Kategori: Anmelder eksemplar

Minecraft øen

Titel: Minecraft øen I Original titel: Minecraft the Island I Forfatter: Max Brooks I Oversat af: Brian Christensen I Sideantal: 255  I Genre: Fantasy I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Bogens hovedperson strander på en ø og ser sig omkring. Hvor er jeg? Hvem er jeg? Og hvorfor er både solen og alt andet lavet af forkantede blokke?

Det bliver meget hurtigt mørkt, og så snart solen er væk, kommer zombierne frem… og man skal være både modig og kreativ for at finde mad og bygge et hjem, mens man forsvarer sig mod creepere og bevæbnede skeletter og forsøger at undgå en strøm af brandvarm lava.

Når man ikke kender reglerne i den verden, man er havnet i, og det ene eneste, man har, er nogle få redskaber, er det dejligt at møde en ven, der ind imellem kan give nogle gode råd – også selvom det er en ko.

Er man en kender af Minecraft spillet, så er denne bog lidt ligesom at starte forfra på spillet. Når man starter op, render man formålsløst rundt indtil man bliver angrebet om natten.

Minecraft øen var lidt træg at komme igang med, da jeg som læser sad tilbage med en følelse af at der hele tiden blev gentaget nogle steder. Måske der kunne have været sparet disse linjer? Når det så er sagt, så er det samtidig en bog, der – da jeg kom igang med den – fangede gradvist mere og mere. Desværre var min begejstring dog ikke helt i vejret her.
Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide, at bogen er opdelt i en slags ‘levels’, altså delt op i udviklingstrinene. Det giver et rigtig godt overblik,en rød tråd og overskuelighed. Jeg kunne hele tiden følge med i hvor jeg var (jeg kender, og har spillet lidt Minecraft før i tiden).

Dog blev jeg lidt forvirret i forhold til målgruppen, for den er skrevet til de lidt større børn, der stadig ikke er helt stiv i læsefærdighederne, men sprogmæssigt tænker jeg at den nok godt kan være lidt svær for dem? Måske skulle målgruppen have været for børn der var et par år ældre? For mit vedkommende var sproget fint, men når man kigger på målgruppen, så kan jeg godt blive lidt i tvivl.

Alt i alt er det en god og underholdende bog, jeg gerne vil anbefale til den yngre målgruppe. Kan man lide spillet, overvejer at starte på det eller måske bare synes det lyder spændende, så læs denne bog. Det er måske ikke helt det samme, men man får alligevel et godt kendskab, og indblik i Minecraft verdenen på en underholdende måde.
Minecraft øen får 3 store stjerner.

Tilbage til Black Rabbit Hall

Titel: Tilbage til Black Rabbit Hall I Original titel: Black Rabbit Hall I Forfatter: Eve Chase I Oversat af: Vibeke Houstrup I Sideantal: 384  I Genre: Roman I Forlag: Lindhardt & Ringhof I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof


Cornwall, 1968. For Amber Alton og hendes søskende er landstedet Black Rabbit Hall en højtelsket pause fra deres hverdag i London. Her kan de fire børn frit udforske naturen og dyrelivet. Men en sommeraften rammer en tragedie familien, og med ét er barndommens idyl og uskyldighed krakeleret.

Tre årtier senere er Lorna og hendes forlovede på jagt efter det perfekte sted at holde deres bryllup. Lorna forelsker sig i et smukt, men meget nedslidt landsted, som hun mener at kunne huske fra sin barndom. Hvilken historie gemmer stedet på? Og hvorfor føler Lorna så stærk en tilknytning?

Tilbage til Black Rabbit Hall er en sød bog, der rører en dybt inde i hjertet. Historien er delt op i to tidsperioder, hvilket (synes jeg) giver bogen en dejlig helhed og man som læser bliver præsenteret for hvad de fire søskende blev udsat for i forhold til en ulykkelig tragedie der rammer familien, til Lorna der leder efter den perfekte bryllupslocation. Hun finder den i form af et landsted, der har noget af en historie bag sig – men hvilken?

Eve Chase har et sjældent set medfødt talent. Hendes sprog og skrivestil er forrygende. Hun besidder en fantastisk fortællestemme og formår at tage læseren med på en og samme tid spændende, fængslende og rørende historie.

Historien tager os på en rejse gennem spænding, kærlighed og mystik. Lorna er helt solgt da hun opdager et gammelt landsted, som hun samtidig føler en stærk tilknytning til, og tager derfor derned en weekend for at undersøge stedet nærmere. Hvorfor føler hun den stærke tilknytning? Og på hvilken måde er hun selv spundet ind i begivenhedernes drama for 3 årtier siden? Alt dette sætter Lorna sig for at finde ud af.

Min anbefaling? Tag med på rejsen! Køb den, læs den og fortæl andre om den. Men advar dem samtidig om at huske en pakke lommeletter – eller to 😉 Det er en historie der fortjener at blive læst!

Tilbage til Black Rabbit Hall får 4 store stjerner. Det er mit første bekendtskab med Eve Chase, men det bliver absolut ikke det sidste!

Mysteriet på Asthall Manor

Titel: Mystetiet på Asthall Manor I Serie: Mitford Mordene #1 I Original titel: The Mitford Murders I Forfatter: Jessica Fellowes I Oversat af: Kirsten Heltner I Sideantal: 210  I Genre: Krimi I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Året er 1920, og Louisa Cannon drømmer om en vej ud af fattigdommens London, der i disse år er hårdt mærket af den netop overståede verdenskrig. I en blanding af snarrådighed og held sikrer hun sig ansættelse hos Mitford-familien på godset Astall Manor i Oxfordshire. Som kombineret barnepige og selskabsdame for de seks Mitford-søstre oplever hun en ny og fortryllende verden. Især knytter hun sig til den eventyrlystne og smukke sekstenårige Nancy, den ældste af søstrene, som elsker detektivhistorier og brænder efter at opleve verden uden for godset.
Da den berømte Florence Nightingales guddatter myrdes i et tog ved højlys dag, vækker sagen enorm opsigt, og snart vikles både Louisa og Nancy ind i en mordgåde, der er lige så spændende, som den er livsfarlig.

Første gang jeg så – og hørte noget til denne bog, tænkte jeg at den umuligt kunne gå min næse forbi. Egentlig læser jeg ikke så mange krimier, men der var noget ved denne, der fik mig til at stoppe op og læse nærmere om den. En beslutning jeg er glad for, at jeg tog! Faktisk var det først, da jeg var kommet i gang med bogen, at det gik op for mig at bogen var bygget op over faktiske hændelser.
Jessica Fellowes har kreeret en skøn og forrygende fortælling, der ikke er til at slippe igen, når først man er kommet rigtigt i gang med den.

Nu og da kan jeg rigtig godt lide når fiktion er blandet sammen med fakta. Det kan være med til at give tingene et ekstra twist, som det faktuelle måske mangler for evt. at gøre det spændende, eller for, som i dette tilfælde, at give et bud på opklaringen af nogle af virkelighedens uopklarede mord, samtidig med at vi følger Mitford søstrene og deres overklassestilværelse i England.

Som sådan var historien også rigtig spændende, dog var den ikke helt så fangende som jeg havde forventet, at den ville være ud fra hvad jeg kunne læse om den. Naturligvis er det ikke alle bøger der fanger en lige godt, hvilket også er grunden til at det har taget mig lidt tid at læse den. Jeg havde lidt en ambivalent følelse omkring starten af bogen. Den var på sin vis spændende, men samtidig ikke fangende nok til at fastholde mig – indtil jeg kom rigtigt igang med den. Da jeg først var kommet lidt ind i den, var den nærmest ikke til at slippe igen! Også her er jeg vild med måden hvorpå fiktion og fakta mikses sammen.

Er man til krimi af den gode slags med historiske fakta, så er denne helt klar en anbefaling værd.

Mystetiet på Astall Manor, får 4 stjerner.

Døden lyver aldrig

Titel: Døden lyver aldrig I Serie: Fortællinger fra Døden #2 I Forfatter: Katja Berger I Sideantal: 352 I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget


En gang før har jeg vidst, at jeg skulle dø. Og det skete virkelig. Jeg døde. Og så alligevel ikke.
På en eller anden sær måde endte jeg i dette efterliv, hvor døden føltes mere levende, end livet selv nogensinde havde gjort det. Og på den måde levede jeg igen.

Dommedag er på vej, og Raven og Zeph må kæmpe mod både levende og døde for at standse den. En ældgammel profeti sætter dog alting i svingninger, og Raven må drage videre mod Hades. Men hvad gør en sjælehenter, når Underverdenens hersker er besat af jalousi, ingen taler sandt, og fjender bliver til venner? Raven må endnu engang lære at navigere i lyset og mørkets skyggesider, når Helvede og Himlen tørner sammen, og intet er, som det ser ud til.

Siden jeg vendte sidste side i Sjælehenteren har jeg længtes utålmodigt efter fortsættelsen, Døden lyver aldrig. Jeg er vild med Katjas univers i serien, Raven er skøn og Ash er bare nuttet! På et punkt er jeg samtidig en lille smule lun på Lucifer, selvom han dog kun er en biperson. Han minder mig så utrolig meget om Lucifer fra serien af samme navn, og jeg kan ikke lade være med at småsavle over ham, hehe.

Katja tryllebinder sin læser med en handling, der foregår i en verden fuld af spænding, drama og en masse spørgsmål i form af ‘Hvad kommer der nu til at ske?’, ‘Hvorfor lige dét i stedet for dét?’ osv.
Selve bogen, og dens kapitler, er delt op således at man ser handlingen gennem hhv. Raven, Zeph og Dalias øjne. I starten synes jeg at det var lidt forvirrende og måtte tjekke en ekstra gang hvem jeg nu var ved, men da jeg kom rigtigt igang, så gav det rigtig god mening og et lækkert twist.

Bogen slutter med lidt af en cliffhanger! Argh, Katja, altså! Det var altså ondt gjort! Tilbage sidder man som læser og bare gerne vil vide mere. Hvad, eller hvem, falder valget ud på? Hvordan klarer Raven sig i kampen mod Dommedag?

Dog undrede jeg mig lidt, da sidste side var vendt. Endnu et spørgsmål, foruden alle de mange andre, vi forhåbentlig får svar på i næste og sidste bind, var; hvad blev der af Ash? Lod Zeph ham blive hjemme hos sig selv efter han blev hentet, efter ordre fra Raven?

Disse eksempler på spørgsmål skal vi vente et helt år på at få svar på! Men Katja – tak for at du vil dele dit kæmpe store talent med os læsere! Du skriver så fantastisk og vokser kun med det for hver udgivelse. Døden lyver aldrig får 5 store stjerner.

At gå døden i møde: Livsfortællinger

Titel: At gå døden i møde – Livsfortællinger I Original titel: With the End in Mind – Dying, Death and Wisdom in an Age of Denial I Forfatter: Kathryn Mannix I Oversat af: Kathrine Storm I Sideantal: 349  I Genre: – I Forlag: Don Max I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Don Max


Døden er et vilkår, vi er fælles om. Og alligevel er den, ikke mindst i vores tid, blevet et tabu – et ukendt landskab, hvor vi færdes meget alene og uden tilstrækkelig viden.
Med disse ærlige, men trøsterige og livsbekræftende fortællinger fra sit lange liv som læge vil Kathryn Mannix ruste os bedre til at kunne gå døden i møde. Både så angsten og bekymringerne for døden ikke kaster unødvendigt stor skygge over livet, og så vi bedre kan møde andre, der er blevet berørt af døden.

Som uddannet sygeplejerske med hjertet bankende for det palliative område, fangede denne bogs titel mig. På et plan har døden altid skræmt mig – og gør det på sin vis stadig. Dog har jeg lært at arbejde med den, forsone mig med den i forhold til min profession. Den er et enme, der for den nye, såvel som måske den garvede, kan være et ret ømt punkt, hvor man kan være meget usikker i forhold til hvad man skal kommunikere med den syge, og hvordan. Nogle gange skal man gøre det i den direkte form, hvor man andre gange skal pakke det meget ind – det kommer meget an på patienten og er noget man må føle sig frem til hvis ikke patienten selv giver udtryk for andet.

Derfor vidste jeg også at jeg måtte læse denne bog. Allerede fra starten begyndte den at gøre indtryk på mig og røre nogle af de dybeste følelser jeg besidder. At sidde med sådanne historier foran sig, giver en et helt nyt indblik i det ‘At gå døden i møde’, omkring tanker, følelser, reaktioner mm. i den sidste tid.

Det er en stærk og medrivende bog. Mange af situationerne vil for de fleste fagpersoner være genkendelige. Samtidig er det en bog, der giver stof til eftertanke.

I det daglige synes jeg at det er en svær balancegang i forhold til hvordan ‘døden’ skal behandles/formidles. Som tidligere nævnt, kommer det meget an på patientens udtryk, følelser og reaktioner. Mange er afklarede, men mindst lige så mange, hvis ikke flere, finder døden som noget meget skræmmende og sidder derfor meget bange tilbage.

I bogen indgår der over 30 forskellige fortællinger – livsfortællinger, der på hver deres måde giver unikke indtryk og historie. Mange gange var de så rørende, at jeg måtte sidde og knibe en lille tåre og tage et par dybe indåndinger inden jeg igen læste videre.

At gå døden i møde får 4 rørende stjerner!

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Titel: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe I Original titel: Les gens heureux lisent et boivent du café I Forfatter: Agnès Martin-Lugand I Oversat af: Anders Juel Michelsen I Sideantal: 185  I Genre: Roman I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Dianes verden styrter i grus, da hun mister sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed i Paris og lukker sin lille hyggelige bogcafé, som hun har kaldt ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’. Den var hendes stolthed, men nu minder den hende bare om, at hun ikke længere hører til blandt de lykkelige.

Et år senere lejer hun et hus i en lille landsby på den irske kyst og forlader Paris for at prøve at komme videre med sit liv. Alle tager godt imod hende bortset fra hendes nye nabo, fotografen Edward. Han er en smuk mand, men indesluttet og lunefuld, og Diane gør, hvad hun kan for at undgå ham. Alligevel løber de hele tiden ind i hinanden, og langsomt begynder hun at forstå, at han måske slet ikke er den mand, hun troede, han var.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en varm og charmerende roman om at genfinde kærligheden og vende tilbage til livet efter en stor sorg.

‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’… Titlen siger næsten det hele! Den var – og er et must read!
Jeg var fanget! Fanget af titlen og af hvad der gemte sig bag den. Hvilken historie den gemte på. Diane har i en bilulykke mistet både sin mand og datter, og kæmper nu indædt en kamp, hun næsten havde opgivet på forhånd, hvis det ikke havde været for hende gode ven og trofaste støtte, Felix, forbat komme videre og ovenpå midt i sorgen.

Egentlig fandt jeg selve handlingen lidt kliché-agtig, da den er skrevet indenfor et emne som alle kan relatere til; sorg. Alle har på et eller andet tidspunkt mistet en eller flere de holder rigtig meget af, som har en meget stor betydning for én og ens hverdag, men som pludselig bliver brutalt revet væk for altid. Alle reagerer forskellig, og alle tager sorgen til sig på forskellige måder. Selv kampen for at komme ovenpå igen, udkæmpes forskelligt.

Når det så er sagt, så fangede handlingen mig. Jeg modtog bogen med posten fredag eftermiddag, og blev færdig med den allerede igår aftes. Da jeg først kom rigtigt gang med den, var den næsten umulig at lægge fra sig igen.

Dog havde jeg lidt svært ved de første par kapitler. Jeg syntes at de virkede lidt for flade og kedelige og overvejede allerede dér at give en stjerne mindre end jeg gør, for jeg manglede noget mere ‘go’ i handlingen. Men efter at Diane ankom til Irland, kom der for alvor skub i handlingen og dramaerne, hvilket overraskede mig rigtig meget. Jeg tror, at det der overraskede mig mest, er nok slutningen. Indrømmet, så var det bestemt ikke dén slutning jeg hverken havde forventet eller håbet på og jeg måtte lige vende og dreje bogen, for at være helt sikker på, at der ikke var lavet en 2’er – det var der desværre ikke!

Bogen er en tynd lille sag, på ikke engang 200 sider. Kapitlerne er lidt lange, men de er til gengæld spækket med handling – de fleste af dem.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe får 4 stjerner. Det er en hjertevarm roman, der helt klart kan anbefales.

Den røde adressebog

Titel: Den røde adressebog I Original titel: Den röda adressboken I Forfatter: Sofia Lundberg I Oversat af: Nanna Kalkar I Sideantal: 326  I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Doris har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun minderne om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. Nu er hun 98 og bor alene i en lejlighed i Stockholm. De fleste af navnene i bogene er efterhånden streget over, døde, og hendes eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperens besøg og samtalerne med niecen Jenny, som bor på den anden side af Atlanten.

En dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny ud fra navnene i adressebogen, og en fascinerende fortælling om et langt og farverigt liv tager form – en fortælling om familie og venskaber, eventyr, glæder og sorger, og om den store kærlighed, hun aldrig har glemt.

Den røde adressebog er en hjertegribende roman, som spænder over et helt liv og tager læseren med på en rejse til svundne tiders Paris, New York og Stockholm, fra 1930’erne over anden verdenskrig til i dag.

Den røde adressebog er fortællingen om den aldrende Doris’ liv, oplevelser og de mennesker der har haft en indflydelse på hendes liv. Det er en rørende, medrivende og fangende roman om en enkelt kvindes liv.
Flere gange sad jeg med tårer i øjnene og blev nødt til at lægge bogen lidt fra mig og lige trække vejret, for at kunne samle den op igen og læse videre, og endnu engang blive rørt dybt.

Selvom Sofia skildrer Doris’ liv som den ældre, ensomme dame uden nogen nulevende venner eller familie, så er det et billede der desværre ses oftere og oftere. Vi bliver ældre, men desværre er der en del der falder fra. Jo ældre vi bliver, des større er chancen for at alle i ens netværk falder fra. Lige dét oplever Doris. I sin røde adressebog, har hun noteret alle de mennesker hun har mødt på sin vej, men samtidig streget dem ud og markeret dem med ordet DØD i takt med at de er døde. 

Selvom vi gennem bogen bliver præsenteret for rigtig mange mennesker, og deres betydning hver især, så synes jeg samtidig at det er en nem og overskuelig opdeling. Jeg kan fornemme den røde tråd hele vejen igennem, også selvom der bliver sprunget lidt mellem nutid og datid.

På rigtig mange måder, er det en utrolig relevant skildring af ældre og deres tilværelser. Rigtig mange ældre sidder ensomme tilbage uden noget netværk, at kunne tage kontakt til. Doris har kun sine besøg af hjemmeplejen, sin niece, Jenny, i San Francisco og ikke mindst sine minder til at holde sig med selskab.
En ting, der er begyndt at blive mere og mere udbredt, er en ‘besøgsven’. En der kommer og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage. En man kan spille et spil med, gå en tur eller bare sidde og snakke med. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan en som Doris ville have godt af sådan en. Doris er en dame man ikke kan andet end at knuselske.

Den røde adressebog får 5 store stjerner! Jeg elskede bogen hele vejen igennem. Jeg kunne grine, måbe og næsten sidde og tude flere steder. Det er en fortælling man hurtigt bliver fanget af, om en person man lynhurtigt kommer til at holde rigtig meget af.

Min Muse

Titel: Min Muse I Original titel: The Muse I Forfatter: Jessie Burton I Oversat af: anna Lund I Sideantal: 414 I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand,
men min mening og holdning er helt mine egne.


Et billede siger mere end tusind ord…

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde på galleriet hos dets gådefulde leder, Marjorie Quick.

En dag finder et mystisk maleri vej til galleriet, og rygterne om et forsvundet mesterværk spreder sig som en løbeild. Hvem er I. R., som har lagt initialer til værket? Er det værdifuldt? Og hvad har Odelle med sagen at gøre? Nysgerrighed og forvirring omgærder værket, og Odelle er usikker på, hvad hun skal tro midt i spindet af hemmeligheder og løgne.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Hendes verden forstyrres af en ung, revolutionært anlagt kunstner og hans halvsøster, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

Min Muse var en bog jeg i den grad havde set frem til. Jeg havde læst om den, hvad den handlede om og syntes at den lød utrolig spændende. Det synes jeg stadig, at den gør. Den fangede mig desværre bare ikke da jeg gik igang med den. Måske det er hendes måde at skrive på? Jeg har forsøgt flere gange nu, men jeg kan på ingen måde holde mig vågen til den, hvilket jeg er ret ked af.

Selve bogens omslag må siges at være noget af det flotteste! Den er så smuk og detaljeret, men uden at det bliver for meget. Selv når støvcoveret bliver taget af, har bogen en dejlig afdæmpet nuance (se billede) og den smukkeste røde farve der angiver titel, forfatter, og nogle krummelurer der passer til forsiden, på bogryggen.

Jeg vil dog, selvom den desværre ikke fangede mig, anbefale at købe og læse bogen, hvis du finder den spændende. Jeg er overbevist om, at jeg denne gang har været uheldig, og er sikker på, at du vil sluge bogen. 🙂 Det er en bog, som jeg, når jeg læser bagsideteksten, synes lyder utrolig spændende og rigtig gerne vil læse, men for nuværende er den lagt til side.

Jeg har ikke kunne bedømme bogen med nogen decideret anmeldelse eller stjerner, da jeg ikke har læst bogen færdig, men jeg vil alligevel sige, ud fra mit hjerte – læs bogen hvis du finder den spændende. Lad være med at spare dig selv for en læseoplevelse, kun fordi den ikke fangede mig.

Dallas København

Titel:Dallas København: Intet forandrer sig aldrig I Forfatter: Peter Molde-Amelung I Sideantal: 286 I Genre: Børne- og Ungdomsfiktion,Eventyr, Socialrealisme I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Dallas er stædig, en smule usikker på verden, og så er hun trænet til at slå ihjel med sine bare næver.

Dallas’ mor har aldrig haft tid til sin datter, fordi hun har brugt sit liv på at redde truede dyrearter. Dallas’ far er død, og det er ikke noget, man taler om. Derfor er Dallas vokset op hos sin oldefar.

Så da oldefaren uden nogen forklaring forsvinder, er Dallas pludselig pænt alene i verden. I kampen for at finde ham får hun hjælp af den tatoverede dreng Jack, som er fåkkin vild med hende, og af oldefarens ven Okker, der for ti millioner øl siden var læge.

Deres jagt på Dallas’ oldefar udvikler sig til et eventyr, hvor Dallas må slås med kvindehaderen Ace og med en et-øjet, blodtørstig bjørn fra Rusland.

Dallas København er lige fyldt 12 år, og snart vil hun:

Begå et mord
Flygte fra politiet
Blive skudt
Slås med et rovdyr
Lære alt for meget om kærlighed

Dallas København var en bog jeg havde set frem til med en vis spænding. Den lød rigtig spændende med lidt af det hele i, hvilket jeg i det store og hele også synes at den har. Dog var der nogle steder, hvor jeg sad og tænkte “ej vel?”, men det er jo det gode ved fiktion – man kan digte, pynte osv., som man vil 🙂

Bortset fra det, så synes jeg bestemt, at Peter Molde-Amelung (PMA) har kreeret en spændende, hæsblæsende og med-fart-over-feltet historie. Han tager udgangspunkt i emner som bl.a. socialrealismen, og børnene Dallas og Jack, der begge er ofre for omsorgssvigt.

Da Dallas’ oldefar en dag ‘forsvinder’ bliver hendes verden vendt godt og grundigt på hovedet. I jagten for at finde ham, møder Dallas Jack, der ender med at få en uventet betydning og speciel plads i hendes hjerte. En umulig og forbudt kærlighed opstår mellem dem.
Jack hjælper Dallas med at lede efter hendes oldefar, der stadig af uforklarlige årsager er taget til Norge sammen med en mangeårig ven. En ven, der skulle vise sig, at have en større betydning for oldefaren, end Dallas havde indset.

At oldefaren var homoseksuel, er kun med til at give bogen endnu et twist og besøg hos et af de mange tabubelagte emner, nemlig homoseksualitet. Det er ting, der dog er blevet meget mere almindeligt og accepteret i dag, hvorimod at man for årtier siden blev udstødt, eller det der var værre.

PMA har skrevet bogen i en stil, der passer til 10-12 årige, som også er bogens målgruppe, men den er alligevel skrevet således at også voksne kan finde den fornøjelig. At den samtidig har den drejning af en afslutning, havde jeg på intet tidspunkt forudset før lige inden det blev afsløret.

Dallas København er en hæsblæsende, spændende fortælling, der får 4 stjerner. Jeg var underholdt hele vejen.

Dragernes konge #2 Gøglerkongens sværd

Titel: Dragernes konge #2 – Gøglerkongens sværd I Forfatter: Carina Evytt I Sideantal: 41  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup


I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret…

Kiri lever et frit, men farligt liv.
Sammen med barndomsvennen, Josvai, leder hun en røverbande, og er kendt og eftersøgt som landets bedste klatretyv.

Kiris rygte når vidt omkring, og en dag bliver hun kontaktet af den mystiske gøgler, Waris, som ønsker at hverve hende til en usædvanlig opgave.

Hun skal stjæle et sværd fra en fæstning på en klippeø der bevogtes af de berygtede, mørke troldmænd, Drakkar. Og som om det ikke er nok, ligger øen midt i et område der regeres af den forførende og utilregnelige elletrold, Svart.
En konge som Waris både hader og frygter.

Siden jeg vendte sidste side i Heksejærgerens bytte har jeg hungret efter mere, så det var med stor glæde og forventning, at jeg gik igang med Gøglerkongens sværd.
Gøglerkongens sværd er en fantastisk, velskrevet fantasy, der tager læseren med på sit livs eventyr fyldt med venskab, kærlighed, had, farer og magi.

Selvom Heksejærgerens bytte og Gøglerkongens sværd er to bøger i samme serie, så kan de læses uafhængigt af hinanden, da de ikke omhandler de samme personer. De er skrevet af to forskellige forfattere, hvilket i første omgang forvirrede mig lidt, og faktisk også fik mig til at stille bøgerne tilbage på hylden, men jeg må sige at jeg er blevet positivt overrasket, for de klinger rigtig godt sammen. Dog vil jeg egentlig anbefale at læse begge bøger, da de foregår i samme miljø og omgivelser. Og så manglede jeg lidt mere indblik i og om Perina.

Sproget er let læseligt, og Carina har formået at skrive en fangende, fantastisk og til tider lidt humoristisk bog. Kapitelopdelingen er dejligt overskuelig med kapitler af en passende længde. Der er en tydelig rød tråd gennem hele handlingen, således at man nemt kan følge med i hvor, eller hvem man er ved.

Gøglerkongens sværd er på færre sider end Heksejægerens bytte. Ikke at det gør det helt store, for selvom siderne er færre, så er handlingen det større. Jeg var fanget gennem næsten hele bogen. Der var lige til sidst, hvor jeg følte, at den blev lidt langhåret, men måske det var længslen efter at finde ud af hvad der kommer til at ske i næste bind når Banneret samles

Gøglerkongens sværd får 4 stjerner og kan klart anbefales hvis man er til god fantasy. Glæder mig til fortsættelsen 🙂