Kategori: 5-stjerner

Kim Larsen

Titel: Kim Larsen: Mine unge år I Forfatter: Jens Andersen I Sideantal: 326 I Genre: Biografi I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Kim Larsen fortæller i denne bog varmt og humoristisk om sine unge år. Om slægten og rødderne, morfar i Kerteminde, som introducerede ham til de store klassikere, en kærlig mor og en fraværende far samt en tryg, men også spændingsmættet barndom i Københavns nordvestkvarter.
Med smittende fortælleglæde beretter han om sine første forelskelser, højskoleopholdet i Askovm der åbnede hans sind for nye tanker, hippieårene på kanten af 68-oprøret, som Kim Larsen aldrig følte sig som en del af, og sidst, men ikke mindst, den første tid med Gasolin, som udviklede sig til Danmarks største rockorkester.

Bogen er baseret på samtaler mellem Kim Larsen og forfatteren Jens Andersen, som fandt sted hjemme i Larsens eget køkken i første halvår af 2018.

Kim Larsen var en stor mand. En speciel mand. En unik og uerstattelig mand.

Mine unge år, der er en af, hvis ikke, årets største bogudgivelser, er en spændende og humoristisk fortælling, fortalt af Kim Larsen selv til forfatteren bag bogen; Jens Andersen. Jens har formået at skrive bogen helt i Larsens ånd og stil. Mange der har læst den, vil sikkert give mig ret, når jeg siger at det lidt var som at sidde i Larsens eget køkken og høre ham fortælle sin livshistorie. En kande kaffe på bordet og en pakke smøger foran sig, mens han tilbagelænet detaljerigt fortæller om sine unge år. 

Jeg selv er en generation for ung i forhold til da Kim Larsen og Gasolin var på sit højeste, men jeg er til gengæld vokset op med en far, der siden sin helt pure ungdom har været meget stor fan af netop Kim Larsen og Gasolin, så på den måde har jeg hørt en masse af deres sange og derved fået kendskab til dem.

Planen havde egentlig, fra starten, været, at biografien skulle omhandle hele Kim Larsens liv og karriere, men midt i arbejdet og samtalerne mellem Jens Andersen og Kim Larsen, døde Kim desværre efter nogen tids sygdom.
Jens har skrevet bogen, som hvis det var Kim selv, der sad og fortalte den, hvilket bl.a. afspejler sig i, at han har valgt at skrive fortællingen i ‘Jeg-form’, hvilket giver fortællingen en vis autensitet, i form af at man netop får følelsen af at det er Kim selv, der fortæller.

Fortællingen bliver løbende understøttet af billeder og tegninger fra Kims liv og karriere, som er inddelt i etaper mellem kapitler. Det giver et dejligt afbræk fra teksten og underbygger fortællingen på herligste vis.

Det er en skøn og medrivende fortælling, der flere gange overraskede, fik smilet – nogle steder endda grinet – frem, og er efter min mening den perfekte gaveidé, uanset anledningen!

Jeg giver Min Unge år 5 begejstrede stjerner.

Min kæreste elskling

Titel: Min kæreste elskling I Original titel: My absolute darling I Forfatter: Gabriel Tallent I Oversat af: Tonny Vorm I Sideantal: 410  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Turtle Alveston overlever. Hun er fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes gemmesteder og hjem, og hun tilbagelægger uden modstand store afstande. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk: siden hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun holder alle på afstand, og ellers kun sin far.

Men så møder Turtle den lidt ældre Jacob, som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, ogser på Turtle med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere end hendes far.

Tilbage i september var jeg så heldig, at jeg, af Hr. Ferdinand, var blevet inviteret med til et arrangement i forbindelse med udgivelsen af Gabiel Tallents debutroman, og samtidig hans besøg her i Danmark. På dette tidspunkt havde jeg ikke nået at læse bogen færdig, men jeg var alligevel spændt på hvad han kunne fortælle om historien, og baggrunden herfor.

Til at starte med synes jeg ikke rigtigt at bogen fangede mig helt som jeg havde forventet, men jeg skulle til gengæld ikke ret langt ind før jeg for alvor var hooked! Samtidig skulle jeg heller ikke ret langt ind i bogen, før man for alvor fik smag for handlingen, og det er bestemt ikke en bog for sarte sjæle, omend den er fantastisk levende og flydende skrevet.
Taget i betragtning af at det er Gabriels debutroman, så må man sige, at vi her har med et kæmpe talent at gøre. Især når en som Stephen King kalder bogen for et mesterværk, og den kun har høstet ret så positive anmeldelser i hjemlandet, så ved man at man har fat i en af de store stjerner.

Gennem bogen følger vi den 14 årige Turtle. Ret hurtigt finder man ud af hvor ødelagt en pige hun rent faktisk er. Hun bor hos sin far, som hun bl.a. både er afhængig af og hader. Hun føler sig, hos ham, bundet, hvor hun i naturen føler sig fri og ‘levende’.

Gabriel formår at skitsere hende, og hendes omgivelser, så fantastisk, at man som læser sidder tilbage med en del stof til eftertanke. Det er en bog, der tager noget tid at sluge, når først sidste side er vendt, men egentlig ser jeg det som en ret god ting – trods barskheden i den.
–> Den giver stof til eftertanke.
–> Det er en bog man længe vil tænke over og måske endda have længere dialoger med andre om.

Kort sagt… En bog, der længe vil være på folks læber, og måske endda få dem, der endnu ikke har læst den til at læse den, fordi de bliver nysgerrige for hvad det mon er for noget?

Min kæreste elskling får 5 store stjerner. En stjerneklar anbefaling herfra! Gabriel kan noget med ord og han har givet mig en af de bedste læseoplevelser længe.

Ravnenes hvisken #2

Titel: Ravnenes hvisken #2 I Forfatter: Malene Sølvsten I Sideantal: 612  I Genre: Fantasy I Forlag: Carlsen I Udgivelses år: 2017

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange.

For at befri sin søster må Anne selv risikere livet og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord. Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de?

Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker. Men kan hun gøre det?

Ravnenes hvisken #2 tager endnu engang læseren med på en forrygende rejse til Hrafenheim, Helheim og Midgård.
Malene Sølvsten besidder et sjældent set kæmpe talent! Jeg var bjergtaget da jeg læste ‘Ravnenes hvisken #1’, og jeg var ikke mindre begejstret for fortsættelsen, der også er kendt som den svære to’er. Tværtimod er Malenes talent kun vokset stødt for hver bog.

Undervejs i 2’eren stifter vi bekendt skab med Rorik – eller gør vi nu også det? Er Rorik dén han giver sig ud for at være? Da jeg første gang stødte på Rorik kunne jeg på ingen måde udstå ham. Han irriterede mig og.. ja.. jeg kunne virkelig ikke lide ham.
Under mit besøg på Herlufsholm Fantasy Bogmesse sidste år, mødte jeg Malene, hvor jeg samtidig fortalte hende, at jeg virkelig ikke kunne lide Rorik. Ganske vidst var jeg ikke nået ret langt med bogen på det tidspunkt, men jeg kan huske at hun smilende kiggede op på mig og sagde, at hun så glædede sig til at høre hvad jeg synes om ham, når bogen var læst. Efter at have læst bogen, forstår jeg nu så udmærket hendes lille ‘hentydning’.
Jeg endte faktisk med at holde utrolig meget af ham – selv på trods af hans hemmelighed(er), den ene mere charmerende end den anden. Samtidig var jeg overrasket over at Varnar, vi mødte i bog 1, ikke havde en lige så stor rolle i denne bog. Ham kan jeg utrolig godt lide. Han er sådan en man meget nemt kan blive lidt smålun på, right? 😉

Luna er jo bare underskøn. Hendes personlighed og karisma er bare skøn! Tilmed er hun utrolig kreativ, hvor Anne til tider kan være ret ideforladt.
Anne der, på en del punkter, er Lunas modsætning kan man heller ikke andet end holde af! Alt hvad hun som barn har gennemgået burde ingen børn udsættes for. Til gengæld er det så skønt at se hvordan hun vokser for hver bog, og situation hun kommer ud for.

Elias… Åh, den kære Elias… Han er en man både elsker og hader. Han kan irritere en noget så grusomt, men han ender som regel også med at være der i 11. time for Anne når hun mindst venter det, og alt håb egentlig syntes ude. Fx kunne hendes rejse til Hrafenheim have fået en ret brat afslutning hvis ikke det havde været for lige netop Elias.

Ravnenes hvisken-serien er virkelig et mesterværk – et enestående et af slagsen! Den er utrolig spændende, fængslende, medrivende, nervepirrende you name it! og jeg kan kun give min varmeste anbefaling herfra! Jeg glæder mig så meget til at få læst sidste bind og finde ud af om det lykkedes Anne og hendes venner at standse ragnarok?

Ravnenes hvisken #2 får 5 kæmpe store stjerner herfra! Jeg er vildt begejstret!

 

Forfædrenes Talisman

Titel: Forfædrenes Talisman I Serie: Skæbneløs #1 I Forfatter: Linette Harpsøe I Sideantal: 289 I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren


Når de tre måner står på række, vil echostammen lide en forfærdelig død.

Arki er echostammens høvdingedatter og prinsesse. Da hun drømmer om en ildspyende drage, der brænder hendes landsby til grunden, vil hun gøre alt for at redde sit folk. En spådom fortæller hende, at kun Forfædrenes talisman kan stoppe den kommende krig, men for at få fat i den, er hun nødt til at opsøge de forviste theanere, der lever langt mod syd. Det bliver ikke lettere, da Arki opdager, at talismanen kun kan bruges, hvis hun ofrer det, der står hendes hjerte nærmest.

Madiga kender sagnet. For at blive orakel må man indgå slægtskab med en drage, og for at møde en drage må man overleve rejsen til Dragernes Bjerg. Da Madiga ikke længere har mulighed for at blive Nationenes seer, sætter hun kurs mod Dragernes Bjerg for at blive det nye orakel. Rejsen er lang, og alt tager en uventet drejning, da Madiga finder ud af, at hun kan stoppe den kommende krig og hele Etyrals undergang, men kun hvis hun opgiver sin skæbne om at blive det næste orakel.

Forfædrenes talisman er første bind i serien Skæbneløs.

Jeg har længe hørt mange rosende ord om Linette og hendes forfatterskab, men jeg fik hele tiden skubbet hendes debut trilogi lidt i baggrunden. Da jeg så at hun var aktuel med en ny fantasy serie, og jeg var inde og læse lidt om den, vidste jeg med det samme at jeg simpelthen var nødt til at læse den. Den lød for spændende til at jeg kunne lade den gå min næse forbi!
Dermed var mine forventninger lidt højere end ellers, men jeg må sige at jeg på intet tidspunkt blev skuffet. Nogle steder var det lidt som om man på forhånd kunne gætte hvad der enten kunne eller ville ske, men jeg synes på ingen måde, at det gjorde spændingen mindre. Jeg slugte bogen og da sidste side var vendt, sad jeg tilbage og kun ville have mere!

Jeg kendte som sagt ikke så meget til Linette før jeg gik igang med Forfædrenes talisman, men jeg må sige at jeg er vild med hendes skrivestil. Den er så dejligt flydende og med en fortællestemme så indlevelsesrig, at den fastholder læseren hele vejen gennem bogen.

Hele handlingen er bygget op omkring to pigers uafhængige skæbner, men som alligevel til sidst er de samme. Begge har de hver deres mål; Arki vil for alt i verden redde sin stamme, hvor Madiga sætter alt ind for at blive det næste orakel. Ikke alt går som planlagt, og de indser begge, at man i nogle tilfælde er nødt til at ofre noget, eller nogen, for noget andet. At skulle give afkald på det, der betyder mest for én, for at redde noget andet, kræver stort mod.

Alting har en pris – stor eller lille – hvis man vil have alt. 

Forfædrenes talisman får 5 stjerner. Jeg venter spændt på fortsættelsen! Det er en stærk fantasy roman, der fortjener at blive læst!

Preben Kristensen

Titel: Preben Kristensen: Husk at være glad I Forfatter: Preben Kristensen i samarbejde med Danni Travn I Sideantal: 295 I Genre: Biografi I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Preben Kristensen er gået på opdagelse i sit liv. For hvordan hænger det egentlig sammen?

Arbejderdrengen fra Skive, der havnede på de bonede gulve. Folkelig komiker den ene aften, højagtet karakterskuespiller den næste. Et yderst privat menneske – i offentlighedens skarpe lys.

Preben Kristensen fortæller levende og tænksomt om sit livs forunderlige rejse. Om barndomshjemmets stærke værdier, der bar ham frem: flid, nysgerrighed, livsglæde. Om fem årtiers dansk underholdning, komplet med sværdslag i kulissen, hans egen kamp for anerkendelse og ofte morsomme møder med nogle af landets største ikoner. Kort sagt en rørende og varm bog fra et menneske, som gør sig umage med at se livet i lyse nuancer.

Sidste side i bogen er vendt, men hvad nu? Jeg føler mig slet ikke klar til at lægge bogen fra mig endnu. Jeg kunne sidde timer endnu og bare lytte til fortællingen om en utrolig rejse op gennem tiden. Som der på bagsiden så smukt står “Preben Kristensen fortæller levende og tænksomt…“, så kan jeg ikke være mere enig. Gemmen hele bogen, kunne jeg for mit indre høre Preben sidde og fortælle hele historien, som hvis han sad overfor mig. Danni Travn har endnu engang formået at få de fortalte ord ned på en sådan måde, at de passer til den person bogen omhandler.

Husk at være glad er en varm, åben og ikke mindst ærlig fortælling om en person, der værner meget om sit privatliv. En person, der har måtte holde noget af det mest betydningsfulde hemmeligt af frygt for pressens og ikke mindst publikums fordomme i forhold til homoseksualitet, hvilket i mine øjne er noget af det mest naturlige (var det ikke for en del år siden, i know), men det ændrer bare ikke noget ved personen og dennes egenskaber.

Bogens billeder er samlet af to omgange og ikke spredt ud i teksten, hvilket jeg normalt bedst kan lide. Er billederne ikke inkluderet løbende i teksten, kan bogen nogle gange føles lidt lang, men samtidig kan billederne også være en god måde at underbygge teksten på. Og dog gjorde det mig faktisk intet her. Fortællingen er så levende, at jeg på intet tidspunkt havde svært ved at forestille mig ting, steder, begivenheder, forestillinger, mv. Faktisk kunne jeg på et tidspunkt mærke tårerne stige op og true med at bryde ud, da jeg nåede til foreningen mellem Preben og Søren på Sørens fødselsdag, som Søren havde sukket efter meget længe. Det fremstod, for mit indre, som noget af det smukkeste!

Husk at være glad får 5 stjerner. Tak for den rørende, varme, åbne og ærlige fortælling! Tak for dig Preben.

IZOLA #2 : Kampen for Valianien

Titel: IZOLA #2 – Kampen for Valianien I Forfatter: Christina Bonde I Sideantal: 336  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forfatteren


Izola er kommet hjem fra Falkien og opsøger Casper, men han vil ikke tro på hendes fortælling om den fremmede verden og forsøger at holde Izola hen når hun taler om sine oplevelser. Morfar har foruroligende oplysninger om Mai der sætter Izolas overbevisning på prøve, men samtidig er hun desperat efter at vende tilbage og kæmpe for Falkiens undergang. Men missionen bliver håbløs da Jorian falder i kong Falkes hænder og omgivelserne bliver barskere end nogensinde.
Hjælpen viser sig at komme fra den dybeste og mest magiske del af hjertet. Fra en ven som har hjulpet Izola før.

Endnu engang havde jeg fornøjelsen af at drage mod Falkien. Endnu engang kunne jeg følge Izola i hendes kamp for kærligheden, retfærdigheden og kampen mod kong Falke. Og endnu engang sad jeg fuldstændig tryllebundet til bogen! Gensynet med Izola, Jorian, Helpi og alle de andre, at få vished om at Taito og Gaia stadig var i live, om end meget svækkede, varmede mit hjerte og styrkede håbet og troen på kampen for retfærdighed over kongeriget Falkien.

Ser man bort fra de ‘onde’ ting i Falkien, så er øen så billedligt smukt beskrevet, at jeg selv gerne ville rejse en tur dertil, som næste rejsedestination. En verden for sig så anderledes, men alligevel smuk og med sin egen historie.

Er der en ting i historien jeg er fuldstændig vild med, så er det Helpi. For mig fremstår hun utrolig smuk og loyal, med en bestemt personlighed. Et rigtig godt match til Izolas måske til tider vaklende side. Hun dukker op ved de mest uventede lejligheder og altid klar til at give en hjælpende hånd – eller i dette tilfælde hov. Altid klar til at yde mere end hvad Izola tror hun kan holde til. En sand ven i lyst og nød! For Izola fremstår hun som noget trygt og loyalt, noget hun ved altid er der, selv når hun ikke er det. Præcis som Mai var det.

Izola er tynget af sorgen over tabet af hendes mor, hvilket måske blænder hende følelsesmæssigt? Alligevel er der momenter, der styrker Izola i hendes overbevisning omkring Falkien.
For mig at se, så er der en slags gennemgående tema i bogen i form af, at Izolas ven og familie forsøger at overbevise hende om, at eventyret om Falkien ikke eksisterer andre steder end i hendes hoved. Lidt ligesom hvis der blev sat spørgsmålstegn ved om hun var ved at blive psykisk syg (ligesom de mente at Mai var)? Izola kæmper en ihærdig kamp for at modbevise denne påstand, men har de nu også ret i deres påstande eller er det virkeligt?

Hvor jeg i første bog var ret så vild med Jorian, blev jeg undervejs lidt irriteret på ham og tænkte “hvad er han for en slapsvans, der ikke engang tør stille sig op mod sin stedfar velvidende at det kunne koste ham livet, men måske redde det han tror på!?” Men samtidig kunne jeg også godt se at han valgte at handle som han gjorde for kærlighedens skyld, for at beskytte Izola og redde hendes liv. Opofrelse i kærlighedens navn. Smukt!

Ligesom i Rejsen til Falkien er det de små detaljer der også tæller. Ved hver kapitel deling er der på første og sidste side tegnings illustrationer af både snefnug og istapper, der understøtter handlingen rigtig godt. Ligeså vel som kortet over Falkien, der er både til start og slut i bogen. for ikke at forglemme coveret. Jeg elsker de små fine finesser og detaljer!

Kampen for Valianien får 5 store stjerner og jeg glæder mig (venter utålmodigt!) på næste og sidste bind i trilogien om Izola.

Det glemte brev

Titel: Det glemte brev I Original titel: The lost Letter I Forfatter: Jillian Cantor I Oversat af: Lotte Kirkeby Hansen I Sideantal: 304  I Genre: Roman I Forlag: Lindhardt & Ringhof I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof


I 1938 i Østrig er Kristoff i lære som frimærkegravør. Under Krystalnatten forsvinder hans jødiske mester, og han overtager modvilligt hans arbejde med at lave frimærker bestilt af tyskerne. Da han midt i krigens brutale kaos forelsker sig hovedkulds i mesters datter Elena, må han finde en måde at få hende ud af landet på og redde sig selv.

I 1989 i Los Angeles arver Katie Nelson sin fars frimærkesamling og sender den til vurdering hos eksperten Benjamin. Han opdager et sjældent østrigsk frimærke fra 1940’erne på et brev, der aldrig er blevet afsendt. Katies far har Alzheimers og kan ikke give hende nogen svar, så for at opklare hvor det mystiske brev kommer fra, rejser Katie til Berlin, hvor muren netop er faldet. Her bliver hun konfronteret med en familiehistorie fuld af lidenskab og tragedie, der går på tværs af kontinenter og generationer.

Wow! Denne historie har virkelig overrasket mig, trods mine måske lidt høje forventninger til den fra starten. Lige de første par kapitler, synes jeg var ret kedelige, men igen, så skulle jeg lige rigtigt igang med bogen, lære de forskellige karakterer at kende, og WOW!

Til at starte med brød jeg mig ikke synderligt om Elena. For mig fremstod hun som en snobbet ung pige, der hellere end gerne så at Kristoff rejste sin vej igen. Dog ændrede mit syn sig på hende, da jeg lærte hende bedre at kende – fordomme har det med hurtigt at opstå, selv i bøger! Anyway… da jeg først lærte hende bedre at kende og begyndte at forstå hende, gav det hele pludselig meget mere mening. Hun elskede sin familie mere end noget andet, og hun havde gjort sit livs mission til at beskytte sin familie for enhver pris.

Kristoff var for mig den søde, men alt for bløde unge mand, der manglede lidt mere selvtillid væk fra sine skitser. Alligevel nægtede han at give op overfor Elena, når hun vedholdende blev ved med at sige, at de ikke var venner og heller ikke blev det, og heldigvis for det! Det lille års tid de var sammen, var det lykkeligste i hans liv.

Kate voksede med handlingen. Hun gik, i mine øjne, fra at være en lille stille mus, til at hun turde gøre sig fri af sin fortid. En fortid, der havde brug for at blive knækket af fra det nutidige, men en fortid, der stadig var for tæt på til at det ville gøre for ondt. En rejse til England i jagten på Fraulein Faber, var hvad der skulle til.

Da jeg manglede ca. 1/3 af bogen kunne jeg ikke helt undgå at tænke at “der vil ske det og det…”, den var på nogle punkter lidt forudsigelig, men det gjorde samtidig at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Jeg ville vide om min fornemmelse var rigtig, og i givet fald, hvad der ville ske op til hvad jeg forventede.

Det glemte brev er en sød og rørende historie om hvordan et enkelt brev – frimærke – er nøglen til at genfinde den tabte kærlighed efter et halvt århundrede.
Den får 5 rørende stjerner herfra!

Linda P. Transformer

Titel:Transformer: En historie om at give sig selv en chance til I Forfatter: Linda Petersen i samarbejde med Mikkel Frey Damgaard I Sideantal: 231 I Genre: – I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Linda P er kendt som dronning af dansk comedy, men livet bag scenen har langtfra været hverken nemt eller sjovt for den skarptungede komiker. Hendes flugt fra en barndom præget af farens druk og svigt baner i første omgang vejen for en karriere på de skrå brædder, men ender i et rasende ridt med sprut, sex og stoffer. Livet i overhalingsbanen stopper først, da hun i 2013 bliver indhentet af fortiden og bryder sammen på Skanderborg Festivalen.

Sammenbruddet får hende til at tage sit liv – og ikke mindst sit misbrug – op til revision, og i bogen fortæller hun sin udviklingshistorie, om omkostningerne ved at tabe sig selv af syne, men også om vejen tilbage til livet, om at genfinde troen på kærligheden og om at slutte fred med sig selv og sin fortid.

Længe er det siden, at jeg har læst en så hudløs ærlig fortælling! Længe er det siden, at jeg har grinet, haft den dybeste medfølelse, og forargelse! Hvad Linda som barn ikke har været udsat for? Ingen børn, uanset social status el.lign. burde udsættes for det. Og dog var det mere det, at hun havde oplevet en hundehvalp blive jagtet, fået kastet sko efter sig og sparket ind i væggen, der forargede mig meget mere end at hun var vokset op hos en alkoholiseret far.

Hvis han dog bare havde kunnet sige fra på en ordentlig måde fra starten, kunne Linda måske være blevet skånet for en masse oplevelser, men ville samtidig have haft den konsekvens at hun så ikke ville få lov til at se sin far? I alle situationer vil der altid være nogle ‘hvad nu hvis…?’ spørgsmål, og dem er der masser af her. Hendes liv og, ikke mindst, opvækst kunne have set meget anderledes ud hvis….?

Normalt når jeg læser bøger a la denne bog, så ser jeg helst at der løbende er billeder i til at underbygge teksten med, men dette har ikke været tilfældet her. Billederne er indsat til slut i bogen, hvilket jeg først opdagede da jeg var ca. halvvejs gennem den, men det gjorde ikke noget, for jeg savnede dem egentlig ikke. Hele bogen er skrevet utrolig billedligt, flydende i sproget og fastholdende. Det var nemt at kunne se alt for sig hele vejen.

Jeg kan huske, at jeg flere gange undervejs i bogen tænkte, at hende Linda egentlig bare skulle have en krammer! Hun har, og er stadig, igang med at kæmpe sig helt op på overfladen igen efter hendes sammenbrud. Det er bestemt ikke nogen nem kamp, men selv små sejrer kan hjælpe en godt på vej op igen. For mig personligt, så synes jeg at det er en kæmpe sejr i sig selv at indrømme, at man har brug for hjælp, men rent faktisk også være åben omkring det.

Hverken denne bog, eller hendes shows er skrevet for at man skal have medlidenhed med hende. Dog kunne jeg nogle steder ikke helt lade være med at mærke denne følelse, for selvfølgelig syntes jeg at det var synd for hende – også selvom druk, stoffer og sex var selvforskyldt, men hun havde samtidig en baggage hun forsøgte at gemme sig fra.

Linda P. er en formidabel komiker, skuespiller og sanger, og jeg ser frem til at se meget mere frem til hende i fremtiden.

Linda P. Transformer får 5 stjerner herfra. Tak for indsigten – og ærligheden!

Døden lyver aldrig

Titel: Døden lyver aldrig I Serie: Fortællinger fra Døden #2 I Forfatter: Katja Berger I Sideantal: 352 I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget


En gang før har jeg vidst, at jeg skulle dø. Og det skete virkelig. Jeg døde. Og så alligevel ikke.
På en eller anden sær måde endte jeg i dette efterliv, hvor døden føltes mere levende, end livet selv nogensinde havde gjort det. Og på den måde levede jeg igen.

Dommedag er på vej, og Raven og Zeph må kæmpe mod både levende og døde for at standse den. En ældgammel profeti sætter dog alting i svingninger, og Raven må drage videre mod Hades. Men hvad gør en sjælehenter, når Underverdenens hersker er besat af jalousi, ingen taler sandt, og fjender bliver til venner? Raven må endnu engang lære at navigere i lyset og mørkets skyggesider, når Helvede og Himlen tørner sammen, og intet er, som det ser ud til.

Siden jeg vendte sidste side i Sjælehenteren har jeg længtes utålmodigt efter fortsættelsen, Døden lyver aldrig. Jeg er vild med Katjas univers i serien, Raven er skøn og Ash er bare nuttet! På et punkt er jeg samtidig en lille smule lun på Lucifer, selvom han dog kun er en biperson. Han minder mig så utrolig meget om Lucifer fra serien af samme navn, og jeg kan ikke lade være med at småsavle over ham, hehe.

Katja tryllebinder sin læser med en handling, der foregår i en verden fuld af spænding, drama og en masse spørgsmål i form af ‘Hvad kommer der nu til at ske?’, ‘Hvorfor lige dét i stedet for dét?’ osv.
Selve bogen, og dens kapitler, er delt op således at man ser handlingen gennem hhv. Raven, Zeph og Dalias øjne. I starten synes jeg at det var lidt forvirrende og måtte tjekke en ekstra gang hvem jeg nu var ved, men da jeg kom rigtigt igang, så gav det rigtig god mening og et lækkert twist.

Bogen slutter med lidt af en cliffhanger! Argh, Katja, altså! Det var altså ondt gjort! Tilbage sidder man som læser og bare gerne vil vide mere. Hvad, eller hvem, falder valget ud på? Hvordan klarer Raven sig i kampen mod Dommedag?

Dog undrede jeg mig lidt, da sidste side var vendt. Endnu et spørgsmål, foruden alle de mange andre, vi forhåbentlig får svar på i næste og sidste bind, var; hvad blev der af Ash? Lod Zeph ham blive hjemme hos sig selv efter han blev hentet, efter ordre fra Raven?

Disse eksempler på spørgsmål skal vi vente et helt år på at få svar på! Men Katja – tak for at du vil dele dit kæmpe store talent med os læsere! Du skriver så fantastisk og vokser kun med det for hver udgivelse. Døden lyver aldrig får 5 store stjerner.

Den røde adressebog

Titel: Den røde adressebog I Original titel: Den röda adressboken I Forfatter: Sofia Lundberg I Oversat af: Nanna Kalkar I Sideantal: 326  I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Doris har haft sin adressebog siden 1928. I den lille bog bærer hun minderne om alle de mennesker, hun har mødt gennem livet. Nu er hun 98 og bor alene i en lejlighed i Stockholm. De fleste af navnene i bogene er efterhånden streget over, døde, og hendes eneste kontakt til omverdenen er hjemmehjælperens besøg og samtalerne med niecen Jenny, som bor på den anden side af Atlanten.

En dag begynder Doris at skrive sine erindringer ned til Jenny ud fra navnene i adressebogen, og en fascinerende fortælling om et langt og farverigt liv tager form – en fortælling om familie og venskaber, eventyr, glæder og sorger, og om den store kærlighed, hun aldrig har glemt.

Den røde adressebog er en hjertegribende roman, som spænder over et helt liv og tager læseren med på en rejse til svundne tiders Paris, New York og Stockholm, fra 1930’erne over anden verdenskrig til i dag.

Den røde adressebog er fortællingen om den aldrende Doris’ liv, oplevelser og de mennesker der har haft en indflydelse på hendes liv. Det er en rørende, medrivende og fangende roman om en enkelt kvindes liv.
Flere gange sad jeg med tårer i øjnene og blev nødt til at lægge bogen lidt fra mig og lige trække vejret, for at kunne samle den op igen og læse videre, og endnu engang blive rørt dybt.

Selvom Sofia skildrer Doris’ liv som den ældre, ensomme dame uden nogen nulevende venner eller familie, så er det et billede der desværre ses oftere og oftere. Vi bliver ældre, men desværre er der en del der falder fra. Jo ældre vi bliver, des større er chancen for at alle i ens netværk falder fra. Lige dét oplever Doris. I sin røde adressebog, har hun noteret alle de mennesker hun har mødt på sin vej, men samtidig streget dem ud og markeret dem med ordet DØD i takt med at de er døde. 

Selvom vi gennem bogen bliver præsenteret for rigtig mange mennesker, og deres betydning hver især, så synes jeg samtidig at det er en nem og overskuelig opdeling. Jeg kan fornemme den røde tråd hele vejen igennem, også selvom der bliver sprunget lidt mellem nutid og datid.

På rigtig mange måder, er det en utrolig relevant skildring af ældre og deres tilværelser. Rigtig mange ældre sidder ensomme tilbage uden noget netværk, at kunne tage kontakt til. Doris har kun sine besøg af hjemmeplejen, sin niece, Jenny, i San Francisco og ikke mindst sine minder til at holde sig med selskab.
En ting, der er begyndt at blive mere og mere udbredt, er en ‘besøgsven’. En der kommer og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage. En man kan spille et spil med, gå en tur eller bare sidde og snakke med. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan en som Doris ville have godt af sådan en. Doris er en dame man ikke kan andet end at knuselske.

Den røde adressebog får 5 store stjerner! Jeg elskede bogen hele vejen igennem. Jeg kunne grine, måbe og næsten sidde og tude flere steder. Det er en fortælling man hurtigt bliver fanget af, om en person man lynhurtigt kommer til at holde rigtig meget af.