Grå magi: Pigen fra månehøjen #1

Titel: Grå magi I Serie: Pigen fra månehøjen #1 I Forfatter: Lene Krog I Sideantal: 406 I Genre: Fantasy I Forlag: Ulven og Uglen I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren


Et svagt minde fortalte Aia, at detikke var første gang, hun havde oplevet livet svinde. Pludselig dukkede det op ud af tågen. En blodrød genspejling af himlen og en fortabt erkendelse af, at det var sådan, det endte. Ligesom nu.

På Vidar Baltzers ordrer har de Grå taget kontrol over Bragismark og ransager landet for magiske evner. Hekse og marlinger forsvinder på stribe, men i skyggerne hviskes der om oprør.

Aia ved knap, hvem hun selv er. Uden minder eller familie kender hun kun sit vante arbejde i skoven og sin egen isolerede hverdag. Men verden omkring hende kan ikke lade Aia glemme, for uden hendes fortid har Bragismark ingen fremtid.

Grå magi er første bind i serien om Pigen fra månehøjen.

Grå magi er en fantasyfortælling, der i sin handling overrasker meget – på den positive måde!
Da jeg startede på Grå magi havde jeg lidt svært ved at komme igang med den, det var som om den ikke rigtigt ville fange mig, men det skal jeg da lige love for kun var indtil jeg kom rigtigt igang med den!

Lene skriver i et utrolig flydende, levende og medrivende sprog, og det er ikke svært at forestille sig personerne, omgivelserne, miljø osv. Som læser føler mig sig meget nærværende i historien, og mange gange kan man næsten føle at man står ved siden af/følger personerne. Kort sagt: den er utrolig svær at slippe!

Bogen er fyldt med både drama og spænding. Jeg er vild med at vi følger en pige, Aia, der ikke ved hvem hun er og hvorfra hun stammer. Jeg er vild med, at vi i jagten på at finde hendes identitet, samtidig står overfor en ondskab af dimensioner ud over det sædvanlige.
Samtidig møder vi Merian, der ved et tilfælde møder Aia, da hun tager med Birk, en populær dreng fra universitet, op til hans families sommerresidens. Aia, der er faldet af en hest, opholder sig imidlertid samme sted og snart bliver de to pigers skæbner kædet sammen.

Grå magi er skrevet på en måde, at den passer både til børn og voksne, der nyder en god fantasyfortælling med hang til spænding, drama, mystik og kærlighed.

Grå magi får 4 store stjerner, og jeg glæder mig til næste bind i serien

Gæsteblogindlæg #1 Lene Krog

I forbindelse med udgivelsen af Grå magi – Pigen fra månehøjen I tidligere på året, har forfatter, Lene Krog, lavet en blogtour i denne uge, hvilket jeg synes lød som en sjov idé som jeg måtte være med i. 

I forbindelsen med blogtouren, har Lene gæstet bloggen og har skrevet nedenstående, om hvorfor fantasy også er for voksne. Selv anmelder jeg bogen senere på ugen i samme forbindelse 🙂 Håber i vil nyde læsningen lige så meget som mig.

Tre gode grunde til at fantasy også er for voksne

Jeg har en veninde, som jeg har kendt siden 2. klasse. Vi har altid læst meget sammen, og hun er blevet tvangsindlagt til at læse alt, jeg nogensinde har skrevet. Næsten. Hun læser stort set ikke andet end fantasy, og en masse af det. En dag snusede vi lidt rundt i en boghandel og endte ved fantasybøgerne, som alle var placeret under et skilt, hvorpå der stod ”Børne- og ungdomslitteratur”. Hun blev så sur. Hvorfor var det, at fantasy helt automatisk røg ind under børnelitteratur? Hun syntes bestemt ikke, at det hun læste, var for børn.

Jeg kender godt følelsen. Jeg synes jo heller ikke, jeg skriver børnebøger. Men fordi genren er fantasy, er det ofte i den aldersgruppe, den havner. Derfor blev jeg så glad, da jeg opdagede, at der var nogle biblioteker, der havde placeret Grå Magi under ”voksen” og ”fantasy”. Yay! Er det så småt ved at blive en ting? I så fald sidder jeg her ved computeren og stritter med armene lige op i vejret.

Her er tre gode grunde til, hvorfor fantasy altså også er en genre for voksne.

1) Tag på en virkelighedsflugt. Sommetider er vores egen verden bare for meget. Hvad enten det er hele verdenssituationen eller bunken med vasketøj, der suger livskraften ud af os, så er der indimellem brug for at flygte til en anden verden, hvor alting er muligt. Verdener, der er fyldt med magi, spøgelser, troldmænd, engle, havfruer eller dæmoner. Og vigtigst af alt helte og heltinder, der rejser sig, ser ondskaben i øjnene og kæmper til det sidste. I fantasybøgerne skal hovedpersonerne så grueligt meget igennem, men der er altid håbet, og vi ved, at det næsten altid ender med, at de gode vinder over de onde på en eller anden måde. Og det er da alt andet lige mere spændende end denne verdens bøller og de opgaver, der unægteligt følger med voksenlivet, såsom at stoppe sure underbukser i vaskemaskinen. Det handler alt sammen om balance – også her: en dosis realisme og en dosis virkelighedsflugt. Man kunne jo nærmest påstå, at fantasy gør dig til en langt mere afbalanceret voksen 🙂

2) Se verden med nye øjne (og overlev den). Har du set, hvad der sker ude i verden i dag? Hvis det ikke ligner indledningen til en dystopisk fantasy, så ved jeg da ikke hvad. Men vi ved ikke, hvordan det ender. Og hvem bliver heltene, der redder verden? Det kunne måske være en idé at læse nogle tips og tricks til, hvordan man overhovedet overlever jordens undergang 😉 Der er desuden rigeligt med paralleller til vores egen verden i fantasybøgerne. Her finder du fx alvorlige temaer såsom krig, diskrimination, overgreb, ensomhed, klimaændringer, etc. – de er blot pakket ind i magi, og kan (i min ydmyge mening) være meget mere spændende end den realistiske pendant. Og måske forstår du endog emnerne bedre, hvis du ser på dem fra et mere objektivt perspektiv. Hvem ved, måske finder du endog inspiration og styrke i fantasygenren til at rejse dig op og kæmpe mod uretfærdighed i din egen verden? Måske er det dig, der ender med at blive helten?

3) Bliv et bedre menneske. Fantasyfilm hitter på det store lærred. De skovler penge ind over hele verden. De har publikummer i alle aldersgrupper, og det stilles der ikke umiddelbart spørgsmålstegn ved. Det er okay for voksne at se en fantasyfilm i biografen, mens man åbenbart er barnlig, hvis man læser en fantasyroman (der måske ovenikøbet lægger til grund for filmen). Men det skal du, kære fantasylæser, slet ikke spekulere over, fordi for det første læser du, og det er sundt for din hjerne. Og så udfordrer du din fantasi, og du styrker din forestillingsevne, fordi du selv skal sætte billeder på det, du læser – det gør Hollywood ikke for dig. Måske tænder det endda din kreativitet, mens det i hvert fald styrker din empati, fordi du lærer at identificere dig med mange forskellige typer mennesker (og dyr og andre væsner) i de bøger, du læser. Man kunne næsten argumentere for, at man bliver et bedre menneske af at læse fantasy 😉

Tearlings skæbne #3

Titel: Tearlings skæbne #3 I Original titel: The fate of the Tearling #3 I Forfatter: Erika Johansen I Oversat af: Randi Bjerre Høfring I Sideantal: 503 I Genre: Roman I Forlag: People’s Press I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra People’s Press


På mindre end et år har Kelsea Glynn forvandlet sig fra kejtet til magtfuld dronning og visionær leder. Men i sin kamp for at sætte en stopper for korruption og genindføre retfærdighed i kongeriget Tearling har hun fået mange fjender. Den stærkeste af dem er den onde og frygtede Røde Dronning, der nu holder Kelsea og hendes magiske safirer indespærret på sit slot i Mortmesne.
Men Tearling har brug for sin dronning, og Morgenstjerne, lederen af Kelseas Livvagt, helmer ikke, før han og hans mænd har reddet deres dronning fra fængslet. Samtidig forsøger Kelsea fra sit fangenskab at afdække hemmelighederne i Tearlings fortid – hemmeligheder, der viser sig at have afgørende betydning for hendes egen og kongeriget Tearlings skæbne.

Tearlings skæbne er afsluttende bog i den internationale bestsellertrilogi om den unge dronning Kelsea og kongeriget Tearling.

Sidste side i en fantastisk serie er vendt. En serie jeg fra første side har nydt og læst med stor glæde og spænding. Erika har et kæmpe talent og hun har forfattet en serie der hører til i den store league af fantasy.
Egentlig færdiggjorde jeg bogen for snart et par uger siden, men jeg havde i den grad brug for lige at sluge den engang. Det hører sig til sjældenhederne, men denne overraskede mig – meget.

Desværre var jeg mere begejstret for de to første bind end jeg var for slutningen. Måske det var fordi den havde nogle twists og en afslutning som jeg på ingen måde havde håbet på eller forventet. Slutningen især kan jeg godt se meningen med, men jeg bryder mig ikke om den. For mig skete der en alt for brat overgang mellem dronning Kelseas Tearling, til at hun ikke længere var dronning alligevel (og aldrig havde været det?!) og boede i den slags by som William Tear havde kæmpet for at komme hen imod.

Når det så er sagt, så er det en bog fyldt med handling og spænding. Samlet er det en serie, der kunne have godt af at blive genlæst lige efter hinanden, så man ikke har de store venteperioder og måske på den måde har glemt, eller overset noget i forhold til handlingen. Den fortjener at blive genlæst!

Jeg er vild med Erikas skrivestil og hendes evne til at formidle en velfortalt historie på. Nogle af karaktererne holdt jeg mere af end andre. Kelsea især holdt jeg rigtig meget af. Morgenstjerne også, selvom han til tider kunne virke lidt hård. På et plan kunne jeg ikke lade være med at håbe på, at de to fandt sammen (trods Morgenstjernes lidt ældre alder). For mig var han perfekt for Kelsea. Den Røde Dronning kunne jeg ikke andet end have medlidenhed med, og Row Finn kunne jeg på ingen måde udstå. Katie kunne jeg ikke helt beslutte mig for, men hun kæmpede for det godes side og hendes tro på det rigtige.

Tearlings skæbne får 4 stjerner herfra.

En fantastisk velskrevet serie!

Bloggerevent – Carolina Setterwall

*Reklame/sponsoreret indlæg*

Torsdag d. 31-01-2019 var jeg af Politikens Forlags under forlag, Hr. Ferdinand, inviteret med til et arrangement hvor jeg kunne se og høre svenske Carolina Setterwall fortælle om sin debutroman ‘Lad os håbe på det bedste’, som hun har skrevet efter hun en morgen fandt sin kæreste, og faderen til sit barn, død i deres seng.

Carolina fortalte åbenhjertig om sine oplevelser og hvad der førte til at hun begyndte at skrive bogen, i samtale med redaktør Andrea. Hele samtalen foregik på dansk/svensk, hvilket kunne gå lidt stærkt en gang imellem og enkelte ord smuttede, men i den store sammenhæng, gav det hele heldigvis mening. Efter samtalen var der tid til at vi andre kunne stille uddybende spørgsmål, hvilket der var nogle der ikke skulle have at vide mere end en gang – inkl. mig selv, men mere om det lidt senere.

Forud for arrangementet var jeg ret spændt på hvad – og hvor meget Carolina ville kunne snakke om. Om nogle ting ville være for hårde/triste, men hun fortalte åbenhjertigt, at det gav hende en befriende følelse at snakke om det. Hun fortalte om, hvordan det havde været som en slags redning for hende, at skrive bogen oven på tabet.
Selve ideen til bogen blev lidt født ud fra en idé til hvordan hun selv ønskede at bøger om sorg skulle være. Altså hvilken slags bog hun selv synes manglede blandt de mange andre fagbøger inden for området. Der fandtes ikke nogen bog om emnet, skrevet ud fra et mere menneskeligt synspunkt.

Da det efter interviewet mellem Carolina og Andrea blev tid til at vi andre kunne stille spørgsmål, havde jeg et som jeg havde gruet over i toget på vej derop: Kunne Aksel have været syg uden at han ville fortælle det? Altså han måske havde vidst det? Egentlig kom min overvejelse af, at bogen starter med en mail med koder, som Carolina skulle have i tilfælde af at der skulle ske ham noget, at han ikke længere ville være hos hende. Måske det bare var en sikkerhedsforanstaltning, men det er måske alligevel ret påfaldende at han kort tid efter dør pludseligt. Det er ikke til at vide, dog.

Lad os håbe på det bedste er en utrolig inspirerende og måske endda en ‘how to…’ bog i forhold til at tackle sorg og det at miste. Det er en modig og virkelig ærlig bog og jeg er virkelig imponeret over, at hun har formået at skrive den.

Det var en fornøjelse at møde Carolina og høre hende fortælle om hendes oplevelser, erfaringer og tiden efter. Tusind tak til Politikens Forlag (Hr. Ferdinand) for invitationen.

Harry og Meghan: En kærlighedshistorie

Titel: Harry & Meghan – En kærlighedshistorie I Original titel: Harry  Meghan – A love story I Forfatter: Emily Herbert I Oversat af: Michael Jepsen I Sideantal: 221  I Genre: – I Forlag: Forlaget Memoris I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Memoris


Prins Harry har fundet sin prinsesse i den amerikanske skuespiller Meghan Markle. En kvinde, der på mange måder minder om Harrys mor, prinsesse Diana, der døde, da Harry var tolv.

Harry og Meghan har begge mødt modgang og kæmpet for at finde deres plads i livet. Her er historien om deres opvækst, karriere og forliste forhold – samt hvordan de mødte hinanden og blev det karismatiske par, der har givet det britiske kongehus en ny og mere udadvendt profil.

Traditioner er til for at blive brudt. Også i det engelske kongehus, der ellers har været kendt for at være meget traditionsbundet. Op gennem tiden har det været fuldstændig utænkeligt med bare den mindste ændring, fx omkring ægteskab. Typisk skulle man giftes af pligt, snarere end kærlighed, og de få gange hvor kærligheden har vundet, har det haft nogle triste konsekvenser efterfølgende.

Derfor var det også med spænding og utrolig glæde, da dronningen gav sin velsignelse til, at prins Harry kunne gifte sig med sin Megan. Ikke nok var hun skuespiller, men hun var også af blandet race, noget der før i tiden var fuldstændig utænkeligt at byde velkommen. Ydermere var hun også fraskilt, men det var noget kongehuset for år tilbage, var begyndt at se lidt igennem fingrene med, især da prins Charles, Harrys far, blev gift med Camilla Parker Bowles, der på det tidspunkt var skilt fra sin eksmand.

Kærligheden skulle dog her vise sig at være vinderen. Der er ingen tvivl om i hvor høj grad prins Harry og Meghan elsker hinanden. De har så mange ting til fælles, og går begge to meget op i det humanitære arbejde i bl.a. de fattige U-lande.
Det er så dejligt at se, at det engelske kongehus har løsnet lidt om i forhold til hvem de accepterer som en del af familien. Meghan virker til at have så utrolig meget godt at byde ind med, og ja, hun minder på rigtig mange måder om prinsesse Diana i forhold til Dianas måde at håndtere det humanitære arbejde på fx. Jeg er sikker på, at de har fået den helt rigtige kvinde ind, og at Harry har fundet sit livs kærlighed.

Harry  Meghan – En kærlighedshistorie får 4 stjerner herfra.

Livet er let, bare rolig

Titel: Livet er let, bare rolig I Original titel: La vie est facile, ne t’inquiète pas I Forfatter: Agnès Martin-Lugand I Oversat af: Anders Juel Michelsen I Sideantal: 239  I Genre: Roman I Forlag: Politikens Forlag I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag


Da Diane mistede sin datter og sin mand i et tragisk biluheld, søgte hun til Irland for at hele sine sår. Her mødte hun den lunefulde fotograf Edward, men forholdet brast, og Diane er nu tilbage i Paris, klar til at starte på en frisk og sammen med sin ven Félix få gang i sin bogcafé.

Hun møder Oliver, der er sød og betænksom, og når lige at snuse til lykken, inden hun render ind i Edward igen. Mødet ripper op i fortiden: De nærer stadig følelser for hinanden, men begge har de bevæget sig videre i deres liv. Pludselig aner hun ikke sine levende råd: Kan hun forlade sin trygge tilværelse i Paris til fordel for en uvis fremtid i et andet land?

Livet er let, bare rolig er en selvstændig efterfølger til Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe. Jeg var vild med Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe og vidste derfor med det samme, da jeg så at Agnès havde skrevet en efterfølger, at jeg måtte vide hvilke eventyr livet ville bringe Diane.

Jeg er omend endnu mere begejstret for Livet er let, bare rolig. Jeg er vild med handlingen, vild med hendes skrivestil og hendes måde at fortælle og formidle sin historie på. Det sker ikke ret tit, men jeg var flere gange tæt på at skulle finde nogle kleenex frem. Tårerne pressede sig på. Jeg var rørt dybt!
Agnès har en evne til, at skrive på en utrolig behagelig måde. Uanset om der opstår nogen form for drama eller det bare er totalt ‘hverdagsagtigt’, så formår hun at fortælle meget afslappet.

Diane kan jeg egentlig rigtig godt lide. Hun er en fighter. Hun har kæmpet for at komme op til overfladen igen efter tabet af både hendes mand og deres datter. Hun driver caféen ‘Lykkelige mennesker…‘, en bogcafé i Paris sammen med sin gode ven, Felix. I lang tid har hun følt sig forbundet med stedet, pga. hendes mand og deres datter, men da kærligheden opstår og ikke længere kan benægtes, træffer hun en beslutning som bare et år tidligere havde været fuldstændig utænkeligt.

Edward har jeg haft delte meninger omkring. På nogle punkter kan jeg egentlig godt lide ham, men andre gange fremstår han som en arrogant type, der ikke kan lide andre end sig selv. Til gengæld tror jeg ikke på noget tidspunkt, at jeg har været i tvivl om hans kærlighed til Diane, trods en masse uventede komplikationer. Her ca. et år efter deres første møde, opdager Diane at han nu har fået en søn, en søn der havde været født længe før de havde mødt hinanden sidste år – endnu en komplikation, der måske ikke ville være til at overkomme?

Olivier er jo egentlig bare drømmen. Han er det utrolig mange piger drømmer om hos en mand, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, at han måtte være for god til at være sand. Han var alt det Diane havde brug for, for at komme videre med sit liv, desværre var hans kærlighed ikke nok. Jeg kunne ikke lade være med at få ondt af ham, da Diane gjorde det forbi med ham, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg inderst inde havde siddet og heppet på, at Diane og Edward fandt sammen til sidst.

Felix… Felix er bare skøn! En gang imellem lidt for meget, men han er på en måde Dianes modvægt. Lige så irriterende han kan være, lige så sød og charmerende er han også. Han bekymrer sig oprigtigt for Diane og vil hende kun det bedste – også selvom han ikke har helt den samme smag i mænd, som hun har. Dog havde jeg lidt håbet, at han ville rejse med Diane til Irland, og ikke blive i Paris, men ligesom Diane, så fortjener han også at finde kærligheden, som måske ikke er ret langt væk?

Da jeg havde vendt sidste side, følte jeg mig ikke klar til at slippe dem. Det føler jeg stadig ikke at jeg er. Jeg vil have mere! For mig at se, ville der sagtens kunne blive skrevet en 3’er, men hvem ved om der kommer sådan en? 🤷‍♀️ Man kunne kun håbe!

Jeg giver Livet er let, bare rolig 5 lækre stjerner!

Lad os håbe på det bedste

Titel: Lad os håbe på det bedste I Original titel: Låt oss hopas på det bästa I Forfatter: Carolina Setterwall I Oversat af: Nete Harsberg I Sideantal: 359  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2019

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Den sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden. I stedet siger jeg, at jeg tror, jeg vil gå ind og lægge mig hos Ivan. Du protesterer ikke. Stadig med blikket rettet mod computeren lader du mig gå, og jeg går, for allersidste gang går jeg fra dig. Jeg tror, at vi ses i morgen tidlig. Det gør vi ikke. Vi ses aldrig mere.

Lad os håbe på det bedste vil nok længe være en af de bøger, der virkelig sætter sig under huden på én. Carolina har ud fra sin oplevelse af at finde sin kæreste død i sengen en morgen, skrevet en, hvordan hun har oplevet det hele, roman. Det er på en og samme tid en gribende, utrolig rørende og ikke mindst sørgelig fortælling.

Da jeg startede på den, havde jeg måske lidt høje forventninger til den, men hvordan kan man andet, når man udelukkende kun hører rosende ord om den. Samtidig hørte jeg lige så mange snakke om, at de havde måtte finde servietterne frem til at tørre øjnene med.
Væbnet med papir og en forventning om, at der ikke ville være nok (jeg har normalt let til tårer), gik jeg igang med bogen. Dog tog jeg mig selv i flere gange, at tænke “hvornår er det jeg skal græde?” og måtte bare indse, at selvom bogen var utrolig sørgelig, og at jeg kunne genkende mange af de ting hun fortalte om, så kunne jeg ikke fælde en tåre. Jeg måtte bare indse, at ikke er alle der reagerer ens, selvom temaet og handlingen lå lige til det. Det skal så lige siges, at min læseoplevelse på ingen måde blev mindre af den grund. Jeg var fanget hele vejen igennem og jeg elsker den måde Carolina har valgt at skrive bogen på. Jeg kan rigtig godt lide, at hun har skrevet den, som hvis den er fortalt til Aksel, men også at hun i første del af bogen, skiftevis ser tilbage til det første møde og op til nutiden til Aksels død og tiden efter.

Jeg må sige, at jeg er mildest talt imponeret over, at hun i det hele taget har formået at skrive den, da hun gjorde. Det har krævet, at hun er dykket ned i gamle følelser og trukket dem op til overfladen igen, hvilket jeg kun kan forestille mig må have været utrolig hårdt?

Der er ingen tvivl om, at selvom året kun lige er begyndt, så vil denne bog uden tvivl ligge på listen over årets allerbedste læseoplevelser. Den har alt! Derfor får den også 4 jublende store stjerner!

Guldtårnet

Titel: Guldtårnet I Original titel: The golden tower I Forfatter: Cassandra Clare & Holly Black I Oversat af: Mette Skot Perschke I Sideantal: 221 I Genre: Fantasy I Forlag: Alvilda I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Alvilda


Callum har i løbet af sine fire års magikertræning på Magisterium måttet kæmpe med sig selv, med de andre elevers mistro og frygt, mod grænseløs ondskab, sorg og tab.Til sidst overvandt han truslen mod magernes verden i et altafgørende slag – men prisen var høj.

Nu vender Callum sejrrig, men med tungt hjerte tilbage til Magisterium for at afslutte sin træning. Det står dog hurtigt klart, at han aldrig har været mere udstødt eller forhadt. Kammeraterne vender ham ryggen, og en ældgammel ondskab venter på ham.

I dette afsluttende bind i Magisterium-serien står Callum og hans trofaste venner over for den allerstørste trussel mod verden og alt det, de holder af – for den ondskab, som Callum troede, var væk for altid, har ikke givet op.

På en eller anden er det altid lidt vemodigt, at skulle sige farvel til karakterer, deres univers og alle deres eventyrer. Således er dette ingen undtagelse. Jeg har nydt hver en side i serien om Callum Hunt, hans venner og deres ophold på Magisterium.

Jeg har, siden jeg vendte sidste side i Sølvmasken, glædet mig til Guldtårnet. Ville de besejre ondskaben, eller ville ondskaben besejre dem? Jeg var utrolig spændt, og spændingen steg kun yderligere da jeg endelig stod med bogen i hænderne. Derfor var mine forventninger til bogen også lidt høje. Måske for høje?

Jeg var grebet af historien fra allerførste side, men jeg kunne alligevel ikke helt lade være med at føle mig en smule forvirret i handlingen. Det hele gik meget stærkt. Jeg fik lidt en følelse, undervejs, af at de kun havde nået at gå på Magisterium en god måneds tid inden de skulle ud i det sidste og afgørende slag mod ondskaben. Måske det ikke er rigtigt, men det var den følelse jeg fik mens jeg sad og læste. For mit vedkommende, havde det ikke gjort noget med lidt flere sider og evt. lidt mere handling, men måske det bunder i følelsen af at jeg ikke ville sige farvel til Magisterium? 😉

Magisterium-serien er en skøn og fangende fantasy serie for teenagerne, men bestemt også en serie for de voksne, hvis de er på udkig efter spænding og fantasy, der samtidig er letlæseligt.

Guldtårnet får 4 stjerner. Jeg er vild med serien.

Blomstrende Syrener

Titel: Blomstrende Syrener I Original titel: Lilac Girls I Forfatter: Martha Hall Kelly I Oversat af: Kirsten Heltner & Christine Gasbjerg I Sideantal: 515  I Genre: Roman I Forlag: Hr. Ferdinand I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand


Societypige og tidligere Broadway-skuespiller Caroline Ferriday har hænderne fulde i sin stilling ved det franske konsulat i New York, og samtidig er en ny, gryende forelskelse trådt ind i hendes liv. Men Carolines tilværelse forandrer sig for altid, da Hitler i 1939 invaderer Polen for derefter at vende blikket mod Frankrig.

På den anden side af Atlanterhavet mærker den kun sekstenårige Kasia Kuzmerick sin bekymringsløse ungdom forsvinde, mens hun trækkes stadig længere ind i den polske modstandsbevægelse. Hun er omringet af mistænksomme blikke og vagtsomme naboer, og en eneste forkert bevægelse kan få fatale konsekvenser.

For unge Herta Oberheuser er en stilling i den tyske stat en billet til et andet liv, men hun bliver hurtigt fanget i en mandsdomineret verden af nazihemmeligheder og magt.

De tre kvinders veje antager kollisionskurs, da det ubærlige sker, og Kasia interneres i Ravensbrück, den berygtede kvindekoncentrationslejr i det nordlige Tyskland. Fortællingen krydser kontinenterne, fra New York til Patis, Tyskland og Polen, mens Caroline og Kasia forsøger at bringe retfærdighed til de mange, som verdenshistorien har glemt.

Blomstrende syrener er en historisk fortælling, der handler om 3 individuelle kvinder og deres fortællinger fra tiden under 2. verdenskrig.

Det er en gribende og fangende roman. Der er lagt et kæmpe stykke arbejde i forberedelserne til denne bog, hvilket også afspejler sig i kvaliteten af den. Det er en stærk, barsk og utrolig spændende historie, bygget op på det autentiske. Martha er en yderst talentfuld forfatter, hvilket hun ynder at berige læseren med. Hun skriver, ikke mindst beskriver, således at man sidder og næsten føler at man selv er til stede i handlingen. Sproget er nemt og flydende, og utrolig indlevelsesrigt.

Gennem bogens kapitler, lærer vi de tre kvinder at kende; Caroline Ferriday, Kasia og Herta. Alle tre kvinder fra forskellige lande og for hinanden ukendte personer. På denne måde bliver krigen og dens oplevelser, beskrevet fra flere synspunkter, men også ud fra hvilke klasseforskelle kvinderne befinder sig i. Caroline er tidligere skuespiller fra New York, men bruger en masse tid og energi på, at hjælpe forældreløse børn i Frankrig. Kasia bliver som helt ung pige virvlet ind i modstandbevægelsen, men ender med at blive taget til fange og anbragt i Ravensbrück; en tysk koncentrationslejr, kun for kvinder.
Herta får livet vendt på hovedet, da hun opsøger muligheden for at kunne arbejde som kirurg i Ravensbrück, men som ender med at være virvlet ind i den nazistiske verden inden hun ved af det.

Ravensbrück blev i 1938 beordret opført af SS-leder Heinrich Himmler, således at den i foråret 1939 kunne stå færdig og tages i brug.
Mere end 130.000 kvinder kom i løbet af krigsårene gennem lejren, og kun 40.000 af dem overlevede!

Da jeg havde vendt sidste side, sad jeg fuldstændig tilbageblæst af den fantastiske oplevelse jeg lige havde overværet i form af bogens utrolig medrivende handling.

Martha Hall Kelly har baseret Blomstrende syrener på fortællingen om Caroline Ferriday, der under 2. verdenskrig hjalp flere polske kvinder fra den tyske koncentrationslejr, Ravensbrück, hvor de, under naziregimet, var blevet udsat for medicinske forsøg.

Blomstrende Syrener får 5 flotte stjerner for dens fantastiske medrivende fortællinger. Er man til historiske romaner, er denne en klar anbefaling værd!

Rub og stub

Titel: Rub og stub: Over stok og sten I Forfatter: Ole Stephensen I Sideantal: 353 I Genre: Biografi I Forlag: Gads Forlag I Udgivelses år: 2018

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gads Forlag


Hvis man skal beskrive Ole Stephensen med et enkelt ord, må det være ‘folkelig’. Derudover er han svineheldig. Og har prøvet det meste. Fra han som 14-årig udgav sit eget månedsblad og solgte sin egen digtsamling, til han bagvaskede en politimorder og fik 14 dages fængsel for at desertere under værnepligten. Alt sammen inden han fyldte 23 år. Senere måtte han træffe valget mellem at blive Øbberbøv eller krigskorrespondent i Mellemøsten. Og mellem at blive underholdnings- eller faktachef.

Som lille har jeg et utal af gange siddet klistret foran skærmen for at se ‘Walter & Carlo: Op på fars hat’ og nydt hvert et sekund af den, hvilket jeg stadig gør den dag i dag. Dét og ‘Go’ morgen Danmark’ var som barn det største kendskab jeg havde til Ole. Da jeg en sommeraften så ham i Tivoli jublede jeg inde i mig selv, men var alligevel for genert til at bede om hans autograf.

Til gengæld var jeg mere heldig og modig, kan man måske sige, ved sidste års Bogforum, hvor han gæstede i forbindelse med udgivelsen af ‘Rub og stub‘. Desværre havde jeg på det tidspunkt ikke nået at læse den, men efter at have hørt ham fortælle om den, blev lysten til at læse bogen på ingen måde mindre. Ole fortæller lige så levende i virkeligheden, som han gør i bogen. Bagefter signerede han på Gads stand, hvor jeg denne gang var mere modig og turde få bogen signeret (jeg kan være ret genert af natur). Han er virkelig et sympatisk menneske.

Da jeg så at han udkom med en selvbiografi vidste jeg med det samme at jeg var nødt til at læse den. Jeg nyder, at kunne sætte mig tilbagelænet med en god biografi – de får mig til at slappe af, men jeg havde det lidt svært med denne bog i starten, desværre. Den virkede, for mig, ret tør og jeg havde et par dage, hvor jeg havde usigelig svært ved at komme videre med den. Dog skal det siges, at da jeg samlede den op og læste videre, gik det meget bedre. Det kan være, at det måske bare var den forkerte dag jeg gik igang med den i? Hvis stemningen ikke er til det, kan det jo hurtigt blive svært at have motivationen samtidig, ikke? 🙂

Ole Stephensen er en mand, der har prøvet lidt af hvert gennem livet. Meget mere end mange mennesker tør håbe på, at opleve bare brøkdelen af. Ikke alt har været liv og glade dage, men sammenfatningen i denne bog, er dog holdt i en munter tone og en fryd at læse.

Selve handlingen bliver gennem hele fortællingen understøttet af et rigt billedmateriale, hvilket er med til at gøre det hele mere autentisk.

Trods den lidt træge opstart, så endte jeg med at synes rigtig at den var rigtig god og levende fortalt. Derfor får den også, fortjente, 4 stjerner.

En munter fortælling, der lige er noget for den der ynder at læse biografier.