…! Er man til Fifty shades of Grey, så er denne helt klart et perfekt valg.

Heksens kald (Ulfhedin sagaen) #1

Titel: Heksens kald I Serie: Ulfhedin sagaen #1 I Forfatter: Mette Sejrbo I Sideantal: 586  I Genre: Mytologisk fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2018 (Genudgivelse)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Dreamlitt


Heksens kald, der er første bind i Ulfhedin sagaen, er en utrolig velskrevet fantasy.
Gennem bogen følger vi flere personer. Emilie, som er vores hovedperson og som egentlig bare ønsker at være helt en helt normal pige, skal pludselig, efter uforklarlige hændelser, til at vælge hvilket liv hun vil leve: det hun kender, eller livet som vølver.

Til daglig går Emilie på HF. Hun har ingen venner, udover Marie, og skolens populære klike er altid efter hende. Under læsningen kunne jeg ikke undgå at få medlidenhed med Emilie, hvilket der sikkert er mange andre der heller ikke kunne? Scenen er let genkendelig for ret mange, der selv har oplevet mobning og udstødelse under deres skolegang. Hun er en pige man kan forholde sig til. Samtidig oplever hun ting, som enhver teenagerpige før eller siden erfarer: forelskelse, uopnåelighed, tvivl, glæde, sorg og had.

Gennem handlingen følger vi også nogle andre. Vampyren, hamrammen (varulven) og til dels veninden, Marie. I starten, da der blev vekslet mellem de forskellige personer skulle jeg lige finde ud af hvor jeg lige var henne, men det kom overraskende hurtigt, og jeg var stadig lige fanget hele vejen. Løbende i handlingen sker der nogle twists, som jeg som læser ikke havde forudset og sidder både forundret, men lige så meget overrasket tilbage og vil bare gerne vide hvad der så sker.

Dog må jeg indrømme, at jeg ikke på nogen måde havde forudset slutningen og jeg sad tilbage med den der “Hvad? Nej! Hvorfor?! og giv mig mere!”

Den er utrolig spændende og jeg glæder mig utrolig meget til næste bind. En klar anbefaling!

Fangende, fængslende og bindende fantasy, med et strøg af længselsfuldt at ville have mere, når det er bedst!