Kategori: Anmeldelse

Otto Leisner

Titel: Otto Leisner – Et liv i H.O. P. L. A. I Forfatter: Henrik Vesterberg I Sideantal: 220 I Genre: Biografi I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Humør, Oplysning, Populær musik, Livsglæde og Aktivitet – H. O. P. L. A. – hed et af Otto Leisners mest elskede tv-programmer. De fem ingredienser var lige efter Leisners hoved og de grundlæggende værdier, han styrede efter gennem hele sit 91 år lange liv. I mere end 40 år var Otto Leisner indbegrebet af uforpligtende og begavet underholdning for hele familien. Pladeparade, Krobal, Den Gyldne Pil, Fup eller Fakta og Kvit eller Dobbelt… Otto Leisners programmer samlede i årevis danskerne foran skærmene i antal, man i dag kun ser til de helt store sportsbegivenheder.

I radioen i 1940’erne og 1950’erne og på tv helt frem til 1980’erne udførte Danmarks første og største tv-stjerne et stort pionerarbejde, der nok sikrede ham popularitet, men ikke var fri for omkostninger. I lange perioder var Otto Leisner lige så forkætret og hadet af kultureliten, som han var elsket og afholdt af den brede befolkning.

Historien om Otto Leisner er samtidig fortællingen om underholdningens historie i Danmark fra 1930’erne til opgøret med Danmarks Radios monopol i 1980’erne.

Otto Leisner har jeg mest kendt til ud fra fortællinger fra mine forældre. Da de var unge teenagere, var Leisner på sit livs højdepunkt i karrieren og var i den grad blevet allemandseje.

“At en del af tv er harmløst, er der ikke grund til at hæfte sig specielt ved. Det er en hel del af vores hverdagsliv også. Og den del er det altså blevet mit lod at formidle.”                Otto Leisner

Da jeg så at der ville komme en ny bog om ham, tænkte jeg at jeg godt kunne tænke mig at vide lidt mere om dette underholdningsfænomen, som var kendt af alle i generationen før min og jeg fandt det egentlig ret interessant. Leisner var en spændende personlighed, og Henrik har formået at formidle fortællingen i et let og levende sprog, der gør at man glider utrolig nemt gennem siderne.

Samtidig er bogens layout sat op på en sådan måde, at den er meget overskuelig. Der er lidt billeder i, der understøtter fortællingen, men der kunne efter min mening snildt have været plads til flere. Jo færre billeder en biografi indeholder, jo større er risikoen for at den bliver for tør og kedelig at læse (efter min mening). Heldigvis opvejer Henriks fortælleevne dette.

Gennem fortællingen havde jeg lidt sådan en hyggelig rejse tilbage i tiden. En tur tilbage til mine forældres ungdom, og havde ikke svært ved at forestille mig, hvordan familien Danmark sad samlet i ren hygge omkring enten radioen, og senere TV’et for at lade sig underholde.

Otto Leisner – Et liv i H.O. P. L. A. får 4 grammofonplader herfra.

Det skal føles godt

Titel: Det skal føles godt I Forfatter: Ole Henriksen & Tina Jønck Christensen I Sideantal: 316 I Genre: Erindringer I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Hvorfor lykkes alting for dig? Det spørgsmål bliver Ole Henriksen altid mødt med. I denne bog afslører han omsider opskriften på sin succes, så også andre kan få det optimale ud af deres liv.

“Det skal føles godt” er en inspirationsbog, der giver gode råd om alle de vigtigste forudsætninger for at opnå succes. Pakket ind i underholdende, tankevækkende og hudløst ærlige beretninger fra Oles eget liv og hans reflektioner og erfaringer, fortalt til veninden Tina Jønck Christensen over køkkenbordet.

Ole Henriksen har, i samarbejde med Tina Jønck Christensen, skrevet en bog fyldt med energi og kærlighed. Og lige netop disse to ord, definerer Ole Henriksen! Han er indbegrebet af energi, livslyst, positiv energi og ikke mindst kærlighed. Ikke kun kærlighed til sig selv, men i den grad også til hans medmennesker, og han er bestemt ikke bleg for at give et kram eller to selvom han står overfor vildt fremmede mennesker.

Selv havde jeg den fornøjelse at møde ham på sidste års Bogforum i Bellacentret. Det var en kæmpe fornøjelse. Den livsenergi han besidder, er noget der automatisk smitter af på de mennesker han er omgivet af. På forunderlig vis har han også formået at få overført en del af den livsenergi og kærlighed i sin bog, og den er utrolig tydelig at mærke. Som læser bliver man ligefrem ’glad i låget’ mens man sidder med bogen – jeg gjorde i hvert fald.

’Det skal føles godt’ er en bog man nærmest flyver igennem. Den er skrevet letlæseligt og beriget med en masse billeder, der understøtter fortællingen. Den er overskueligt opdelt og virkelig bare en ren fornøjelse at komme igennem. Normalt taler man typisk om en ’feel good roman’. I dette tilfælde vil jeg kalde denne for en ’feel good erindringsbog’. Ole fortæller om sin opvækst, det at springe ud og ikke mindst hans vilje og drivkraft til at få succes, både med det forretningsmæssige, men også i forhold til et lykkeligt liv.

’Det skal føles godt’ er en bog til alle der, både elsker biografier men også dem der har brug for et smil på læben, en bog der krammer for det gør denne her! Selvfølgelig ikke i ordets dybeste forstand, men man bliver krammet af kærlighed og glæde.

Ole Henriksen har ikke haft det let i livet. Som ung overvejede han at gøre en ende på livet, men heldigvis vendte han skuden og satte alt ind på drivkraften for et bedre og lykkeligere liv – med succes.

’Det skal føles godt’ får 5 dejlige stjerner.

Og så drukner jeg…

Titel: Og så drukner jeg… I Forfatter: Ditte Wiese I Sideantal: 336 I Genre: Ya Roman I Forlag: CarlsenPuls I Udgivelses år: 2019

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Lynhurtigt, koldt bad, hestehale, betablokkere, kaffe, green smoothie bowl på snapstory og Instagram, bil, psykologieksamen, 12, kramme Miriam, skifte tøj, flere betablokkere, bil, parkering, hovedet på rattet. Og så dybe indåndinger…

Josephine har lagt en plan. Hun har valt en ambitiøs uddannelse, den rigtige kæreste og den optimale diæt. Alt skal være perfekt.

Men der er noget, der sitrer inde i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvorfor kan hun ikke klare det hele?

”Og så drukner jeg…” er en utrolig rammende, og ikke mindst vigtig bog, skrevet af den utrolig dygtige Ditte Weise. Ditte debuterede i 2017 med ”Provinspis”, som jeg desværre endnu ikke har haft fornøjelsen af at læse, men mon ikke den skulle sættes på min tbr liste? 😊

Mens jeg læste ”Og så drukner jeg…” måtte jeg nogle gange stoppe op og trække vejret. Flere gange blev jeg grebet af hvor rammende fortællingen var. Hvor meget jeg kunne genkende mig selv i Josephine. Dog var jeg aldrig nogen 12-tals elev, det vidste jeg selv at jeg ikke var, men jeg kan stadig den dag i dag tydeligt huske hvor nervøs, grænsende til angst, op til hver eksamen. Hvordan man bare gerne vil please andre og være ængstelig for at sige sin mening til andre, og derved bare holdt den for sig selv.

”Og så drukner jeg…” er en bog jeg i særdeleshed godt kunne have brugt dengang jeg studerede, eller i det hele taget da jeg var yngre. Jeg håber inderligt, at den kommer ud til så mange unge som muligt, om ikke andet så dem der lider af lavt selvværd og føler sig presset fra forskellige kanter. Det er okay at være som man er. Det er okay ikke at være en ren 12-tals student. Det er okay at fejle. Det er okay at sige fra. Ikke alt i livet går som planlagt. Nogle ting kan man ikke planlægge sig ud fra. Tag i stedet tingene som de kommer og nyd livet.

Jeg kunne rigtig godt lide Josephine, men jeg kunne også relatere rigtig meget til hende – dog ikke betablokkerne! Miriam havde jeg det lidt mere stramt med. Det virkede lidt som om tingene godt kunne gå for langsomt. Oliver… åh… jeg blev selv som læser, lige som Josephine, blændet af hans charme. Men der kan man se hvor meget det ydre kan snyde én! Sebastian kunne jeg derimod ikke rigtigt lide i starten, men han fik trods alt Josephine til at ’bløde op’ og indse nogle ting hun ikke havde turdet før. Måske et lille håb for en romance spirer lidt?

”Og så drukner jeg…” får 5 kæmpe stjerner af mig. Jeg kan kun anbefale straks at finde den hos den lokale boghandler og få den læst! Tak Ditte for at turde tage et så følsomt emne op og kreere dette værk!

Dukkeværkstedet

Titel: Dukkeværkstedet I Original titel: The Doll Factory I Forfatter: Elizabeth Macneal I Oversat af: Vibeke Houstrup I Sideantal: 377 I Genre: Roman I Forlag: Lindhardt & Ringhof I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof


LONDON 1850

I Hyde Park strømmer folk til for at se byggeriet af Crystal Palace. Det gælder også unge Iris, der har en fridag fra Mrs. Salters Dukkevarehus. I parken støder hun på konservatoren Silas, der samler på knogler og kuriosa og drømmer om at udstille sin samling af bizarre udstoppede dyr. Det tilfældige møde bliver for Silas starten på en altødelæggende besættelse – og skæbnesvangert for Iris, der også har ambitioner om at blive kunstner. Da hun siger ja til at sidde model for en af tidens eksperimenterende malere, bliver det starten på et helt nyt liv. Men Silas har ikke glemt Iris.

”Dukkeværkstedet” var for mig noget af en speciel læseoplevelse. Den var på ingen måde hvad jeg havde forestillet mig! Egentlig ved jeg ikke rigtigt hvad jeg havde forestillet mig, men måske en lidt anderledes handling? Andet sprog? Men trods mine forudindtagede forventninger, så endte den alligevel med at overraske meget. Jeg nærmest susede gennem bogen, da jeg først havde vænnet mig til sproget. Det irriterede mig lidt i starten, men efter lidt tid gik det op for mig, at den netop er skrevet sådan for at være mere virkelighedstro til tidsalderen den foregår i.

Elizabeth MacNeal tager os tilbage til 1850’ernes London, hvilket man i sproget og miljøbeskrivelserne ikke er i tvivl om. Nogle steder stødte jeg ind i så gammeldags ord, at jeg måtte hen og slå dem op for at finde meningen. Hehe.

Silas får, undervejs, en nærmest sygelige besættelse af Iris. Uanset hvad det måtte koste ham, vil han have hende. I hans hoved vil han have hende som ven, men håndteringen af det er bare helt forkert. Alligevel kunne jeg ikke, selvom jeg ikke bryder mig om ham, lade være med at mærke et stik af medlidenhed med ham, da han giver Iris sin lille gave, men at hun er for storsnudet til overhovedet at lægge mærke til ham.

Alligevel kunne jeg ikke helt lade være med at væmmes undervejs. Silas, der er en af bi karaktererne i bogen kunne jeg virkelig ikke udstå. Det var så slemt på et tidspunkt, at jeg i den grad overvejede at springe de kapitler over, hvor hans navn var nævn i overskriften. Alligevel følte jeg mig draget til at finde ud af hvad der ville ske, og bed derfor væmmelsen i mig og læste videre.

Bogens hovedperson, Iris, arbejder sammen med sin søster på et dukkeværksted, men har i virkeligheden en hemmelig drøm om at blive kunstner. En beskæftigelse, der på den tid næsten ville være en umulig bedrift. Hun møder dog imidlertid Louis, der selv er kunstner, og som gerne vil hjælpe hende på vej mod at få opfyldt sin drøm. Man skal bare lære at tro på sig selv, og indse at man er god nok – trods vilkårene!

”Dukkeværkstedet” får 4 stjerner for den noget anderledes, men unikke læseoplevelse

Uden min datter

Titel: Uden min datter I Forfatter: Anders wendt Jensen I Sideantal: 193 I Genre: – I Forlag: Saxo Publish I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren


“Du kommer ikke til at se barnet

Du kan godt forsøge at kæmpe din kamp gennem myndighederne, men du bliver ikke en del af barnets liv. Mit barn skal ikke være et delebarn. det skal vokse op i en harmonisk hverdag, hvor jeg har en kæreste, som barnet kommer til at vokse op med, og som det kommer til at kalde far”

Sådan lyder beskeden til Anders Wendt Jensen fra den kvinde, der bryder kontakten med ham, da hun er midt i graviditeten med deres barn. Hun forhindrer ham effektivt i at få kontakt til sin datter og ikke mindst afskærer deres datter fra at se sin far. I dag er pigen syv år gammel, og han har stadig ikke set hende.

Denne bog giver et rystende indblik i, hvordan den ene forælder effektivt kan fjerne den anden fra deres fælles barn. Historien blotlægger et ineffektivt og kvælende langsommeligt system, hvor samværschikane betaler sig, og hvor myndigheder kan sættes skakmat, hvis man målrettet undlader at følge reglerne. Sanktionsmuligheder er ikke eksisterende, og tilbage står en farm der ikke har nogen retssikkerhed. En far uden sin datter.

Alle burde have ret til at kende deres børn. Desværre er det dog almindelig kendt, at forældremyndighedssager, eller bare samværssager, kan trække i langdrag og at en afgørelse heraf typisk tilfalder moderens fordel. Men er det nu altid en fordel for barnet? Selvfølgelig er barnet afhængigt af sin mor i hvert fald det første års tid, alt efter hvor lang tid hun ammer, men faderfiguren er, efter min mening, en vigtig del af et barns identitetsdannelse. Det er vigtigt, at barnet ved hvor, og hvem, det stammer fra.

Desværre har Anders Wendt Jensen ikke fået lov til at opleve ovenstående i løbet af de syv år hans datter nu er blevet. Gentagne gange er han blevet modarbejdet af et system, der i bund og grund burde hjælpe begge parter i sådanne sager til at nå frem til en enighed. Alligevel oplever Anders at møde muren hver gang der bliver lagt op til eventuelle fremskridt i sagen, men grundet stor modgang fra moderen side, bliver sagen trukket i langdrag. Da der endelig, efter nogle år, bliver truffet afgørelse i en børnesagkyndig undersøgelse, bliver Anders langt om længe tilkendt samvær med sin datter. Desværre er moderen på dette tidspunkt rejst ud af landet sammen med deres fælles barn, og ingen ved tilsyneladende hvor de befinder sig.
Da moderen, sammen med datteren, efter halvandet år endelig er tilbage i Danmark, genoptages sagen. Der skal laves en ny børnesagkyndig undersøgelse, men her kommer moderen med endnu en ny ’undskyldning’ for at Anders ikke skal have mulighed for samvær med sin datter; datteren har fået konstateret børneleddegigt og er behandlingskrævende. En behandling, jeg tænker, at Anders sagtens kunne, og ville, have bistået og støttet i og under!

For mig at se, har denne sags forløb været fuldstændig urimeligt. Det er en fuldstændig umenneskelig oplevelse, som Anders har været udsat for i kampen for at se sin datter. Flere gange måtte jeg lægge bogen fra mig, fordi den simpelthen blev for barsk, til at jeg kunne fortsætte. Jeg havde ingen problemer med at kunne sætte mig ind i hvordan Anders løbende måtte have følt undervejs i kampen, og da jeg vendte sidste side, sad jeg tilbage med en stor klump i halsen og havde det på ingen måde ret godt – på hans vegne.

Jeg er selv mor til en dreng på knapt 2 år. Heldigvis lever jeg sammen med faderen, men jeg kunne aldrig forestille mig at være på den måde eller udsætte nogen for det Anders har været igennem. Flere gange tænkte jeg ”hvordan kan man få sig selv til at være sådan overfor andre?”. Det er stadig et ubesvaret spørgsmål, og det forbliver det nok også med at være…

Jeg håber inderligt for Anders, at hans datter gerne vil se, og lære ham at kende når hun bliver lidt ældre. Alle burde kende deres ophav.

Ude min datter får 4 stjerner. Det er en historie der fortjener at komme ud. Især til de fædre der står i lignende situationer.

*Det skal dog tages in mente, at denne historie kun er fortalt ud fra et synspunkt, og at anmeldelsen er skrevet ud fra denne.

Kate og Rosemary

Titel: Kate og Rosemary I Original titel: The Lido I Forfatter: Libby Page I Oversat af: Nanna Lund I Sideantal: 320 I Genre: Roman I Forlag: Gads Forlag I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gads Forlag


Under Londons til tider kaotiske og tilsyneladende upersonlige overflade finder indbyggerne af og til sammen i små fællesskaber, og da kommunen truer med at nedlægge den lokale udendørs swimmingpool, opstår der ikke alene fælles front mod den økonomiske overmagt, men også et usædvanligt venskab mellem to kvinder på tværs af alder – et venskab der fortrænger den ensomhed, der alt for ofte lurer under den pulserende storbys overflade.

I Kate og Rosemary, der er Libby Page’s debutroman, drages man mod ens inderste følelser for lige dét der betyder allermest for en selv. I dette tilfælde, er det Kate og Rosemary’s kamp for at redde Brockwell friluftsbad. Hvad der i starten er et tilfældigt møde mellem journalisten, Kate, og den aldrende bruger af friluftsbadet, Rosemary, udvikler sig hurtigt til et tæt og, ikke mindst, usædvanligt venskab.

Kate bliver, af sin chef Phil, sat til at skrive én artikel om Brockwell friluftsbad, og det at stedet er truet af lukning. Denne ene artikel udvikler sig hurtigt til en serie af artikler omkring friluftbadet og processen omkring lukningen.
I forbindelse med den første artikel, bliver Kate anbefalet at spørge Rosemary om hun vil medvirke i den. Rosemary har ét krav for hendes medvirken – Kate skal tage en svømmetur i bassinet. Noget Kate i den grad gruer, og næsten føler angst, for. Kate overvinder sin frygt og overskrider sin ellers meget tætte grænse, men det skal hurtigt vise sig at det langt fra vil være sidste gang hun gør det.

Jeg er vild med Kate og Rosemary! Jeg var lidt ambivalent omkring den i starten da jeg sad med den i hånden første gang, men den blev hurtigt gjort til skamme! Jeg blev revet med fra de første sider og til jeg havde vendt den sidste. Som læser blev jeg rørt på rigtig mange måder, jeg både grinte, smilede, blev varm indeni, men også utrolig trist.

Bogens afslutning havde jeg på ingen måde set komme, så jeg blev meget overrasket og utrolig rørt samtidig. Et lille hint – hav en pakke kleenex ved din side, jeg manglede den! Men måske det lige så meget er stemningen i fortællingen, der rørte mig? Libby har, trods sin unge alder, et stort talent indenfor den litterære verden. Hun fortæller utrolig behageligt, omend samtidig billedligt, så det som læser er nemt at forestille sig personer, omgivelser osv. gennem hele historien.

Ligesom Kate og Rosemary er Libby en stor ynder af svømning og besøger de mange friluftsbade der findes rundt omkring i London. Hun har arbejdet som journalist for avisen The Guardian, så måske Kate lidt er karakteriseret ud fra hende selv?

Kate og Rosemary får 5 varme, sommerlige bølgesprøjt herfra. Jeg knuselsker fortællingen, og vil klart anbefale den til sommerens læsning!

Pigen de sendte tilbage

Titel: Pigen de sendte tilbage I Original titel: L’Arminuta I Forfatter: Donatella Di Pietrantonio I Oversat af: Birgitte Grundtvig Huber I Sideantal: 216 I Genre: Roman I Forlag: C&K (Politikens Forlag) I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra C&K (Politikens Forlag)


Jeg var L’Arminuta, pigen de sendte tilbage. Jeg talte et andet sprog, jeg vidste ikke længere, hvor jeg hørte til. Ordet “mor” satte sig fast som en tudse i halsen. Og i dag har jeg virkelig ingen idé om, hvilken slags sted en mor er. Det er ikke mit…

En ung pige bliver revet op med rode og afleveret hos en fattig familie, hun ikke kender. Fra da af må hun klare sig selv uden det velstående hjem og de to mennesker, hun troede, var hendes forældre. Alle i landbyen kalder hende hånligt L’Arminuta, pigen de sendte tilbage. Men hvorfor er hun havnet her, og hvem er egentlig hendes mor?

Pigen de sendte tilbage er en barsk familiehistorie. En indtrængende realistisk og poetisk roman om en ung piges vej i livet  om stærke venskaber, svære familiebånd og kompliceret moderkærlighed.

Pigen de sendte tilbage, er en barsk fortælling om hvordan en pige, der er opvokset hos nogle mennesker hun tror er hendes forældre, en dag bliver sendt tilbage til hvem der i virkeligheden er hendes biologiske forældre. Oplevelsen giver hende mildest talt en form for kulturchok; det er en helt anden verden end hvad hun er vant til.
Hendes ’nye’ familie er, modsat dem hun kommer fra, fattige og med en masse børn. Alle i aldrene fra helt lille til næsten voksen. En sammentømret familie, hun nu skulle til at være en del af, men som viste sig sværere end som så…

Egentlig synes jeg, nogle steder, at handlingen virkede lidt minimal og langtrukken, men Donatella har samtidig en fantastisk evne til at fastholde læseren via hendes måde at skrive på. For mig kompenserede det lidt for hvad handlingen godt kunne mangle. Når det så er sagt, så nød jeg fortællingen. Siderne vendte sig selv og den var nærmest umulig at lægge fra sig når jeg først var startet på den. Sproget er virkelig behageligt og nemt at læse. Selvfølgelig er der steder hvor nogle steder/navne er lidt vanskeligere end andre, da handlingen udspiller sig i Italien.

Som udgangspunkt kunne jeg langt hen ad vejen ikke lade være med at have lidt medlidenhed med l’Arminuta, men enkelte gange synes jeg at hun opførte sig lidt som et forkælet barn. Ret skal være ret… Hun var opvokset under langt bedre vilkår end hun havnede i (man kan engang imellem overraskes over de klasseskel der findes!).

Dog undrede jeg mig lidt undervejs – hvad hedder pigen de kalder l’Arminuta? En masse personer bliver gennem handlingen nævnt ved navn, men l’Arminuta bliver kun nævnt som… l’Arminuta.

Pigen de sendte tilbage, er en sød, men barsk, fortælling. Den får 4 stjerner herfra og en klar anbefaling.

Barnestjernen fra Bryggen

Titel: Barnestjernen fra Bryggen I Forfatter: Jan Priiskorn Schmidt, fortalt til Klaus Thodsen I Sideantal: 394 I Genre: Erindringer I Forlag: Vild Maskine I Udgivelses år: 2017

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Med en karriere, der strakte sig over 24 film, er Jan Priiskorn Schmidt til dato dansk film mest benyttede barneskuespiller. I sin tolv år lange karriere spillede han sammen med filmbranchens største danske stjerner, blandt andre Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ghita Nørby, og medvirkede i filmene Sommer i Tyrol, Min søsters børn, Flådens friske fyre og mange flere…

I en alder af 21 år trak Jan Priiskorn Schmidt sig tilbage fra offentligheden. Gennem 45 år har han undgået enhver kontakt med pressen og medierne og forsøgt at lægge tiden som barneskuespiller bag sig. Indtil nu.
Barnestjernen fra Bryggen er Jans personlige fortælling om en turbulent barndom som landskendt skuespiller og en ungdom præget af angst, virkelighedsflugt og bevidsthedsudvidende stoffer.

Jan Priiskorn Schmidt fortæller ærligt og åbenhjertigt om sin barndom i dansk film og i arbejderkvarteret på Islands Brygge, om livets op- og nedture, om tidens store ikoner og om de indre dæmoner.
Det er en fortælling om en ung mand, der fik en filmkarriere forærende, og som valgte at vende den ryggen, at gå sine egne veje og tage kampen op med sig selv og omverdenens konstante opmærksomhed.

Ved Bogforum 2017 havde jeg den fornøjelse at møde Jan Priiskorn Schmidt og jeg fandt ham som en yderst sympatisk og behagelig mand.

Selvom jeg ikke er så gammel *host host*, så er jeg dog vokset op med mange af de gode gamle danske film. heriblandt ‘Min søsters børn’, ‘Sommer i Tyrol’ og mange andre. Jan er den mest benyttede barneskuespiller og kendes især fra ovennævnte film – film jeg til stadighed kan putte mig under tæppet for at se med stor nydelse.

Ligeledes nød jeg faktisk at læse Jans fortælling omkring sin oplevelse af det at være en yderst populær barneskuespiller. Dog var jeg ikke helt vild med sproget i bogen. Efter min mening kunne det godt have været pudset lidt i kanterne, men tænker at det er en smags sag 🙂 Selve fortællingen fangede mig dog også så meget, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Selvom jeg ikke er helt fan af sproget, så finder jeg det samtidig forfriskende at læse en fortælling hvor ikke alt er rosenrødt – snarere langtfra…

Fortællingen giver et nostalgisk tilbageblik. Et tilbageblik til en tid der var markant anderledes end nu. Jan er, hos sine forældre, vokset op på Islands Brygge og bliver ved et tilfælde opdaget til en filmrolle. Allerede 4 år efter sin filmdebut indspillede Jan ‘Sommer i Tyrol’, som i den grad var med til at sætte skub i karrieren og udbuddet af roller voksede stødt.

Bogen indeholder et omfattende billedemateriale, der understøtter fortællingen. Omslaget er lidt kedeligt, men heldigvis skal man ikke dømme en bog på dens omslag!

Barnestjernen fra Bryggen får 3 store stjerner herfra. Er man en ynder af de gode gamle danske film, og især med Jan Priiskorn Schmidt på rollelisten, kan jeg klart anbefale denne bog.

Forbandelsen over Laitana (Genudgivelse)

Titel: Den magiske sten #1 I Serie: Forbandelsen over Laitana I Forfatter: Sissel Moody I Sideantal: 511 I Forlag: Forlaget Klippe I Udgivelses år: 2019 (genudgivelse)

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren & Forlaget Klippe


Tror du på magi?
Tror du på, at der er et andet sted, du er bestemt til at være en del af?
Tror du, at det kun hører til i dine drømme og tanker?

Hvad nu hvis den verden findes?
Hvad nu hvis magien blot venter på dig?
Hvad nu hvis du bare skal tro på det?

Jeg, Linea, tror på, at magien findes.

Underlige drømme. Feen foran mit vindue. Det lysende brev. Det var bare de første virkelige tegn. Da Lurany dukkede op på mit værelse og fortalte om Laitana og forbandelsen, ser lå over landet, vidste jeg det. Det var meningen, at jeg skulle følge med ham. Jeg hørte til et andet sted, og stedet var magisk.

‘Den magiske sten’ er første bind i trilogien om ‘Forbandelsen over Laitana’

Linea er en ganske almindelig teenager, der med sin stærke tro på magi og fantasi, bliver hvirvlet ind i en kamp hun kun havde turdet forestille sig. En kamp for at redde landet Laitana.

Denne bog der er en genudgivelse har i den grad fået en make-over. Omslaget har fået et nyt og virkelig flot design og selve teksten har også fået en opgradering. Sproget er virkelig blevet lækkert flydende og så er det nemt at læse. Undervejs i bogen er der enkelte passager, hvor teksten er skrevet med rødt, hvilket til at starte med ikke helt fungerede for mig, men jo længere ind i historien jeg kom jo mere gav det mening og fungerede faktisk rigtig godt – et dejligt anderledes præg!

Linea gennemgår en personlighedsudvikling gennem hendes rejse til Laitana. Den sker stille og roligt, hvor hun går fra den betuttede, undertrykte og mobbede pige til at turde stå imod sine fjender og ikke være bange for at sige sin mening. Hun oplever hvad det vil sige at have venner, som hun rent faktisk kan stole på og som er der for hende når situationen kræver det. Hun oplever kærligheden og hvilken følelse den kan give en. Hun oplever ting, der bevidner, at hun egentlig er en ganske almindelig pige.

Jeg savnede måske lidt mere karakterbeskrivelse, men kunne det måske være at jeg lærer karakterene bedre at kende i de næste bind? Anyway… Jeg kunne rigtig godt lide historien og den måde den er bygget op på. Der er rigtig mange aspekter, man kan nikke genkendende til, hvilket gør at mange måske også vil kunne relatere sig til historien.

Jeg glæder mig til fortsættelsen og giver derfor Den magiske sten 5 stjerner.

Olsen Banden

Titel: Olsen Banden I Forfatter: Christian Monggard I Sideantal: 331 I Genre: – I Forlag: BookLab I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget


Olsen Banden… Hvad der egentlig kun skulle have været én film, så to, senere tre… Endte på i alt 14 film, der i den grad har skrevet sig ind i danskernes kulturarv. For hvem kender ikke til den elskelige trio, den fandenivoldske Yvonne og den altid skeptiske Børge? Alle lever de under trange kår og drømmer egentlig bare om at være millionærer og kunne leve deres liv som det passer dem. Egon, der for det meste sidder i Vridsløselille Statsfængsel, har altid en genial plan under armen, typisk i form af en pakke, og typisk altid til et par millioner eller 100.

Lige fra jeg var helt lille har jeg altid elsket banden, jeg har set filmene til hudløshed, men har nydt hvert øjeblik i deres selskab. Jeg har nu oplevet den glæde, at min lille dreng på halvandet også er fuldstændig betaget af banden og kommer selv og siger “bande” når han vil se en film med dem. Det får vi utrolig mange hyggestunder ud af.

Christian Monggaard har skrevet bogen ovenfor om den kære bande og tilblivelsen af denne. Der er ingen tvivl om at Christian er den ultimative Olsen Banden fan og at han har skrevet en fantastisk bog til andre fans (og andre interesserede!). Bogen er virkelig velskrevet og det mangfoldige billedemateriale understøtter i den grad teksten.
Bogen er lidt af en kalorius, stor og tung, så det er ikke lige en der passer i håndtasken til togturen, men snarere perfekt at sidde med ved skrivebordet, i sofaen, nyde sollyset og en kop kaffe i hånden. Er man først gået igang med den, er det ren hygge.

Inden jeg læste bogen, sad jeg en gang imellem og bladrede lidt i den, men det var først da jeg læste den, at jeg opdagede nogle små finurligheder ved den, såsom at der enkelte steder er ‘folde ud’-sider. Små ting, der er med til at gøre bogen lidt mere anderledes end andre.

Jeg kan ikke andet end sige, at jeg elsker bogen. Det er en bog der fortjener en plads på reolhylden, uden rækkevidde af små børnehænder. Min dreng har dog, under streng overvågning, fået lov til at bladre lidt i den, men den er normalt gemt væk fra ham så der ikke sker noget med den.

Derfor har jeg også givet bogen 5 store håndhjern (stjerner).

“Skide godt Egon!”