Kategori: 4-stjerner

Otto Leisner

Titel: Otto Leisner – Et liv i H.O. P. L. A. I Forfatter: Henrik Vesterberg I Sideantal: 220 I Genre: Biografi I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


Humør, Oplysning, Populær musik, Livsglæde og Aktivitet – H. O. P. L. A. – hed et af Otto Leisners mest elskede tv-programmer. De fem ingredienser var lige efter Leisners hoved og de grundlæggende værdier, han styrede efter gennem hele sit 91 år lange liv. I mere end 40 år var Otto Leisner indbegrebet af uforpligtende og begavet underholdning for hele familien. Pladeparade, Krobal, Den Gyldne Pil, Fup eller Fakta og Kvit eller Dobbelt… Otto Leisners programmer samlede i årevis danskerne foran skærmene i antal, man i dag kun ser til de helt store sportsbegivenheder.

I radioen i 1940’erne og 1950’erne og på tv helt frem til 1980’erne udførte Danmarks første og største tv-stjerne et stort pionerarbejde, der nok sikrede ham popularitet, men ikke var fri for omkostninger. I lange perioder var Otto Leisner lige så forkætret og hadet af kultureliten, som han var elsket og afholdt af den brede befolkning.

Historien om Otto Leisner er samtidig fortællingen om underholdningens historie i Danmark fra 1930’erne til opgøret med Danmarks Radios monopol i 1980’erne.

Otto Leisner har jeg mest kendt til ud fra fortællinger fra mine forældre. Da de var unge teenagere, var Leisner på sit livs højdepunkt i karrieren og var i den grad blevet allemandseje.

“At en del af tv er harmløst, er der ikke grund til at hæfte sig specielt ved. Det er en hel del af vores hverdagsliv også. Og den del er det altså blevet mit lod at formidle.”                Otto Leisner

Da jeg så at der ville komme en ny bog om ham, tænkte jeg at jeg godt kunne tænke mig at vide lidt mere om dette underholdningsfænomen, som var kendt af alle i generationen før min og jeg fandt det egentlig ret interessant. Leisner var en spændende personlighed, og Henrik har formået at formidle fortællingen i et let og levende sprog, der gør at man glider utrolig nemt gennem siderne.

Samtidig er bogens layout sat op på en sådan måde, at den er meget overskuelig. Der er lidt billeder i, der understøtter fortællingen, men der kunne efter min mening snildt have været plads til flere. Jo færre billeder en biografi indeholder, jo større er risikoen for at den bliver for tør og kedelig at læse (efter min mening). Heldigvis opvejer Henriks fortælleevne dette.

Gennem fortællingen havde jeg lidt sådan en hyggelig rejse tilbage i tiden. En tur tilbage til mine forældres ungdom, og havde ikke svært ved at forestille mig, hvordan familien Danmark sad samlet i ren hygge omkring enten radioen, og senere TV’et for at lade sig underholde.

Otto Leisner – Et liv i H.O. P. L. A. får 4 grammofonplader herfra.

Dukkeværkstedet

Titel: Dukkeværkstedet I Original titel: The Doll Factory I Forfatter: Elizabeth Macneal I Oversat af: Vibeke Houstrup I Sideantal: 377 I Genre: Roman I Forlag: Lindhardt & Ringhof I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof


LONDON 1850

I Hyde Park strømmer folk til for at se byggeriet af Crystal Palace. Det gælder også unge Iris, der har en fridag fra Mrs. Salters Dukkevarehus. I parken støder hun på konservatoren Silas, der samler på knogler og kuriosa og drømmer om at udstille sin samling af bizarre udstoppede dyr. Det tilfældige møde bliver for Silas starten på en altødelæggende besættelse – og skæbnesvangert for Iris, der også har ambitioner om at blive kunstner. Da hun siger ja til at sidde model for en af tidens eksperimenterende malere, bliver det starten på et helt nyt liv. Men Silas har ikke glemt Iris.

”Dukkeværkstedet” var for mig noget af en speciel læseoplevelse. Den var på ingen måde hvad jeg havde forestillet mig! Egentlig ved jeg ikke rigtigt hvad jeg havde forestillet mig, men måske en lidt anderledes handling? Andet sprog? Men trods mine forudindtagede forventninger, så endte den alligevel med at overraske meget. Jeg nærmest susede gennem bogen, da jeg først havde vænnet mig til sproget. Det irriterede mig lidt i starten, men efter lidt tid gik det op for mig, at den netop er skrevet sådan for at være mere virkelighedstro til tidsalderen den foregår i.

Elizabeth MacNeal tager os tilbage til 1850’ernes London, hvilket man i sproget og miljøbeskrivelserne ikke er i tvivl om. Nogle steder stødte jeg ind i så gammeldags ord, at jeg måtte hen og slå dem op for at finde meningen. Hehe.

Silas får, undervejs, en nærmest sygelige besættelse af Iris. Uanset hvad det måtte koste ham, vil han have hende. I hans hoved vil han have hende som ven, men håndteringen af det er bare helt forkert. Alligevel kunne jeg ikke, selvom jeg ikke bryder mig om ham, lade være med at mærke et stik af medlidenhed med ham, da han giver Iris sin lille gave, men at hun er for storsnudet til overhovedet at lægge mærke til ham.

Alligevel kunne jeg ikke helt lade være med at væmmes undervejs. Silas, der er en af bi karaktererne i bogen kunne jeg virkelig ikke udstå. Det var så slemt på et tidspunkt, at jeg i den grad overvejede at springe de kapitler over, hvor hans navn var nævn i overskriften. Alligevel følte jeg mig draget til at finde ud af hvad der ville ske, og bed derfor væmmelsen i mig og læste videre.

Bogens hovedperson, Iris, arbejder sammen med sin søster på et dukkeværksted, men har i virkeligheden en hemmelig drøm om at blive kunstner. En beskæftigelse, der på den tid næsten ville være en umulig bedrift. Hun møder dog imidlertid Louis, der selv er kunstner, og som gerne vil hjælpe hende på vej mod at få opfyldt sin drøm. Man skal bare lære at tro på sig selv, og indse at man er god nok – trods vilkårene!

”Dukkeværkstedet” får 4 stjerner for den noget anderledes, men unikke læseoplevelse

Uden min datter

Titel: Uden min datter I Forfatter: Anders wendt Jensen I Sideantal: 193 I Genre: – I Forlag: Saxo Publish I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren


“Du kommer ikke til at se barnet

Du kan godt forsøge at kæmpe din kamp gennem myndighederne, men du bliver ikke en del af barnets liv. Mit barn skal ikke være et delebarn. det skal vokse op i en harmonisk hverdag, hvor jeg har en kæreste, som barnet kommer til at vokse op med, og som det kommer til at kalde far”

Sådan lyder beskeden til Anders Wendt Jensen fra den kvinde, der bryder kontakten med ham, da hun er midt i graviditeten med deres barn. Hun forhindrer ham effektivt i at få kontakt til sin datter og ikke mindst afskærer deres datter fra at se sin far. I dag er pigen syv år gammel, og han har stadig ikke set hende.

Denne bog giver et rystende indblik i, hvordan den ene forælder effektivt kan fjerne den anden fra deres fælles barn. Historien blotlægger et ineffektivt og kvælende langsommeligt system, hvor samværschikane betaler sig, og hvor myndigheder kan sættes skakmat, hvis man målrettet undlader at følge reglerne. Sanktionsmuligheder er ikke eksisterende, og tilbage står en farm der ikke har nogen retssikkerhed. En far uden sin datter.

Alle burde have ret til at kende deres børn. Desværre er det dog almindelig kendt, at forældremyndighedssager, eller bare samværssager, kan trække i langdrag og at en afgørelse heraf typisk tilfalder moderens fordel. Men er det nu altid en fordel for barnet? Selvfølgelig er barnet afhængigt af sin mor i hvert fald det første års tid, alt efter hvor lang tid hun ammer, men faderfiguren er, efter min mening, en vigtig del af et barns identitetsdannelse. Det er vigtigt, at barnet ved hvor, og hvem, det stammer fra.

Desværre har Anders Wendt Jensen ikke fået lov til at opleve ovenstående i løbet af de syv år hans datter nu er blevet. Gentagne gange er han blevet modarbejdet af et system, der i bund og grund burde hjælpe begge parter i sådanne sager til at nå frem til en enighed. Alligevel oplever Anders at møde muren hver gang der bliver lagt op til eventuelle fremskridt i sagen, men grundet stor modgang fra moderen side, bliver sagen trukket i langdrag. Da der endelig, efter nogle år, bliver truffet afgørelse i en børnesagkyndig undersøgelse, bliver Anders langt om længe tilkendt samvær med sin datter. Desværre er moderen på dette tidspunkt rejst ud af landet sammen med deres fælles barn, og ingen ved tilsyneladende hvor de befinder sig.
Da moderen, sammen med datteren, efter halvandet år endelig er tilbage i Danmark, genoptages sagen. Der skal laves en ny børnesagkyndig undersøgelse, men her kommer moderen med endnu en ny ’undskyldning’ for at Anders ikke skal have mulighed for samvær med sin datter; datteren har fået konstateret børneleddegigt og er behandlingskrævende. En behandling, jeg tænker, at Anders sagtens kunne, og ville, have bistået og støttet i og under!

For mig at se, har denne sags forløb været fuldstændig urimeligt. Det er en fuldstændig umenneskelig oplevelse, som Anders har været udsat for i kampen for at se sin datter. Flere gange måtte jeg lægge bogen fra mig, fordi den simpelthen blev for barsk, til at jeg kunne fortsætte. Jeg havde ingen problemer med at kunne sætte mig ind i hvordan Anders løbende måtte have følt undervejs i kampen, og da jeg vendte sidste side, sad jeg tilbage med en stor klump i halsen og havde det på ingen måde ret godt – på hans vegne.

Jeg er selv mor til en dreng på knapt 2 år. Heldigvis lever jeg sammen med faderen, men jeg kunne aldrig forestille mig at være på den måde eller udsætte nogen for det Anders har været igennem. Flere gange tænkte jeg ”hvordan kan man få sig selv til at være sådan overfor andre?”. Det er stadig et ubesvaret spørgsmål, og det forbliver det nok også med at være…

Jeg håber inderligt for Anders, at hans datter gerne vil se, og lære ham at kende når hun bliver lidt ældre. Alle burde kende deres ophav.

Ude min datter får 4 stjerner. Det er en historie der fortjener at komme ud. Især til de fædre der står i lignende situationer.

*Det skal dog tages in mente, at denne historie kun er fortalt ud fra et synspunkt, og at anmeldelsen er skrevet ud fra denne.

Pigen de sendte tilbage

Titel: Pigen de sendte tilbage I Original titel: L’Arminuta I Forfatter: Donatella Di Pietrantonio I Oversat af: Birgitte Grundtvig Huber I Sideantal: 216 I Genre: Roman I Forlag: C&K (Politikens Forlag) I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra C&K (Politikens Forlag)


Jeg var L’Arminuta, pigen de sendte tilbage. Jeg talte et andet sprog, jeg vidste ikke længere, hvor jeg hørte til. Ordet “mor” satte sig fast som en tudse i halsen. Og i dag har jeg virkelig ingen idé om, hvilken slags sted en mor er. Det er ikke mit…

En ung pige bliver revet op med rode og afleveret hos en fattig familie, hun ikke kender. Fra da af må hun klare sig selv uden det velstående hjem og de to mennesker, hun troede, var hendes forældre. Alle i landbyen kalder hende hånligt L’Arminuta, pigen de sendte tilbage. Men hvorfor er hun havnet her, og hvem er egentlig hendes mor?

Pigen de sendte tilbage er en barsk familiehistorie. En indtrængende realistisk og poetisk roman om en ung piges vej i livet  om stærke venskaber, svære familiebånd og kompliceret moderkærlighed.

Pigen de sendte tilbage, er en barsk fortælling om hvordan en pige, der er opvokset hos nogle mennesker hun tror er hendes forældre, en dag bliver sendt tilbage til hvem der i virkeligheden er hendes biologiske forældre. Oplevelsen giver hende mildest talt en form for kulturchok; det er en helt anden verden end hvad hun er vant til.
Hendes ’nye’ familie er, modsat dem hun kommer fra, fattige og med en masse børn. Alle i aldrene fra helt lille til næsten voksen. En sammentømret familie, hun nu skulle til at være en del af, men som viste sig sværere end som så…

Egentlig synes jeg, nogle steder, at handlingen virkede lidt minimal og langtrukken, men Donatella har samtidig en fantastisk evne til at fastholde læseren via hendes måde at skrive på. For mig kompenserede det lidt for hvad handlingen godt kunne mangle. Når det så er sagt, så nød jeg fortællingen. Siderne vendte sig selv og den var nærmest umulig at lægge fra sig når jeg først var startet på den. Sproget er virkelig behageligt og nemt at læse. Selvfølgelig er der steder hvor nogle steder/navne er lidt vanskeligere end andre, da handlingen udspiller sig i Italien.

Som udgangspunkt kunne jeg langt hen ad vejen ikke lade være med at have lidt medlidenhed med l’Arminuta, men enkelte gange synes jeg at hun opførte sig lidt som et forkælet barn. Ret skal være ret… Hun var opvokset under langt bedre vilkår end hun havnede i (man kan engang imellem overraskes over de klasseskel der findes!).

Dog undrede jeg mig lidt undervejs – hvad hedder pigen de kalder l’Arminuta? En masse personer bliver gennem handlingen nævnt ved navn, men l’Arminuta bliver kun nævnt som… l’Arminuta.

Pigen de sendte tilbage, er en sød, men barsk, fortælling. Den får 4 stjerner herfra og en klar anbefaling.

Alt hvad jeg ved om kærlighed

Titel: Alt hvad jeg ved om kærlighed I Originaltitel: Everything I know about love I Forfatter: Dolly Alderton I Sideantal: 330 I Genre: Memoir I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


At blive voksen i medgang og modgang – det er noget, journalist og forfatter Dolly Alderton kender til. I denne bog fortæller hun levende og sjovt om at blive forelsket, om ikke at være forelsket nok i sig selv, om kampen for at få sig en karriere, om katastrofale fester med Rod Stewart-tema, om at blive droppet og om at opdage, hvor vigtige venskaber er, når man skal finde vej i tilværelsen.

Alt hvad jeg ved om kærlighed er en underholdende og indsigtsfuld, feministisk og hjertevarm debut fra en stærk, ung stemme. Hun væver personlige fortællinger, skarpe observationer, lister, opskrifter og vignetter sammen til en historie om en tid i livet, hvor alt stadig er udefineret og åbent.

Alt hvad jeg ved om kærlighed er en sød, sjov og finurlig fortælling. En fortælling om en ung kvindes kamp for at opnå og opleve kærligheden, på godt og ondt, men til sidst indser at den er overalt omkring hende. Det er ikke altid, at den findes fysisk i form af en kæreste, men den er der! Man behøver næsten ikke engang lede efter den, den findes om det næste gadehjørne, en buket blomster, et kram fra en veninde mm. Kærligheden er overalt!

Dolly fortæller levende om hendes oplevelser med dårlige dates, hvordan man som veninde støtter sine andre veninder når de går gennem nogle svære og nærmest umenneskelige perioder i deres liv. Om hvordan festdrikkeriet blev en del af ens identitet i de unge år. Om jalouxien der opstår når ens bedste veninde finder en, der potentielt kunne være den eneste ene og også virker til det – indtil sidste øjeblik.

Rigtig mange af de ting som Dolly så fint kommer ind på, er noget en stor del teenagepiger/unge kvinder kan nikke genkendende til. Måske ikke dem alle på engang, men hvem har ikke siddet tilbage og været lidt misundelig over, at ens veninde havde fundet en super sød og omsorgsfuld fyr og man selv sad tilbage i sit nattøj foran Netflix kl. 20 om aftenen med en spand popcorn foran sig uden nogen at hygge sig med?

Lige i starten af bogen følte jeg mig ikke videre imponeret af den, men jeg skulle bare igang med den. Det var ren hyggelæsning og jeg nød at sidde og læse hendes tanker og oplevelser i forhold til kærlighed. Noget af det kunne jeg genkende, og nogle steder kunne jeg ikke lade være med at sidde og tænke “nej, hvor er jeg glad for at den tid er overstået” og smilende læst videre.

Alt hvad jeg ved om kærlighed får 4 smilende stjerner.

Grå magi: Pigen fra månehøjen #1

Titel: Grå magi I Serie: Pigen fra månehøjen #1 I Forfatter: Lene Krog I Sideantal: 406 I Genre: Fantasy I Forlag: Ulven og Uglen I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren


Et svagt minde fortalte Aia, at detikke var første gang, hun havde oplevet livet svinde. Pludselig dukkede det op ud af tågen. En blodrød genspejling af himlen og en fortabt erkendelse af, at det var sådan, det endte. Ligesom nu.

På Vidar Baltzers ordrer har de Grå taget kontrol over Bragismark og ransager landet for magiske evner. Hekse og marlinger forsvinder på stribe, men i skyggerne hviskes der om oprør.

Aia ved knap, hvem hun selv er. Uden minder eller familie kender hun kun sit vante arbejde i skoven og sin egen isolerede hverdag. Men verden omkring hende kan ikke lade Aia glemme, for uden hendes fortid har Bragismark ingen fremtid.

Grå magi er første bind i serien om Pigen fra månehøjen.

Grå magi er en fantasyfortælling, der i sin handling overrasker meget – på den positive måde!
Da jeg startede på Grå magi havde jeg lidt svært ved at komme igang med den, det var som om den ikke rigtigt ville fange mig, men det skal jeg da lige love for kun var indtil jeg kom rigtigt igang med den!

Lene skriver i et utrolig flydende, levende og medrivende sprog, og det er ikke svært at forestille sig personerne, omgivelserne, miljø osv. Som læser føler mig sig meget nærværende i historien, og mange gange kan man næsten føle at man står ved siden af/følger personerne. Kort sagt: den er utrolig svær at slippe!

Bogen er fyldt med både drama og spænding. Jeg er vild med at vi følger en pige, Aia, der ikke ved hvem hun er og hvorfra hun stammer. Jeg er vild med, at vi i jagten på at finde hendes identitet, samtidig står overfor en ondskab af dimensioner ud over det sædvanlige.
Samtidig møder vi Merian, der ved et tilfælde møder Aia, da hun tager med Birk, en populær dreng fra universitet, op til hans families sommerresidens. Aia, der er faldet af en hest, opholder sig imidlertid samme sted og snart bliver de to pigers skæbner kædet sammen.

Grå magi er skrevet på en måde, at den passer både til børn og voksne, der nyder en god fantasyfortælling med hang til spænding, drama, mystik og kærlighed.

Grå magi får 4 store stjerner, og jeg glæder mig til næste bind i serien

Tearlings skæbne #3

Titel: Tearlings skæbne #3 I Original titel: The fate of the Tearling #3 I Forfatter: Erika Johansen I Oversat af: Randi Bjerre Høfring I Sideantal: 503 I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


På mindre end et år har Kelsea Glynn forvandlet sig fra kejtet til magtfuld dronning og visionær leder. Men i sin kamp for at sætte en stopper for korruption og genindføre retfærdighed i kongeriget Tearling har hun fået mange fjender. Den stærkeste af dem er den onde og frygtede Røde Dronning, der nu holder Kelsea og hendes magiske safirer indespærret på sit slot i Mortmesne.
Men Tearling har brug for sin dronning, og Morgenstjerne, lederen af Kelseas Livvagt, helmer ikke, før han og hans mænd har reddet deres dronning fra fængslet. Samtidig forsøger Kelsea fra sit fangenskab at afdække hemmelighederne i Tearlings fortid – hemmeligheder, der viser sig at have afgørende betydning for hendes egen og kongeriget Tearlings skæbne.

Tearlings skæbne er afsluttende bog i den internationale bestsellertrilogi om den unge dronning Kelsea og kongeriget Tearling.

Sidste side i en fantastisk serie er vendt. En serie jeg fra første side har nydt og læst med stor glæde og spænding. Erika har et kæmpe talent og hun har forfattet en serie der hører til i den store league af fantasy.
Egentlig færdiggjorde jeg bogen for snart et par uger siden, men jeg havde i den grad brug for lige at sluge den engang. Det hører sig til sjældenhederne, men denne overraskede mig – meget.

Desværre var jeg mere begejstret for de to første bind end jeg var for slutningen. Måske det var fordi den havde nogle twists og en afslutning som jeg på ingen måde havde håbet på eller forventet. Slutningen især kan jeg godt se meningen med, men jeg bryder mig ikke om den. For mig skete der en alt for brat overgang mellem dronning Kelseas Tearling, til at hun ikke længere var dronning alligevel (og aldrig havde været det?!) og boede i den slags by som William Tear havde kæmpet for at komme hen imod.

Når det så er sagt, så er det en bog fyldt med handling og spænding. Samlet er det en serie, der kunne have godt af at blive genlæst lige efter hinanden, så man ikke har de store venteperioder og måske på den måde har glemt, eller overset noget i forhold til handlingen. Den fortjener at blive genlæst!

Jeg er vild med Erikas skrivestil og hendes evne til at formidle en velfortalt historie på. Nogle af karaktererne holdt jeg mere af end andre. Kelsea især holdt jeg rigtig meget af. Morgenstjerne også, selvom han til tider kunne virke lidt hård. På et plan kunne jeg ikke lade være med at håbe på, at de to fandt sammen (trods Morgenstjernes lidt ældre alder). For mig var han perfekt for Kelsea. Den Røde Dronning kunne jeg ikke andet end have medlidenhed med, og Row Finn kunne jeg på ingen måde udstå. Katie kunne jeg ikke helt beslutte mig for, men hun kæmpede for det godes side og hendes tro på det rigtige.

Tearlings skæbne får 4 stjerner herfra.

En fantastisk velskrevet serie!

Harry og Meghan: En kærlighedshistorie

Titel: Harry & Meghan – En kærlighedshistorie I Original titel: Harry  Meghan – A love story I Forfatter: Emily Herbert I Oversat af: Michael Jepsen I Sideantal: 221  I Genre: – I Forlag: Forlaget Memoris I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Memoris


Prins Harry har fundet sin prinsesse i den amerikanske skuespiller Meghan Markle. En kvinde, der på mange måder minder om Harrys mor, prinsesse Diana, der døde, da Harry var tolv.

Harry og Meghan har begge mødt modgang og kæmpet for at finde deres plads i livet. Her er historien om deres opvækst, karriere og forliste forhold – samt hvordan de mødte hinanden og blev det karismatiske par, der har givet det britiske kongehus en ny og mere udadvendt profil.

Traditioner er til for at blive brudt. Også i det engelske kongehus, der ellers har været kendt for at være meget traditionsbundet. Op gennem tiden har det været fuldstændig utænkeligt med bare den mindste ændring, fx omkring ægteskab. Typisk skulle man giftes af pligt, snarere end kærlighed, og de få gange hvor kærligheden har vundet, har det haft nogle triste konsekvenser efterfølgende.

Derfor var det også med spænding og utrolig glæde, da dronningen gav sin velsignelse til, at prins Harry kunne gifte sig med sin Megan. Ikke nok var hun skuespiller, men hun var også af blandet race, noget der før i tiden var fuldstændig utænkeligt at byde velkommen. Ydermere var hun også fraskilt, men det var noget kongehuset for år tilbage, var begyndt at se lidt igennem fingrene med, især da prins Charles, Harrys far, blev gift med Camilla Parker Bowles, der på det tidspunkt var skilt fra sin eksmand.

Kærligheden skulle dog her vise sig at være vinderen. Der er ingen tvivl om i hvor høj grad prins Harry og Meghan elsker hinanden. De har så mange ting til fælles, og går begge to meget op i det humanitære arbejde i bl.a. de fattige U-lande.
Det er så dejligt at se, at det engelske kongehus har løsnet lidt om i forhold til hvem de accepterer som en del af familien. Meghan virker til at have så utrolig meget godt at byde ind med, og ja, hun minder på rigtig mange måder om prinsesse Diana i forhold til Dianas måde at håndtere det humanitære arbejde på fx. Jeg er sikker på, at de har fået den helt rigtige kvinde ind, og at Harry har fundet sit livs kærlighed.

Harry  Meghan – En kærlighedshistorie får 4 stjerner herfra.

Lad os håbe på det bedste

Titel: Lad os håbe på det bedste I Original titel: Låt oss hopas på det bästa I Forfatter: Carolina Setterwall I Oversat af: Nete Harsberg I Sideantal: 359  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Den sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden. I stedet siger jeg, at jeg tror, jeg vil gå ind og lægge mig hos Ivan. Du protesterer ikke. Stadig med blikket rettet mod computeren lader du mig gå, og jeg går, for allersidste gang går jeg fra dig. Jeg tror, at vi ses i morgen tidlig. Det gør vi ikke. Vi ses aldrig mere.

Lad os håbe på det bedste vil nok længe være en af de bøger, der virkelig sætter sig under huden på én. Carolina har ud fra sin oplevelse af at finde sin kæreste død i sengen en morgen, skrevet en, hvordan hun har oplevet det hele, roman. Det er på en og samme tid en gribende, utrolig rørende og ikke mindst sørgelig fortælling.

Da jeg startede på den, havde jeg måske lidt høje forventninger til den, men hvordan kan man andet, når man udelukkende kun hører rosende ord om den. Samtidig hørte jeg lige så mange snakke om, at de havde måtte finde servietterne frem til at tørre øjnene med.
Væbnet med papir og en forventning om, at der ikke ville være nok (jeg har normalt let til tårer), gik jeg igang med bogen. Dog tog jeg mig selv i flere gange, at tænke “hvornår er det jeg skal græde?” og måtte bare indse, at selvom bogen var utrolig sørgelig, og at jeg kunne genkende mange af de ting hun fortalte om, så kunne jeg ikke fælde en tåre. Jeg måtte bare indse, at ikke er alle der reagerer ens, selvom temaet og handlingen lå lige til det. Det skal så lige siges, at min læseoplevelse på ingen måde blev mindre af den grund. Jeg var fanget hele vejen igennem og jeg elsker den måde Carolina har valgt at skrive bogen på. Jeg kan rigtig godt lide, at hun har skrevet den, som hvis den er fortalt til Aksel, men også at hun i første del af bogen, skiftevis ser tilbage til det første møde og op til nutiden til Aksels død og tiden efter.

Jeg må sige, at jeg er mildest talt imponeret over, at hun i det hele taget har formået at skrive den, da hun gjorde. Det har krævet, at hun er dykket ned i gamle følelser og trukket dem op til overfladen igen, hvilket jeg kun kan forestille mig må have været utrolig hårdt?

Der er ingen tvivl om, at selvom året kun lige er begyndt, så vil denne bog uden tvivl ligge på listen over årets allerbedste læseoplevelser. Den har alt! Derfor får den også 4 jublende store stjerner!

Guldtårnet

Titel: Guldtårnet I Original titel: The golden tower I Forfatter: Cassandra Clare & Holly Black I Oversat af: Mette Skot Perschke I Sideantal: 221 I Genre: Fantasy I Forlag: Alvilda I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Alvilda


Callum har i løbet af sine fire års magikertræning på Magisterium måttet kæmpe med sig selv, med de andre elevers mistro og frygt, mod grænseløs ondskab, sorg og tab.Til sidst overvandt han truslen mod magernes verden i et altafgørende slag – men prisen var høj.

Nu vender Callum sejrrig, men med tungt hjerte tilbage til Magisterium for at afslutte sin træning. Det står dog hurtigt klart, at han aldrig har været mere udstødt eller forhadt. Kammeraterne vender ham ryggen, og en ældgammel ondskab venter på ham.

I dette afsluttende bind i Magisterium-serien står Callum og hans trofaste venner over for den allerstørste trussel mod verden og alt det, de holder af – for den ondskab, som Callum troede, var væk for altid, har ikke givet op.

På en eller anden er det altid lidt vemodigt, at skulle sige farvel til karakterer, deres univers og alle deres eventyrer. Således er dette ingen undtagelse. Jeg har nydt hver en side i serien om Callum Hunt, hans venner og deres ophold på Magisterium.

Jeg har, siden jeg vendte sidste side i Sølvmasken, glædet mig til Guldtårnet. Ville de besejre ondskaben, eller ville ondskaben besejre dem? Jeg var utrolig spændt, og spændingen steg kun yderligere da jeg endelig stod med bogen i hænderne. Derfor var mine forventninger til bogen også lidt høje. Måske for høje?

Jeg var grebet af historien fra allerførste side, men jeg kunne alligevel ikke helt lade være med at føle mig en smule forvirret i handlingen. Det hele gik meget stærkt. Jeg fik lidt en følelse, undervejs, af at de kun havde nået at gå på Magisterium en god måneds tid inden de skulle ud i det sidste og afgørende slag mod ondskaben. Måske det ikke er rigtigt, men det var den følelse jeg fik mens jeg sad og læste. For mit vedkommende, havde det ikke gjort noget med lidt flere sider og evt. lidt mere handling, men måske det bunder i følelsen af at jeg ikke ville sige farvel til Magisterium? 😉

Magisterium-serien er en skøn og fangende fantasy serie for teenagerne, men bestemt også en serie for de voksne, hvis de er på udkig efter spænding og fantasy, der samtidig er letlæseligt.

Guldtårnet får 4 stjerner. Jeg er vild med serien.