Titel: Blomstrende Syrener I Original titel: Lilac Girls I Forfatter: Martha Hall Kelly I Oversat af: Kirsten Heltner & Christine Gasbjerg I Sideantal: 515  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Societypige og tidligere Broadway-skuespiller Caroline Ferriday har hænderne fulde i sin stilling ved det franske konsulat i New York, og samtidig er en ny, gryende forelskelse trådt ind i hendes liv. Men Carolines tilværelse forandrer sig for altid, da Hitler i 1939 invaderer Polen for derefter at vende blikket mod Frankrig.

På den anden side af Atlanterhavet mærker den kun sekstenårige Kasia Kuzmerick sin bekymringsløse ungdom forsvinde, mens hun trækkes stadig længere ind i den polske modstandsbevægelse. Hun er omringet af mistænksomme blikke og vagtsomme naboer, og en eneste forkert bevægelse kan få fatale konsekvenser.

For unge Herta Oberheuser er en stilling i den tyske stat en billet til et andet liv, men hun bliver hurtigt fanget i en mandsdomineret verden af nazihemmeligheder og magt.

De tre kvinders veje antager kollisionskurs, da det ubærlige sker, og Kasia interneres i Ravensbrück, den berygtede kvindekoncentrationslejr i det nordlige Tyskland. Fortællingen krydser kontinenterne, fra New York til Patis, Tyskland og Polen, mens Caroline og Kasia forsøger at bringe retfærdighed til de mange, som verdenshistorien har glemt.

Blomstrende syrener er en historisk fortælling, der handler om 3 individuelle kvinder og deres fortællinger fra tiden under 2. verdenskrig.

Det er en gribende og fangende roman. Der er lagt et kæmpe stykke arbejde i forberedelserne til denne bog, hvilket også afspejler sig i kvaliteten af den. Det er en stærk, barsk og utrolig spændende historie, bygget op på det autentiske. Martha er en yderst talentfuld forfatter, hvilket hun ynder at berige læseren med. Hun skriver, ikke mindst beskriver, således at man sidder og næsten føler at man selv er til stede i handlingen. Sproget er nemt og flydende, og utrolig indlevelsesrigt.

Gennem bogens kapitler, lærer vi de tre kvinder at kende; Caroline Ferriday, Kasia og Herta. Alle tre kvinder fra forskellige lande og for hinanden ukendte personer. På denne måde bliver krigen og dens oplevelser, beskrevet fra flere synspunkter, men også ud fra hvilke klasseforskelle kvinderne befinder sig i. Caroline er tidligere skuespiller fra New York, men bruger en masse tid og energi på, at hjælpe forældreløse børn i Frankrig. Kasia bliver som helt ung pige virvlet ind i modstandbevægelsen, men ender med at blive taget til fange og anbragt i Ravensbrück; en tysk koncentrationslejr, kun for kvinder.
Herta får livet vendt på hovedet, da hun opsøger muligheden for at kunne arbejde som kirurg i Ravensbrück, men som ender med at være virvlet ind i den nazistiske verden inden hun ved af det.

Ravensbrück blev i 1938 beordret opført af SS-leder Heinrich Himmler, således at den i foråret 1939 kunne stå færdig og tages i brug.
Mere end 130.000 kvinder kom i løbet af krigsårene gennem lejren, og kun 40.000 af dem overlevede!

Da jeg havde vendt sidste side, sad jeg fuldstændig tilbageblæst af den fantastiske oplevelse jeg lige havde overværet i form af bogens utrolig medrivende handling.

Martha Hall Kelly har baseret Blomstrende syrener på fortællingen om Caroline Ferriday, der under 2. verdenskrig hjalp flere polske kvinder fra den tyske koncentrationslejr, Ravensbrück, hvor de, under naziregimet, var blevet udsat for medicinske forsøg.

Blomstrende Syrener får 5 flotte stjerner for dens fantastiske medrivende fortællinger. Er man til historiske romaner, er denne en klar anbefaling værd!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.