Kategori: 4-stjerner

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe

Titel: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe I Original titel: Les gens heureux lisent et boivent du café I Forfatter: Agnès Martin-Lugand I Oversat af: Anders Juel Michelsen I Sideantal: 185  I Genre: Roman I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Dianes verden styrter i grus, da hun mister sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed i Paris og lukker sin lille hyggelige bogcafé, som hun har kaldt ‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’. Den var hendes stolthed, men nu minder den hende bare om, at hun ikke længere hører til blandt de lykkelige.

Et år senere lejer hun et hus i en lille landsby på den irske kyst og forlader Paris for at prøve at komme videre med sit liv. Alle tager godt imod hende bortset fra hendes nye nabo, fotografen Edward. Han er en smuk mand, men indesluttet og lunefuld, og Diane gør, hvad hun kan for at undgå ham. Alligevel løber de hele tiden ind i hinanden, og langsomt begynder hun at forstå, at han måske slet ikke er den mand, hun troede, han var.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en varm og charmerende roman om at genfinde kærligheden og vende tilbage til livet efter en stor sorg.

‘Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe’… Titlen siger næsten det hele! Den var – og er et must read!
Jeg var fanget! Fanget af titlen og af hvad der gemte sig bag den. Hvilken historie den gemte på. Diane har i en bilulykke mistet både sin mand og datter, og kæmper nu indædt en kamp, hun næsten havde opgivet på forhånd, hvis det ikke havde været for hende gode ven og trofaste støtte, Felix, forbat komme videre og ovenpå midt i sorgen.

Egentlig fandt jeg selve handlingen lidt kliché-agtig, da den er skrevet indenfor et emne som alle kan relatere til; sorg. Alle har på et eller andet tidspunkt mistet en eller flere de holder rigtig meget af, som har en meget stor betydning for én og ens hverdag, men som pludselig bliver brutalt revet væk for altid. Alle reagerer forskellig, og alle tager sorgen til sig på forskellige måder. Selv kampen for at komme ovenpå igen, udkæmpes forskelligt.

Når det så er sagt, så fangede handlingen mig. Jeg modtog bogen med posten fredag eftermiddag, og blev færdig med den allerede igår aftes. Da jeg først kom rigtigt gang med den, var den næsten umulig at lægge fra sig igen.

Dog havde jeg lidt svært ved de første par kapitler. Jeg syntes at de virkede lidt for flade og kedelige og overvejede allerede dér at give en stjerne mindre end jeg gør, for jeg manglede noget mere ‘go’ i handlingen. Men efter at Diane ankom til Irland, kom der for alvor skub i handlingen og dramaerne, hvilket overraskede mig rigtig meget. Jeg tror, at det der overraskede mig mest, er nok slutningen. Indrømmet, så var det bestemt ikke dén slutning jeg hverken havde forventet eller håbet på og jeg måtte lige vende og dreje bogen, for at være helt sikker på, at der ikke var lavet en 2’er – det var der desværre ikke!

Bogen er en tynd lille sag, på ikke engang 200 sider. Kapitlerne er lidt lange, men de er til gengæld spækket med handling – de fleste af dem.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe får 4 stjerner. Det er en hjertevarm roman, der helt klart kan anbefales.

Dallas København

Titel:Dallas København: Intet forandrer sig aldrig I Forfatter: Peter Molde-Amelung I Sideantal: 286 I Genre: Børne- og Ungdomsfiktion,Eventyr, Socialrealisme I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Dallas er stædig, en smule usikker på verden, og så er hun trænet til at slå ihjel med sine bare næver.

Dallas’ mor har aldrig haft tid til sin datter, fordi hun har brugt sit liv på at redde truede dyrearter. Dallas’ far er død, og det er ikke noget, man taler om. Derfor er Dallas vokset op hos sin oldefar.

Så da oldefaren uden nogen forklaring forsvinder, er Dallas pludselig pænt alene i verden. I kampen for at finde ham får hun hjælp af den tatoverede dreng Jack, som er fåkkin vild med hende, og af oldefarens ven Okker, der for ti millioner øl siden var læge.

Deres jagt på Dallas’ oldefar udvikler sig til et eventyr, hvor Dallas må slås med kvindehaderen Ace og med en et-øjet, blodtørstig bjørn fra Rusland.

Dallas København er lige fyldt 12 år, og snart vil hun:

Begå et mord
Flygte fra politiet
Blive skudt
Slås med et rovdyr
Lære alt for meget om kærlighed

Dallas København var en bog jeg havde set frem til med en vis spænding. Den lød rigtig spændende med lidt af det hele i, hvilket jeg i det store og hele også synes at den har. Dog var der nogle steder, hvor jeg sad og tænkte “ej vel?”, men det er jo det gode ved fiktion – man kan digte, pynte osv., som man vil 🙂

Bortset fra det, så synes jeg bestemt, at Peter Molde-Amelung (PMA) har kreeret en spændende, hæsblæsende og med-fart-over-feltet historie. Han tager udgangspunkt i emner som bl.a. socialrealismen, og børnene Dallas og Jack, der begge er ofre for omsorgssvigt.

Da Dallas’ oldefar en dag ‘forsvinder’ bliver hendes verden vendt godt og grundigt på hovedet. I jagten for at finde ham, møder Dallas Jack, der ender med at få en uventet betydning og speciel plads i hendes hjerte. En umulig og forbudt kærlighed opstår mellem dem.
Jack hjælper Dallas med at lede efter hendes oldefar, der stadig af uforklarlige årsager er taget til Norge sammen med en mangeårig ven. En ven, der skulle vise sig, at have en større betydning for oldefaren, end Dallas havde indset.

At oldefaren var homoseksuel, er kun med til at give bogen endnu et twist og besøg hos et af de mange tabubelagte emner, nemlig homoseksualitet. Det er ting, der dog er blevet meget mere almindeligt og accepteret i dag, hvorimod at man for årtier siden blev udstødt, eller det der var værre.

PMA har skrevet bogen i en stil, der passer til 10-12 årige, som også er bogens målgruppe, men den er alligevel skrevet således at også voksne kan finde den fornøjelig. At den samtidig har den drejning af en afslutning, havde jeg på intet tidspunkt forudset før lige inden det blev afsløret.

Dallas København er en hæsblæsende, spændende fortælling, der får 4 stjerner. Jeg var underholdt hele vejen.

Dragernes konge #2 Gøglerkongens sværd

Titel: Dragernes konge #2 – Gøglerkongens sværd I Forfatter: Carina Evytt I Sideantal: 41  I Genre: Fantasy I Forlag: Tellerup I Udgivelses år: 2016

Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup


I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret…

Kiri lever et frit, men farligt liv.
Sammen med barndomsvennen, Josvai, leder hun en røverbande, og er kendt og eftersøgt som landets bedste klatretyv.

Kiris rygte når vidt omkring, og en dag bliver hun kontaktet af den mystiske gøgler, Waris, som ønsker at hverve hende til en usædvanlig opgave.

Hun skal stjæle et sværd fra en fæstning på en klippeø der bevogtes af de berygtede, mørke troldmænd, Drakkar. Og som om det ikke er nok, ligger øen midt i et område der regeres af den forførende og utilregnelige elletrold, Svart.
En konge som Waris både hader og frygter.

Siden jeg vendte sidste side i Heksejærgerens bytte har jeg hungret efter mere, så det var med stor glæde og forventning, at jeg gik igang med Gøglerkongens sværd.
Gøglerkongens sværd er en fantastisk, velskrevet fantasy, der tager læseren med på sit livs eventyr fyldt med venskab, kærlighed, had, farer og magi.

Selvom Heksejærgerens bytte og Gøglerkongens sværd er to bøger i samme serie, så kan de læses uafhængigt af hinanden, da de ikke omhandler de samme personer. De er skrevet af to forskellige forfattere, hvilket i første omgang forvirrede mig lidt, og faktisk også fik mig til at stille bøgerne tilbage på hylden, men jeg må sige at jeg er blevet positivt overrasket, for de klinger rigtig godt sammen. Dog vil jeg egentlig anbefale at læse begge bøger, da de foregår i samme miljø og omgivelser. Og så manglede jeg lidt mere indblik i og om Perina.

Sproget er let læseligt, og Carina har formået at skrive en fangende, fantastisk og til tider lidt humoristisk bog. Kapitelopdelingen er dejligt overskuelig med kapitler af en passende længde. Der er en tydelig rød tråd gennem hele handlingen, således at man nemt kan følge med i hvor, eller hvem man er ved.

Gøglerkongens sværd er på færre sider end Heksejægerens bytte. Ikke at det gør det helt store, for selvom siderne er færre, så er handlingen det større. Jeg var fanget gennem næsten hele bogen. Der var lige til sidst, hvor jeg følte, at den blev lidt langhåret, men måske det var længslen efter at finde ud af hvad der kommer til at ske i næste bind når Banneret samles

Gøglerkongens sværd får 4 stjerner og kan klart anbefales hvis man er til god fantasy. Glæder mig til fortsættelsen 🙂

Sjælehenteren

Titel: Sjælehenteren I Serie: Fortællinger fra Døden #1 I Forfatter: Katja Berger I Sideantal: 250  I Genre: Fantasy I Forlag: Dreamlitt I Udgivelses år: 2017

Bogen er IKKE et anmeldereksemplar


Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men det, der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende.
For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gemmen mørket?

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Katja Berger, da hun i 2016 udkom med sin debutfantasy roman De 7 synder. Derfor glædede jeg mig utrolig meget til at læse Sjælehenteren. Jeg er vild med skrivestilen, den er dejligt flydende og letlæselig.

-Det er efterhånden snart et år siden jeg læste Sjælehenteren, men handlingen står stadig klart, som havde det været igår jeg læste den, hvilket siger lidt om hvor god og fangende den er. Det er de færreste bøger der, for mig, så længe efter, står så klart i erindringen.
Katja tager læseren med på en følelsesmæssig, men utrolig spændende rejse.
Da Raven døde sad jeg tilbage med en tristhed indeni mig. Hvorfor skulle en så ung pige med livet foran sig dø? Hvad med hendes familie, venner osv.?
I det øjeblik Raven dør, bliver hun med det samme kastet ind i efterlivet, som sjælehenter. En hård og, til tider, barsk opgave der til tider kan virke fuldstændig urimelig.

Jeg kunne undervejs ikke undgå at drage lidt ligheder med Tv-serien ‘Lucifer’. Ikke nogen dårlig lighed,for jeg er vild med den serie, så jeg kunne ikke lade være med at sidde med trukket smilebånd (med forestillingen om, at Lucifer i bogen var lige så attraktiv som Lucifer fra serien – hehe)

Sjælehenteren slutter med en cliffhanger. Jeg både elsker og hader cliffhangere, for de får en til at længes efter mere, men de får samtidig ventetiden til at virke meget længere!

Katja har, med både De 7 Synder og Sjælehenteren skrevet to fantasyromaner i særklasse – og ikke mindst unikke. Med Sjælehenteren har hun taget døden, himlen, helvede og efterlivet og givet dem et twist der gør historien sammenhængende, spændende og fangende.

Sjælehenteren får 4 store stjerner. Hvem havde troet at man kunne ende med godt, at kunne lide døden?! Jeg glæder mig så meget til fortsættelsen!

Marco Polos Skat

Titel: Marco Polos skat I Serie: De Magiske Børn #1 I Forfatter: Martin Lyngbo & Lasse Lyngbo I Sideantal: 204 I Genre: Fantasy I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Venedig 1298. Sarah er en pige med særlige evner. Hun drømmer om at gøre Venedig til sit hjem.

Men drømmen trues af mystiske begivenheder omkring hende.

En dag møder hun en gruppe børn med en hemmelighed, der kan forandre alt.

For Sarah – og for verdenshistorien.

Marco Polos skat er første bind i serien om De Magiske Børn

De Magiske Børn – Marco Polos skat er første bind i en ny serie, bestående af fantasyromaner for børn og unge i alderen 10-14 år.
For en voksen er den utrolig nem at læse, men jeg finder den stadig spændende. Fem børn oplever deres livs eventyr, da de i iveren efter at hjælpe Venedigs jøder til en arbejdstilladelse, tager ud for at finde Marco Polos skat.

Marco Polo var italiensk handels- og opdagelsesrejsende og drog på en mangeårig rejse til østen. Efter at være returneret til Venedig var der ingen der troede på hans ord. Jorden var jo flad, og ikke rund! Med sig tilbage fra sin lange rejse havde han bragt en skat, som han havde gemt et sikkert sted.

Konceptet med, at fiktion og historie er mikset sammen, synes jeg er herligt. Blandet med lidt magi, er som krymmelen på en softice en varm sommerdag. Det, at de lidt ældre børn, kan sidde og fordybe sig i en historie og drømme sig lidt væk og ud på eventyr, samtidig med at de får noget historiefortælling, kan virke til videre inspiration i form af at ville uddybe sin viden omkring handels- og opdagelsesrejsende, eller måske noget helt andet fra den tid?

Kapitlerne er utrolig korte, og teksten er utrolig nem og overskuelig, hvilket egner sig utrolig godt til børn, både de yngre og lidt ældre. Dog stødte jeg ind i nogle enkelte ord hist og her, som jeg godt kunne have lidt besvær ved at udtale (trods min alder) og samtidig være lidt usikker på hvad de betød.

Gennem hele bogen er der et gennemgående tema: jødedom vs kristendom. Jøderne måtte ikke omgås de kristne. Jøderne havde ikke de samme rettigheder som de kristne osv.
Bogens hovedperson, Sarah, er sammen med hendes far, jøde og ’tilflytter’. De skal bære et gult mærke synligt altid. Saras far kæmper for at få en arbejdstilladelse, således at de kan blive boende i Venedig. Desværre sker der mystiske ting omkring Sarah, der gør, at selv deres egen rabbiner vender hende ryggen og hun bliver stemplet.
Selvom vi befinder os i slutningen af 1200-tallet, så er den del til dags dato relevant. I dag bliver folk meget hurtigt stemplet pga. religion eller andet, uden at man giver sig tid til at tage personen bedre i øjesyn og accepterer vedkommende for hvem denne er.

Se, mød og behandl din næste, som du selv gerne vil behandles.

Bogen får 4 store stjerner og jeg glæder mig til at læse fortsættelsen!

 

Arnulf: Arnulf Sagaen #1

Titel: Arnulf I Serie: Arnulf Sagaen #1 I Forfatter: Susanne Clod Pedersen I Sideantal: 614 I Genre: Roman I Forlag: Bazar I Udgivelses år: 2015

Bogen er et anmeldereksemplar fra Bazar


Den unge viking Arnulf er vild som ørnen og ulven, der har givet ham navn.

Han længes efter udfærd og dåd, men da broderen Helges skib vender blodvædet hjem, knuses alle planer. Blind af sorg gør Arnulf sig skyldig i både misgerning og forbrydelse og må flygte over hals og hoved med en norsk træl.

Færden bliver farefuld, dramatisk og omtumlet. Plyndringstogt, kongemøde og blodige kampe venter forude, og Arnulf støder på vikingerne fra Jomsborg. Hos så rå og hærdede krigere er det ikke let at blive anerkendt, for de kender krigens vilkår og tåler ikke svaghed.

For en, der interesserer sig meget for historie, er dette begyndelsen på en fantastisk spændende og hæsblæsende rejse. Arnulf er så utrolig velskrevet, at jeg var dybt imponeret. I starten var den lidt svær at komme igang med, da jeg lige skulle vænne mig til det lidt gamle sprog, men synes at jeg fik ret hurtigt fat i det, og fra dét øjeblik var det nærmest umuligt at lægge bogen fra sig igen, før den var læst til ende. Selv derefter vil man bare gerne have mere og igang med næste bind.

Susanne Clod Pedersen (SCP) tager os tilbage til det 9. århundrede, hvor Svend Tveskæg er konge i Danmark. Vi følger Arnulf på en lang, spændende, dramatisk og farefuld rejse
Jeg havde lidt problemer i starten med sproget indtil jeg fangede det, og nogle enkelte steder løbende, men dette bevidner kun SCP’s, både kendskabs- og kundskabsfærdigheder i forhold til middelalderen og vikingerne.

Og se nu lige omslaget! Så flotte farver og lækre illustrationer! Jeg er vild med illustrationen, af hvad der ligner en slags hund/ulv, der fungerer som en slags kapiteldeler.

Arnulf får 4 store stjerner. Den er utrolig velskrevet og SCP’s kærlighed til middelalderen og vikingerne skinner virkelig igennem. Den er så medrivende og indlevende, at man, som læser, nærmest føler at man står på sidelinjen og følger med.

Jeg glæder mig til at følge Arnulf på hans videre rejse.

Nina van Pallandt

Titel: Nina van Pallandt – Hellere tro på det gode en gang for meget I Forfatter: Jacob Wendt Jensen I Sideantal: 333  I Genre: Biografi I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2012

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Historien om Nina er både gribende og grum. Sammen med baron Frederik van Pallandt bragede hun i 1957 ind på scenen med en stribe calypso-hits, og for første gang nogensinde blev en dansk pop-succes verdensomspændende. Frederik blev Ninas store kærlighed, men også hendes livs mareridt. Efter 12 år på toppen stak han af med pengene og elskerinden og lod Nina alene tilbage med tre børn.

Jacob Wendt Jensens biografi om Nina Van Pallandt er det hidtil ufortalte livsdrama om en kvinde, der blev ladt i stikken af både sin mand, Frederik, sin elsker Clifford Irving og sin grådige manager, men som kæmpede sig tilbage på sine egne præmisser, da hun havde ramt bunden af showbusiness. “Hellere tro på det gode en gang for meget”, lød Ninas motto. “Selv når man er blevet bedraget for alt.”

Nina van Pallandt er for mange en måske ukendt, overset eller endda glemt stjerne. Dem, der kender hende, kender hende sikkert fra hendes tid i calypso-duoen, bestående af hende selv og hendes mand, Frederik. Selv stiftede jeg bekendtskab med duoen i en gammel dansk film, og blev straks bjergtaget af dem.
Da jeg opdagede, at Jacob Wendt Jensen (JWL) havde skrevet en biografi om Nina, vidste jeg at dén ville jeg læse. JWL tager læseren med på en forrygende, spændende og til tider dramatisk rejse gemmen Ninas liv og karriere. Egentlig er det efterhånden længe siden, at jeg læste den, men den står stadig så lysende klart for mig – helt sikkert en bog der skal genlæses!

Bogen er beriget med billeder fra hendes liv og karriere. Desværre var det ikke alt, der var rosenrødt. Lige så meget succes Nina oplevede i calypso-tiden, og den stormende forelskelse i Frederik, lige så grumme og ulykkelige erfaringer har hun måtte gøre sig.

Som tidligere nævnt, så stiftede jeg bekendtskab med duoen gennem gamle danske film (vidst nok ‘Verdens rigeste pige’) og kendte egentlig ikke noget videre til dem udover det. Jeg havde godt hørt om deres stormende forelskelse og deres kæmpesucces. Også det tragiske mord på Frederik i 1994. Hvad jeg dog ikke vidste, før jeg læste bogen, var at Frederik på det tidspunkt havde forlad Nina og børnene og var havnet i noget snavs. Selvom jeg blev noget så sur på ham over at han valgte at stikke af med elskerinden og alle pengene, så blev jeg alligevel ked af at læse om måden det hele var foregået på.

Kæreste Jacob. Du tog mig gennem hele følelsesregistret med din fortælling om Nina van Pallandt. Tak for det. Du har givet mig en skøn læseoplevelse og lært en, for rigtig mange, ukendt og meget privat person lidt bedre at kende.

Jeg har valgt at give bogen 4 kæmpe store stjerner. JWL har en fantastisk skrivestil, og jeg er vild med måden bogen er sat op på. Og sidst, men ikke mindst, så har Nina haft et utroligt indholdsrigt liv – på godt og ondt. Tak for at du ville dele din historie med Jacob, som så kunne videreformidle den til os andre – TAK!

Kerry: ringe i vandet

Titel: Kerry – ringe i vandet I Forfatter: Maria Farrelly Henriksen I Sideantal: 300  I Genre: Roman I Forlag: Mellemgaard I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forfatteren og Forlaget Mellemgaard


En regnfuld septemberaften vil tilfældigheder, at Kerry støder sammen med ‘ham hun ikke skulle have mødt’ – Dominic Barton. Et møde, der får konsekvenser for alle omkring dem.
Kerry er en ung kvinde, som er opvokset i en stor sammenbragt familie i Dublin. På grund af hændelser i sin barndom har hun et distanceret forhold til tilværelsen. Dominic Barton er chef for Specialenheden for Narko og er forlovet. Allerede fra første færd slår deres egoer gnister, og deres veje bliver ved med ufrivilligt at krydses. Situationen bliver ikke mindre kompliceret af, at den udvikler sig i en retning, som ingen havde hverken forudset eller ønsket.

‘Kerry – ringe i vandet’ er en skøn fortælling om to personer, der ikke skulle have haft mødt hinanden, men skæbnen vil, at dette sker alligevel og fra der af bliver vi, som læser, taget med ud på en utrolig spændende og hæsblæsende rejse.

Bogen er skrevet i et let læseligt sprog og jeg var fastholdt hele vejen gennem den. Ikke mindst pga. handlingen. At handlingen er et kærlighedseventyr i det 21. århundrede, er også til at mærke på måden den bliver fortalt på. Maria har form af hendes fortællestil, formået at fastholde læseren i netop det 21. århundrede, hvilket var utrolig dejligt.

Jeg er vild med kapitelopdelingen. Kapitlerne er efter min mening hverken for korte eller for lange, for den sags skyld. Det er virkelig lækkert med en god kapitelopdeling, hvor der i et kapitel kan være en passende mængde handling i. At hun samtidig har valgt at give kapitlerne overskrifter er for mig kun en ekstra lille bonus.

Det er en bog, der fortjener at blive læst og beundret. Den skal nydes, og passer perfekt til en aften under tæppet i sofaen, eller ude i solen med et glas koldt og en skål frugt. Mulighederne er mange.

‘Kerry – ringe i vandet’ får 4 stjerner. Er man til kærlighed og spænding er denne helt klart anbefalelsesværdig.

Hvad køer ved om livet

Titel: Hvad køer ved om livet I Original titel: The Secret Life of Cows I Forfatter: Rosamund Young I Oversat af: Birgitte Steffen Nielsen I Sideantal: 160  I Genre: – I Forlag: Don Max (Politikens Forlag) I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Don Max (Politikens Forlag)


Køer kan være intelligente, opfindsomme, de kan være frembrusende og stolte, kærlige og godmodige eller vagtsomme og beregnende. Køer er med andre ord lige så forskellige som mennesker, og når de får lov at udfolde sig frit og følge deres naturlige instinkter, drager de i høj grad omsorg for og knytter sig til hinanden.

“Da jeg faldt over ‘Hvad køer ved om livet’, troede jeg, at titlen var en joke.” Sådan skriver Alan Bennet under forordet i bogen. Netop samme tanke havde jeg også, da jeg første gang så titlen, hvorefter jeg smågrinede lidt. Alligevel holdt den mig fanget, og jeg måtte ind og læse nærmere om bogen. Der måtte være noget bag sådan en titel.
Efter at have læst nærmere om bogen, var min nysgerrighed stadig holdt fast – jeg måtte vide hvad der lå i den…  

‘Hvad køer ved om livet’ er en sød lille fortælling. Til at starte med synes jeg, at den virkede lidt langhåret, men jeg skulle bare ordentligt igang med den viste det sig. Fortællingerne om Fat Hat, Dolly og alle de andre får smilet frem hos læseren. Nogle gange også en lille forundring, for det er nok ikke alle, der tænker over køers, for ikke at nævne andre dyrs, evne til at tænke, føle, agere osv. på en måde, der ligner os mennesker. Samtidig oplever man et fascinerende samspil mellem dyr og mennesker, man som udefrakommende, måske ikke lige er vant til.
Jake var dog nok den, der fik mig til at småfnise mest. Ligesom mennesker, kan dyr også få nogle mærkelige lyster. Selvom det ikke ligefrem var en særlig sund lyst, Jake havde fået, så kunne jeg ikke lade være med at more mig en lille smule over den.

Jeg har nydt hver en side, selvom starten, for mig, var lidt langhåret. Det er en lidt anderledes bog, men samtidig skrevet på en skøn, til tider humoristisk, måde og letlæselig. Kapitelopdelingen er markeret ved nogle søde, men utrolig enkle, tegninger af køer.

‘Hvad køer ved om livet’ får 4 stjerner.

Baronessen

Titel: Baronessen I Forfatter: Jeanet Kirch I Sideantal: 250  I Genre: Roman I Forlag: Forfatterskavet.dk I Udgivelses år: 2017

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forfatterskabet.dk


Evana Valena
et råb om tabt kærlighed
gjalder gennem stilheden
En portal åbner sig
og ændrer to verdener

I en kælder fyldt med bøger, drømmer Reina sig langt væk fra hverdagen og gymnasiets trivialiteter.
En dag bliver drømmen til virkelighed, da hun sammen med en flok af sine medstuderende bliver trukket gennem en magisk portal til landet på den anden side.
Her får de muligheden for at udleve deres drømme eller dø i en arena.
Kampen om kongeriget Valdor kan begynde.

Da jeg første gang opdagede Baronessen og så dens cover tænkte jeg “Wow! Hvor er den smuk!” og vidste, at jeg måtte ind og læse mere om den. Da jeg så læste ovenstående, var jeg stadig lige så fanget – hvis ikke mere. Det var en bog jeg vidste, at jeg bare måtte læse – hvad jeg på ingen måder heller ikke har fortrudt!

Baronessen er en skøn bog med en handling, der er beskrevet i så mange detaljer, at man billedligt nemt kan forestille sig omgivelser, udseende, beklædning osv. Samtidig er det ikke kun de billedlige detaljer jeg var vild med, det var også at Jeanet har formået at klarlægge alle personernes personligheder på en sådan måde, at man nemt kan mærke, at de har hver deres og ikke er ens, men stadig så der er en god harmoni løbende.

Jeg elsker når der er en rigtig god harmoni, hvor forside og handling komplimenterer hinanden rigtig godt, og det må man sige er tilfældet her. Reina bliver, sammen med nogle af sine klassekammerater, trukket gennem en magisk portal til landet på den anden side, hvor man ikke ved hvad der venter.
På forsiden ses en pige gå mod en portal. En portal mod det ukendte…

Sproget er dejligt let at læse, og den ene side tog bare den anden. Kapitelopdelingen er skøn – hverken for lange eller for korte kapitler. Selv er jeg ikke til for lange kapitler, så det var lige guf for mig med den måde de er sat op på.

Bogen får 4 store stjerner.